FREDAG 9/8 BLÆST, REGN OG VASK

Denne dag var som forventet grå, våd og blæsende det meste af dagen. Vi forberedte os på en “hjemmedag”, hvilket jo kan være både rart og nyttigt. Også i denne havn var vask og tørring af tøj inkluderet i havnepengene, 180 kr., så vi fik ordnet en tiltrængt mørk vask. Erik var ovre og tjekke om de sidste kapsejladser blev afviklet, nogle gjorde vist, mens andre blev “afblæst” pga kraftig vind.
Og stemningen var ganske anderledes idag pga opbrud og sammenpakning af alt muligt grej og udstyr.

Sidst på eftermiddagen klarede det dog lidt op med enkelte solstrejf, så vi gik en tur over på den modsatte side af havnen dels for at tjekke de to fiskebutikker dels for at se på træskibshavnen, der ligger længst ude mod indsejlingen til havnen og tæt op til Risskov. Der var mange fine gamle skibe, men også mange der trængte til mere end én kærlig hånd. 

LØRDAG 9/8 AARHUS GAMLE BYDEL LATINERKVARTERET, DOMKIRKEN OG MIDTBYEN – SAMT ET KAFFESELSKAB

Blæsten fortsætter ufortrødent, og vi kommer nok ikke videre før mandag, men i dag er det lunt, og solen er på vej. Vi startede med at gå over til fiskehandleren, hvor vi købte to havbars til søndagsmiddagen. Det er en fisk fra sydligere farvande, som var vores yndlingsfisk, da vi sejlede i Spanien og Portugal, hvor den hed lubina og roballo. 
Herefter satte vi kurs mod den indre by. Først gik vi langs en anden mere kommerciel del af havnen hen af en art bred “rambla” med separate spor til fodgængere, cyklister, biler/busser og letbanen. På den modsatte side lå store ældre stilfulde bygninger som perler på snor.

Vi nærmede os hurtigt Latinerkvarterets hovedstrøg eller hjerte, Mejlgade, som jeg har hørt varmt omtalt af mange, men aldrig selv har betrådt (men Erik har).

Det var som at træde ind i en helt anden og tiltrængt sfære efter det spændende, men meget stringente og nydesignede Ø-miljø. Vi kunne ligesåvel være i Paris eller længere sydpå – og sat lidt tilbage i tiden. Det var frokosttid, så vi slog os ned på en lille tæt besat bistro, med spiselige priser, 65 kr. for dagens ret, kalv med sidskål, og Moules Frites til samme pris.

Det var bestemt ikke et fastfood sted,  men vi havde ingen hast, og der var masser at se på, ikke mindst de mange Christianiacykler der i faretruende fart buldrede gennem gaden. En af dem var havareret lige ud for os med et par skrigende børn om bord. Til sidst måtte en livline tilkaldes, og ikke længe efter blev de afhentet af en Tesla.

Efter at ha’ passeret Graven og andre smågader kom vi til det store Bispetorv og Domkirken, som vi ikke kunne springe over.

Vi har været der før, men for mange år siden. Det er en stor, især lang og smuk kirke med meget at se på, bl.a. en nyere afdeling, hvor der var “stillezone” samt nogle interessante kalkmalerier

Udenfor igen og på vej mod Å-kvarteret mødte vi en “Befri Palæstina” demonstration fulgt af flere politibiler.

Heldigvis gik alt så stille og fredeligt for sig, som det nu kunne. Herefter var benene ved at være trætte, og vi havde en invitation til five o’clock kaffe hos vores inderste tyske nabo, en ældre solosejler. Stor var vores overraskelse, da han meddelte, at han foretrak, at konversationen foregik på fransk eller italiensk! Nu har jeg gået til aftenskoleitaliensk gennem flere år, men har sjældent lejlighed til at praktisere mit beskedne ordforråd, så hvilket lykketræf var dette ikke? Det gik faktisk forbavsende godt, og han var lige så lykkelig over at træffe en “sprogligt ligesindet”. Det var bare ikke så sjovt for Erik, så vi (eller de to herrer) slog ret hurtigt over i tysk. Forklaringen på det italienske var, at manden havde boet og arbejdet det meste af sit liv i Italien, især på Sicilien og havde drevet eksportvirksomhed af tørret frugt og lignende. Sammenkomsten udartede sig dog endnu mere specielt, da en af gæsterne fra en 30 års fødselsdag ( på land) kom og spurgte, om de kunne låne en spand til at skylle festens midtpunkt, en stakkels pebersvend, af med efter endt tortur.

Det ku’ de da, og så blev fyren behørigt fastgjort til et lille træ og fik hue, briller og plaster for munden, inden “festen” kunne begynde. Der gik dog ikke længe før en kvindelig valkyrie med skærebrænderstemme fra en lokal båd ikke langt fra os forkyndte, at de godt kunne pakke sammen og skrubbe af. ( Hvor peberet gror). Hun og hendes mand mente, for så vidt sympatisk nok, at træet ville lide skade af peberet. Det fik en af gæsterne, en yngre mand i et nydeligt lyst jakkesæt op på mærkerne – i et ret så groft tonefald – og så var der for alvor fyret op under festen. Vupti, så var manden fra båden, som grangiveligt lignede en af vildmændene fra det kongelige våbenskjold, dog uden de grønne blade og en markant mindre udtalt sixpack, sprunget på land for korporligt at stoppe seancen.

Samtidigt eskalerede “dialogen” mellem valkyrien og den grovkornede herre til uanede højder. En anden noget ældre herre i et mørkt nobelt jakkesæt kom ham nu til undsætning, med knap så noble, men nærgående og provokerende spørgsmål til valkyrien, alt i mens han filmede optrinnet med sin mobil. Den fortumlede fødselar var i mellemtiden blevet befriet og overøst med lindrende vand, garanteret lettet over at få pebringen overstået. Der var sikkert delte meninger om, hvad der var op og ned i dette optrin, men heldigvis kom ingen fysisk til skade – ej heller træet. De mindre aggressive deltagere i festen leverede spanden tilbage og takkede pænt for lån deraf. Efterfølgende har jeg googlet, hvorvidt sort peber har en skadelig indvirken på planter og træer, hvilket det ikke lader til. Og hvis det havde været kanel, ville det ligefrem kunne have haft en gavnlig effekt på træets vækst og trivsel…

Resten af aftenen forløb ganske fredeligt.

TORSDAG 8/8

Klokken halv elleve var vi ude af Ebeltoft havn og på vej ikke mod Tunø, men mod Aarhus.

Først skal man udenom et stort lavvandet område, Fladen, før man kan komme ud langs Mols smukke bjerge. Der var varslet meget kraftig vind og regn de kommende dage, og derfor ville det nok være rarere at ligge i Aarhus med alle storbyens tilbud end på en lille forblæst ø. Og så havde vi aldrig besøgt  Aarhus i båd tidligere. Vejr og vind skulle være fredeligt omend med den gale vindretning – næsten som sædvanligt.

Ude i Aarhus Bugt omkring Sletterhage Fyr kom vi dog ud i en uventet hidsig sø. Vi havde moderat til stigende modvind modvind og markant medstrøm, så vi bankede op og ned med mere vand på dækket end i mands minde – og med forlugen stående på klem…. Så der skulle tørres sengetøj efterfølgende.

Med nævnte vejrudsigt var vi ikke de eneste, der søgte mod Aarhus, og da vi nærmede os indsejlingen, så vi over hundrede små joller fistre rundt i rasende fart i en vind, der nu var 10 m/s i snit. Der var tale om VM for 29’ere med deltagere fra 27 lande, og en sejlads der netop var afsluttet. Lige noget for Erik.

Så da vi var fremme klokken halv fire var havnen propfuld også af familie og venner til deltagerne.

Selv om Aarhus Lystbådehavn er kæmpestor, var vi nødt til at lægge os udenpå som 3. båd op af kajen mellem to broer inde i bunden af havnen – og bare være glade.

Havnen ligger lige op af det gigantiske projekt Aarhus Ø, som vi med skam at melde ikke har fulgt så meget med i. I 1999  blev der i midlertid udskrevet en arkitektkonkurrence om udvikling af bynære havnemiljøer. Den blev vundet af to danske arkitekter, Knud Fladeland Nielsen og Peer Teglgaard Jeppesen. Men først i 2007 påbegyndte man de molemæssige ændringer, højvandssikringer og kanaludmundinger. Derefter gik man igang med at bebygge de 400.000 m2 containerhavn – og der bygges endnu. Målet er at huse 10-12.000 beboere, etablere 10.000 arbejdspladser fordelt på 800.000 etagekvadratmeter, og for at sikre (en vis) diversitet  blev det besluttet, at udover erhverv og ejerboliger skulle 25 % være almennyttige boliger.

Vi var nærmest ved at tabe både næse og mund, da vi nærmede os denne spektakulære skyline, (hvor Aalborg’s tidligere flotte og fremhævede ditto, undskyld os, godt kunne pakke sammen) og glædede os til at udforske området med disse monumentale bygninger nærmere. 

Vi startede med at gå langs lystbådehavnens moler ud til det store “Aarhus Internationale Sejlsportscenter”, hvor alle de små joller, følgebådene og de mange unge sejlere holdt til.

Herfra kom vi ud på Ø’ens store havnepromenade lige ud til Aarhusbugten og med mange badebroer, platforme og bænke til at hvile, sole eller nyde udsigten på. Jeg havde desværre ikke fået badetøjet med, så kom kun halvvejs i.

Normalt ville vi (jeg) ikke bryde mig om alle disse kantede huse, men her hang det hele lige som sammen

Til landsiden tårnede alle de nye og meget modernistiske bygninger sig op. De var forskellige i form og materialer, og alligevel var helhedsindtrykket som sagt på sin vis harmonisk. …

Ud af de omtalte 25% lejeboliger var en del tilsyneladen af den såkaldte Tiny-type, især møntet på studerende. Derudover var der også nogle små “kabiner” med tekøkken, bad og en hems med plads til 3-4 madrasser, som vist sælges i dyre domme til velbemidlede byboere, som lige trænger til lidt lys og luft til rosévinen, og som ikke lader sig genere af at have forbipasserende tæt på.

Lidt længere ud af Ø’en kom vi til to store indhegnede bassiner, hvor man i det ene  bare kunne bade og flade ud, mens man i det andet kunne blive trukket rundt i en wire på en bane på et wakeboard og forcere forskellige forhindringer med større eller mindre succes. På dette tidspunkt var vi så udmattede, at vi bare måtte ha’ en kop mokka.

Og der var mange små listige steder at vælge i mellem, og mange mennesker, især unge, der sad og hang ud med øl, vin og kaffe og nød eftermiddagssolens lave stråler og den gode udsigt. Vi slog os ned og fik bestilt to cappuccini, som efter nogen tid kom og blev serveret af en ret ung pige- men ingen sukker eller teske’er. Så jeg gik ind for at hente det manglende hos en, ellers venlig ung fyr, der kun talte engelsk. Da jeg så den unge pige, der var kommet  med kaffen spurgte jeg, om det ikke var almindeligt med sukker og teske til kaffen. Hertil svarede hun nok så rapt, at der nok allerede var kommet sukker i kaffen og vendte så ellers ryggen til … Hun må – forhåbentlig virkelig ha’ været ny i faget. Men kaffen var heldigvis god nok, hvilket den også burde være til 52 kr. 

Tilbage i Skærsilden  slappede vi af med læsning og lidt blogskrivning, inden vi lavede en af vores favorit pastaretter – og så en portion danske og stadig gode jordbær til dessert. 

TIRSDAG 6/8

Klokken ni om morgenen stod vi parat foran fiskehandelen, da den åbnede. Vi fik købt mange gode sager, kulmulefileter, en hel røget makrel, krebsehalesalat – og lidt remoulade. Klokken 9.40 stod vi så ud fra Bønnerup Strand på turens hidtil længste etape på ca. 40 sømil. Vinden var stort set lige i mod, 4-7 m/s, men solen skinnede, og bølgerne var små.

Eneste ulempe var, at der var skygge i cockpittet det meste af tiden og derfor lidt koldt. Endelig i den sidste del hvor vi drejede ind under Jyllands næse og op i “ næseboret”, fik vi både sol og den sydlige vind med os – og kaffe med romkugle. Endelig klokken halv syv var vi efter næsten ni timer fremme, og det endte med, at vi lagde os i den nyeste del marinaen, også kaldet skudehavnen.

Der var ikke plads til os i de tre mere bynære bassiner, men marinaen viste sig at være et godt, ja bedre og hyggeligere alternativ. Og så var der tilmed et fint havnebad her, som jeg håbede at gøre brug af dagen efter. Nu havde vi sejlet langt i to dage, og der var lovet kraftig vind og risiko for både torden og skybrud dagen efter, så vi ville ikke sejle videre før torsdag. Vi var lidt kuldskære efter den lange sejltur, så vi satte teltet op og fik kogt kartofler og stegt vores kulmule, som bare smagte så godt.

Klokken ca. 21.15 var der atter en smuk solnedgang over vand, hvilket man er stolt af på en jysk østkyst… 

ONSDAG 7/8

Vi stod op til en lun, men skyet og blæsende formiddag. DMI havde lovet sol kl. 11, så det satte jeg min lid til, og sandelig om det ikke kom til at passe. Så frem med badetøjet og over til havnebadet.

Vejen der over går af marinaens ældste og lidt faldefærdige bro. Her ligger fiskejoller og på landsiden ligger små hytter til opbevaring af net og grej m.m. Helt ude for enden ligger yderligere tre små huse som primært bruges af vinterbaderne.

Badestedet viste sig at ligge i komplet læ, og med det klare vand med den fineste sandbund kunne  det ikke se mere indbydende ud. Og det var faktisk ikke koldt. Man må sige, at det er et sted, som folk har taget til sig, børn og voksne, gamle som yngre, med og uden badetøj kom i en lind strøm. Mange kendte hinanden, og vi kunne forstå,  at de fleste kom oppe fra de røde træferieboliger.

Desværre lurede slangen i paradis også her, jeg syntes ellers, at her så så tilforladeligt ud, men en af de lokale badende kunne fortælle om en stakkels lille pige, som havde trådt på en fjæsing. Siden da, havde denne kvinde konsekvent ikke rørt sandbunden, men kun svømmet.

Senere, inden dagens lovede skybrud/torden skulle passere, gik vi langs de andre tre havnebassiner. Især det for fiskebåde og gamle træskibe havde en god atmosfære med fiskebutik og flere små café’er.

Jyllandsfregatten i det mest bynære bassin er jo bare imponerende stor, vi nøjedes dog med at beundre den ude fra denne gang. Den fine travalje kunne besøgende til museet komme ud at sejle med.

Vi gik op gennem Ebeltoft’s utrolig puttenuttede gamle bydel, her kan man virkelig tale tale om en gammel købstad, som stadig falbyder alle sine varer, nu mest øl, is og skrammel til sommerens mange turister. Vi har jo begge besøgt Ebeltoft tidligere, men Den gamle Farvergård midt i byen, havde ingen af os tidligere været inde i.

Man kunne kvit og frit gå rundt, og se hvordan den nok ret velstillede farverfamilie havde boet, og ikke mindst hvordan behandlinge og farvningen af de forskellige stoffer foregik. Selv den vanskelige og eftertragtede farve indigoblå mestrede de. Det var et helt lille levende museum. Farveriet blev etableret i 1851, og var da meget moderne, men da det ophørte i 1925, var det for længst blevet overhalet af industrialiseringen. Heldigvis blev farveriet med inventar bevaret og med hjælp fra Nationalmuseet blev der i 1948 taget fotos samt optaget en film med Farvergårdens sidste farver Johan Pedersen, hvor man kan se hvorledes det gamle håndværk blev udøvet. 

Johan Petersen blev boende på den fædrene gård til sin død i 1958 som 81 årig, og viste ind til da gården frem for interesserede besøgende.

Vi sluttede turen af i Kvickly, inden vi af en anden rute gennem byen i lummervarmen traskede tilbage til Skærsilden, og fik en sen frokost.

Som sidste punkt på dagen gik vi bevæbnet med paraply tilbage til fiskerihavnen, hvor kaffebaren “Aoife (Irsk pigenavn) Coffee” lå og som vi havde hørt begejstret omtalt af “de lokale”. Og det var ikke uden grund, kaffen VAR virkelig god, ligeså kanelsnurren, der var søde serveringspiger, og hyggeligt såvel ude som inde OG tilmed var hunde velkomne. Vi nåede heldigvis at kunne nyde vores kaffe udenfor, men på hjemvejen startede regn og bulder. `

Klokken halv ti forlod vi Hals og sagde nu for alvor farvel til Limfjorden og alle dens herligheder.

Dagsmålet var Udbyhøj ved udmundingen af Randers Fjord. Et stykke ude af den lange sejlrende ud for Limfjorden, så vi en far og søn fra vores hollandske “genbobåd”. De var ude og fiske i deres gummibåd, og spurgte nu om vi ville ha’ fisk. Jo tak, sagde vi, og så kom de hen til os, og den lille fisker rakte stolt en makrel op til os. Det var et godt far/søn-projekt.

Vel ude af renden gled vi gennem vandet i en 6-7m/s vestlig vind og kom godt fremad. Så godt, at vi ud fra de kommende dages mere tvivlsomme vejrudsigter besluttede at sejle videre til Bønnerup Strand. Da vinden kort efter lagde sig, blev det dog mest til motorsejlads i næsten havblik gennem blæksort vand.

Også skyformationerne så helt magiske ud.

Vi, eller Erik, fandt en grund langt ude med knap tre meter vand, som vi sejlede hen over, her var vandet smaragdgrønt og de små sandrevler tegnede sig tydeligt.

Der skulle, sært nok, ligge et par skibsvrag i området, men dem stødte vi ikke på…

Klokken fem kunne vi efter 33 sømil lægge til i den godt fyldte havn i Bønnerup Strand, hvoraf de fleste dog var fastliggere.

Egentlig havde jeg gerne fortsat de ekstra 15 sømil til Grenå, så vi kun ville ha’ 25 sømil derfra til, som planlagt, Ebeltoft den følgende dag, i stedet for nu 40 sømil – antageligt i modvind. Men sådan blev det ikke, men nu får vi til gengæld mulighed for at købe frisk fisk i Bønnerups fantastiske fiskehandel i morgen. Vi gik en tur rundt i det store havneområde, som både rummer lystfiskere og også en del erhvervsfiskere.

Også denne havn er i vores tiårige fravær blevet langt pænere, end vi husker den, og med nydelige boliger på havnefronten og en rigtig fin café “På kajkanten”, som den så indlysende hedder. Her sad vi højt oppe på en trappe med en dejlig is og nød udsigten over fiskebådene, som spejlede sig i det blanke vand. M/S Anton på ovenstående foto er iøvrigt ikke længere erhvervsaktiv, men ejes af foreningen “Levende Hav” stiftet i 1995 med 350 medlemmer. Kutteren bruges som en sejlende platform for udbredelsen af et mere skånsomt og bæredygtigt fiskeri.

Til forret til aftensmaden fileterede og smørstegte Erik vores lille makrel, og det blev den bedste makrel, vi mindes at ha’ fået. Hovedretten var melon med seranoskinke med flute – og så lidt ost. Og denne aften var det så lunt og stille, at vi for første gang kunne sidde i cockpittet uden teltet oppe – og uden at fryse.

Da solen nærmede sig sin nedgang, nu allerede kl. 21.18, var vi ovre ved stranden og beundre og forevige skuet. Og vi var glade for at ha’ haft denne dejligt stille aften i Bønnerup, hvor kun svalernes kvidren brød stilheden – og til sidst også myggenes svirren rundt om ørerne på os…

Klokken halv ti var vi ude i kosteløbet på vej væk fra Nibe med kurs mod Hals. Vinden var middel og stik vest, og da der så ud til at være sejlvejr i Kattegat i morgen, men måske ikke i overmorgen ville vi gerne  nå til Hals i dag og så springe Aalborg over.

Vi havde kalkuleret med at komme gennem Jernbane- og Limfjordsbroen klokken 12, men modstrøm og uopmærksomhed gjorde, at vi kom fem minutter for sent.

Vi kom dog igennem jernbanebroen og havde herefter en times frokostpause i “ingenmandsland” mellem de to broer.

Det var så smart, at vinden pressede os mod øst, mens modstrømmen skubbede os mod vest, så vi lå stort set helt stille uden at røre en finger – udover at spise vores frokost med kniv og gaffel. Klokken 13 havde der samlet sig rigtig mange både, der som os skulle mod øst, så det lignede et helt race, da vi startede.

Lidt efter lidt gik vinden  fra 6 m/s til 8m/s, +/- 2 og da vi tilmed også fik medstrøm gik det stærkt på den sidste del af turen. Max. fart var vist 6,9 knob. Det var hele vejen en lækker sejlads Så allerede klokken 16 var vi fremme i Hals havn. Næsten 30 sømil på fem en halv time er pænt klaret for os.

Men inde i havnen betalte vi prisen for at komme en time senere end beregnet – der var allerede godt proppet. Men en flink fyr rendte over i den anden ende af havnen og fik tre både, der lå langskibs til at rykke sammen, så der blev plads til os. Det var da dagens gode gerning og oplevelse. Vi, især Erik, faldt i snak med en pensioneret 3. generations fisker, der sad på en bænk over for vores båd. Han var ikke så tilfreds med udviklingen hverken i den ene eller anden retning og mindedes med vemod de gode gamle dage, da han var ung og frisk, og der var masser af fisk ( man måtte fange).

Vi derimod husker Hals  som et ret grimt sted, da vi var her for ca. 10 år siden, men nu syntes vi, at her var helt OK og med liv og meget (mange både) at se på. Stedet havde helt sikkert fået den store renovering, og der var også bygget en del af den slags havnenære boliger, ikke mindst pensionister er glade for. Og her var der ikke mindre en to steder, man kunne få take-away pizza fra, lige hvad vi trængte til i dag. Men som den gamle fisker sagde – om blot to uger var alt dødt og trist i havnen…

 Vi forlod Løgstør i endnu en solrig formiddag i svag vestlig vind. Vi vekslede mellem at sejle ret langsomt for storsejl og spilet fok, og når vinden døde helt, så startede vi motoren o.s.v. Det sidste stykke ind til Nibe er meget grundt, og kostene står tæt i den gravede rende.

Ved tretiden nåede vi efter godt 17 sømil og lidt skæren hjørner af frem til Nibes hyggelige havn. Hele havnefronten er bebygget med røde træhuse, som nok skal minde om gamle fiskerhuse, men som er feriehuse – tror vi.

Vi lagde os for en gangs skyld langskibs ved en gæstebro og efter at ha’ sprunget såvel morgenmad som frokost over gik vi op til “Guf og kugler”, i al fald for nogle, Nibe’s hovedattraktion. Dette sted har vi fra pålidelig kilde hørt har Danmarks bedste vafler og hjemmerørte is, så det måtte absolut afprøves – og med appetitten i behold. Selv om solen var forsvundet bag skyer, var vi  langt fra de eneste, der ville ha’ is denne dag. Det var den længste iskø, vi hidtil har været ude for, men også den med den kvikkeste betjening, syv rappe unge mennesker ekspederede med lynets hast, men alligevel venligt. Tre kugler til Erik, to til mig i deres berømte hjemmebagte vaffel og så rigeligt med ligeså hjemmelavet guf ovenpå.

Det var nogle supergode is og klogt, at vi kom med tomme maver. MEN, hvis vi skal være helt ærlige, så er der efter vores mening ikke noget, der slår de, også hjemmelavede vafler, med valnøddeis og ahornsirup og så ægte flødeskum på toppen, som man for snart mange år siden kunne købe i verdens mindste isbutik i Ærøskøbing på Ærø. Og Brostrædeis i Helsingør er altså også lækre – og fås stadig… Hermed nok om is! Jo, alligevel lidt mere – ud over selv at spise is var det ret underholdende, at se folk rende rundt med deres kæmpe isvafler, selv små børn fik is, de næsten ikke kunne bære og ikke havde en jordisk chance for bare at spise halvt op.

Ude for enden af havnen var der lavet en afskærmet form for badebassin, hvor man ikke kunne bunde, men børn sammen med voksne havde også glæde af det. Herefter var tiden inde til at gå på opdagelse i Nibe.

Man kunne dårligt se, at der var en by bag ved de røde træhuse nede ved havnen. Vi prøvede at tage bestik af et kirketårn, men det var så lavt,  at det ikke umiddelbart var at se.

Men den som søger finder, også den lille hvide kirke. Den havde nogle ret for nyligt afdækkede fine kalkmalerier af Sct. Jørgen og dragen og et lidt specielt kirkeskib, en såkaldt sildekåg, som symbol på at Nibe havde været en sildeby.

Nibe er en meget mindre by, end vi havde forestillet os, og klokken fem en lørdag eftermiddag, var der ikke mange af den gamle (tidligere) købstads 5.600 indbyggere at se.

Men et fint gammelt museum, det tidligere ting/rådhus/arresthus, med nogle lidt specielle sneglelignende fyre foran så vi. Sidstnævnte er lavet af en lokal nu afdød Nibekunstner Thorvald Oddgaard.

Og små hyggelige gader og stræder, nogle med brostensbelægning, var der. Mange havde sjove navne, f.eks. Værgeløsgade, Sydemestergade, Tyvedalsstien – og Naboløs.

Om aftenen tilbage i Skærsilden var der lige akkurat appetit til to små bøffer med salat til. Det var en stille meget lun aften, men der kom lidt regn i ny og næ, så vi satte alligevel teltet op. Faktisk har vi ikke haft en eneste aften uden telt på denne tur. Så vi er blevet meget rutinerede i at få det op og ned. Lidt sjovt efter så mange år hvor end ikke sprayhooden var oppe – og i så fald mest for at give skygge.

Klokken 10 sagde vi farvel til Amtoft og sejlede ud på Løgstør Bredning i en let vestenvind. Egentlig havde vi tænkt os at nå til Nibe i dag, men omkring 30 sømil i så let vind gad vi ikke – ej heller for motor. Så hellere nøjes med at daske af sted for sejl til Løgstør, som sagtens kunne tåle et gensyn. Undervejs havde vi næsten hele bredningen for os selv, men da vi nærmede os Løgstør og Aggersundbroen, som slipper både igennem hver halve time, kom der gang i trafikken.

Snart lå vi atter i den hyggelige kanal, hvor der stadig var liv og mange gæstesejlere, og nu skulle der rådes bod  på vores kulinariske forsømmelighed, fra sidst vi var her. Der skulle spises muslinger i muslingebyen, koste hvad det ville… Så vi gik all in og ud til Kanalfogedens Køkken, hvor vi i solskin og med den fineste udsigt gennem den lægivende glasafskærmning til kanalfogedens hus fik nogle dejlige muslinger med 1/2 flaske Riesling til. Der var et helt kilo muslinger i hver portion, men vi fik spist op – hvilket sjældent skete iflg. den søde serveringspige… ( Men de var nu nogle ret små muslinger).

Efter en lille slå mavelur i solskin i cockpittet gik vi en runde gennem Løgstørs få stille og ikke voldsomt interessante gader. Det er i al fald ikke her, man skal slippe sit shopping-gen løs, der er ikke meget at komme efter, hvilket i og for sig er ret befriende.

Men Erik fandt en interessant cykel

Der var dog både en stor café/bagerbutik  og en god slagterforretning. Og det kommer man langt med, vi havde dog hverken brug for det ene eller det andet, og for øvrigt var alt lukket. Tilbage i Skærsilden sluttede vi dagen af med en bakke danske jordbær – fordi de smager godt og for at holde sommeren i hævd lidt endnu.

Efter vores byrundtur i Thisted fortsatte vi et lille nøk vestover mod Amtoft i moderat vestlig vind. Det var en behagelig sejlads tæt på Mors kringlede og  flotte kyst hen mod  Feggesund, hvor en lille færge forbandt Mors og Syd-Thy og videre forbi den smalle tange aller nordligst på Mors.

Efter 10 sømil var vi fremme i Amtoft, en fin havn i virkelig dejlige omgivelser.

Vi blev hjulpet på plads af Finn’s, (ham i vores nabobåd i Aalborg), ven og faste gast, som også lige var kommet hertil. Vi havde læst, at der var kommet en velomtalt restaurant med udsalg af især røget fisk og take-away med det lovende navn THY GOURMET. Der gik vi op og blev mødt af et lidt overraskende par, en venlig lille, trivelig udenlandsk kvinde og en ditto venlig mand, der mindede om den rare (desværre alligevel ikke så rare) Cosby fra familie TV-serien i hine tider. Det var et meget tiltalende sted, og vi bestilte en “stjernekaster” til senere afhentning.

Lidt efter gik vi en tur af en sti langs kysten.

Til den ene side havde vi en smuk strandeng,  der endte ud i den fineste sandstrand, og mod land hævede terrænet sig lidt og hist og her puttede nogle rigtig hyggelige sommerhuse sig. Her gad  man godt holde sommerferie. 

Et sommerhus med næsten fransk stemning. Et andet typisk dansk

Miljøet i havnen virkede godt, og der lod også til at være et aktivt sejlerliv. Et par H-både blev sat i vandet mhp en torsdags aftensejlads, bådene var generelt velholdte uden til salg/kan købes i hver anden båd (som i Doverodde) og også i klubhuset,  hvor gæstesejlere kunne bruge faciliteterne, var der folk. 

Vores enlige, men store stjernekaster var glimrende, så med en flutes, en lækker brie ost fra Ulvedal Mejeri (købt i Thyborøn, men fremstillet i Egtved, så ikke så lokal som den flinke dame i Min Købmand-butikken ellers påstod/troede) og et glas vin kunne vi atter en gang gå mætte og tilfredse til køjs.

ONSDAG 31/7

Vi forlod Doverodde ud på formiddagen for at sejle 12 sømil videre til den lille havn Sundby Mors lige før Vilsund broen, så vi ikke helt sprang Mors over. Det blæste pænt friskt,  (7-11 m/s) fra NV, næsten direkte i næsen.

Da vi kom ud i Visby Bredning (som et helt hav – elller Køge Bugt, og ikke at kimse af) forbarmede Erik sig over mig og tog storsejlet ned, så vi sejlede for fokken alene, og det gik fint, lidt langsommere, men mere behageligt. Jeg er lidt pjevset og ikke så vild med pludselige, uforudsigelige vindstød +11m/s.

Vi kom som altid forbi mange varierede og smukke landskaber.

Ca. tre timer senere sejlede vi ind i Sundby Mors havn, som så lidt trist ud. Bedre blev det ikke af, at gæstesejlere var henvist til at ligge langskibs ved den MEST mågeoverklattede bro, vi mindes at ha’ set. Og så var der tilmed MEGET langt over til det ellers pæne nybyggede klub/servicehus. Det endte med, at vi nøjedes med at holde frokostpause der, mens vi nød udsigten ud over Vilsund.

Der var også en anden havn på sundets modsatte side, men den så heller ikke så tillokkende ud. Da vi havde stærkt brug for at få fyldt diesel på, og køleskabet atter var tomt, hejste vi broflaget og sejlede gennem den hejste broklap ud af Vilsund og ind i Thisted Bredning mod Thisted blot 5 sømil væk. Vi havde nu vinden  endnu mere i mod os, så vi sejlede for motor og fok. Da vi var en halv sømil fra havneindsejlingen, begyndte motoren at hoste, så den blev hurtigt  slukket, og vores reservedunk fra Oddersund Tanken kom frem og blev fyldt på. Og så kom der heldigvis gang i motoren igen. Måleren på dieseltanken er vist ikke helt pålidelig, for vi burde ha’ kunnet komme helt i mål ifølge Erik… Men i Thisted havn blev tanken fyldt op og det har forhåbentlig fortyndet  nød-biodieselen, så den ikke forvolder skade. Og vi fik en god plads i den store havn, tilmed ved siden af en flink fyr der lige var vendt hjem fra en tur til Svendborg – og som havde købt sin båd i Vindeby havn for fem år siden – og af en vi kender. Verden er lille.

Vi var lige en tur oppe og gå lidt i vores del af havnen, hvor vi fik købt ind til aftensmad i en Netto. Vi kunne se over til det store Tican slagteri – hvor ca. 3,5 millioner svin bliver slagtet årligt og 95% går til eksport…

TORSDAG 1/8-24

Vi vågner op til 1. august – den første dag i årets sidste sommermåned, og en kølig en af slagsen selv om solen skinner. Vi syntes ikke, at vi kunne forlade Thisted, egnens hovedby med ca 13.000 indbyggere, helt ubeset så vi gik en tur rundt i byen, lidt på må og få. Først var vi nede ved den vestlige del af byen, hvor der var nogle nok ret eksklusive nye bebyggelser, med store altaner og en flot udsigt over mod Mors.

Nede ved fjorden var der anlagt en slags mindre betonpromenade, hvorfra man også kunne bade.

Vi gik videre langs den store havn med forskellige bassiner, nogle for lystbåde andre mere kommercielle og kom frem til en ældre pæn havnefront i nogenlunde ens huse fra samme periode.

Derefter kom vi op gennem en af de mindst pæne gågader,  jeg har set ( Erik ikke enig heri), Storegade var det vist. I det hele taget virker byen flere steder usammenhængende og planløs, og med høj prioritering af supermarkeder og store parkeringspladser.

Der er dog også gode takter. Byens store hvide kirke ligger på en bakketop omgivet af høje smukke træer og en anden meget hyggeligere gågade, Vestergade, ligger tæt op af kirken. Det gamle fredede rådhus fra 1853, tegnet af Gottlieb Bindesbøll fra 1853, og byens museum fra 1924 (ikke vist) er også bygninger, der er harmoniske, og hvor der er kælet for detaljerne.

Men mange af dehuse, der er bygget måske i halvfjerdserne er klodsede, grå og kantede og virker direkte menneskefjendske (på mig) – men forhåbentlig var de billige at opføre.

Næsten væltet af et af disse nyere byggerier ligger et lille ydmygt hus, hvor J.P. Jacobsen, en af byens mest kendte personer, havde sit barndomshjem. Han blev født i 1847 og døde ligeledes i Thisted i 1885 kun 38 år gammel af tuberkulose.

J.P. Jacobsen var uddannet biolog og havde (meget fremtidsorienteret) fået guldmedalje for en afhandling om ferskvandsalger. Han var ateist og naturalist og oversatte i 1876 Darwin. Dertil var han forfatter af bl.a. de to kendte værker Niels Lyhne og Fru Marie Grubbe. Især sidstnævnte om en stærk adelig kvinde, der på tværs af tidens normer, følger sine drifter og lyster og tager konsekvensen heraf (social deroute) med oprejst pande, er stadig et fyrtårn i dansk litteratur.

Uanset hvad lader Thisted i dag til at være en velfungerende by, hvor livet leves godt. (Der var et flot nyt “Behandlerhus” og en stor filial af Universitetshospitalet Aalborg – forhåbentligt bemandet med kvalificeret og tilstrækkeligt personale).

Efter at ha’ fyldt fem l diesel i tanken og fået fyldt reservedunken op i Oddesund, sejlede vi forbi Jegindø og op mod Doverodde, som skulle ligge i et meget naturskønt  område godt 14 sømil fra Oddesund. I dag var det pludselig blevet rigtig sommer med sol og næsten ingen vind, så det blev motorsejlads hele vejen.

For første gang på dette års sejlads kunne vi sejle i bar – eller næsten bar overkrop og uden at fryse, hvilket var rigtig dejligt. Ved totiden var vi fremme, og havnen ligger ganske rigtigt meget smukt, ja nærmest idyllisk.

Efter en sen frokost gik vi i land og kom forbi stejlepladsen, som nok ikke bruges så meget mere.

Vi gik over mod over mod stedets berømte gamle købmandsgård, med den ikoniske (men ikke særlig prydelige) kornsilo. Normalt kan man besøge den smukke gamle gård og tilmed få noget godt at spise. Men frem til sommeren 2025 er der helt lukket for besøg pga en større ombygning, hvor tilmed Statens Museum For Kunst vil åbne en afdeling – om hvad fandt vi ikke ud af…

Så vi gik lidt til den anden side af en sti langs kysten forbi nogle kønne huse med nogle enormt høje træer op af skrænterne og kom ud til stedets badestrand/bro, hvor der i dag i det gode vejr var fyldt med børn og deres forældre.

Vi prøvede at gå lidt videre langs stien, men også den var spærret pga byggeri, ret ærgerligt for der var så pænt at gå. Tilbage i havnen gik vi rundt og så på de fastliggende smukke, gamle mindre sejlbåde, hvoraf nogle er bygget over tegninger fra Roskilde træskibsmuseum.

Et fint vikingeskib var der også.

Havnen rådede over et vandshelter, som man kunne leje sig ind i for natten. Rent faktisk så vi, at et ungt par overnattede der. Det havde en fin badestige og det kunne lukkes delvist af med en tremmedør, så det ville også egne sig til vinterbadere – eller bare almindelige badeglade.

Om aftenen fik vi for første gang i mange dage KØD, nakkekoteletter fra Min Købmand i Thyborøn, de var OK, men smagte lovlig meget af gris, ØF- ØF.

A propos gris kan man som en lille krølle på ovenstående fortælle sagnet om, hvordan Limfjorden egentlig opstod, og hvorfor den hedder Limfjorden. Det siges, at der boede en troldkvinde, vist nok nær Skive. Hun ønskede sig en søn lige så almægtig som Jesus Kristus, i stedet fødte hun et underligt væsen, der lignede et vildsvin. Hun sagde: “Du er ikke særlig køn, så jeg vil kalde dig LIMGRIM!”

Limgrim voksede sig kæmpestor, så stor at børsterne på ryggen nåede op over trætoppene. Han elskede at rode i jorden efter rødder, så der blev skabt dybe huller og render. Til slut nåede han helt op til Hals ved Kattegat, hvor der gik hul ud til havet, og Kattegat strømmede ind i alle huller og render. Hermed opstod en fjord med små ø’er, vige og halvø’er. Folk vidste godt, at det var Limgrim der stod bag skaberværket, og de kaldte derfor fjorden for Limgrimsfjorden. Og stakkels Limgrim blev så ked af al den ravage, han havde skabt, at han stak af og gemte sig ude i skoven, hvor han siges at være endnu. Limgrimsfjorden er der stadig, men navnet var for langt, og derfor kaldes den nu bare for Limfjorden…

Og så er der selvfølgelig også den lidt kedeligere forklaring: