31.08-05.09 2018 Santa Marta de Ortigueira

Nu da der denne dag ikke var stærke nordlige vinde, kun en middel nordøstlig, tænkte vi, at hvis vi sørgede for at passere den lumske, foranderlige sandbarre ved nogenlunde højvande, kunne det vel ikke gå helt galt, og slet ikke når vi kan hejse kølen op. Vi nåede frem til bugten, hvor indsejlingen ligger for tidligt, det var kun lidt efter lavvande. Derfor vi tilbragte et par timer med badning og frokostspisning ved en bøje i den østlige del af bugten ud for Espasante , en hyggelig lille by/havn med en fin strand.

Derefter sejlede vi lidt spændte over mod flodudmundingen. Der var ingen tegn på brækkende bølger, men at der var lavt sine steder, var der ingen tvivl om. Erik fik dog listet Skærsilden fint igennem indløbet, og derefter var det næsten som at komme til paradisets have. Så smukt, så grønt og frodigt og så roligt ah… hvilken lise for sjælen.

Efter en halv times snoet sejlads gennem disse herligheder nåede vi frem til den lille, men ret nyanlagte havn, hvor vi lagde os langskibs yderst på den midterste af de tre broer. Der var ikke mange gæstesejlere, kun et par stykker på broen over for. Men der var mange lokale, som sejlede ud og ind i deres små fiskemotorbåde, men næsten ingen sejlbåde. Vi så ikke noget havnepersonale, og havnekontoret virkede lukket, hvilket det også var p.g.a. uenigheder mellem forskellige instanser, men det var jo vores held. Vi kom til at ligge gratis her i fem dage med vand og el og endda med gode toilet- og bademuligheder i nærheden.

 

 

Byen var harmonisk, velfungerende, velplejet med kun få faldefærdige huse og usædvanlig behagelig at opholde sig i. Der var enkelte turister i autocampere eller andre på gennemrejse, men ellers var det lokalbefolkningen iblandet en del tilflyttere som nød en stille pensionisttilværelse her. Lige noget for os – vi var nær aldrig kommet herfra, lullet ind i en form for tornerosedøs, som vi blev. En af årsagerne hertil var dog også, at der var lovet rigtig meget vind, men inde i bugten, hvor vi var, rørte der sig knapt den svageste vind, lidt frustrerende. Havet var jo langt uden for vores synsvidde så det var svært at vurdere hvor svært/ ubehageligt det ville være at komme ud af det berygtede flodudløb, så vi besluttede os bare til at føle os hjemme her i småbysidyllen, indtil vejrudsigten virkede tilforladelig.

 

 

 

 

 

Der var også lavet en rigtig god legeplads med alle mulige klatrestativer, men især et lille vandland med forskellige Storm P. lignende anordninger som pøsede vand ned i hovedet på forbipasserende var populær. Man kunne også bade i floden fra en lille strand, især omkring højvande var det OK og varmere end ude i havet. De lidt større børn og unge badede fra stenmolerne, som man så ofte ser det i havnene.

Ikke blot var det rent fysiske tempo meget roligt her, det slog også i gennem i talen. Her som de fleste andre steder i Galicien tales der nemlig galicisk, som er meget blødere og melodisk, end det man normalt forstår ved spansk. Klassisk spansk kan lyde hårdt, harkende, eksplosivt og og tales ofte meget højlydt. I modsætning til baskisk, som er et sprog helt for sig selv og ganske uforståeligt, minder galicisk meget om portugisisk, som jo tales i nabolandet. Næsten alle galicere plus nogle få andre, i alt ca. tre millioner mennesker, taler i dag galicisk og undervises i det i skolen. I en lang periode under Francoregimet var det dog som baskisk og catalonsk forbudt.

 

 

En af dagene tog vi på en udflugt med den lokale lille togbane som gik fra Ferrol til Ribadeo. Vi kørte østpå for at se nogle af de steder, vi havde sejlet forbi fra landsiden. Først steg vi af toget på herrens mark ved kysten lige før Foz. Vi gik en tur ned mod stranden forbi marker og små huse. Her kunne vi besigtige havet, og det så da ikke så slemt ud, så det trak i os for at komme videre.

 

 

 

Lidt efter tog vi det modkørende tog tilbage vestpå men stod af allerede i Burela en lidt større by med en stor fiskerihavn. Her var sandelig heller ikke mange turister, det var en by, som så ud til at klare sig udmærket uden. Her er jeg nødt til at fortælle om den fantastiske dagens ret menu, vi fik nede ved strandpromenaden. For 11 euro for os hver fik vi tre gode retter ( også her megaportioner), en flaske vin til deling + brød og kaffe. Folk kom langvejsfra, men også håndværkere og andre tilbragte frokostpausen her. Godt vi ikke spiste der hver dag…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hjemme i “vores” by igen besluttede vi, at nu måtte vi se at komme videre så efter et par sidste kopper cafe con leche på den lokale bar under kronerne på den dejlige platantræsalle og nogle mere eller mindre vellykkede forsøg på at få udgivet et par af de ophobede færdige indlæg til bloggen, lod vi fortøjningerne gå den følgende morgen.