NIBE – ISENS BY 3/8-24

 Vi forlod Løgstør i endnu en solrig formiddag i svag vestlig vind. Vi vekslede mellem at sejle ret langsomt for storsejl og spilet fok, og når vinden døde helt, så startede vi motoren o.s.v. Det sidste stykke ind til Nibe er meget grundt, og kostene står tæt i den gravede rende.

Ved tretiden nåede vi efter godt 17 sømil og lidt skæren hjørner af frem til Nibes hyggelige havn. Hele havnefronten er bebygget med røde træhuse, som nok skal minde om gamle fiskerhuse, men som er feriehuse – tror vi.

Vi lagde os for en gangs skyld langskibs ved en gæstebro og efter at ha’ sprunget såvel morgenmad som frokost over gik vi op til “Guf og kugler”, i al fald for nogle, Nibe’s hovedattraktion. Dette sted har vi fra pålidelig kilde hørt har Danmarks bedste vafler og hjemmerørte is, så det måtte absolut afprøves – og med appetitten i behold. Selv om solen var forsvundet bag skyer, var vi  langt fra de eneste, der ville ha’ is denne dag. Det var den længste iskø, vi hidtil har været ude for, men også den med den kvikkeste betjening, syv rappe unge mennesker ekspederede med lynets hast, men alligevel venligt. Tre kugler til Erik, to til mig i deres berømte hjemmebagte vaffel og så rigeligt med ligeså hjemmelavet guf ovenpå.

Det var nogle supergode is og klogt, at vi kom med tomme maver. MEN, hvis vi skal være helt ærlige, så er der efter vores mening ikke noget, der slår de, også hjemmelavede vafler, med valnøddeis og ahornsirup og så ægte flødeskum på toppen, som man for snart mange år siden kunne købe i verdens mindste isbutik i Ærøskøbing på Ærø. Og Brostrædeis i Helsingør er altså også lækre – og fås stadig… Hermed nok om is! Jo, alligevel lidt mere – ud over selv at spise is var det ret underholdende, at se folk rende rundt med deres kæmpe isvafler, selv små børn fik is, de næsten ikke kunne bære og ikke havde en jordisk chance for bare at spise halvt op.

Ude for enden af havnen var der lavet en afskærmet form for badebassin, hvor man ikke kunne bunde, men børn sammen med voksne havde også glæde af det. Herefter var tiden inde til at gå på opdagelse i Nibe.

Man kunne dårligt se, at der var en by bag ved de røde træhuse nede ved havnen. Vi prøvede at tage bestik af et kirketårn, men det var så lavt,  at det ikke umiddelbart var at se.

Men den som søger finder, også den lille hvide kirke. Den havde nogle ret for nyligt afdækkede fine kalkmalerier af Sct. Jørgen og dragen og et lidt specielt kirkeskib, en såkaldt sildekåg, som symbol på at Nibe havde været en sildeby.

Nibe er en meget mindre by, end vi havde forestillet os, og klokken fem en lørdag eftermiddag, var der ikke mange af den gamle (tidligere) købstads 5.600 indbyggere at se.

Men et fint gammelt museum, det tidligere ting/rådhus/arresthus, med nogle lidt specielle sneglelignende fyre foran så vi. Sidstnævnte er lavet af en lokal nu afdød Nibekunstner Thorvald Oddgaard.

Og små hyggelige gader og stræder, nogle med brostensbelægning, var der. Mange havde sjove navne, f.eks. Værgeløsgade, Sydemestergade, Tyvedalsstien – og Naboløs.

Om aftenen tilbage i Skærsilden var der lige akkurat appetit til to små bøffer med salat til. Det var en stille meget lun aften, men der kom lidt regn i ny og næ, så vi satte alligevel teltet op. Faktisk har vi ikke haft en eneste aften uden telt på denne tur. Så vi er blevet meget rutinerede i at få det op og ned. Lidt sjovt efter så mange år hvor end ikke sprayhooden var oppe – og i så fald mest for at give skygge.