23.08-24.08 2018 Lastres

Efter ca. tre timers sejlads i et lidt dystert men ellers pænt vejr kom vi til Lastres, som med sine grålige huse lå klinet op ad den stejle bjergside som en ørnerede, der hagede sig fast det bedste den kunne. I havet uden for havnen lå masser af fiskebøjer.

Havnen var fuld af større og mindre fiskebåde og der var ingen velkomstkomite eller overhovedet nogen til at tage i mod. Vi lagde os så ved en bro tæt på en norsk båd Malaika, eneste øvrige gæstebåd, som vi havde strejfet et par gange tidligere, første gang i Getxo. Dette var virkelig en havn, der var lagt an på fiskeri og ikke turister. Et havnekontor, fandt vi aldrig, så det blev en gratis omgang. Og de høje, høje ydermoler mindede en om, at her kan havet være voldsomt og livet barskt. De større fiskerbåde kom ind med en masse store kuglerunde net fyldt med noget rødt, busket tang som blev læsset på lastbiler og kørt væk, til hvad står hen i det uvisse.

 

 

 

Lige udenfor havnen og neden for den stejle, snoede vej, der førte op til byen, var der en vældig fin lille strand, som dog ikke fristede i det skumle vejr. Efter at ha’ siddet og ladet os fascinere af byens dramatiske beliggenhed og ha’ snakket lidt med Malaikas besætning Louise og Mathias og fået en asturisk dram, begav vi os op mod Lastres by sammen med hundene. Den ældste del af byen, hvor der så godt som ikke var veje men trapper, var spændende og autentisk at gå rundt i, selv om flere af husene nu om dage nok mest blev brugt som sommerboliger. Der var mange flotte udsigter undervejs, og vi fik trænet lårmusklerne.