30.08-31.08 2018 Viveiro
Dette var en af vores lidt “længere” ture, altså over 30 sømil og i mellem Ribadeo og Viveiro er kysten barsk og klippefyldt uden andre muligheder for at søge ly end ved en industrihavn Alumia, som man ikke overser pga de enorme bygninger og den høje dampende skorsten, som ses på lang afstand. Og her forarbejdes virkelig aluminium, så vi på en senere udflugt med tog.
Det blev dog ikke nødvendigt at søge nødhavn, men der var et fænomen undervejs, som foruroligede os lidt. Flere steder hvor der, i følge søkortet, ikke skulle være forhindringer, så det på lidt afstand ud,som om der var klipper, som brød bølgerne ret så kraftigt, men det viste sig heldigvis at være kæmpestore øer af skum fra andre steder, hvor bølgerne havde ramt klipperne med deres voldsomme kraft.
Endelig nåede vi frem til Viveiro efter først at ha’ passeret en stor bugt med urolig sø og derefter en lang kanal, eller faktisk en flod, Rio Laadrove, som deler byen i to områder Viveiro og Covas, forbundne med en bro. Havnen og den ældste bydel ligger i Viveiro, mens Covas med sin store strand ligger ud til den inderste og mere rolige del af bugten.
Vejret var gråt men lunt, og selv om den gamle bydel var rigtig fin, syntes især jeg, at der hvilede en lidt dyster og trist stemning over byen. Der var dog flere flotte huse, men resterne af bymuren og de bastante byporte gjorde størst indtryk. Muren og portene havde tjent som værn mod fremmedes – og pestens indtrængen.
Dagen efter skulle det blive rigtig godt sejlvejr og tilmed solskin, mens der skulle komme vind, efter min smag, i overmål de følgende dage, så jeg fik overtalt Erik til at sejle videre vestpå den følgende dag. Også Vixen ville sejle videre og helt til A Coruna. Vi ville gerne ha’ fulgtes lidt længere, men distancen overgik, hvad vi mente, hundene ville bryde sig om. Så tidligt morgenen efter skiltes vores veje efter en lidt vemodig afsked på broen. Men sådan er det jo med sejlerbekendtskaber, man mødes og man skilles.
Lidt senere sejlede også vi videre, men mod en lille havn i byen med det smukke navn Santa Marta de Ortigueira – et sted som vi var blevet grundigt advaret mod af den flinke havnefoged i Viveiro samt ved læsning i en bog om små havne og ankerpladser langs Spaniens og Portugals kyst. Men også som de skriver: A charming break from the merciless sea….