05.09-06.09 2018 Cedeira

05.09-06.09 2018 Cedeira

Lidt usikre på vindstyrke/retning tog vi en diset og fugtig formiddag afsked med Ortigueira og sejlede mod den berygtede flodudmunding.

Man kunne nu med rette spørge: Hvor længe var Adam i Paradis? Da vi nærmede os, passerede vi en ældre fisker, der sad og hyggede sig med sine garn. Han pegede fremad og gjorde forskellige fagter med armene. Længere fremme kunne vi se, hvordan bølgerne udefra bugtede sig hen over det lave vand som en slange, der til slut hvislende rejste sig for til at frigive sit skummende sekret. Det så faktisk lidt uhyggeligt ud, og jeg spurgte da også Erik, om han mente, at dette var klogt…. Der kom en hollandsk båd i mod os, og de så noget våde og forkomne ud og råbte til os, at der var “overfalls” forude. Det kunne dog ha’ været meget værre – vi slap med to. Den første brækkende bølge kom ind fra siden, inden vi havde kurs udad, Erik nåede lige at vende stævnen, men vand på dækket kom der. Den næste var vi lidt bedre forberedte på, men man kunne tydeligt mærke, hvor tungt båden faldt ned gennem den skumfyldte bølge. Heldigvis var det højvande, og vi havde vand nok under kølen. Så var vi ude, men der var ikke slut med trængslerne.

“De syv onde søstre”

Det blæste ikke særlig meget, men der var nogle ret så store dønninger ude i bugten, og de kom fra flere retninger. Vi skulle uden om en punta med nogle brutale, takkede klippeformationer, som jeg døbte ” de syv onde søstre” og håbede, at det så herefter ville blive bedre. Men det gjorde det ikke! Så vi sejlede i timevis for motor med et storsejl og en bom, som svingede hid og did. Erik prøvede heroisk at holde bommen lidt i ro med den ene arm, mens han styrede med den anden hånd. Selvstyreren er desværre ikke så god i sådanne uregerlige dønninger. Jeg koncentrerede mig mest om hundene, men de tog det nu pænt. Netop denne del af kysten er faktisk berygtet for sine hulter til bulter dønninger, fordi vejrsystemer fra vest, nord og øst og heraf følgende dønninger mødes her og giver den urolige sø. Endelig kunne vi runde den store klippe, som danner indgangen til Cedeirabugten, hvor vi havde tænkt os at ankre for natten. Heldigvis var bugten godt beskyttet, og de fæle dønninger nåede ikke herind. Vi var endnu en gang heldige at finde en god bøje (gratis) tæt på land, og sørme om ikke solen tilmed kom frem bag de mørke skyer. Så var det tid til et glas hvidvin på terrassen og til at nyde livet og den smukke bugt omkranset at sandstrande og bagvedliggende høje bjerge.

Bagefter sejlede vi og hundene i land i gummibåden for at se nærmere på fiskerihavnen og byen lidt længere inde. Også her var der tale om en todelt by, der lå på hver side af floden forbundet af en bro. Byen var ganske køn med nydelige beplantninger, et område hvor Spanien ellers halter langt efter Frankrig, men den virkede lidt stillestående nu uden for højsæsonen.

Udover turismen er fiskeriet byens absolutte hovedindtægtskilde. Der var bygget flere ret nye pavilloner, som fiskerne kunne bo i og opbevare deres grej i.

Misser.

 

Amande fra Cedeira.

Dagen efter gik vi en fin tur op på bjerget bag byen og så det hele lidt ovenfra og vurderede ( eller prøvede herpå) dønningernes dagsform. Da det ikke så så værst ud, besluttede vi os til at sejle videre mod den noget større by Ferrol.

Landlige omgivelser med køkkenhaver.
Og nede i byen igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.