15.08-18.08 2018 Santander
Lidt bange for at gro fast i hyggelige og bekvemme Laredo valgte vi efter fire gode dage her at sejle videre mod Santander, som med sin ca. 180.000 indbyggere er regionshovedstad i Cantabrien. Byen består hovedsageligt af nyere anonyme højhuse, da det meste af den gamle bydel brændte under en stor brand i 1941. Indsejlingen til byen er dog vældig flot med flere imponerende slotslignende palæer tronende på højdedragene ind til den smukke Santanderbugt.
Ved den første og mest centrale marina kom en ung fyr os afværgende i møde, alt “occupato”, og henviste os til en havn længere inde i bugten. Ankring var selv Erik ikke stemt for, da der blæste en frisk vind med en urolig sø til følge. Undervejs så vi for en gangs skyld masser af lokale sejlbåde, som kom muntert krydsende i mod os.
Den næste marina lå ret langt fra centrum, men vi fik en god og rolig plads sammen med flere andre gæstesejlere. Start- og landingsbanen til byens lufthavn lå parallelt med og helt tæt på havnen, hvilket var ret underholdende uden at være generende.
Dagen efter, hvor det var lidt grå og blæsende, tog vi bussen til Laredo og hentede bilen. Da det var en kort tur, fik hundene lov at passe båden imens.
På hjemturen kørte vi af hyggelige småveje, og undervejs lod vi os friste af en restaurant, Pico di Paloma, der så meget velbesøgt ud og ikke uden grund, viste det sig. Til den ellers flinke tjeners store frustration nøjedes vi dog, belærte af tidligere erfaringer, med en enkelt men lækker ret, arroz marisco, en slags paella med rejer og pulpo (8-armet blæksprutte).
Tilbage i havnen parkerede vi bilen nok så flot under en palme i det rolige lidt eksklusive kvarter.
Dagen efter virkede vejret bedre, og vi sejlede ud gennem det store havneområde i bugten, men da vi nærmede os udsejlingen, kunne vi godt se, at der var væsentlige buler på horisonten. Vi fortsatte dog ufortrødent, men det viste sig at være en mega ubehagelig sejlads uden megen vind men med meget uregelmæssige dønninger, der kastede båden hid og did. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle sejle sådan de næste 30 sømil langs dystre, stejle grå klipper, som bølgerne skummende slog ind mod og tilbage fra, så efter fem sømil var vi rørende enige om at vende om. På vej ind i bugten mødte vi en stor hollandsk sejlbåd Beagle, som sejlede ud. Sejt men god fornøjelse tænkte vi. Inde i bugtens roligere vande lå flere andre både for anker, og vi fandt os også en plads. Kort tid efter kom Beagle også tilbage og lagde sig ikke langt fra os. Så det var ikke kun os der var pjevsede! Lidt efter sejlede vi i land i gummibåden med hundene for at se lidt nærmere på byen. Havnefronten er blevet renoveret de senere år og er ganske flot. Man kan gå højt oppe og nyde udsigten eller nede langs vandet hvor man kan bade fra en dejlig strand eller promenere langs forskellige små parkanlæg. Der var masser af mennesker som luftede hunde, trillede med klapvogne, løb eller bare sad og slappede af på bænke.
Vel tilbage på båden sagde Erik pludselig, at her ville han ikke ligge og gynge resten af natten så vi (han) trak ankeret op, og vi sejlede hen mod en anden lille havn, Pedrena, i nærheden. Undervejs kom vi dog ind i fint meget roligt område bag en lang sandtange, hvor der kun lå et lille strandhus med en fin grøn- og rødmalet bro ud for.
Vi var endda så heldige at finde en bøje at ligge ved. Kort efter kom en mindre færge sejlende, bogstaveligt talt for fuld musik, med en masse hoppende og dansende unge mennesker ombord. De blev læsset af ved den fine bro, og så fortsatte festen ellers i det, der viste sig at være en strandbar. Det var nu meget hyggeligt og præcis klokken tolv, kom færgen tilbage og læssede strandgæsterne ombord igen for at sejle væk igen atter under musikledsagelse. Efter en god og rolig nat stod vi op og sejlede ind til den nu øde sandtange og luftede hunde og nød den smukke morgen med udsigt over mod Santander.
Efter morgenmad sejlede vi atter ud af bugten, og denne gang var havet os mere venligt stemt, og vi kunne fortsætte mod San Vicente de Barquera.