Farvel til populære Rüdesheim og rolige Assmannshausen.

Videre ned af Rhinen i fuld fart, over 10 knob over grunden kom vi. Dog kun kortvarigt, da vi sparede på diesel – og motoren. Da der samtidig var god vind, føltes det også lidt heftigt med de 10 knob.

Her var virkeligt flot, stejle vinmarker og på omtrent  hveranden bakke/bjergtop havde tidligere fyrster placeret deres personlige slot eller borg.

Flodprammene og slet ikke udflugtsbådene holder ikke hviledag, og da floden her både er smallere og mere snoet, skulle der holdes godt øje.

Den mytiske svigtede Loreley, meget lig den lille havfrue, sad på sin sten og sang sine sorgfulde dragende sange, Erik hørte hende så ganske vist, men undgik at tabe hovedet helt, så vi forliste heldigvis ikke.

Og bagved rejste den stejle Loreleyklippe sig brat 190 m op. Netop her er Rhinen som smallest, mest snoet, strømfyldt og med skjulte klipper midt i løbet, så ikke sært at både har kunnet forlise her. Rent sprogligt kommer lore af luren, at se og ley af sten på tysk, altså se på sten – knap så mytisk.

Vi lagde til i den lille by Sankt Goar på modsatte side af Loreleyklippen en smule længere nede af floden, hvor der var en fin havn. Ud over at alle faciliteter var til stede,  havde vi den flotteste udsigt, bagud op mod en borg og til bagbord ned langs Rhinens kurvede forløb. Havnemesteren var en ret cool fyr, som også drev en mindre café/restaurant i klubhuset.

Vi forlod båden for at se, hvad Goar med sine små 3.000 indbyggere havde at byde på. Den første fristelse vi mødte på vor vej var en tiltalende bier-garten, som vi strøg ind på.

Ein weissenbier, ein apfelschorlen, ein flammkuche til deling und der Rhein, mein herz was wilst du mehr…

Ved siden af kunne vi høre,  at der blev truttet og varmet op til et eller andet arrangement. Da vi omsider gik videre, kunne vi se, at det var en skytteforening, der holdt sommerfest med hornmusik, øl og pølser. Nogle af mændene var i grønne uniformsjakker og fjer i hatten andre i mere poset tøj og nogle sære flade hatte, mens mange af kvinderne bar lange skørter med snøreliv.

Vi gik videre af promenaden langs floden, hvor mange andre, hovedsagelig tyskere, var ude og promenere, spise is m.m. Der var konstant færgeforbindelse til den modsatte bred, hvor  man kunne komme over og ase op af Loreley klippen. Det turde vi dog ikke udsætte vore kroppe for. Men sjovt at se, hvordan den lille færge helt kontrolleret snurrede rundt om sig selv i den kraftige strøm på vej over floden. I stedet gik vi tilbage af et stræde gennem byen,  hvor man åbenbart drak kaffe. Vi slog følge og delte et stykke schwartzwalder lagkage.

Inden vi atter havnede i båden og nød aftenen og vores gode udsigt, kom vi forbi en ret sær butik, med bl.a. verdens største kukur hængende udenfor. Det vi hæftede os mest ved, var dog alle de gange man også her kunne se, at Rhinen var gået over sine bredder.

FREDAG 14/7

Selvom vi i havnen i Mainz generelt var meget lidt generet af støj udefra, mest en frøs kvækken af og til, blev vi i dag fra den årle morgen holdt vågne af en lind strøm af fly,  der passerede tæt hen over os, mens de, nogle gange to styks parallelt,  lagde an til landing i Frankfurt. At Frankfurt er noget af en business heksekedel, kan man godt forestille sig. Så vi foretrak at sejle mod Rüdesheim, som nok også kan være lidt hektisk, men på en anden måde.

Der var kun 25 km dertil, så vi var allerede fremme lidt over et. Også her var der kun er lille hul i “hækken”, man let ville overse, hvis man ikke vidste, at her lå der en havn.

Vi lagde os ved en plads, der var markeret grøn, og straks efter kom en nobel ældre herre, meget lig Donald Sutherland, hen og bød os velkommen og orienterede os om havnens faciliteter, bl.a. at lån af cykler var inkluderet i havnepengene, og at der blev arrangeret spisning i havneklubhuset, en stor oplagt damper, i weekenderne.

Og også her var det flydende toilet/baderum Klo-Thilde upåklageligt rent.

Efter en klapsammenmad i cockpittet var vi klar til en tur ind til selve byen 1,5 km herfra. Vi gjorde brug af havnens cykler, som var rigtig gode.

Man cyklede langs grønne områder og Rhinen hele vejen, men da vi kom frem til selve byen, var freden brudt. Jernbanen kører mellem Rhinen og byen, og især de lange godstog, kommer ofte buldrende, så bommene går op og ned i næsten et væk.

Og bilerne kørte rask af sted på hovedvejen gennem byen, for ikke at tale om alle menneskerne der også tumlede rundt og ind og ud af barer, butikker og restauranter. Som prikken over i’et var det blevet varmt igen, alt for varmt.

Det hjalp dog lidt, da vi først gik ind i byens kirke og bagefter satte os udenfor på et kønt torv med træer og fik hver vores is. Sådan en stor en i et glas med fod på og med flødeskum og det hele. Det var meget ekstraordinært, da vi plejer at dele et bæger med en eller to kugler i… Men der skulle noget til at køle ned i dag. Herefter følte vi os mere rede til at indtage byens berømteste gade Drosselgasse.

Det var en meget smal og for så vidt også hyggelig gade, men her var naturligvis endnu flere mennesker, dog heldigvis ingen fulde – på dette tidspunkt. Kommet vel ned af Drosselgasse var vi enige om, at det bedste vi nu kunne gøre, var at cykle hjem og starte isterningsmaskinen.

Tilbage i den fredelige havn glædede vi os over ikke blot at at være kommet væk fra Rüdesheim midte, men også ud af Frankrig inden d.d. 14/7 Bastilledagen i Frankrig, hvor der virkelig er larm i gaden. Men i år er måske forløbet fredeligere, idet salg og affyring fyrværkeri til og med 15/7 vist skulle være blevet forbudt af selveste Macron.

LØRDAG 15/7 

Dagen startede lovende d.v.s. skyet og noget køligere. Der lod til at være arbejdsdag i havnen denne lørdag. Masser af folk, m/k, for rundt bevæbnede med river og fiskede så mange af de forskellige begroninger, de kunne få fat i op og kørte dem bort i trillebøre. I det hele taget lader det til at være en levende klub med mange aktive børnefamilier.

En tiltrængt og nyttig indsats som de gik til med godt humør. I dag ville vi cykle til nabobyen Assmannshausen blot 7 km nordpå. Den skulle efter sigende både fredelig og køn. Vi, ikke mindst jeg, er nok lidt ufolkelig. Ikke, at jeg ikke bryder mig om andre mennesker – bare ikke for mange af dem af gangen.

Der var fin cykelsti næsten hele vejen, og Assmannshausen levede op til forventningerne, en fin lille by, helt stille og rolig, men alligevel mulighed for både at smage og købe øl, vine og tyske lækkerier i rigt mål.

Som lovet smådryppede det faktisk af og til, men det var næsten bare dejligt, og da det var værst gik vi ind i kirken, der havde en lidt besynderlig altertavle, syntes vi.

Vi bevægede os bagefter lidt op bag byen, hvor vinmarkerne rejste ganske stejlt og kom op på “Der Rheinsteig”.

Det blev ikke nogen lang vandretur, men alligevel nok til at få en fin udsigt over byen og Rhinen. Her midt oppe i vinmarkerne var det muligt rent faktisk at føle sig til stede, og ikke bare være tilskuer eller statist i en form for show eller cirkus, som i går i Rüdesheim. Stakkels Rüdesheim – måske var det bare ikke lige vores –  eller min dag i går. 

Nede i byen ved frokosttid gik vi ind på et tradionelt sted ,med blåregnsoverdækket terrasse, hvor man kunne få fem små, en dl, smagsprøver af forskellige vine, en rød og fire hvide. Ikke hverken til at falde i svime over eller til at blive fuld af, men gedigent tysk hyggeligt.

Og da vi følte os i akut fiskeunderskud, bestilte vi dertil to gange “Die müllerfraus gebratene forellen” med kartofler i smørsovs. Så godt! Da vi var tilbage I Rüdesheim var der et lille “must”, vi havde til gode, en Rüdesheimer kaffee, nærmest Irish Coffey, men med en flamberet lokal spiritus, Asbach Uralt i, og serveret i en speciel kop uden hank. Velsagtens for at man kan varme fingrene på den en kold vintereftermiddag, når mørket falder på.

Kaffen indtog vi på det næsten berømte Hotel Krones lille udendørsservering. I årtier, når jeg har “studeret” rejsebrochurer, har netop Hotel Krone været udnævnt til danskernes foretrukne hotel i Rüdesheim. I dag så/hørte vi dog ingen landsmænd der, men mange andre steder i byen. Det begyndte nu at trække op til et lovet tordenvejr, så vi havde altså taget kaffen før tordenvejret, for at være lidt på forkant. Nu cyklede vi så hjemad, og vi var knap kommet ned af den stejle nedkørselsrampe til havnen, før det stod ned i stænger.

Så det var en vellykket og godt timet udflugt. At vi efterfølgende nåede to vaske i havnens Miele vaskemaskine mellem tordenbygerne gjorde jo ikke dagen dårligere. 

ONSDAG 12/7

Under den foregående aftens snak med de to ægtepar, havde vi spurgt lidt ind til Worms. Og som vi forstod, ville vi ikke gå glip af voldsomt meget. Det meste af byen, med undtagelse af domkirken, blev ødelagt under krigen, og den nuværende by var ikke specielt interessant. Så vi droppede besværet med at få cyklerne i land og sprang Worms med Luther og sine nuværende seks kirker + en moske over, for i stedet at sejle mod Mainz.

Her har Erik en gang, for nok 30 år siden op mod Jul, været på kursus. Han var da meget begejstret for byen og hjembragte et lille grimt, brunt krus, som han havde fået glühwein i, som han siden har hæget ømt om. I dag var temperaturen faldet betydeligt, og det var endda skyet, herligt.

Også i dag passerede vi skiftevis grønne og mere industrielle områder, men sidst på turen ændrede landskabet karakter, baglandet rejste sig, og vi så de første vinmarker på Rhinen.

Vi havde set, at der var en sø, man skulle kunne sejle ind til og holde pause. Ja, det var endda en badesø, stod der i beskrivelsen. Vi kom vel igennem den snævre indsejling og slæbte os hen ad bunden ind til selve søen, som var meget lille, men hyggelig nok. Der lå en anden båd derinde, og mange flere var der ikke plads tl. Tanken om badning blev hurtigt droppet, da vi så, hvor plumret vandet var og blev under vores manøvrer. Men det var et fint sted at hvile ørerne for motorstøjen og få en bid brød. Og vi kom heldigvis også vel ud gennem mudderrenden.

Tæt på Mainz breder Rhinen sig ud og floden Main stødte til på styrbords side. Op af Main er der ikke langt til Frankfurt, men den tror vi rent faktuelt er for stor en mundfuld. På bagbords side lå vores havn, Am Vinterhaven, næsten lige i centrum. Også her var indsejlingen smal og dybden nede omkring 1,2 m. Men vi fik sneglet os ind og lagde os på den eneste synlige deciderede gæsteplads langs den meget lange bro.

Der var ingen velkomstkomité, men et fint klubhus med en kuvertanordning, hvor koden til dobbeltportene ud til omverdenen stod. Og toiletter og brusebad stod konstant åbne. Og som alle steder, vi hidtil har været på her i Tyskland, var alt så funklende rent, at man kunne spejle sig i håndvasken og med både sæbe og papir. Så alt var såre godt. Vi besluttede os for to overnatninger her, og ville derfor kun gå en lille tur i nærområdet denne første dag.

På den ene side af den lange havn lå nogle fine ret nybyggede fireetagers huse, og på den anden side langs Rhinen lå en park som er et meget populært åndehul, ikke mindst for unge mennesker.

Med faste mellemrum var der anlagt grillpladser, og der var masser af beholdere til både aske og affald.

Omkring indsejlingen til havnen munder parken ud i et hyggeligt serveringsområde med udsigt over Rhinen, An der Mole, hvor man kan få alt muligt – især øl.

Her fra er der en bro over indsejlingen til den anden side og den store Malakoff Plads, hvor der også er en masse finere spisesteder, og hvor byen som sådan starter.

Men den måtte vente. Vi gik over til molen, og fik hver vores hvedeøl og nød den absolut gode stemning samt udsigten over Rhinen, som tager sig anderledes ud set oppe fra.

Efter at ha’ siddet der ret så længe, gik vi hjem til vores lille båd og stegte tyske svinesnitzler m.m.

TORSDAG 13/7

I dag havde jeg set frem til en guidet rundvisning i Mainz af Erik. Det viste sig dog, at Eriks indre erindringskort over Mainz ikke rigtigt harmonerede med virkeligheden, og at byen derfor var ny for os begge.

Men en hyggelig by med en ret velbevaret gammel bydel især koncentreret om den store og over 1000 år gamle katedral.

Nok var kirken høj, men med 80 m op til vejrhanen var den dog 60 m lavere end den i Strasbourg. Til gengæld bredte den sig ud i alle retninger med sine seks tårne og fire torve rundt om kirken, med andre ord en tung, solid sag.

Inde i kirken er der glasmosaikker over alle kirkens biskopper fra år 975 og op til nu. Så ovenstående er kun et lille udsnit – de første og de seneste.

Mainz har omkring 220.000 indbyggere, og byen har været besat af Frankrig i en længere periode, 1919-1930, efter 1. Verdenskrig og igen mellem 1945 og 1949. Så også i dette område kan man sige at naboskabet mellem de to lande tidligere mildest talt må have  været noget anstrengt.  Selv om der var masser af mennesker, var her ikke turister i nær samme grad som i Strasbourg og Colmar – heldigvis. Vi fandt et torv med store platantræer, under hvis skygge vi på en lille tyrkisk restaurant fik en rigtig god frokost til næsten ingen penge.

Grillet mørt lammekød oven på stor lækker salat og dertil fladbrød. Og så en art kun lidt sød rabarbersodavand at drikke til. Nu hvor temperaturen igen var blevet udholdelig, var det rart at gå rundt og kigge på alle de sjove detaljer, byen byder på.

På et tidspunkt blev ryg og ben lidt trætte, så vi gik ned til  Molen, “vores” sted fra i går, og fik en kop kaffe, inden vi på hjemvejen fik købt ind i et nærliggende stort supermarked. Bagefter var det skønt bare at sidde i båden med benene op og slappe af. Ved titiden gik vi en tur op i parkområdet langs Rhinen lige bag os. Området gennemskæres på langs af to stier, en belyst for både gående og cyklister, og der skal man virkelig se sig for, også om aftenen, den anden er kun for gående og er helt mørklagt om aftenen. Aftenen var stille og lun, og man så i mørket silhouetterne af masser af unge mennesker, i grupper eller bare kærestepar, der nød tosomheden. Ingen virkede fulde, men der hørtes latter og hyggesnak rundt omkring fra små bål. Og der var INTET skrald eller tomme flasker at se nogen steder, fantastisk.

I går havde vi fået at vide, at der lå en Netto to km væk, og da køleskabet var så godt som tomt, cyklede Erik afsted efter nye forsyninger ikke mindst friskt morgenbrød.

Vi havde ikke travlt med at komme væk fra den grønne oase, men sidst på formiddagen blev det for varmt at ligge stille, og der var desværre lovet temperaturer over 35 grader og ingen vind udover den modvind, vi selv skabte under sejladsen. Der var dog håb om et tordenvejr ud på aftenen, som måske kunne rense luften. I dag ville vi sejle mod byen Worms. Dybt inde  i min harddisk/hjerne var der noget, der lød bekendt ved dette navn. Lidt efter lidt dæmrede det, Martin Luther og ediktet/banbullen i Worms 1521, var det jo. Årstallet kom dog ikke ind på min lystavle.

Men her var det, at Luther modigt trodsede den magtfulde katolske kirke og stod ved sin modstand især mod den indbringende handel med afladsbreve. Sloganet “Når pengene i kassen klinger, sjælen ud af Skærsilden springer” – eller noget i den stil, lukrerede den katolske kirke groft på, mente Luther. Og så blev han og hans “kætterske” medsammensvorne efter en langvarig proces dømt fredløse af den romersk tyske kejser Karl V. Men tilbage til nutiden og Rhinen. I lange perioder mødte vi ingen både, og så kom der lige tre på stribe og så fremdeles. Snart sejlede vi i grønne områder med strandgæster langs flodbrinken.

Man ser tydeligt, at vandstanden er betydeligt lavere end ofte, omkring 2 m tror vi. Af samme grund sejler fragtbådene med begrænset last, for ikke at gå på grund.

Ved Mannheim kom vi ind i et betydeligt industriområde, som mange fragtbåde sejlede til og fra.

En times tid senere nåede vi udkanten af Worms, en lokal havn, Motor-yacht-Club Worms. Lidt spændende at sejle ind gennem det næsten usynlige havnehul i den ret stærke strøm, men med en erfaren skipper ved roret gik det. Også her blev vi modtaget med åbne arme af to dedikerede klubmennesker.

Så hyggeligt. Vi fik anvist en fin plads i den lille havn og for 18 € fik vi ud over vand og strøm på broen adgang til det dejligste og mest tiltrængte brusebad. Vi var simpelthen så overophedede, at et koldt bad var det eneste, ud over drikkevand og isterninger, vi tænkte på. Om aftenen gik vi lidt længere ud af broen, og så på de ret store motorbåde. Her sad det ægtepar, der havde hjulpet os ind sammen med et andet par og hyggede sig. Vi blev inviteret til at slå os ned, og der blev blandet en lækker drinks til os.

Her sad vi længe og sludrede i mørket, mens det næsten ønskede tordenvejr langsomt, men sikkert nærmede sig. 

Vi vågnede op til en morgen uden hverken den regn, torden eller sågar hagl som de lokale folk aftenen inden havde varslet. Vi kom derfor relativt tidligt atter ud på Rhinen. På denne del blev floden langt smallere samt mere snoet, i siderne var der med jævne mellemrum lagt stenhøfder ud, og medstrømmen var markant kraftigere omkring 3 knob.

Så her, og så på en mandag, var der ingen speedbåde, men til gengæld kom de store flodpramme nu i mod os som perler på en snor. Man kan godt komme lidt i tvivl om, hvor man skal placere sig mest hensynsfuldt, og ufarligt, i forhold til disse. Men heldigvis havde mange af dem et stort blåt skilt klappet ud i styrbords side, hvilket signalerer, at de gerne vil mødes til styrbord. Eller som de ofte siger på færgerne i Svendborgsund: Ska’ vi ta’ en grøn/grøn.

Også i dag var det varmt/varmt, men heldigvis havde vi en let modvind, og af og til gik der en velkommen sky for solen. Vi mødte ingen sluser denne dag, så vi kom raskt frem.

Ved firetiden drejede vi til bagbord ind af et smalt hul, der via et løb førte ind til en art sø med flere små havne og campingpladser, faktisk et rigtig idyllisk sted.

Vi sejlede langs en lang bro med større både og blev her vinket lidt videre af en myndig, men venlig herre. Han viste sig at være stedets havnefoged, og vi betalte også her 17 € for en plads med el og vand. I varmen så vandet aldeles fristende ud, og da vi fik at vide, at det gik fint at bade her, gik der ikke længe, før vi begge lå i det 31,6 grader varme, men dog svalende vand.

Det var det dejligste vi længe havde gjort… Bagefter stod den på kaffe med citronmuffins. Og om aftenen, dog først ved nitiden var temperaturen til det, fik vi vores “nødration”, vakuumpakkede kyllingelår, som smagte godt med ris og en god sauce. Vi regnede ud, at vi i dag havde sejlet 40 sømil over grund på fem timer, det er nok næsten rekord for Skærsilden. Og nu er vi i Tyskland på begge sider af Rhinen. I går var vi kommet til at skifte til det tyske gæsteflag for tidligt, så det franske måtte op igen for en kort stund.

Inden vi drog videre, var vi lige nødt til at gå en lille afskedstur i parken, om ikke andet, så for at benytte det udmærkede offentlige toilet, hvor der sad en venlig ung mand og holdt øje med, at alt gik ordentligt for sig.

Det var sjovt at se de mange børn, der overvågede af deres forældre, plaskede rundt i springvandet.

Klokken halvtolv kom vi afsted, og endnu  en lille bid fulgte vi Canal Rhône du Rhin hen til slusen, der førte ud til Le Grand Canal d’ Alsace (Rhinen).

Heldigvis holdt slusen ikke søndagslukket, og snart var vi sluset  sølle 75 cm ned og ud på den brede Canal d’Alsace/ tæmmede Rhin.

Her oplevede vi for første gang på turen at have medstrøm – ikke dårligt. 9,2 knob var vi pludselig oppe på.

Vi havde endnu to af de store sluser foran os, men efter nr. to sluse ved Iffezheim havde vi udset os en lille nordalsacisk bådklub, som vi håbede havde en plads til os. Undervejs havde vi haft den brede kanal næsten for os selv, der var kun få af de kommercielle fragtpramme på vej i dag søndag.

Men da vi kom ud på et langt lige stykke af kanalen fik vi selskab af et virvar af speedbåde og jetski,  der ræsede frem og tilbage, nogle med en på vandski efter sig. Såvel speedbåden som fragtbådene lavede nogle kraftige bølger, hvor man ikke fotograferede, men reddede skibsblomsten ned i båden og andet fornuftigt. Det var stadig voldsomt varmt, så alle der kunne havde søgt ud på vandet, og mange lå også langs flodbredden og solede sig eller badede. Lige efter en speciel bro, halvt fransk, halvt tysk drejede vi efter 45 km sejlads skarpt til bagbord og ind i en lille bugt, der husede tre bådklubber, to tyske, der havde lejet sig ind på fransk jord og en fransk. Det var den sidstnævnte vi gik efter,  og vi blev modtaget på venligste vis.

De havde en god gæstebro, hvor vi lagde os langskibs. Det sjove var, at vi knap kunne forstå,  hvad de sagde. Det var den særeste blanding af fransk og tysk, alsacisk dialekt, som de forklarede. De havde et fint klubhus med overdækket terrasse, hvor vi ordnede formaliteterne over en øl til Erik og en cola til mig. Såvel den gamle “præsident”, nær de 100 år, som hans yngre  efterfølger samt flere andre var til stede, og de var alle vældig interesserede i, hvad vi var for nogle. Og i modsætning til i metropolen Strasbourg var der her de bedst tænkelige sanitære installationer til blot  17 €. Vi har faktisk overvejet, om vi ikke skulle klage til Margrethe Vestager over de kummerlige forhold i byens såkaldt bedste havn – hvor der end ikke var en tank til sort vand…. Efter fem meget varme dage var det nu endelig muligt at få et civiliseret brusebad – skønt. Mit hår var helt stift af, ikke saltvand, men af s… og jeg smagte som den mest saltede sild. Dagen inden havde Erik taget bad på badeplatformen med sin smarte håndbruser, mens jeg altså ventede til i dag. Bagefter var der lammekoteletter med tomatsalat og franske kartofler på menuen, for at ære vores sidste aften i Frankrig –  i al fald for denne gang.

Inden aftenteen gik vi en tur i tusmørket på digerne ud til Rhinen og så på den specielle bro. Grænsen mellem Frankrig og Tyskland går midt i floden, og dette afspejledes i de to forskellige brohalvdele. Bare lidt længere nordpå har man Tyskland på begge sider af Rhinen.

FREDAG 7/7

Om morgenen var vi lige en tur oppe i nærområdet og købe morgenbrød m.m. Der var et stort supermarked i det bycenter, vores libanesiske restaurant fra i går lå i. Bagefter kom cyklerne frem, det tog under et kvarter at cykle ind til centrum, og der er gode cykelstier næsten overalt i byen – men sindssygt mange hurtige og ret anarkistiske cyklister og elløbehjul. Det meste af turen foregik dog på et langt lige stykke langs kanalen, men man skulle godt nok være opmærksom. Vi parkerede i nærheden af det første af byens tre  “MUSTS” – den store katedral, Notre Dame.

Her i den gamle bydel er de gamle bindingsværkshuse dominerende, men der ses også mere stilige murstenshuse. Nærmest pludselig åbenbarede dette himmelstræbende bygningsværk sig. Ufatteligt højt, men nærmest blonde- eller spindelvævsagtigt gracilt.

Som den da 24 årige Goethe i 1773 udtrykte det: “ Et indtryk af enhed, helhed og storhed fyldte min sjæl – et indtryk, jeg, fordi det bestod af tusind harmoniserende detaljer, kunne indtage og nyde, men på ingen måde forstå eller forklare.” At han også var lidt af en vigtig Per fremgår af, at han tilføjede,  at når det gjaldt bygningskunst var tyskerne ( også?) de ypperste, og såvel italienerne som franskmændene kunne godt pakke sammen. Med sine 142 m er den da også blandt verdens ti højeste kirker – vist nok som nr. fire.

Den stod efter flere hundreder års byggeri færdig i 1439. Der var sympatisk nok gratis adgang til kirken, som vi selvfølgelig gik ind i, og den var også virkelig flot indvendig, med glasmosaikvinduer, vist nok blandt Frankrigs smukkeste, m.m..

Hovedattraktionen, publikummæssigt, var dog et mageløst mesterværk af et finurligt astronomisk ur fra midten af 1800 tallet, der kunne vise mangt og meget ud over hvad klokken var.

Efter en god stund kom vi atter ud i den stegende hede. Vi fandt et skyggefuldt sted lige i nærheden, hvor vi stadig kunne nyde og fordøje synet af kirken, samtidig med at vi delte en tarte flambée, som en flammkuche hedder på fransk. MUST nr. to var Europaparlamentet. Vi var lidt usikre på, hvor meget man kunne komme til at se, og om man bare kunne troppe op. Men da vi kun var et kvarters cykling derfra, tog vi chancen og steg atter på cyklerne. Vi kom via endnu en cykelvenlig rute forbi bl.a Place de la République med mange pompøse og magtudstrålende bygninger.

Så alt er ikke, heldigvis, bindingsværk, i Strasbourg. Snart efter ankom vi til Europa-Parlamentet, byens politiske katedral, som forventeligt var grundigt indhegnet og bevogtet af sikkerhedsfolk. Der var dog ikke noget problem i at komme ind til en rundvisning, man skulle blot kunne identificere sig. Vi viste fotos på mobilen af vores ret nyerhvervede pas, men nej det skulle være “ Den ægte vare”. Vi stod og så lidt triste og meget ufarligt danske ud og fortalte, at i DK var den digitale løsning fuldt ud acceptabel. Den ene af de to, som vi havde kontakt med sagde, at det var han godt klar over, og efter at ha’ parlamenteret lidt med den anden, sagde de god for os. Hvis vi bare lovede, at vi ikke bar kniv! Ups, Erik fik hurtigt fisket sin lille røde schweitzerkniv op af lommen og gemte den i cykelhjelmen. Så ind kom vi.

Der var ingen synlig politisk aktivitet, og vi kunne uhindret gå rundt i en stor del af den enorme og flotte bygning, blot vi fulgte pilene sat op for besøgende.

I blot en uge om måneden  er aktiviteterne henlagt til Strasbourg og de øvrige uger til Bruxelles, så enten var der tidlig weekend, eller også var politikerne i Bruxelles. Men selv under debatterne i plenumsalen,  er der adgang for tilhørere en time af gangen, næsten som på Christiansborg.

Det var faktisk vældig interesant og en stor oplevelse. Selv om vi ikke er komplet ukritiske over for EU, mener vi dog begge, at EU har sin berettigelse, og at Danmark er bedre stillet inde end ude.

Efter dette besøg var der ikke energi til flere oplevelser, så vi cyklede, atter på et kvarter, men af endnu en ny rute tilbage til havnen. Vi kom igennem et beboelsekvarter, som på mange måder mindede om et opgraderet Frederiksberg med pæne huse og lidt grønt hist og pist. Så noget nyt fik vi alligevel set. 

LØRDAG 8/7

Om formiddagen så vi dette specielle, men nyttige vandplantefjerningsfartøj

Lidt før middagstid cyklede vi igen af sted ind mod centrum for at besigtige det 3. MUST, Petite France, også 15 minutter herfra. Hele den ældste del af Strasbourg ligger på en ø, Grande Île , omgivet af den delvist kanaliserede flod Ill.

Petite France ligger i den vestlige ende på en eller to små halvøer gennemskåret af kanaler, så egentlig burde navnet, som i Colmar,  være Petit Venice, men nu var det navn jo optaget… Petite France er udnævnt til at være et af de smukkeste byområder – i al fald i det sydøstlige Frankrig.

Og jo, her var bestemt smukt og charmerende, og meget ligt Colmar. Og desværre næsten lige så fyldt at turister.

Helt grelt blev det, når den ene store turistbåd efter den anden pløjede sig igennem de snævre kanaler og sluser, men også ret underholdende.

Som den foregående dag var det ikke sulten, der plagede os, men varmen og vi trængte til at sidde i skyggen. Så vi slog os ned på et af de mere turistede steder, men hvor der var nogle dejlige store træer og masser at se på.

Siden gik vi rundt, på må og få, var inde i endnu en stor kirke, denne gang en protestantisk, St. Thomas Kirken. Hvor man normalt finder alteret, var der i stedet et nærmest monstrøst mausolæum for en betydningsfuld adelig falden krigsherre, Maurice Saxoni 1521-53.

Bagefter satte vi os udenfor i skyggen og kiggede på duer, og endelig fik vi en kop kaffe i en hyggelig smal gade med masser af caféer. Mange af gaderne havde navn efter hvilke erhverv der i sin tid var blevet drevet netop der, og der var virkelig meget at se på, men varmen nedsatte energiniveauet betydeligt.

I varmen var det faktisk mest behageligt at cykle, så vi cyklede hjemad og fik handlet  ind i vores supermarked på vejen. Tilbage i båden startede vi som det første isterningemaskinen og drak litervis af vand og forskellige læskedrikke, mens vi under solsejlet, med ventilatoren kørende, ventede på at solens stærke stråler skulle aftage. Vi filosoferede lidt over hvad Strasbourg var for en størrelse. Den er jo fransk, men er også tysk præget og derudover er den befriende kosmopolitisk i stil med New York. Hvis bare den ikke lå så langt fra havet, var det en dejlig by at bo i, en storby uden at være for stor. Selve bykernen har ca. 275.000 indbyggere, Storstrasbourg 770.000

ONSDAG 5/7

Dagen inden havde vi som foreskrevet bestilt tid til at blive sluset ind på Canal Rhône du Rhin klokken 14 gennem den lille Écluse du Rhin. Her kan man på en lidt hyggeligere – og langsommere måde komme til Strasbourg end via Rhinen. Så da nattens regnvejr var drevet over, og vi havde udnyttet muligheden for et brusebad, sejlede vi ved nitiden atter ud på Le Grand Canal d’Alsace/ Rhinen. Fem timer til 30 km lød måske af meget, men med ventetid ved to store sluser, der havde “rigtige” skibe at tage hensyn til, kom det til at passe. Vi var der 13.45 og blev sluset ind i den smalle kanal af en VNF mand, der var imponeret over vores præcision.

Det var rart, at komme ind på den lille kanal igen, men begroningerne var lidt svære at komme udenom især i starten. Her er sluserne automatiske, man skal blot hive i en snor, der hænger ud over kanalen 300 m før slusen. Og vi sluses stadig nedad, så det er let nok.

Vi havde valgt at lægge os ind ikke så langt nede af kanalen, et sted hvor vi var sikre på, at der var vand, som vi trængte til at få fyldt på. Så ved firetiden lå vi ved et lille sted ikke langt fra landsbyen Boofzheim. (Betyder faktisk bøffernes hjemsted). Der var både pænt, vand og strøm samt fine toiletter. Det var et sympatisk ungt par der drev stedet og samtidig lejede turbåde ud, “Le Boat”. Vi var inde og se en ny en, de lige havde fået, og den var rigtig lækker, men også dyr.

Efter en kop kaffe og en ostemad i båden gik vi op og så på landsbyen en god km væk.

En dejlig tur først med marker på begge sider, og så byen der startede lidt efter lidt. At byen især tidligere har været baseret på landbrug var tydeligt, ved at de ældre lidt større huse var bygget i en speciel stil med overdækkede store vognporte.

Men byen lod til at ha’ tilpasset sig de nye tider og så ud til af være velfungerende og i fin form – også med tilvækst af nye huse.

Tilbage i båden nød vi den lune aften – og et par lækre bøffer med friske majs og godt brød fra byens bager.

TORSDAG 6/7

Langsom morgenmad og så videre de sidste 30 km af kanalens ialt 36 km mod Strasbourg. Alt gik gnidningsfrit.

Dog måtte vi vente ved en sluse, da en fragtbåd først skulle ind og siden skulle en tur båd ind fra den anden side. Vi var glade for, at vi havde valgt Boofzheim dagen inden, for der var faktisk ikke ret mange steder at lægge til – og slet ikke nogen bedre eller bare lige så gode.

Hvis man har en helt fladbundet båd, kan man jo altid bare slå et par pæle i bredden, men det egner Skærsilden sig ikke til, eller måske er det mere os, der ikke rigtig vil.

I udkanten af Strasbourg skulle vi igennem en sluse og ha’ åbnet en bro, og derefter sejlede vi langs en stor del af den nyere del af byen.

Omsider nåede vi frem til Citadelbassinet, hvor byens efter sigende bedste og mest centrale havn ligger. Og det er en ret stor havn med vand og el på fine broer og et havnekontor med butik med bådudstyr og vinsalg. Dog er der hverken brusebad eller toiletter!

Vi fik en fin plads og bestemte os for tre overnatninger for at få lidt styr på denne by, der ustandseligt figurerer på TV. Vi havde ikke fået frokost, og syntes at vi gerne ville lidt ud af båden, så vi gik op til den nærmeste restaurant. I vores område var der ikke så mange butikker og restauranter, men en stor fin park, Citadelparken, meget lagt an på boldspil og andre fysiske aktiviteter for alle aldre. Og der var virkelig fuld gang i den på boldbanen. Restauranten var libanesisk og viste sig at ligge i et meget orientalsk bycenter i et multietnisk boligområde.

En af vejene hed Rue de Ankara og den næste Passage de Istanbul. Vi skilte os nok lidt ud, men blev vel modtaget. Vi delte en form for tapasforret, mezze, med tre varme hapser og to kolde. Rigtig godt. Og så en mixed grilltallerken. Også god. Det mest overraskende islæt var dog, at vi så hver vores rotte hastigt passere lidt foran os. Vi var hjemme igen i god ro og orden, inden mørket for alvor sænkede sig over området.

MANDAG 3/7

Straks efter morgenmad  sejlede vi ud af havnen i Mulhouse og hen mod  den sidste VNF sluse og herefter videre op mod Niffer for at komme gennem en større sluse her og ud på den store Grand Canal d’Alsace ( en kanalisering af Rhinen, der snor sig parallelt hermed) op mod dagens mål Breisach am Rhein. Vi havde her ca. 1,5 knobs medstrøm, vand under kølen og ingen begroninger.

Vi mødte enkelte store fragtbåde, men så ingen lystsejlere ud over Petite Fleur, som vi havde foran os hele tiden.

Vi skulle gennem yderligere tre sluser, af den absolut store slags, hvor man føler sig meget lille. De var omkring 15m høje, men lange og brede og føltes meget større end dem på Rhône.

Måske fordi vi blev sluset ned i dybet og ikke op i lyset som på Rhône. Men også her langt lettere at sluses ned end op, borset fra at vi brugte en del tid på at vente på erhvervsbådene. 

Endelig klokken 18 fik vi lagt til i den franske af Breisachs tre små havne i det gamle Rhinløb.

Da havde vi også sejlet nok, 28 sømil på ni timer, dog med to gange en halv times vente/kaffepauser. I aften bliver vi i båden, laver en god pastaret og slapper af.

Og i morgen ligger vi over finder cyklerne frem og tager over floden og besøger selve Breisach by, som er tysk, inden vi i overmorgen sejler videre mod Strassburg.

TIRSDAG 4/7

Havnen ligger faktisk på en lille ø midt i det gamle Rhinløb, men er fransk, selv om den føles mere tysk. Der er en campingplads lige op af havnen, og den optager det meste af øen. I dag var havnekontoret åbent og vi var oppe på det fine kontor for at betale. Havnefogeden var en tætbygget yngre mand, lidt brysk i sin facon. Men “ordnung” var der. Da han skulle regne ud hvad vi skulle betale, to tal tror jeg, fiskede han en lineal frem og drog en flot lige streg, hvorunder det samlede beløb kom til at stå. Mod et depositum på 70 € fik vi lidt modstræbende udleveret en elektronisk nøgle, så vi kunne låse os ud af havnen, der var grundigt indhegnet. Sidst på formiddagen cyklede vi hen til broen og over til Breisach i Tyskland. Højt hævet over byen ligger byens vartegn, den store noget dystre kirke.

Byen er hyggelig med små torve og smalle gader. Men ligesom kirken blev omkring 85% bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, men siden pænt genopbygget.

Erik cyklede, jeg trak cyklen op af den ujævne brostensbelagte til kirken.

Der var en flot udsigt over floderne, byen og det kuperede bagland.

Nede igen fik vi frokost på en gedigen tysk restaurant, en pflammkuche til mig og en noget speciel pølsesalat, med kødpølse i strimler, til Erik. Han siger, at han aldrig er sulten, det fremgår dog ikke af fotoet…

Bagefter satte vi os ved byens store springvand med hver vores is og så længe på børn, der legede mellem strålerne og blev mere og mere gennemblødte.

At det var en by med orden i sagerne, erfarede Erik, da han besøgte restaurantens pissoirer. Der var simpelthen låg over disse. For megen magt til kvinderne mente Erik… Og på springvandstorvet var der vældig hensigtsmæssigt opsat en genial holder til pizzabakker.

På tilbagevejen til havnen var vi en lille tur ud ad cykelstien langs det gamle Rhinløb. Her sejles der mest med med robåde og alt åndede fred og idyl – bortset fra de få dage om året hvor området var lukket pga oversvømmelser.

FREDAG 30/6

Da vi havde sundet os lidt, kunne vi se, at der faktisk var nogle fine ledige parkeringspladser på det indhegnede og aflåste havneområde. Så vi spurgte den flinke havnemand, om vi mon kunne få lov at hente vores bil I Chalon sur Saône og stille den her et par uger. “Bien sur” sagde han, og det skulle ikke koste os noget. Top sagde vi, hvorefter Erik fluks bestilte to togbilletter til os til først på eftermiddagen. Lettede over at få anbragt bilen et lidt nærmere og trafikalt centralt sted gik vi op og fejrede det med en kop kaffe på en nærliggende café i en fin gammel kolonnade.

Bagefter gik vi lidt på opdagelse i byen. Den nyere del er livlig, men virker lidt uplanlagt med mange forskellige stilarter, og der er veje på kryds og tværs overalt og sporvogne, der mere cirkulært bugter sig rundt i byen.

Tilbage i havnen kunne vi lige nå en mørk vask inden toget gik lidt i tre. Vi fandt let toget på den store banegård. Der var kun billetter tilbage på 1. Klasse til Dijon på dobbeltdækker toget, så det var en behagelig rejse, og selv om vi havde 20 minutter i Dijon, var vi allerede i Chalon sur Saône 17.10. Så ti dagssejladser blev klaret på to timer med toget, som godt nok også kørte stærkt. Vi fik hentet en uskadt Folke i havnen og kørte  klokken 18, efter at ha’ sagt farvel – og tak til havnepersonalet tilbage mod Mulhouse. Det tog til gengæld sin tid, fire timer, men af smukke snoede landeveje. Det var mærkeligt, rart, men også næsten lidt vemodigt at gense mange af de billedsmukke steder, hvor vi for få dage siden havde sejlet helt tæt på naturen.

Turen gik fint, og da mørket faldt på, nærmede vi os Mulhouse. Der har jo været megen ballade i Frankrig den seneste tid. Og nu efter at en 17-årig ung mand med algiersk baggrund, på tvivlsomt grundlag, for nylig er blevet skudt og dræbt af politiet, er vreden blandt ikke mindst unge mænd med anden etnisk baggrund blusset voldsomt op især i udkanterne af mange større byer. Når man læser DR-nyhederne lader det næsten til, at der er bål og brand i hele Frankrig. Hidtil har vi dog på vores tur heldigvis ikke oplevet nogen former for demonstrationer eller ballade. Men så i går aftes, i yderkanten af Mulhouse, på Rue de Fabrique, var luften pludselig tyk af røg samtidig med at lyden af fyrværkeri hørtes. Vi var i en bydel, hvor der var rigtig mange på gaden og stort set alle af arabisk eller nordafrikansk herkomst. Der var mange unge mænd, men også familier med små børn, bl.a. små yndige piger i hvide blondesommerkjoler. Så det var lidt svært at afgøre, om der bare var fest i gaden, eller om noget andet mere alvorligt var under opsejling. For en sikkerheds skyld, låste vi dørene til vores ikke helt diskrete bil og prøvede at komme væk hurtigst muligt. Faktisk havde Macron samme dag appelleret til forældre om at holde deres drenge hjemme om aftenen og henstillet til, at busser og sporvogne ophørte med at køre efter kl. 21. Vi kom dog hjem uden problemer og ind på Folke’s nye og forhåbentlig sikre opbevaringssted. Og omkring havnen og banegården åndede alt fred og ro hele natten.

LØRDAG 1/7 

I dag var slappe af dag. (Som om vi ikke slapper af hele tiden). Men alligevel på en anden måde. Vi sov længe, det havde regnet det meste af natten og morgenen med. Op og hente frisk morgenbrød hos bageren henne om hjørnet. Bagefter slentretur gennem byen.

Vi bestilte bord til om aftenen på en populær lille spansk tapas restaurant i nærheden, og vi var oppe i en slaraffenlandsbutik for Erik og hans ligesindede. FNAC  hedder den og den har alt inden for telefoni og elektronik m.m. Selv en Router som den vi/han tidligere har været på udkig efter, havde de. Den var dog lidt for dyr, så sparsommeligheden vandt over købelysten, den gamle var jo også blevet repareret… Ellers gik vi bare rundt på må og få.

Vi fandt et bysupermarked og fik købt lidt ind, inden vi vendte tilbage til båden samtidig med at regnen kom. Her hyggede vi os med kaffe, læsning og skriverier, indtil det blev tid til at gå op til vores spanske aftale klokken 20. Et vældig autentisk sted med en ældre skrap senora og to brunøjede, sorthårede unge piger. Vi kunne få alt det, vi ofte spiste under vores lange tid i Spanien, det var lige til at få tårer i øjnene af. Det eneste der manglede, var det højlydte baggrundstæppe af spanske stemmer i stedet for den mere afdæmpede franske konversation.

SØNDAG 2/7

I dag ville vi tage på udflugt til Colmar, nu i bil i stedet for båd som oprindeligt tænkt eller med toget, som også var en nem, men ret dyr mulighed. En halv time, mest på motorvej, så var vi fremme. Og på søndage og helligdag var parkering gratis.

I dag var vejret meget bedre og Colmar med sine gamle farverige bindingsværkshuse og mange blomster gør sig helt klart bedst i solskin. Og at byen der var under tysk besættelse under 2. Verdenskrig slap uskadt, kan man kun glæde sig over.

Desværre var der, helt som forventet, horder af mennesker, og heraf 95% eller mere turister. Og det bliver sikkert værre de næste to måneder. Vi fandt en for byen typisk gammel beværtning og fik en frokost med traditionel solid alsacisk mad – og hvedeøl.

Efter et par absolut hyggelige timer, havde vi dog fået nok af denne mellemting mellem Tivoli og frilandsmuseum og gik tilbage til bilen, som hurtigt transporterede os tilbage til Mulhouse og en kop kaffe i havnen. I morgen klokken ni sejler vi så videre og ud gennem den sidste VNF sluse og det bliver atter sammen med Petit Fleur, som nu også ligger her i havnen.