11.09-12.09 Malpica
Om morgenen var aftenens tåge forsvundet, der lå blot en let dis over A Coruña i gryningen.
Vi gav os god tid da vi jo ikke skulle så langt eftersom Malpica virkede OK, så Erik nåede op og tale med den flinke mobil data kortforhandler, vi havde handlet med tidligere, og vi nåede i Gadis, eller Godis (svensk for slik), som Erik kalder et af vores foretrukne supermarkeder.
Endelig sejlede vi dog ud i nu god sigtbarhed men svag vind så for motor mod Malpica. Lidt uden for havnen ligger en af byens maritime attraktioner det 57 meter høje fyrtårn Hercules, påbegyndt i det andet århundrede og hermed verdens ældste og højeste fungerende romanske fyrtårn.Jeg ville gerne fotografere denne seværdighed, men kunne ikke se tårnet derfra hvor jeg sad, så jeg sagde til Erik, at jeg ville vente, til vi (jeg) var lige ud for motivet. Hvortil Erik svarede, at det var nok ikke nogen god ide. Hvorfor mon ikke? Da jeg drejede hovedet lidt, forstod jeg hvorfor. Tågen havde endu en gang gjort sit indtog og denne gang ganske pludseligt og uventet. Nå, men jeg nåede lige at få lidt af Herculestårnet i søgeren, inden det forsvandt totalt i tågen ligesom alt andet de næste mange timer.
Heldigvis var vejret stille og roligt eller måske alligevel ikke, for når man har motoren kørende, er det svært at høre andres motor eller lyde i det hele taget. Vi kan se både, der har AIS men sender ikke selv AIS data. Men selv det ville jo ikke være nogen garanti for, at noget uventet ikke kunne dukke op, da f.eks fiskebåde ofte ikke har AIS, eller undlader at have den tændt af forskellige grunde. Vi mødte dog, som sædvanlig, ingen både/skibe overhovedet undervejs, og da vi var en times tid fra Malpica, kunne vi pludselig ane nogle bjergtoppe inde på land, og efterhånden klarede det helt op, så vi kunne sejle ind i den lille fiskerihavn uden problemer.
Der lå en stor fransk sejlbåd for 2 ankre i havneindløbet, og der var ikke plads til flere. Ellers ingen gæstesejlere. Så vi sonderede området lidt længere inde i havnen og var endnu en gang heldige at finde en for- og bagbøje, vi kunne ligge ved. Vi kunne mærke, at der var mange øjne, der hvilede på os og båden, men ingen kom med indvendinger.
Så vi drog i land med hundene i gummibåden og gik på opdagelse i den del af den lille by, som klatrede op af bjergvæggen. Spændende tur, nogle huse var velholdte andre meget miserable, katte var der mere end nok af, og flotte udsigter over vand og klipper var der også.
Senere på aftenen kom tågen igen, og næste morgen kom og gik den også i et væk.
På vores morgen hunderunde gik vi i den anden mere almindelige bydel med en kirke, lidt butikker og et par restauranter.
Vi mødte på turen en ældre mand med en lille hund, som manende ( på spansk) advarede os om, at Malpica ikke var nogen sikker havn, at meter høje bølger let kom ind i havnen, og at vi nu sejlede på Costa da Morte. Kort sagt en rigtig hyggesnak. Vi prøvede at berolige ham – og os selv med, at vi skam havde i sinde hurtigst muligt at sejle videre til en mere sikker havn.
Som sagt så gjort, vi sejlede ud med kurs mod Muxia i håb om, at den aktuelle opklaring ville være vedvarende.