Grand Canal d’Alsace og Cercle Nautique du Nord nær Iffezheim 9/7 2023

Inden vi drog videre, var vi lige nødt til at gå en lille afskedstur i parken, om ikke andet, så for at benytte det udmærkede offentlige toilet, hvor der sad en venlig ung mand og holdt øje med, at alt gik ordentligt for sig.

Det var sjovt at se de mange børn, der overvågede af deres forældre, plaskede rundt i springvandet.

Klokken halvtolv kom vi afsted, og endnu  en lille bid fulgte vi Canal Rhône du Rhin hen til slusen, der førte ud til Le Grand Canal d’ Alsace (Rhinen).

Heldigvis holdt slusen ikke søndagslukket, og snart var vi sluset  sølle 75 cm ned og ud på den brede Canal d’Alsace/ tæmmede Rhin.

Her oplevede vi for første gang på turen at have medstrøm – ikke dårligt. 9,2 knob var vi pludselig oppe på.

Vi havde endnu to af de store sluser foran os, men efter nr. to sluse ved Iffezheim havde vi udset os en lille nordalsacisk bådklub, som vi håbede havde en plads til os. Undervejs havde vi haft den brede kanal næsten for os selv, der var kun få af de kommercielle fragtpramme på vej i dag søndag.

Men da vi kom ud på et langt lige stykke af kanalen fik vi selskab af et virvar af speedbåde og jetski,  der ræsede frem og tilbage, nogle med en på vandski efter sig. Såvel speedbåden som fragtbådene lavede nogle kraftige bølger, hvor man ikke fotograferede, men reddede skibsblomsten ned i båden og andet fornuftigt. Det var stadig voldsomt varmt, så alle der kunne havde søgt ud på vandet, og mange lå også langs flodbredden og solede sig eller badede. Lige efter en speciel bro, halvt fransk, halvt tysk drejede vi efter 45 km sejlads skarpt til bagbord og ind i en lille bugt, der husede tre bådklubber, to tyske, der havde lejet sig ind på fransk jord og en fransk. Det var den sidstnævnte vi gik efter,  og vi blev modtaget på venligste vis.

De havde en god gæstebro, hvor vi lagde os langskibs. Det sjove var, at vi knap kunne forstå,  hvad de sagde. Det var den særeste blanding af fransk og tysk, alsacisk dialekt, som de forklarede. De havde et fint klubhus med overdækket terrasse, hvor vi ordnede formaliteterne over en øl til Erik og en cola til mig. Såvel den gamle “præsident”, nær de 100 år, som hans yngre  efterfølger samt flere andre var til stede, og de var alle vældig interesserede i, hvad vi var for nogle. Og i modsætning til i metropolen Strasbourg var der her de bedst tænkelige sanitære installationer til blot  17 €. Vi har faktisk overvejet, om vi ikke skulle klage til Margrethe Vestager over de kummerlige forhold i byens såkaldt bedste havn – hvor der end ikke var en tank til sort vand…. Efter fem meget varme dage var det nu endelig muligt at få et civiliseret brusebad – skønt. Mit hår var helt stift af, ikke saltvand, men af s… og jeg smagte som den mest saltede sild. Dagen inden havde Erik taget bad på badeplatformen med sin smarte håndbruser, mens jeg altså ventede til i dag. Bagefter var der lammekoteletter med tomatsalat og franske kartofler på menuen, for at ære vores sidste aften i Frankrig –  i al fald for denne gang.

Inden aftenteen gik vi en tur i tusmørket på digerne ud til Rhinen og så på den specielle bro. Grænsen mellem Frankrig og Tyskland går midt i floden, og dette afspejledes i de to forskellige brohalvdele. Bare lidt længere nordpå har man Tyskland på begge sider af Rhinen.