EBELTOFT 6-7/8-24

TIRSDAG 6/8

Klokken ni om morgenen stod vi parat foran fiskehandelen, da den åbnede. Vi fik købt mange gode sager, kulmulefileter, en hel røget makrel, krebsehalesalat – og lidt remoulade. Klokken 9.40 stod vi så ud fra Bønnerup Strand på turens hidtil længste etape på ca. 40 sømil. Vinden var stort set lige i mod, 4-7 m/s, men solen skinnede, og bølgerne var små.

Eneste ulempe var, at der var skygge i cockpittet det meste af tiden og derfor lidt koldt. Endelig i den sidste del hvor vi drejede ind under Jyllands næse og op i “ næseboret”, fik vi både sol og den sydlige vind med os – og kaffe med romkugle. Endelig klokken halv syv var vi efter næsten ni timer fremme, og det endte med, at vi lagde os i den nyeste del marinaen, også kaldet skudehavnen.

Der var ikke plads til os i de tre mere bynære bassiner, men marinaen viste sig at være et godt, ja bedre og hyggeligere alternativ. Og så var der tilmed et fint havnebad her, som jeg håbede at gøre brug af dagen efter. Nu havde vi sejlet langt i to dage, og der var lovet kraftig vind og risiko for både torden og skybrud dagen efter, så vi ville ikke sejle videre før torsdag. Vi var lidt kuldskære efter den lange sejltur, så vi satte teltet op og fik kogt kartofler og stegt vores kulmule, som bare smagte så godt.

Klokken ca. 21.15 var der atter en smuk solnedgang over vand, hvilket man er stolt af på en jysk østkyst… 

ONSDAG 7/8

Vi stod op til en lun, men skyet og blæsende formiddag. DMI havde lovet sol kl. 11, så det satte jeg min lid til, og sandelig om det ikke kom til at passe. Så frem med badetøjet og over til havnebadet.

Vejen der over går af marinaens ældste og lidt faldefærdige bro. Her ligger fiskejoller og på landsiden ligger små hytter til opbevaring af net og grej m.m. Helt ude for enden ligger yderligere tre små huse som primært bruges af vinterbaderne.

Badestedet viste sig at ligge i komplet læ, og med det klare vand med den fineste sandbund kunne  det ikke se mere indbydende ud. Og det var faktisk ikke koldt. Man må sige, at det er et sted, som folk har taget til sig, børn og voksne, gamle som yngre, med og uden badetøj kom i en lind strøm. Mange kendte hinanden, og vi kunne forstå,  at de fleste kom oppe fra de røde træferieboliger.

Desværre lurede slangen i paradis også her, jeg syntes ellers, at her så så tilforladeligt ud, men en af de lokale badende kunne fortælle om en stakkels lille pige, som havde trådt på en fjæsing. Siden da, havde denne kvinde konsekvent ikke rørt sandbunden, men kun svømmet.

Senere, inden dagens lovede skybrud/torden skulle passere, gik vi langs de andre tre havnebassiner. Især det for fiskebåde og gamle træskibe havde en god atmosfære med fiskebutik og flere små café’er.

Jyllandsfregatten i det mest bynære bassin er jo bare imponerende stor, vi nøjedes dog med at beundre den ude fra denne gang. Den fine travalje kunne besøgende til museet komme ud at sejle med.

Vi gik op gennem Ebeltoft’s utrolig puttenuttede gamle bydel, her kan man virkelig tale tale om en gammel købstad, som stadig falbyder alle sine varer, nu mest øl, is og skrammel til sommerens mange turister. Vi har jo begge besøgt Ebeltoft tidligere, men Den gamle Farvergård midt i byen, havde ingen af os tidligere været inde i.

Man kunne kvit og frit gå rundt, og se hvordan den nok ret velstillede farverfamilie havde boet, og ikke mindst hvordan behandlinge og farvningen af de forskellige stoffer foregik. Selv den vanskelige og eftertragtede farve indigoblå mestrede de. Det var et helt lille levende museum. Farveriet blev etableret i 1851, og var da meget moderne, men da det ophørte i 1925, var det for længst blevet overhalet af industrialiseringen. Heldigvis blev farveriet med inventar bevaret og med hjælp fra Nationalmuseet blev der i 1948 taget fotos samt optaget en film med Farvergårdens sidste farver Johan Pedersen, hvor man kan se hvorledes det gamle håndværk blev udøvet. 

Johan Petersen blev boende på den fædrene gård til sin død i 1958 som 81 årig, og viste ind til da gården frem for interesserede besøgende.

Vi sluttede turen af i Kvickly, inden vi af en anden rute gennem byen i lummervarmen traskede tilbage til Skærsilden, og fik en sen frokost.

Som sidste punkt på dagen gik vi bevæbnet med paraply tilbage til fiskerihavnen, hvor kaffebaren “Aoife (Irsk pigenavn) Coffee” lå og som vi havde hørt begejstret omtalt af “de lokale”. Og det var ikke uden grund, kaffen VAR virkelig god, ligeså kanelsnurren, der var søde serveringspiger, og hyggeligt såvel ude som inde OG tilmed var hunde velkomne. Vi nåede heldigvis at kunne nyde vores kaffe udenfor, men på hjemvejen startede regn og bulder. `