Canal du Rhône au Rhine – igen, nu mod Strasbourg, 5-6/7 2023

ONSDAG 5/7

Dagen inden havde vi som foreskrevet bestilt tid til at blive sluset ind på Canal Rhône du Rhin klokken 14 gennem den lille Écluse du Rhin. Her kan man på en lidt hyggeligere – og langsommere måde komme til Strasbourg end via Rhinen. Så da nattens regnvejr var drevet over, og vi havde udnyttet muligheden for et brusebad, sejlede vi ved nitiden atter ud på Le Grand Canal d’Alsace/ Rhinen. Fem timer til 30 km lød måske af meget, men med ventetid ved to store sluser, der havde “rigtige” skibe at tage hensyn til, kom det til at passe. Vi var der 13.45 og blev sluset ind i den smalle kanal af en VNF mand, der var imponeret over vores præcision.

Det var rart, at komme ind på den lille kanal igen, men begroningerne var lidt svære at komme udenom især i starten. Her er sluserne automatiske, man skal blot hive i en snor, der hænger ud over kanalen 300 m før slusen. Og vi sluses stadig nedad, så det er let nok.

Vi havde valgt at lægge os ind ikke så langt nede af kanalen, et sted hvor vi var sikre på, at der var vand, som vi trængte til at få fyldt på. Så ved firetiden lå vi ved et lille sted ikke langt fra landsbyen Boofzheim. (Betyder faktisk bøffernes hjemsted). Der var både pænt, vand og strøm samt fine toiletter. Det var et sympatisk ungt par der drev stedet og samtidig lejede turbåde ud, “Le Boat”. Vi var inde og se en ny en, de lige havde fået, og den var rigtig lækker, men også dyr.

Efter en kop kaffe og en ostemad i båden gik vi op og så på landsbyen en god km væk.

En dejlig tur først med marker på begge sider, og så byen der startede lidt efter lidt. At byen især tidligere har været baseret på landbrug var tydeligt, ved at de ældre lidt større huse var bygget i en speciel stil med overdækkede store vognporte.

Men byen lod til at ha’ tilpasset sig de nye tider og så ud til af være velfungerende og i fin form – også med tilvækst af nye huse.

Tilbage i båden nød vi den lune aften – og et par lækre bøffer med friske majs og godt brød fra byens bager.

TORSDAG 6/7

Langsom morgenmad og så videre de sidste 30 km af kanalens ialt 36 km mod Strasbourg. Alt gik gnidningsfrit.

Dog måtte vi vente ved en sluse, da en fragtbåd først skulle ind og siden skulle en tur båd ind fra den anden side. Vi var glade for, at vi havde valgt Boofzheim dagen inden, for der var faktisk ikke ret mange steder at lægge til – og slet ikke nogen bedre eller bare lige så gode.

Hvis man har en helt fladbundet båd, kan man jo altid bare slå et par pæle i bredden, men det egner Skærsilden sig ikke til, eller måske er det mere os, der ikke rigtig vil.

I udkanten af Strasbourg skulle vi igennem en sluse og ha’ åbnet en bro, og derefter sejlede vi langs en stor del af den nyere del af byen.

Omsider nåede vi frem til Citadelbassinet, hvor byens efter sigende bedste og mest centrale havn ligger. Og det er en ret stor havn med vand og el på fine broer og et havnekontor med butik med bådudstyr og vinsalg. Dog er der hverken brusebad eller toiletter!

Vi fik en fin plads og bestemte os for tre overnatninger for at få lidt styr på denne by, der ustandseligt figurerer på TV. Vi havde ikke fået frokost, og syntes at vi gerne ville lidt ud af båden, så vi gik op til den nærmeste restaurant. I vores område var der ikke så mange butikker og restauranter, men en stor fin park, Citadelparken, meget lagt an på boldspil og andre fysiske aktiviteter for alle aldre. Og der var virkelig fuld gang i den på boldbanen. Restauranten var libanesisk og viste sig at ligge i et meget orientalsk bycenter i et multietnisk boligområde.

En af vejene hed Rue de Ankara og den næste Passage de Istanbul. Vi skilte os nok lidt ud, men blev vel modtaget. Vi delte en form for tapasforret, mezze, med tre varme hapser og to kolde. Rigtig godt. Og så en mixed grilltallerken. Også god. Det mest overraskende islæt var dog, at vi så hver vores rotte hastigt passere lidt foran os. Vi var hjemme igen i god ro og orden, inden mørket for alvor sænkede sig over området.