LØRDAG

Om morgenen var den kraftige regn stilnet af, og vi vovede os op i byen til Vival, et minisupermarked, som findes mange steder. Man kunne tydeligt se, at der var faldet meget regn i løbet af natten, vi kunne ud fra klipperne langs indsejlingen se, at vandet nok stod 10 cm højere i dag. Sådan tænkte vi i al fald, at det forholdt sig. Efter morgenmad tøffede vi i den stille grå formiddag ud på vores sidste sejldag på Rhône. Sidste del af turen var præget af en del industri, dog heldigvis godt skjult af høj bevoksning.

Ved et tiden var vi ved Benite slusen, den sidste af de 14 sluser på Rhône, og vi kom igennem uden ventetid eller andre problemer. Derefter var der kun 1/2 km, til vi skulle holde til bagbord for at komme ind på Saône og væk fra Rhône – så lidt af en mærkedag. Det tog sin tid at komme i gennem Saône’s snoede forløb igennem Lyon, 16 broer skulle vi under. Der var ret intens trafik med mange forskellige typer turbåde og små vaporettoer, (vandsporvogne), så der skulle holdes godt øje både for og agterude.

Samtidig var der jo masser at se på, nye store huse, gamle huse, husbåde, kirker, ikke mindre end 16 broer samt folk der gik, løb, cyklede eller bare sad langs kajen.

Da vi kom ud af centrum, blev floden bredere, men her dukkede der kaproere op alle vegne, som også  krævede en del opmærksomhed. Mange af de steder vi kunne se ud fra vores Guide Fluvial, så ikke særlig rare ud, så vi endte først klokken 18.30 ved en fin flydebro i den smukke gamle by Trévoux lige ud for en park og campingplads.

Da havde vi tilbagelagt 59 sømil gennem vand, men kun 27 sømil over grund. Også her havde vi den fineste udsigt over floden, hængebroen over floden og byen i baggrunden.

Vi besluttede at blive to nætter, da vi trængte til at hvile ørerne og gerne ville se nærmere på byen. Man betaler havnepenge på campingpladsen, to gange 10 € og må benytte alle faciliteterne. Og vi kunne tilmed bestille morgenbrød. Det er en ret flot og også speciel campingplads. Man kan komme med sin camper/campingvogn eller telt, men man kan også leje hytter.

Og de er virkelig fine, af træ, og står på 1,5-2 m høje pæle, som giver bedre udsigt fra terrasserne, men også hensigtsmæssigt, i de tilfælde hvor floden går over sine bredder. Lidt uhyggeligt. 

SØNDAG

Vejret var fint med en lidt diset sol. Vi gik langs stierne ind mod byen. Der var mange mennesker ude at nyde fridagen, familier der cyklede med deres børn eller legede på den store legeplads. Mænd og drenge fiskede langs flodbredden og andre spillede boule.

Snart var vi oppe i den charmerende gamle by, som er anlagt på de stejle flodskrænter i sikker afstand fra oversvømmelser.

Byen var hovedstad i fyrstedømmet Dombes med eget parlament indtil 1762, og der ses stadig mange velbevarede, smukke huse fra byens glansperiode.

Selv om Trevoux nu blot er en slags forstad til Lyon er glansen dog ikke gået af byen, den virker velfungerende og har fundet en passende balance mellem fortid, nutid og fremtid til glæde for såvel de 7000 indbyggere som turister. Kort sagt et rigtig rart sted at være.

Vi fik en en let frokost med to forskelliger galetter, madpandekager, som vi delte. Vi ville egentlig gerne ha’ spist indendørs, varmere var det ikke. Men da vi ikke havde bestilt bord, måtte vi tage til takke med at sidde udenfor, og det gik også fint.
Bagefter asede vi op til først en udsigtspost og derefter til resterne af et gammelt slot.

Efter at ha’ været op og ned af 20 graders stigningen til slottet var det godt at komme tilbage til Skærsilden, hvor vi fik en kop kaffe med nogle orientalske specialiteter, købt den foregående dag i multietniske Givors. 

Vejret var stadig sommerligt, men om eftermiddagen ville der komme kraftig vind sydfra og om aftenen regn og torden, så vi skyndte os afsted (ved titiden), så vi kunne nå i havn, inden vejret blev for trist at sejle i. Vi havde satset lidt på at nå Confluencehavnen lige først på Saône i Lyon, men den åbnede først 1. maj. Og vi havde læst, at indløbet sågar er blokeret af en 2,40m bro, som havnen kan åbne for besøgende. I stedet måtte det blive en flydebro i Givors, en forstad til Lyon. Efter ca. 8km kom vi til slusen Vaugris, hvor vi blev bedt om at vente en halv times tid, da en fragtbåd var på vej ind i slusen sydpå. Fint nok, vi lagde os ved ventepontonen, og gjorde klar til at sejle ind i slusen, da vi fik grønt lys. MEN motoren startede IKKE, godt vi ikke havde sluppet fortøjningerne. Den var helt død.

Erik var et stort spørgsmålstegn. Jeg ringede til slusemanden og fortalte, at vi forløbigt blev liggende, da vi havde fået “un problem avec le moteur”. Han var vældig flink og sagde, at hvis vi fik brug for hjælp, kunne han give os nummeret på en reparatør.

Erik tjekkede det ene og det andet og var selvfølgelig også på nettet og vifte med SOS flaget, men lige lidt hjalp det. Han var næsten i chok, men det var dog altid noget, at det ikke var sket inde i slusen. Til slut tog han elektrikerkasketten på og tjekkede han det mest banale, hovedafbryderen, og så var der bingo. Plasten i relæet var smuldret, og nogle meget aparte skruer var gået løse, så forbindelsen til motoren var gået tabt.

Men det klarede Erik selvfølgelig, i al fald midlertidigt, og så var vi heldigvis sejlende igen. Så nu undlader vi at bruge hovedafbryderen. Lidt senere passerede vi Vienne, en større by, som vi efterhånden er kørt igennem en del gange i bil.

Der er dog ingen gode tillægsmuligheder, og slet ikke i den nu kraftige vind, som gav pænt store bølger med skum på.

Vienne er i øvrigt det sted, hvor der for første gang blev etableret en reel stenbro over Rhône. Æren for dette bygningsmesterværk tilskrives den romerske kejser Trajan, år 98-116. Så romerne fordrev ikke blot tiden med at forfølge kristne. Broen holdt stand helt til midten af 1700 tallet, derefter benyttedes færger til at krydse floden, indtil en hængebro blev bygget i 1900 tallet. Vi var glade for ved tretiden at kunne komme i læ for vind og bølger ved den lille flydebro op til byen Givors.

Yderst lå byens båd til undsætning af nødstedte sejlende, og lidt længere inde på tværs mellem to fingre lå en lang sejlbåd, som af alle steder havde hjemhavn i – Ærøskøbing.

For at komme op i byen skulle man igennem ikke mindre end to aflåste, høje gitterporte. Koden hertil kunne erhverves ved at ringe til rådhuset, på 0472491818, tast 9, og det lykkedes, da de endnu var på arbejde fredag eftermiddag. 5782 var koden. Var det ikke lykkedes på “min” måde, havde Erik nu alligevel fået den lidt senere, idet han havde kontakt til fyren, der havde båden fra Ærø. De var på vej sydpå, men var taget midlertidigt hjem, da sluserne strejkede tidligere på måneden.

Givors er bestemt ikke en turistby, men en forstad til Lyon. Vi lå lige op til et mindre parkanlæg, hvor en gruppe mænd havde slået sig ned. De var til tider ret højtråbende og klirrede lystigt med den ene fredagsøl efter den anden. De kiggede på os og vi på dem fra hver vores side af “buret”. Lidt længere ude ved indsejlingen sad en enlig fisker, pludselig havde han bid, en kæmpe fisk havde han fået på krogen, men den blev straks efter sluppet fri. Han fiskede kun for sjov, og der var alt for forurenet, som han sagde. Langt om længe fortrak mændene – antageligt hjem til mors kødgryder. Vi havde ikke fået frokost og var mest stemte for at  finde et sted oppe i byen. Der skulle være et portugisisk sted lige i nærheden, så mens mørket faldt på, og sorte skyer trak op, gik vi ud gennem de to porte. Det var lidt som et fængsel eller lukket psykiatrisk afdeling. Vi kom op i den ældre del af byen, og følte i den grad, at nu var vi kommet til et fremmed land – langt fjernere end Frankrig. Det var et multietnisk og fattigt område, hvor der var langt mellem etniske franskmænd, vi var havnet i. Der var overvejende mænd på gaden, mange sad på små café’er og røg. Og vi stak bare så meget ud i vores dynejakker og nordeuropæiske udseende. Vi følte, at der blev kastet lange øjne efter os, men ingen generede os på nogen måde. Den portugisiske restaurant var åben, men uden gæster, det var begyndt at buldre i det fjerne, og de første tunge dråber faldt. Så to sjæle, en tanke, det måtte blive take away, nærmere bestemt Kebab. Så hurtigt ind og bestille. Mens vi ventede, tørrede indehaverens nok 10. årige søn ivrigt borde af, mens der blev arbejdet flittigt i kebabkøkkenet. Der kom flere ind og afhentede, også unge piger med hovedtørklæde, alle flinke og rare. Så vi smilede til højre og venstre, betalte og gik glade ud med vores ruller, hvorefter ejeren kom farende ud, så vi troede, at vi måtte ha’ glemt noget. Men nej, han ville såmænd bare sige pænt farvel og trykkede Erik i hånden – dog ikke også mig… Herefter løb vi, mens skybruddet nærmede sig, ned mod vores lille flydende hjem. Fremme ved den første låge kunne Erik pludselig ikke få porten op, vi nåede lige at gøre os alverdens tanker, men så gik den da heldigvis op alligevel. Og det var hyggeligt at sidde med vores kebabber, mens regnen trommede på cockpitteltet og lyn og tordenbrag afløste hinanden. 

Lige for en ordens skyld: Hvis nogle skulle mene, at disse dagbogsagtige beretninger er lidt ensartede, trivielle eller i al fald ikke særlig sejlsportsagtige. Ja, så er det fordi, der netop er tale om en slags dagbog skrevet af en ældre ikke særlig sejlkyndig kvinde. Og de er skrevet, mest for at vi selv kan huske, hvor og hvornår vi har været hvor, og hvordan det var. Og de, som måtte ha’ lyst, er hjertens velkomne  til at være med på sidelinjen, men please bær over med de måske lidt minutiøse beretninger. Samtidig ♥️ tak for alle reaktioner, positive og nyttige, vi jævnligt får udefra.

Det var lidt svært at sige farvel til vores helt egen bro, men vi skulle jo videre, denne gang til en af de større lystbådehavne på Rhône. Undervejs så vi dette stentårn. Der har tidligere stået et tilsvarende på den anden side. De har fungeret som “tovholdere” for en kabelfærge, som ved flodstrømmens samt rorets hjælp er kommet frem og tilbage over floden. Smart.

Lidt sjovt at nu hvor vi endelig har fået teltet op, så arter vejret sig lunt og ikke blæsende. Men så bliver vi da ikke solskoldede.

En enkelt sluse blev det til i dag. Det sidste stykke bredte  Rhône sig ud og snoede sig som en bred slange gennem de smukke landskaber.

I meget af den senere tid, har vi sejlet på nogle smallere kunstigt anlagte og mere lige kanaler, hvor floden er blevet “tæmmet” mellem sluserne og de tilhørende kraftværker. Men alt i alt synes vi faktisk, at Rhône har været både afvekslende og smuk at sejle/køre på.

Netop denne snoede del af floden har i tidligere tider været anset for den mest vanskelige del at besejle. Rygtet sagde, at ville man ha’ en dreven skipper, skulle man vælge en fra Condrieu…

Havnen, vi ankom til sidst på eftermiddagen, var en af de få større, med alle faciliteter. Der var både folk der boede fast i deres ofte store både og både der var lagt op for vinteren, bl.a. en dansk båd.

Vi gik en tur rundt om tilstødende halvø, der er udlagt til rekreativt område. Der er en kabelvandskibane, aldrig set før af os, vandrutchebane, en stor flydende “bar-ø” samt et større badeområde med strand.

Alt var dog stadig vinterlukket og endnu dejligt fredeligt. Bagefter lavede vi aftensmad, en god restetortilla og nød den lune aften og de smukke omgivelser fra vores gode plads yderst i havnen – uden forstyrrelser af diverse hunde.

Næste morgen startede vi dagen med en lys vask og tørring, den mørke klarede vi i Eperviere… Da det var overstået,  begav vi os over den nærliggende bro til den lille by Condrieu, mest kendt for sin udsøgte hvidvin, som vi havde planer om at afprøve. Condrieu AOC, vinen fremstilles i syv kommuner. Af disse syv er Condrieu vist den fremherskende og har i al fald lagt navn til vinen, som er kendt for sin fylde, farve og aromatiske, eksotiske delikate smag. Den er 100% lavet på den vanskeligt dyrkede oldgamle Viognierdrue, som trives bedst på syd- sydøstvendte granitholdige skråninger. Der laves angiveligt kun ca. 30.000 flasker årligt, hvilket afspejles i prisen.

Hængebroen lignede meget den fra Andance, men her havde de klogeligt lavet lysregulering, så der var blevet plads til såvel gang- som cykelsti. Det var en by som var lidt svær at få styr på, hvor var bykernen, og gerne den gamle, hvis der var en sådan.

Der var nogle kønne, i al fald noget ældre huse, nede langs floden, men det kunne også tænkes at “selve” byen lå lidt højere oppe beskyttet mod den til tider, især tidligere, ustyrlige Rhône. Og sådan var det nok, konkluderede vi. Vi havde besluttet os for at spise frokost i byen, og gerne udendørs i det sommerlige vejr. Men det var heller ikke så lige til at finde et sted, der var både holdt åbent og så tiltalende ud – og inden de lukkede køkkenet ned allerede ved et tiden, som vi tit har oplevet. Og som så ofte på denne tidlige forårstur, følte vi som to Palle’r alene i verden. Men så pludselig, som et fata morgana, dukkede stedet, som vi havde ledt efter op.

Le Comptoir, som restaurationen hed, lå på en lille plads med 6-7 borde udenfor. Vi fik en god dagens ret med dessert, men det mest interessante var, at man her kunne smage den hvidvin, egnen er så berømt for. Og den var virkelig liflig, men også så tilpas dyr at vi, ud over at skele til Sundhedsstyrelsen’s anbefalinger, nøjedes med et glas til hver.

Bagefter gik vi rundt i byen, som vi jo endelig havde fundet. Og vi forvildede os lidt op i baglandet og endte, hvor vi alle før eller siden ender – på kirkegården.

Så var benene også ved at være trætte, og vi gik tilbage over broen til vores hyggelige havn, hvor vi tog kaffen – og Erik en lille morfar.

Efter lidt indkøb gik vi ud af havnen i Tournon sur Rhône og kunne da se et skilt, hvor der med småt stod priser og et telefonnummer, man kunne ringe til. Men hvem ser det, når man anløber en fremmed havn, i kraftig strøm og advarsler om lav vanddybde? Men inde i havnen var der ingen informationer om evt. betaling af havnepenge.Det var vist en kommunalt ansat, der ikke havde meget sejlerfaring, der havde stået for den skilteopsætning. Eftersom vi hverken havde brugt vand eller strøm, havde vi ikke synderlig dårlig samvittighed.

Vejret var fint, lidt skyer men mest sol, udsigter til mange vinmarker undervejs.

Lige efter en bro mellem den lille by Andance og den endnu mindre by Andancette havde vi på vores uundværlige guide fluvial set, at der skulle være en flydebro i rolige omgivelser med plads til en enkelt båd, og sandelig om det ikke holdt stik.

Da vi lå vel fortøjede gik vi over hængebroen til Andance.

Det var lidt af en oplevelse, idet vejbanen var meget smal, og der var intet fortov, kun en høj kantsten, og trafikken var nærmest omvendt proportional med vejbredden. Gang på gang blev der kødannelser, og folk måtte trække sidespejlene ind. En ung far skubbede med dødsforagt sit barn i klapvogn foran sig, som var det en kampvogn.

Højt over byen på toppen af den træklædte bjergside står tre kors til erindring om tre kristne mænd, som siges at være blevet dræbt af romerne for mange, mange år siden i byen Vienne lidt nordpå. Deres kroppe blev som mange andre forfulgte kristne’s smidt i floden og drev med floden. Men disse tre mænd blev fisket op i Andance og siden mindet med de tre kors.

Andance var en køn, men meget stille by og hurtigt overset. Der var en bager og en Sparkøbmand og en lukket fastfoodbiks, og ikke meget andet. Selv kirken var lukket. Selve hovedgaden var omtrent lige så livsfarlig som broen, smal, næsten uden fortov og med mange hurtigt gennemkørende biler. Men nede langs flodpromenaden var der smukt og fredeligt.

Det er en sjov følelse at ligge der langs flodbredden ene og alene, især når mørket sænker sig.

Dog var der om aftenen en meget stemningsfuld, varm belysning på broen, langs byen og oppe på de tre kors. Det eneste lille skår i glæden var, at de store penicher og især krydstogtbådene lavede nogle kraftige dønninger, også om natten, som mærkedes ret voldsomt og i lang tid.

Efter at ha’ fyldt diesel på forlod vi den komfortable havn Eperviere, i let nordlig vind og sejlede mod Tournon sur Rhône, en by som vi kørte igennem sidste år på vej ned til Cartagena, og som så hyggelig ud. Der er ikke meget oceansejlere over os længere. Ikke nok med at alle fendere hænger og dasker, forfortøjningerne ligger konstant på fordækket, og nu har vi også ladet overdelen af cockpitteltet stå.

Kort sagt, vi er nu rigtige kaffekanalsejlere og som prikken over i’et nu tilmed med en blomst hængende agterude. Vi skulle kun igennem en sluse i dag, og der var ingen ventetid eller andre både i slusen, så det tydede godt. Det viste sig dog alligevel at blive en langvarig affære. Først var de en evighed om at lukke porten, og elevatorpullerten bevægede sig kun med sneglefart op i små 2-5 cm bidder med ganske lange pauser mellem næste nøk opad. Så der var god tid til at filosofere over, hvad der mon kan ske i sådan et slusekammer. Holder porten, der spærrer ud til de højereliggende vandmasser o.s.v.

Det gør den jo så godt som altid, men for ca. tyve år siden åbnedes/brast porten i den store Bollene sluse alligevel af en eller anden grund, mens en 80 m flodpram var på vej de 22 m op. Prammen sank, skipperen reddede livet, men hans hustru druknede. Rigtig god hyggetænkning at fordrive ventetiden med…

Vi nåede hen på eftermiddagen Tournon sur Rhône’s udmærkede lille havn, med flydebroer fint beliggende lige ud til Rhône i centrum af byen og fik en god plads.

Der var vand og el, hvilket vi ikke benyttede. Der var nogle almindelige offenlige toiletter, men de fristede ikke. Det var en kommunal havn, men vi så ingen informationer om hvor og hvordan betaling foregik og ej heller nogen havnefoged.
Der er en allé med kæmpestore platantræer lige mellem Rhône og hovedgaden. Den fungerer som en stor park, hvilket giver byen et grønt luftigt præg. Der bliver leget, spillet bold, luftet hunde, holdt stævnemøder, cyklet og meget andet i området.

Vi var på en lille bytur, først langs den stærkt befærdede hovedgade og så om på bagsiden af de samme huse, hvor alt åndede fred og ro, men også lidt af forfald.

Der var ekstra stille, fordi mange butikker (ud over restauranter) holder lukket om mandagen. Da køleskabet endnu ikke var blevet fyldt op, gik vi på jagt efter en sted, der var åbent, og det blev så en vietnamesisk lille biks. Et pudsigt sted, med kun én yngre mand til at ordne det hele. Vores fransk var næsten bedre end hans, men han var uhyre interesseret i, hvor vi kom fra. Danmark, i diverse sprogudgaver, sagde ham dog absolut intet. Men stædige Erik viste ham et europakort på mobilen, hvorefter han slog en skraldlatter op og sagde “Tres Petit, tres Petit, ha, ha, ha”. Maden var efter vores valg både sparsom og mager, men OK. Vi var stadig ikke kommet os helt over vores fire retters Ardeche menu i Viviers.

Dog fik vi bl.a. en såkaldt dampet ravioli serveret i en,  i øvrigt fin, flettet lille form for gryde. Og konsistensen af disse raviolier var utrolig ulækker, en slags sej, klistret tapetlim eller måske endnu mere malende som en tyk, hvid grønharker… Velbekomme! 

Vi havde planlagt at sejle tidligt, men tågen lå tæt over området, og da en tysk morgenfrisk sejler kom ind fra Rhône og lagde sig ved vores bro og fortalte, at det var helt umuligt at orientere sig på floden, så vi ventede klogeligt, til solen brød igennem og brændte tågen væk.

I dag var Rhône mere venligtsindet mere sol og lidt mindre vind, stadig fra syd. Vi var heldige at slippe gennem dagens to sluser uden ventetid, dog lå vi den ene gang bag Artemis, en stor peniche, der ikke sparede på skruevandet.

Op af dagen øgede vinden igen, og et sted mødte vi et mylder af forskellige typer surfere, der lystigt krydsede frem og tilbage over floden. Det var spændende at se på – og at manøvrere uden om dem.

Sidst på eftermiddagen nåede vi havnen Eperviere, den største havn, vi hidtil har været i på Rhône.

Der er plads til omkring 400 både, og der er alle faciliteter inklusive, diesel, brusebad og vaskemaskine. Alt sammen tiltrængt; det var en uge siden, vi havde fået et brusebad. Der var masser af varmt vand og endda varme i gulvet, ren luksus. Trods sin størrelse var også denne havn hyggelig. Mange sjove typer boede tydeligt fast i deres motorbåde, som der var klart flest af. På broen over for os lå dog en tysk gæstesejler, der var ved at gøre sin sejlbåd i stand til at sejle sydpå.

Til delvist at udfylde mit “katteunderskud” var der til min glæde en stor langhåret perserlignende kat i båden lige over for os. Den lå nok så roligt og inspicerede os, da vi lagde til.

Først så det ud til, at den ikke var i snor, men det var den ved nærmere eftersyn. Dens mennesker var et fransk ægtepar, der boede fast i deres store motorbåd. Men tilbage til katten, som var stoisk rolig . Jeg fik lov, eller blev nærmest beordret til at holde den næsten 1 m lange kat, så jeg ku’ se hvor medgørlig den var – den havde aldrig kløerne fremme, som de sagde.

Da der var lovet regn først på aftenen, havde vi besluttet for første gang i mange år at slå cockpitteltet op. Og hvordan var det nu lige man gjorde det? Det viste sig at være rettidig omhu, for vi havde ikke fået mere end taget op, før himlen momentant åbnede sine sluser, alt i mens også et uventet tordenvejr bragede løs. Det var herligt at kunne sidde i tørvejr i cockpittet, mens regnen trommede på sejldugen. Det har faktisk været en lidt atypisk tur indtil nu, for vi har spist nede i kahytten næsten hver aften og har ikke kunnet bekvemme os til at slå teltet op, selv om temperaturen bestemt var hertil.

Vi kom først af sted klokken 12, lidt senere end vi plejer, da vi havde været på opdagelse i Viviers.  Om morgenen er det typisk vindstille, men vinden øger hurtigt, og er de seneste dage kommet fra syd. Fint, hvis det er meget varmt, eller vinden ikke er for kraftig, men hvis det blæser 10 m/s, og man kun sejler 3 knob pga modstrøm, og solen gemmer sig bag skyerne, så bliver det faktisk hurtigt lidt køligt. Så på med lange bukser, sokker i sandalerne, sweater og jakke. Men så er det også OK.

I dag blev blæsten dog næsten for meget. Vi sejlede på flere lange, lige strækninger, og så tager vinden ekstra fat, og bølgerne bygger sig op. Ikke som til havs, men alligevel så vi af og til nærmest surfede ned af bølgerne.

Ellers var der ikke så meget at se på ud over det ene store atomkraftanlæg efter det andet, som tårnede sig op langs kysten.

Vi havde egentlig planlagt at sejle til Valence i dag, men da der var mulighed for at dreje af og gå i havn i den lille Cruas havn, slog vi til. Sjovt som scenariet brat ændrer sig , så snart man kommer i læ blandt træer, rørskov og fuglekvidder.

Det var en god beslutning. Der var faktisk et nydeligt havnekontor og toiletter m.m. specielt for gæstesejlere, men alt var lukket. Havnen er dog associeret til en nærliggende campingplads, så vi gik en fin tur langs en af de mange sidekanaler til Rhône over og betalte vores havnepenge og fik også en kode.

Atter denne aften kom der en hund ind i billedet, mens vi var ved at lave mad, jeg i kabyssen, Erik i cockpittet. Jeg hørte Erik sige, “ Er du der vovse?” Og så lød der et plask, kun et lille plask, for det var en lille bitte hund, der var faldet ned fra vores finger. Vi havde faktisk set den før, en tynd, tynd Chihuahua, som løb rundt på må og få. Erik fik med sine lange arme heldigvis lynhurtigt fisket den arme hund op. Vi så, at der stod en fyr og fiskede yderst på broen og gik hen til ham med det rystende lille kræ. Det var hans hund, den faldt tit i vandet, sagde han, en rigtig båtnakke. Denne gang havde det nu nok været den sidste gang, hvis ikke Erik havde fået fat i den. Vi så vist ret misbilligende ud begge to, så han tog sin hund under armen og lukkede den ned i en motorbåd tæt ved. Så den kunne blive tørret/tørre, mumlede han. Det var ikke langt fra, at vi havde puttet den i lommen og taget den med… Men Leo, vores kat, havde sandsynligvis ædt den, hvis vi var kommet hjem med den.

Vi havde læst, at den næste havn, Viviers, vi agtede os til, først åbnede 1/5, og havnedamen i kameluldsfrakke i den seneste havn, havde sagt at indsejlingen tilmed var blokeret. En streg i regningen da havnen skulle være god og byen Viviers yderst seværdig. Vi havde en ret lang tur foran os og passerede flere sluser her i blandt slusen ved Bollene, som var lukket i dagevis pga strejke, da vi ankom til Port Napoleon først i april.

Indimellem ser man dyr der går og græsser på digerne langs floden.

Atomkraftværker dukker ligeledes op med jævne mellemrum.

Da vi først på aftenen kom frem i det ret strømfyldte vand, viste det sig, da vi drejede af til mere rolige vande, at vi sagtens kunne komme ind og lægge til i den tomme havn ved nogle fine flydebroer. Der lå nu faktisk en enkelt svensk sejlbåd langskibs yderst i havnen, men uden synligt mandskab. Det er vist den fjerde sejlbåd vi hidtil har set, to svenske, en tysker og en englænder, alle med kurs sydpå. Dejligt at kunne slukke for motoren, nyde roen og fuglesangen i kønne, grønne omgivelser. De små låger op til land var tilmed ulåste.

Vi havde ikke spist frokost, og køleskabet var lidt tomt, så vi begav os op i den nærliggende meget smukt beliggende by.

Det var en ærkefransk smuk, men også ret mennesketom by, hvor det meste var lukket. Vi var inde i en åben bar, og spurgte til evt. spisemuligheder. Det eneste, måske spiselige, var dog en papegøje, som sad i baggrunden og observerede os. Men første vej til højre og anden til venstre skulle der være en åben restaurant. Og ganske rigtigt, i en smal gyde lå en lille bitte restaurant, som sendte sit varme lys ud i mørket, og som så meget indbydende ud.

Vi blev budt velkomne som gode gamle venner af værten, en moden velnæret herre. Der var dagens menu og ikke andet at vælge i mellem. Og det var alt rigeligt. En charcuteritallerken, ovnestegt skinke med røsti, gemyse og portvinssauce, oste OG tiramisu. En rigtig solid Ardeche menu med kød og atter kød, gris, fra området.

Og ligeledes en Côte de Rhône vin fra egnen, som værten næsten fik tårer i øjnene bare af at tale om. Det VAR altsammen godt, bare alt for meget, så det var en skam, at vi ikke kunne tage resterne med til Chico, som vi tit gjorde sidste år.

Men det var, ud over at få noget i skrutten, også en god oplevelse at se et ægtepar, der i den grad så ud til at nyde at lave god mad og servere den på bedste vis for gæsterne. Men man trængte virkelig til en dessert, der kunne trække en op – som tiramisu netop betyder.
Morgenen oprandt, og vi nåede lige klokken otte at vinke farvel til den svenske båd med to fyre ombord. Lidt efter så vi en mand komme målbevidst ud på broen med kurs ret mod os. Han meddelte, at i dag klokken 12 åbnede havnen, og da vi lå på en 11 meter plads, ville vi komme til at betale herfor. Og han bad os om at stille på capitaineriet med skibspapirer m.v. Så vi flyttede os skyndsomt til en 9 m plads. Fingrene var meget korte, hvorfor vi først havde lagt os ved en 11 m ponton. Vi var endnu ikke helt sikre på, hvor længe vi ville blive, men nu lå vi i al fald korrekt efter reglementet…

Byen klatrer op af et mindre bjerg med en kæmpe kirke, et tidligere bispesæde og en forsvarsbastion øverst oppe. Nederst i byen ligger butikker, restauranter m.m.

I de højere luftlag finder man kirken. Her var man ved at gøre klar til en barnedåb, og de nærmeste samt præsten pyntede op og aftalte de sidste formaliteter. Vi sad på bagerste række og var lidt usikre på , om det var OK, men præsten slog ud med armene og forkyndte mildt, at i kirken var alle lige velkomne.

Der var en lille park på toppen med fine udsigter.

Vi havde nok regnet, med at der var lidt flere fødevarebutikker nede i byen, men det lykkedes os da at finde en bager og en slagter. 11.55 stod vi for anden gang ved havnekontoret ud for en lukket dør. Vi havde besluttet at sejle videre og som tænkt så gjort. Håber ikke at han blev alt for skuffet over, at fuglen var fløjet.

Efter at ha’ betalt 34 € for to nætter på havnekontoret, havnefogedens båd, tog vi afsked med Aramon og fortsatte vores lange færd nordpå.

Modstrømmen var det meste af tiden kun 1,5 knob. Vi kom i dag igennem slusen ved Villeneuve, en ret af stor sluse, hvor vi blev løftet op uden problemer, selv om vi her kom til at ligge bag en af de store krydstogtskibe, som godt kan give noget ubehageligt skruevand.

Vi havde hele dagen ret god medvind, sol, men det blev mere og mere skyet sidst på dagen, og da vi nærmede os dagen mål, en lille havn op af en blindtarm til Rhône, begyndte det minsandten at regne. Vi har ikke fået regn regn på os under vores sejladser i årevis, en grim følelse. Vi kom dog hurtigt ind og fik lagt til i den lille, noget forsømte og ret specielle havn – og regnen stilnede af. Der lå næsten kun gamle misligholdte både, og der var ikke en sjæl at se.

Og dog – en skræppende og hvæsende højrumpet gås modtog os faktisk. Lidt senere dukkede en nydelig midaldrende kvinde i kameluldsfrakke op og tog i mod betaling. Facilteter udover vand, strøm og en kode var der ikke, men hun tilbød at komme med morgenbrød, hvilket vi glade takkede ja til. Egentlig åbnede havnen vist først om en uges tid. Der var faktisk også en sjov, men lukket lille café, hvor der sikkert kunne være rigtig hyggeligt. Et stort fint ulåst køleskab med glaslåge med mange gode sager i stak i den grad af i sammenligning med resten af inventaret. Vi gik op for at se, hvad området uden for portene bød på. Til den ene side lå en stor cementfabrik, ingen huse, ingen butikker, ingen mennesker og kun sjældent en bil. En lille sti førte ned til et plateau ved vandet, hvor der nok havde været en bro før i tiden, og hvor man kunne sidde og fiske i fred og ro.

Langs den større vej var der fine udsigter ud over området.

Da vi var ved at kokkerere aftensmad, så vi pludselig en rimeligt stor hund stå og iagttage os inde på broen.

Den så såmænd fredelig ud, men jeg skulle i hvert fald ikke op og tjekke om det holdt stik med venligheden. Om morgenen kom en lille mand med vores baguette og croissanter, og det viste sig, at være hans hund. Han boede i en slags containerbolig med sin kone – og en kat. Efter morgenmad tøffede vi ud af havnen mod for os nye flodbredder.

I dag ville vi en tur til pavebyen Avignon. Men først var vi lige oppe og se onsdagsmarkedet i Aramon.

Det var dejligt begrænset, og vi fandt en fin petuniaampel, blandet cyklamen og orange, normalt ikke mine favoritfarver, men ret festligt.

Vi tog med bus 151 lige uden for bymuren, og 20 minutter senere var vi for 1,5 €/person i Avignons centrum. Efter at at ha’ fået et dejligt papir bykort på turistkontoret, fortsatte vi til Place d’Horloge, hvor vi satte os og nød folkelivet med en god kop kaffe.

Derefter var der ingen vej udenom, vi måtte se det virkelig imponerende Pavepalads. Jeg har sammen med min, allerede da meget gamle far, besøgt Avignon en kold og blæsende efterårsdag, hvor paladset tilmed var tildækket at stilladser og presenninger. Men i dag var vejret, som en perfekt lun sommerdag i DK, og bygningsværket tog sig fantastisk ud og endnu uden alt for mange turister.

Vi gik all in og løste billet for at se herlighederne indefra også. Det tog sin tid at komme i gennem de mange rum og sale (og nok kun en brøkdel af dem), men det var bestemt umagen værd. Tænk at man uden de mange tekniske hjælpemidler man har i dag, kunne bygge noget så vildt i 1300 tallet.

Og en stor del blev endda bygget i løbet af blot tyve år. Hele syv franske paver har huseret/hersket her i perioden 1305-1378.

Clemens V var den pave, der i 1305 fik flyttet pavemagten til Avignon, som da hørte under kongen af Sicilien, men pave Clemens VI var den, der mellem 1338- 1348 fik sat gang i byggeriet og dermed cementerede pavemagtens placering i Avignon

Der var også tilknyttet en have med dels krydderurter dels buske, træer og prydblomster, rekonstrueret efter bedste evne.

Bagefter var klokken godt to, og vi var rimeligt udmattede og også sultne. Det lykkedes os at finde et roligt sted, La provencale, hvor vi kunne få en lille frokost, en “oceansalat”, som de viste sig at have helt styr på her inde i fastlandet.

Mens vi sad og spiste, fik Erik en besked fra en anden sejler, som havde efterladt sin båd nede langs La ligne kajen, om vi måske ville se, hvordan både lå og havde det. Så udover at vi alligevel var på vej ned til floden og den berømte Benezetbro, havde vi nu tilmed en mission. Gennem snævre passager kom vi ned til floden og broen.

Der knytter sig en speciel historie/anekdote til denne nu halve bro, der blev bygget i 1100-tallet på opfordring af hyrdedrengen Benezet. Jesus havde talt til ham, og sagt at han skulle bygge en bro på dette sted. Da folk bare grinede af den lille dreng, måtte han vise, at der var overgået ham noget helt specielt. Han var i stand til at løfte tunge klippestykker. Herefter kom der gang i byggeriet. Desværre døde Benezet meget ung i 1184, nogenlunde samtidigt med at broen blev færdig, og han blev bisat i et lille kapel på broen. Tidens tand og ikke mindst gentagne oversvømmelser har været hård ved broen, og siden 1669 har man undladt at genopbygge den.

Hvad vores mission angik, så båden ud til at være OK, men mens vi synede fortøjningerne, kom en lille dame hen og spurgte, om det var vores båd, hvilket det jo ikke var. De var lige ankommet i en større husbåd og ville vældig gerne ligge netop her, hvor der var vand og strøm. Så efter at ha’ fået grønt lys fra ejeren fik vi trukket båden lidt frem. Det viste sig, ud fra fotos, at båden faktisk allerede var blevet flyttet en gang, uden at han havde fået besked herom. Det var i øvrigt ikke noget særlig rart sted at ligge, så vi var godt tilfredse med at Skærsilden lå i Aramons lille havn. Fra kajen var der en trappe med uendelig mange trin, som førte op til en park med en formidabel udsigt til alle sider. En gammel mørk kirke med en lugt som en hengemt Rioja vin var der også på toppen.

Lidt over fem stod vi klar ved busstoppested PEM, parate til at køre “hjem” med bus 151, men der kom ingen bus. Det viste sig at vi havde misforstået noget i køreplanen, men heldigvis gik der en bus 150 klokken 18.45. Og egentlig var det held i uheld, for Erik havde netop købt et nyt Free datakort, som han efterfølgende fandt ud af alligevel ikke duede. Så nu kunne vi nå op i butikken og erhverve de for os uundværlige megabits og tilmed bagefter sidde og hvile vores trætte ben sammen med en happy hour øl/cider, inden bussen fragtede os tilbage til Aramon.