Om morgenen var aftenens tåge forsvundet, der lå blot en let dis over A Coruña i gryningen.

Vi gav os god tid da vi jo ikke skulle så langt eftersom Malpica virkede OK, så Erik nåede op og tale med den flinke mobil data kortforhandler, vi havde handlet med tidligere, og vi nåede i Gadis, eller Godis (svensk for slik), som Erik kalder et af vores foretrukne supermarkeder.

Endelig sejlede vi dog ud i nu god sigtbarhed men svag vind så for motor mod Malpica. Lidt uden for havnen ligger en af byens maritime attraktioner det 57 meter høje fyrtårn Hercules, påbegyndt i det andet århundrede og hermed verdens ældste og højeste fungerende romanske fyrtårn.Jeg ville gerne fotografere denne seværdighed, men kunne ikke se tårnet derfra hvor jeg sad, så jeg sagde til Erik, at jeg ville vente, til vi (jeg) var lige ud for motivet. Hvortil Erik svarede, at det var nok ikke nogen god ide. Hvorfor mon ikke? Da jeg drejede hovedet lidt, forstod jeg hvorfor. Tågen havde endu en gang gjort sit indtog og denne gang ganske pludseligt og uventet. Nå, men jeg nåede lige at få lidt af Herculestårnet i søgeren, inden det forsvandt totalt i tågen ligesom alt andet de næste mange timer.

Heldigvis var vejret stille og roligt eller måske alligevel ikke, for når man har motoren kørende, er det svært at høre andres motor eller lyde i det hele taget. Vi kan se både, der har AIS men sender ikke selv AIS data. Men selv det ville jo ikke være nogen garanti for, at noget uventet ikke kunne dukke op, da f.eks fiskebåde ofte ikke har AIS, eller undlader at have den tændt af forskellige grunde. Vi mødte dog, som sædvanlig, ingen både/skibe overhovedet undervejs, og da vi var en times tid fra Malpica, kunne vi pludselig ane nogle bjergtoppe inde på land, og efterhånden klarede det helt op, så vi kunne sejle ind i den lille fiskerihavn uden problemer.

Der lå en stor fransk sejlbåd for 2 ankre i havneindløbet, og der var ikke plads til flere. Ellers ingen gæstesejlere. Så vi sonderede området lidt længere inde i havnen og var endnu en gang heldige at finde en for- og bagbøje, vi kunne ligge ved. Vi kunne mærke, at der var mange øjne, der hvilede på os og båden, men ingen kom med indvendinger.

Så vi drog i land med hundene i gummibåden og gik på opdagelse i den del af den lille by, som klatrede op af bjergvæggen. Spændende tur, nogle huse var velholdte andre meget miserable, katte var der mere end nok af, og flotte udsigter over vand og klipper var der også.

Senere på aftenen kom tågen igen, og næste morgen kom og gik den også i et væk.

På vores morgen hunderunde gik vi i den anden mere almindelige bydel med en kirke, lidt butikker og et par restauranter.

Vi mødte på turen en ældre mand med en lille hund, som manende ( på spansk) advarede os om, at Malpica ikke var nogen sikker havn, at meter høje bølger let kom ind i havnen, og at vi nu sejlede på Costa da Morte. Kort sagt en rigtig hyggesnak. Vi prøvede at berolige ham – og os selv med, at vi skam havde i sinde hurtigst muligt at sejle videre til en mere sikker havn.
Som sagt så gjort, vi sejlede ud med kurs mod Muxia i håb om, at den aktuelle opklaring ville være vedvarende.

Selv om vejret var lidt dystert, ville vi gerne videre. Så da det havde set rimeligt ud oppe fra højderne, og der var lidt mere vind at sejle på denne dag, tog vi ud af bugten. Dønningerne havde dog aldeles ikke lagt sig, hvilket den eneste båd, en fiskekutter, vi kom til at se de næste mange timer, med al ønskelig tydelighed viste. Den slingrede kort og godt op og ned og hid og did. Nå men det hjalp da på sejladsen, at vi kunne sejle for sejl, men jeg tror aldrig, jeg rigtig vænner mig til de enorme bjerge af vand, der tårner sig op – nogle gange endda fra flere sider. Det hjælper lidt, hvis solen skinner, men denne dag var vandet stålgråt, ja næsten sort. Sjovt nok skinnede solen foran os, men det var ligesom, at vi trak en en stor sort sky efter os under næsten hele turen. På et tidspunkt øgede vinden, og selv om vi da kun sejlede med et rebet storsejl og en snip af fokken ude, strøg vi med Skærsildens maximale fart gennem vandet, og da skinnede solen tilmed også over vores hoveder. Erik var vældig fornøjet, men jeg var nok endnu mere tilfreds, da vi sejlede ind i bugten/floden Ria de Ferrol, som byen Ferrol ligger ved en times tids sejlads oppe af. Vi kunne godt ha’ fortsat direkte til A Coruna, et af vores lidt særlige delmål, men dertil ville vi hellere komme friske og veloplagte efter en lille smuttur over bugten dagen efter. Det var nu en fin tur op gennem riaen. Lidt før selve byen ligger et stort gammelt slot/fort, San Felipe, påbegyndt i slutningen af femtenhundredetallet, placeret på hver side af bugten, hvor den er smallest. Det har ikke været nemt for uvelkomne at passere her.

Selve byen, med sine nu omkring 80.000 indbyggere, har en glorværdig historie både hvad det maritime, militære og arkitektoniske angår og har også i dag meget at byde på, men forekommer at være en lidt hengemt og overset perle. Og nogle af kvartererne var direkte fattige men ikke uden charme ( set med turistens øjne).

Selve lystbådehavnen var overraskende lille, og vi fandt ikke noget havnekontor, så det blev en billig omgang.

Efter at have trasket rundt i byen, ikke mindst i det gamle, smukke Magdalena kvarter med sine snorlige gader, et par timer syntes vi, at vi ( for en gangs skyld ) fortjente lidt godt at spise – og det fik vi sandelig også på restaurant Frank, en helt moderne og anderledes spansk restaurant med et ret så hipt klientel af yngre mennesker. Og rent kulinarisk var det helt i top, enkelt, smukt og raffineret, uden at være krukket og tilmed rørende billigt ( skulle måske ha’ været madskribent).

Dagen efter var himmelen blå og vinden perfekt til at indtage A Coruna.

Lidt usikre på vindstyrke/retning tog vi en diset og fugtig formiddag afsked med Ortigueira og sejlede mod den berygtede flodudmunding.

Man kunne nu med rette spørge: Hvor længe var Adam i Paradis? Da vi nærmede os, passerede vi en ældre fisker, der sad og hyggede sig med sine garn. Han pegede fremad og gjorde forskellige fagter med armene. Længere fremme kunne vi se, hvordan bølgerne udefra bugtede sig hen over det lave vand som en slange, der til slut hvislende rejste sig for til at frigive sit skummende sekret. Det så faktisk lidt uhyggeligt ud, og jeg spurgte da også Erik, om han mente, at dette var klogt…. Der kom en hollandsk båd i mod os, og de så noget våde og forkomne ud og råbte til os, at der var “overfalls” forude. Det kunne dog ha’ været meget værre – vi slap med to. Den første brækkende bølge kom ind fra siden, inden vi havde kurs udad, Erik nåede lige at vende stævnen, men vand på dækket kom der. Den næste var vi lidt bedre forberedte på, men man kunne tydeligt mærke, hvor tungt båden faldt ned gennem den skumfyldte bølge. Heldigvis var det højvande, og vi havde vand nok under kølen. Så var vi ude, men der var ikke slut med trængslerne.

Det blæste ikke særlig meget, men der var nogle ret så store dønninger ude i bugten, og de kom fra flere retninger. Vi skulle uden om en punta med nogle brutale, takkede klippeformationer, som jeg døbte ” de syv onde søstre” og håbede, at det så herefter ville blive bedre. Men det gjorde det ikke! Så vi sejlede i timevis for motor med et storsejl og en bom, som svingede hid og did. Erik prøvede heroisk at holde bommen lidt i ro med den ene arm, mens han styrede med den anden hånd. Selvstyreren er desværre ikke så god i sådanne uregerlige dønninger. Jeg koncentrerede mig mest om hundene, men de tog det nu pænt. Netop denne del af kysten er faktisk berygtet for sine hulter til bulter dønninger, fordi vejrsystemer fra vest, nord og øst og heraf følgende dønninger mødes her og giver den urolige sø. Endelig kunne vi runde den store klippe, som danner indgangen til Cedeirabugten, hvor vi havde tænkt os at ankre for natten. Heldigvis var bugten godt beskyttet, og de fæle dønninger nåede ikke herind. Vi var endnu en gang heldige at finde en god bøje (gratis) tæt på land, og sørme om ikke solen tilmed kom frem bag de mørke skyer. Så var det tid til et glas hvidvin på terrassen og til at nyde livet og den smukke bugt omkranset at sandstrande og bagvedliggende høje bjerge.

Bagefter sejlede vi og hundene i land i gummibåden for at se nærmere på fiskerihavnen og byen lidt længere inde. Også her var der tale om en todelt by, der lå på hver side af floden forbundet af en bro. Byen var ganske køn med nydelige beplantninger, et område hvor Spanien ellers halter langt efter Frankrig, men den virkede lidt stillestående nu uden for højsæsonen.

Udover turismen er fiskeriet byens absolutte hovedindtægtskilde. Der var bygget flere ret nye pavilloner, som fiskerne kunne bo i og opbevare deres grej i.

Dagen efter gik vi en fin tur op på bjerget bag byen og så det hele lidt ovenfra og vurderede ( eller prøvede herpå) dønningernes dagsform. Da det ikke så så værst ud, besluttede vi os til at sejle videre mod den noget større by Ferrol.

Nu da der denne dag ikke var stærke nordlige vinde, kun en middel nordøstlig, tænkte vi, at hvis vi sørgede for at passere den lumske, foranderlige sandbarre ved nogenlunde højvande, kunne det vel ikke gå helt galt, og slet ikke når vi kan hejse kølen op. Vi nåede frem til bugten, hvor indsejlingen ligger for tidligt, det var kun lidt efter lavvande. Derfor vi tilbragte et par timer med badning og frokostspisning ved en bøje i den østlige del af bugten ud for Espasante , en hyggelig lille by/havn med en fin strand.

Derefter sejlede vi lidt spændte over mod flodudmundingen. Der var ingen tegn på brækkende bølger, men at der var lavt sine steder, var der ingen tvivl om. Erik fik dog listet Skærsilden fint igennem indløbet, og derefter var det næsten som at komme til paradisets have. Så smukt, så grønt og frodigt og så roligt ah… hvilken lise for sjælen.

Efter en halv times snoet sejlads gennem disse herligheder nåede vi frem til den lille, men ret nyanlagte havn, hvor vi lagde os langskibs yderst på den midterste af de tre broer. Der var ikke mange gæstesejlere, kun et par stykker på broen over for. Men der var mange lokale, som sejlede ud og ind i deres små fiskemotorbåde, men næsten ingen sejlbåde. Vi så ikke noget havnepersonale, og havnekontoret virkede lukket, hvilket det også var p.g.a. uenigheder mellem forskellige instanser, men det var jo vores held. Vi kom til at ligge gratis her i fem dage med vand og el og endda med gode toilet- og bademuligheder i nærheden.

Byen var harmonisk, velfungerende, velplejet med kun få faldefærdige huse og usædvanlig behagelig at opholde sig i. Der var enkelte turister i autocampere eller andre på gennemrejse, men ellers var det lokalbefolkningen iblandet en del tilflyttere som nød en stille pensionisttilværelse her. Lige noget for os – vi var nær aldrig kommet herfra, lullet ind i en form for tornerosedøs, som vi blev. En af årsagerne hertil var dog også, at der var lovet rigtig meget vind, men inde i bugten, hvor vi var, rørte der sig knapt den svageste vind, lidt frustrerende. Havet var jo langt uden for vores synsvidde så det var svært at vurdere hvor svært/ ubehageligt det ville være at komme ud af det berygtede flodudløb, så vi besluttede os bare til at føle os hjemme her i småbysidyllen, indtil vejrudsigten virkede tilforladelig.

Der var også lavet en rigtig god legeplads med alle mulige klatrestativer, men især et lille vandland med forskellige Storm P. lignende anordninger som pøsede vand ned i hovedet på forbipasserende var populær. Man kunne også bade i floden fra en lille strand, især omkring højvande var det OK og varmere end ude i havet. De lidt større børn og unge badede fra stenmolerne, som man så ofte ser det i havnene.

Ikke blot var det rent fysiske tempo meget roligt her, det slog også i gennem i talen. Her som de fleste andre steder i Galicien tales der nemlig galicisk, som er meget blødere og melodisk, end det man normalt forstår ved spansk. Klassisk spansk kan lyde hårdt, harkende, eksplosivt og og tales ofte meget højlydt. I modsætning til baskisk, som er et sprog helt for sig selv og ganske uforståeligt, minder galicisk meget om portugisisk, som jo tales i nabolandet. Næsten alle galicere plus nogle få andre, i alt ca. tre millioner mennesker, taler i dag galicisk og undervises i det i skolen. I en lang periode under Francoregimet var det dog som baskisk og catalonsk forbudt.

En af dagene tog vi på en udflugt med den lokale lille togbane som gik fra Ferrol til Ribadeo. Vi kørte østpå for at se nogle af de steder, vi havde sejlet forbi fra landsiden. Først steg vi af toget på herrens mark ved kysten lige før Foz. Vi gik en tur ned mod stranden forbi marker og små huse. Her kunne vi besigtige havet, og det så da ikke så slemt ud, så det trak i os for at komme videre.

Lidt efter tog vi det modkørende tog tilbage vestpå men stod af allerede i Burela en lidt større by med en stor fiskerihavn. Her var sandelig heller ikke mange turister, det var en by, som så ud til at klare sig udmærket uden. Her er jeg nødt til at fortælle om den fantastiske dagens ret menu, vi fik nede ved strandpromenaden. For 11 euro for os hver fik vi tre gode retter ( også her megaportioner), en flaske vin til deling + brød og kaffe. Folk kom langvejsfra, men også håndværkere og andre tilbragte frokostpausen her. Godt vi ikke spiste der hver dag…

Hjemme i “vores” by igen besluttede vi, at nu måtte vi se at komme videre så efter et par sidste kopper cafe con leche på den lokale bar under kronerne på den dejlige platantræsalle og nogle mere eller mindre vellykkede forsøg på at få udgivet et par af de ophobede færdige indlæg til bloggen, lod vi fortøjningerne gå den følgende morgen.

Dette var en af vores lidt “længere” ture, altså over 30 sømil og i mellem Ribadeo og Viveiro er kysten barsk og klippefyldt uden andre muligheder for at søge ly end ved en industrihavn Alumia, som man ikke overser pga de enorme bygninger og den høje dampende skorsten, som ses på lang afstand. Og her forarbejdes virkelig aluminium, så vi på en senere udflugt med tog.

Det blev dog ikke nødvendigt at søge nødhavn, men der var et fænomen undervejs, som foruroligede os lidt. Flere steder hvor der, i følge søkortet, ikke skulle være forhindringer, så det på lidt afstand ud,som om der var klipper, som brød bølgerne ret så kraftigt, men det viste sig heldigvis at være kæmpestore øer af skum fra andre steder, hvor bølgerne havde ramt klipperne med deres voldsomme kraft.

Endelig nåede vi frem til Viveiro efter først at ha’ passeret en stor bugt med urolig sø og derefter en lang kanal, eller faktisk en flod, Rio Laadrove, som deler byen i to områder Viveiro og Covas, forbundne med en bro. Havnen og den ældste bydel ligger i Viveiro, mens Covas med sin store strand ligger ud til den inderste og mere rolige del af bugten.

Vejret var gråt men lunt, og selv om den gamle bydel var rigtig fin, syntes især jeg, at der hvilede en lidt dyster og trist stemning over byen. Der var dog flere flotte huse, men resterne af bymuren og de bastante byporte gjorde størst indtryk. Muren og portene havde tjent som værn mod fremmedes – og pestens indtrængen.

Dagen efter skulle det blive rigtig godt sejlvejr og tilmed solskin, mens der skulle komme vind, efter min smag, i overmål de følgende dage, så jeg fik overtalt Erik til at sejle videre vestpå den følgende dag. Også Vixen ville sejle videre og helt til A Coruna. Vi ville gerne ha’ fulgtes lidt længere, men distancen overgik, hvad vi mente, hundene ville bryde sig om. Så tidligt morgenen efter skiltes vores veje efter en lidt vemodig afsked på broen. Men sådan er det jo med sejlerbekendtskaber, man mødes og man skilles.

Lidt senere sejlede også vi videre, men mod en lille havn i byen med det smukke navn Santa Marta de Ortigueira – et sted som vi var blevet grundigt advaret mod af den flinke havnefoged i Viveiro samt ved læsning i en bog om små havne og ankerpladser langs Spaniens og Portugals kyst. Men også som de skriver: A charming break from the merciless sea….

Dette er et af de indlæg, som egentligt er skrevet forlængst, men som pist forsvandt, da det blev sendt til udgivelse, så jeg måtte skrive det om, så godt jeg nu kunne, grr.. ? ??

Næste morgen havde det nogenlunde regnet af, og blæsten havde lagt sig. Der var dog godt med havgus og skumsprøjt op om klipperne uden for havnen, men det var helt rart at kunne følges ud med en anden båd, Vixen, som også havde kurs mod Ribadeo.

Vi tabte dog snart næsten hinanden af syne, eftersom Skærsilden havde valgt en mere kystnær rute for bedre at kunne beundre og gyse over synet af dønningernes uophørlige kraftfulde rullen mod klipperne.

Også indsejlingen til floden, Ribadeo, der løber mellem byerne Figueira og Ribadeo var spændende med medstrøm og snævre løb mellem lave grunde og under den store bro, der forbinder de to byer. Floden danner iøvrigt grænse mellem Asturien mod øst og Galicien med Ribadeo på den vestlige bred.

Da begge både lå vel fortøjede, blev vi inviteret på bobler og andet lækkert i Vixens rummelige cockpit. Hyggeligt.

Vi havde godt set, at skyerne var blevet lidt mørkere og lidt senere,da vi var på vej op til havnekontoret, løb vi ind i det meste voldsomme regnvejr under hele turen inklusive lyn og torden. Det var dog hurtigt overstået, så vi kunne komme op og proviantere, vi fik tilmed købt nye hundesnore i en dyrehandel. De gamle gik tabt hin stormfulde nat i Bilbao, da gummibåden vendte bunden i vejret. Så siden havde vi brugt noget for hånden værende tovværk.
Hundene var også rigtig glade for Vigga og Alberts selskab med ekstra klap og lufteture.

Hvis man gik længere op langs floden, kunne man se coastere der var ved at blive læsset med kæmpe bunker af nåletræsstammer skovet på de nærliggende bjergsider, nok en af de væsentligste indtægtskilder i området ud over fiskeriet og turisme.
Dagen efter var vi oppe, og det var rent fysisk oppe, at se nærmere på især den ældre del af byen. Der var oven i købet bygget et megahøjt betontårn med en indvendig elevator fra havnen og “uptown”. Der var nok at se på, og som alle steder, vi har besøgt, havde også denne by sin egen specielle charme.

Også her var der en stor legeplads fyldt med legende børn og en del mødre, færre fædre. Børn lader til at lege mere her end i DK!? Også på gader og stræder og større pladser og moler er der fyldt med børn, såvel piger som drenge i mange aldre, der skater, cykler, løber på rulleskøjter, spiller bold eller lignende.

Vi faldt for en gade med små restauranter, der stort set kun serverede en af egnsspecialiteterne, ottearmet blæksprutte. Så vi fik pulpo gallego serveret på en tønde udenfor, hvor vi kunne følge med i gadelivet. Smager ok, men noget af skindet kan godt være lidt lasket i det…

Den følgende dag var der passende vind til næste stop Viveiro.

Efter hundeluftning og morgenmad tog vi afsked med Cudillero for at sejle mod Luarca, som så ud til at have en hyggelig og god havn med et par gæstepladser. Vi ville gerne kunne ligge lidt roligt, for der ville komme noget vind i løbet af natten og måske også torden. Vixen, som ellers var taget fra Gijon lidt før os dagen inden, viste sig at have sejlet ind i et af de alt for mange løse stykker fiskenet, mens de sejlede for motor. Heldigvis var de knapt kommet ud af havnen, men de havde måttet ha’ hjælp til at komme i havn igen, og det tog lang tid før alle netstumperne var fjernet fra skruen. Så vi fik at vide, at nu var de også på vej mod Luarca. På vej mod Luarca skete der noget glædeligt for begge både: Vi så delfiner, flere stykker der hoppede og svømmede rundt om båden for en god stund. Det var kun anden gang, vi så delfiner på årets tur, første gang var oppe i Morbihanområdet, og siden har vi trods ihærdig spejden ikke spottet en eneste. Delfinerne fik vi desværre ikke fotograferet men i stedet:

Luarca havde ganske vist en stor og hyggelig havn men mest baseret på fiskeri og ellers for småbåde. Gæstepladserne viste sig at være tre halvdefekte bøjer i yderhavnen tæt på havneindløbet og på en stor betonmole, som selv små bølger slog tilbage fra. Langt fra ideelt men vi fik da til sidst bundet os fast til hver vores bøje og lå så og gyngede fint der under nattens blæst og regn.

Efter frokost og lidt badning fra båden ( kun en af os) tog vi gummibåden ind til selve havnen og byen, som var rigtig hyggelig og ganske stor. Vi gik gennem stræder og gader uden biler og over fine små torve, heldigvis uden at finde et supermarked, så vi endte med de største kyllingelår nogensinde ( ikke seje) og et par chipolatas fra slagteren, godt brød fra bageren, to små kager fra konditoren, og frisk frugt og grønt fra grønthandleren i rygsækkene, hvorefter vi tilfredse kunne vende hjem til båden med vor fangst.

Der er en behagelig tilbagelænet “vi når det nok” stemning i de små nordspanske byer. Nok ser man også her folk i træningstøj og kondisko, men som regel foregår træningen i mageligt gangtempo, og hvis man har nogen at følges med og sludre med undervejs, er det da meget hyggeligere. I de lidt større byer er der som andre steder mere sved på panden og kiggen på pulsuret. Dagen efter var det varslede tordenvejr, som hverken Chico eller jeg bryder os om, heldigvis aflyst, og da vi også var lidt trætte af at ligge og gynge, fortsatte både Vixen og Skærsilden næste formiddag mod Ribadeo.

I fin vind og sol sejlede vi ud af Gijons store havneområde mod endnu et lille fiskerleje Cudillero, som vi havde set flotte fotos fra. Selve byen lå beskyttet inde i en vig og blev først synlig, når man var helt tæt på. Havneindløbet var spændende med mange klipper og sten og selve den ret store havn virkede, som vi også havde hørt, lidt kaotisk med få broer og tvivlsomme bøjer her og der. Der var dog en ledig plads ved broen, som vi tog uden protester fra naboerne. Vi så i øvrigt kun en enkelt anden lille fransk gæstebåd i havnen.

Vi var dog kun lige kommet op på kajen, da en bil kom ræsende mod os, og ud sprang en stor, robust heldigvis gemytlig mand, som viste sig at være havnemesteren. Her var ikke så mange formalia som ellers. Alt blev hurtigt ordnet med de vigtigste oplysninger nedkradset på en dog officiel regning lagt oven på kølerhjelmen. Der var vand og strøm, men sanitære faciliteter var der ingen af – kun en bar. Havnen udmærkede sig ved at have det klareste vand og mellem de mange sten og klipper, så man et utal af forskellige større og mindre fisk svømme rundt. Det var nærmest som at besøge et akvarium.

I modsætning til i de danske havne har der generelt været rigtig mange fisk i havnene i Frankrig og Spanien. Og folk, unge som gamle, mænd som kvinder, især i Spanien fisker som gale. Både dag og nat, i sol og regn står de langs kajkanterne, hvis de ikke er ude i deres små “kasketbåde”, som Erik kalder dem. Erik har også flere gange søgt fiskelykken dog hidtil uden held. Det nærmeste han er kommer på at få bid, var da en eller anden fisk havde hapset nogle af hans små plastikblæksprutter inklusive kroge! Stakkels fisk. I Laredo var der så mange store fisk, der svømmede rundt om båden, at Erik havde den allerstørste lyst til at gokke en af dem med det store gummikødben på forfortøjningen og så hale den uheldige bevidstløse fisk ombord. Men det syntes han/jeg? dog alligevel var for usportsligt!

På vej hen mod byen rejste bjergvæggene sig nærmest uhyggeligt lodret i vejret, og vi kiggede jævnligt ængsteligt op, for at se om et træ eller et par klipper skulle være på vej nedad. Dagen efter så vi faktisk flere modige mænd i gang med et spændende arbejde med at fjerne løstsiddende træer og sten.

Nok var vi få gæstesejlere, men endagsturister skortede det sandelig ikke på. Snart mødte vi horder af folk, de fleste heldigvis på vej væk fra byen og ned til busserne. Selve byen var virkelig malerisk med farvestrålende huse nærmest stablet oven på hinanden inden for et meget begrænset område skrånende ned mod et fint torv, som nu desværre var overstrøet med restauranter og cafeer til de sultende og tørstende besøgende.

Noget andet der var lidt trist at se, var hvor meget skrald der fik lov at ligge og flyde på dette ellers så smukke sted. Mange andre steder har vi, især om morgenen, set gadefejere i gang med koste og maskiner og spuling af gaderne. Efter at have foreviget de smukke huse og købt lidt frugt gik vi tilbage til båden, hvor vi nød den dejlige aften og en kartoffeltortilla i båden.

Da vejret stadig var lidt snusket, så badestranden ikke rigtig fristede, og indkøbsmulighederne var omvendt proportionale med behovet herfor, valgte vi at sejle videre mod Gijon (Xixon på asturisk). Gijon er med sine ca. 280.000 indbyggere den største by i regionen, mens Oviedo længere inde i landet er hovedstaden.

Vi, eller i al fald jeg, havde ikke de store forventninger til byen og havde gerne sprunget den over, hvis den ikke lige havde ligget på ruten og bilen burde hentes – og godt for det. For det var faktisk en behagelig by at være i med mange forskelligartede kvarterer. Der var gensynsglæde, for vi kom til at ligge ved siden af Vixen, som havde sprunget Lastres over.
Den gamle bydel lå tæt på marinaen og her, især omkring rådhuset, langs en del af havnepromenaden og på en af de to store strande, som lå langs byen, blev den årlige ciderfestival netop afholdt. De forskellige ciderproducenter og andre med lokale produkter, hvor æbler og/eller cider indgik, havde stillet boder op, og der blev sågar afholdt ciderophældningskonkurrencer bl.a. med baglæns ophældning. Der blev også mulighed for at komme til globryllup uden for rådhuset. Bag rådhuset kom man ud til en anden nyere del af byen også med strand og promenade.

En af dagene tog Erik så af sted for at hente bilen under palmen i marinaen i Santander.

Efter at have fulgt Erik til busterminalen gik jeg på bytur i denne del af byen, hvor der var mange fine ældre beboelsesejendomme med flotte detaljer.

Senere blev også til lidt vinduesshopping og iagttagelse af gadelivet i en anden bydel.

Den sidste aften i byen gik vi ind i en ude fra set uanseelig restaurant, og fik den dejligste middag med flere SMÅ egnstypiske retter. Da vi kom 21.30 var der ikke et øje, men alt var reserveret, og snart myldrede det ind med lokale gæster. Hyggeligt!