06.09-07.09 2018 Ferrol

Selv om vejret var lidt dystert, ville vi gerne videre. Så da det havde set rimeligt ud oppe fra højderne, og der var lidt mere vind at sejle på denne dag, tog vi ud af bugten. Dønningerne havde dog aldeles ikke lagt sig, hvilket den eneste båd, en fiskekutter, vi kom til at se de næste mange timer, med al ønskelig tydelighed viste. Den slingrede kort og godt op og ned og hid og did. Nå men det hjalp da på sejladsen, at vi kunne sejle for sejl, men jeg tror aldrig, jeg rigtig vænner mig til de enorme bjerge af vand, der tårner sig op – nogle gange endda fra flere sider. Det hjælper lidt, hvis solen skinner, men denne dag var vandet stålgråt, ja næsten sort. Sjovt nok skinnede solen foran os, men det var ligesom, at vi trak en en stor sort sky efter os under næsten hele turen. På et tidspunkt øgede vinden, og selv om vi da kun sejlede med et rebet storsejl og en snip af fokken ude, strøg vi med Skærsildens maximale fart gennem vandet, og da skinnede solen tilmed også over vores hoveder. Erik var vældig fornøjet, men jeg var nok endnu mere tilfreds, da vi sejlede ind i bugten/floden Ria de Ferrol, som byen Ferrol ligger ved en times tids sejlads oppe af. Vi kunne godt ha’ fortsat direkte til A Coruna, et af vores lidt særlige delmål, men dertil ville vi hellere komme friske og veloplagte efter en lille smuttur over bugten dagen efter. Det var nu en fin tur op gennem riaen. Lidt før selve byen ligger et stort gammelt slot/fort, San Felipe, påbegyndt i slutningen af femtenhundredetallet, placeret på hver side af bugten, hvor den er smallest. Det har ikke været nemt for uvelkomne at passere her.

Selve byen, med sine nu omkring 80.000 indbyggere, har en glorværdig historie både hvad det maritime, militære og arkitektoniske angår og har også i dag meget at byde på, men forekommer at være en lidt hengemt og overset perle. Og nogle af kvartererne var direkte fattige men ikke uden charme ( set med turistens øjne).

Selve lystbådehavnen var overraskende lille, og vi fandt ikke noget havnekontor, så det blev en billig omgang.

Efter at have trasket rundt i byen, ikke mindst i det gamle, smukke Magdalena kvarter med sine snorlige gader, et par timer syntes vi, at vi ( for en gangs skyld ) fortjente lidt godt at spise – og det fik vi sandelig også på restaurant Frank, en helt moderne og anderledes spansk restaurant med et ret så hipt klientel af yngre mennesker. Og rent kulinarisk var det helt i top, enkelt, smukt og raffineret, uden at være krukket og tilmed rørende billigt ( skulle måske ha’ været madskribent).

Dagen efter var himmelen blå og vinden perfekt til at indtage A Coruna.