Efter morgenmad med friske rundstykker fra bageren forlod vi Haren og sejlede i dejlig medstrøm ned af Ems.

Det var rart atter at være på en flod, og vi nød de smukke omgivelser og måske især, at vejret i dag var totalt sommerligt med sol og varme.

I går var shorts’ene så småt blevet fundet frem. De havde ikke været på siden vi 20/7 var på cykeltur til Cochem på Mosel – så vi havde haft hele tre uger med regn, blæst og ret lave temperaturer.

Efter et pænt stykke sejlads måtte vi dog tage afsked med den smukke Ems og sejle ind på Küsten-Kanal. Efter at have været i gennem en sluse kom vi ind på en laang ret lige kanal med ensartet grøn bevoksning til begge sider, ikke grimt, men ret ensformigt. Og bag ved den grønne “hæk” til begge sider, kunne man høre tæt trafik. Hver gang nogen dyttede , eller en traktor kom buldrende, fik man et mindre chok og så sig undrende rundt. Så lige før en bro var der hul i hækken og vi drejede af til højre ind til den lille Surwold klubhavn. Endnu en af den slags med styr på tingene med mange aktive medlemmer – og hvor gæster også er velkomne. 

Selve Surwold lå et godt stykke væk, men der var indkøbsmuligheder i nærheden. Vi nød det varme vejr – i skyggen med kølige drikke, selv isterningemaskinen var fundet frem.

Senere gik vi en tur langs kanalen og som på vandet, var det en lang lige vej med grønt på begge sider. På et tidspunkt kunne man gå til venstre ned af en, måske privat vej, mod et stort gartneri. Det så dog ud, som om vejen havde et U-formet forløb tilbage mod havnen, så vi drejede til venstre og håbede det bedste.

Hele området viste sig at være en kæmpemæssig skole, Pater-Petto-Schule, for unge med særlige behov.

Her kan man opnå praktiske færdigheder inden for forskellige fag , dyrke sport samtidig med at den åndelige og emotionelle udvikling stimuleres (hvad det så end vil sig). Stedet har sågar sin egen kirke. Vi så ikke en levende sjæl, men der holdt en masse hvide transportere, små skolebusser. Der var antageligt sommerferielukket, men det hele virkede noget gammeldags og næsten lidt uhyggeligt. Jeg fandt nogle anmeldelser på Google, som ikke så alt for gode ud, måske skrevet af utilfredse elever. Kun en stjerne ud af fem fik skolen – med rette eller urette.

Den seneste tid har vi set flere rønnebærtræer med flotte orangerøde bær, desværre også en påmindelse om at sommeren er ved at gå på hæld. Det vækker altid et vist vemod især hos mig.

Det var lidt svært at forlade den skønne plet ved Barger-Compascuum, men videre skulle vi jo – nu med næste stop i Tyskland. Vejret synes at ha’ stabiliseret sig, ingen regn, spredte skyer og let vind, så dejligt. Vi kom ind på Haren-Rütenbrock-kanalen hvor der også var lidt af hvert at se på – samt tæt trafik sine steder.

Snart passerede vi Grænsesluse 1 og var kort efter i Tyskland.

Vi sejlede langs Haren by’s havnefront, hvor der lå mange gamle skibe, det ene flottere end det andet.

Efter at have passeret Grænsesluse 2 kom vi ud på floden Ems. Herfra var der kun ganske kort ind til havnen i i Haren.

Det var en pænt stor havn med to bassiner og et fint klubhus med orden i sagerne, blankpolerede fliser og en duft af rengøringsmidler.

Vi gik en tur op i byen, for at se hvad den havde at byde på. Selve bybebyggelsen var jævnt kedelig, men området ned til kanalen viste tydeligt, at det var en søfartsbymed en rig historie, hvilket vi jo også havde bemærket, da vi sejlede forbi. Rundt omkring i byen var der nedlagt 278 små metalskilte med et skibsnavn eller rederi, og på en app. kunne man på en rundtur få meget at vide om disse skibe og rederier. Og der var tillige et fint søfartsmuseum.

Byen havde naturligvis også en kirke, en stor gråhvid kolos af slagsen.

Udenfor var der et foto af en yngre nonne, søster Kunigunde. Hun var en brav kvinde som 8/4 1945 havde hængt ud af kirkens klokketårn med et hvidt flag for at signalere, at byen overgav sig til de allierede, her canadiske, tropper.

Såvel kirken som byens befolkning blev skånet. At mange af byens jøder der i mod ikke var blevet skånet, viste et mindesmærke med navne på alle de, der på den ene eller anden måde under Hitlers regime var forsvundet eller blevet ombragt i forskellige koncentrationslejre. I andre byer har vi set små mindesplader med navn på jødiske beboere nedfældet i fortovet ud for deres tidligere hjem. Der er en stor fælles skam og skyld, der har skullet og stadig skal bearbejdes af den tyske befolkning.

Efter at ha’ benyttet os af havnens blankpolerede faciliteter og sat en 2 1/2 times vask over, var vi oppe og spise på en byens ret få restauranter sammen med Bodil og Steen, som vi siden Zwolle har sejlet i “flotille” med. Kokken var fra Kroatien og serveringsdamen af asiatisk oprindelse og talte med en meget speciel tysk accent. Så ikke et typisk bedsteborgerligt sted omend der også var schnitzler på det meget kødrige spisekort. Erik og jeg fik nogle udmærkede Zagrebgrillspyd – men det allerbedste var næsten, at de to krøllede hunde også måtte komme med ind.

Uden det store vemod forlod vi Nieuw-Amsterdam for at sejle så langt, vi nu kunne nå, inden broer og sluser lukkede kl. 17.

Inden vi tog af sted, blev der lige taget et par billeder i solskin, hvor alt tager sig bedre ud – også Nieuw- Amsterdam. Nu hed kanalen, i al fald for et stykke, Van Echtens Kanal, og vi sejlede gennem flere sluser og lave broer med gemytlige slusemestre, som fulgte os fra sted til sted på cykel eller i bil.

Senere snørklede vi os i gennem Koning Willem-Alexanderkanaal og den endnu mere snoede Veenparkkanaal.

Ud på eftermiddagen nåede vi efter at ha’ sejlet gennem et særlig smukt naturområde frem til en slags frilandsmuseum.

Det var Veen Park, Hollands største museum, som lod til at være godt besøgt.

På den modsatte bred var der mulighed for at lægge til midt i alle herlighederne, dog uden el, vand m.m. Det var Nieuw-Amsterdams diamentrale modsætning og meget befriende.

Der var frodigt grønt græs og gule blomster, gyldenris, kællingetand og desværre også en art engbrandbæger. (Dødelig for heste og kvæg…) På marken bagved hoppede harer rundt og ikke mindst –  solen kastede sine varmende stråler over det hele. 

Om aftenen fik vi for første gang på turen sild. Ikke de berømte nye hollandske haring/sild, som fanges og spises i lange baner i maj/juni, men Koningen Haring, kongelige sild, som er fanget lidt senere og har en lidt lavere fedtprocent. De lægges som danske sild i en form for saltlage, men smager dog anderledes, mindre sursødt og kun lidt salt, men godt synes vi. Og så spiser selv de kongelige dem jo også… Det skal understreges, at snapseflasken har været med ombord fra vores tur blev påbegyndt i sommeren 2016 uden at være blevet fyldt op undervejs, og den er stadig næsten halvfuld.

Efter årets sidste lyse nat sejlede vi ved titiden fra Hoogeveen videre mod Nieuw-Amsterdam. Denne gang var vi lidt mere realistiske med hensyn til,  hvor langt vi kunne nå, 30 km tror jeg det var. Ikke længe efter kom vi ud på Verlengde Hoogeveensche Vaart, som var både smallere og mere snoet, men hyggelig og med masser at se på undervejs.

Heldigvis havde blæsten lagt sig meget,  og der var længere mellem bygerne. Efter at ha’ holdt godt en times frokostpause før en sluse kom vi endelig næsten frem til N. A., men her kom vi til at vente ret så længe ved en jernbanebro, hvor der dog var en flot mølle at betragte…

Langt om længe kunne vi dog, atter i regnvejr, lægge til ved en meget lang tillægsbro mellem to lave broer. Her var el og vand, mod betaling, men ellers ingen havnepenge. En kode til toilet/brus fik man hos et  supermarked lige over for. Så alt var fint bortset fra, at her var Gudsjammerligt trist, næsten værre end jeg mindes hovedgaden i Skjern, (undskyld Skjern). Byen bærer med rette sit navn hvad det nye, eller nyere angår, men ellers var der ikke meget lighed med Amsterdam.

Det var et stort rækkehus/villakvarter fordelt mellem snorlige allé’er bag en sammenhængende lang række af butikker hvoraf en del triste eller lukkede. En enkelt bæverding, et pizzeria og en lukket restaurant langs kanalen var der også Som prikken over i’et var der ret tæt trafik af biler m.m. på begge sider af kanalen, så man skulle se sig godt for.

Det kulturelle højdepunkt var et hus, hvor Van Gogh, lidt ved et tilfælde, havde boet og malet i en periode af sit liv, nærmere bestemt to måneder i efteråret 1883. Der var nu et lille museum, men der var kun åbent lørdag/søndage. 

Så vidt vides flyttede han fra stedet, fordi vejret var for gråt og trist, og han følte sig ensom.

Da begge de danske både syntes, at de havde set nok af Zwolle og ikke mindst gerne ville et godt stykke videre, satte vi kurs mod Hooveen, en mindre nyere by hvor der skulle være en lang bro med diverse faciliteter – og tilmed gratis bortset fra strøm og 50 cents for et evt. brusebad. Der var 50 km dertil. Da vi ikke længere havde medstrøm, men kraftig modvind og vi skulle tage højde for et betydeligt antal lave broer og et par sluser,  var det måske et lidt optimistisk dagsmål. Vi lagde ud med blå himmel og moderat vind, dejligt at sige farvel til Zwolle i solskin.

Ude på formiddagen skyede det til og ude på et langt bredt stykke af kanalen op til nogle søer kom der regn og nogle ekstra kraftige vindstød op til 12 m/s og små krappe søer.

Dog ikke noget der var voldsomt generende, men lidt surt at sidde bag “lukkede gardiner” og bare stikke næsen ud for at se, om der skulle komme mod- eller tværgående trafik.

Efter syv timers sejlads, lidt før klokken fem kom vi endelig frem, og så at den udmærkede, men ikke særlig lange tillægsbro allerede var fuldt besat. 12 km længere fremme var der en anden tillægsmulighed, men de lave broer lukker klokken 17 sharp, og dem var der flere af, så det var ikke en mulighed. Enden blev at Bodil og Steen måtte lægge midlertidigt til under en høj jernbanebro for at lufte de yderst tissetrængende to hunde.

I mens sejlede vi tilbage til den “besatte” bro for at be’ om lov til at lægge os uden på en af bådene. Det viste sig lettere tænkt end gjort. De gode hollændere skyndte sig at vende ryggen til, eller vifte afværgende med armene. En kom op og sagde, at deres hund gøede, en anden mente at båden foran ville egne sig bedre. Til slut var der dog et par i en gammel flodpram, Old Chap, der forbarmede sig over os og lod os lægge til. Planen var herefter at hjælpe Bodil og Steen med at lægge til inde ved bredden ved hjælp af et par, til samme formål, medbragte metalstænger og en stor hammer.

Det gik fint og hundenes landgangsbro passede fint til bredden. Så alt endte godt. Vi var oppe i baglandet for at se, om der skulle være et sted, hvor kanalens folk kunne få en fadøl. Det viste sig dog, i al fald på denne mandag, at være en tørlagt by, men hundene blev luftet, og vi fik tiltrængt strukket benene.

Efter nattens heftige regnvejr sejlede vi i tørvejr klokken 10 fra Deventer og ud på den for os sidste del af IJessel. Noget der havde ændret sig i løbet af den snart lange regnvejrsperiode, var vandstanden. Vi kunne snart ikke se stenhøfderne langs bredden, og sommerblomster og siv blev mere og mere dækkede af vand. Så ingen umiddelbar fare for at gå på grund længere. Vi drejede af mod Zwolle ved Zwolle-IJesselkanalen. Her ville vi komme til at møde Bodil og Steen fra Rudkøbing, som også var på vej hjemad. De kom fra Amsterdam og havde senest ligget i Elburg. Vi skulle i gennem en sluse og ha’ et par lave broer åbnet for os, og kom så til slut ind i havnen beliggende helt inde i byens kerne, som hele vejen rundt er omgivet af en nærmest 12-takket kanal. Også denne by er en gammel Hansestad, nu med omkring 130.000 indbyggere. Beliggende mellem fire floder, IJessel, Aa, Vecht og Zwarte Meer, er den klogeligt anlagt på et højt beliggende område, hvilket ligger i navnet Zwolle, der betyder hævet eller bakke.

Langs den indre bymidte er der en lang bro med strøm, men kun vandudttag enkelte steder. Det er en moderne havn, hvor man via en app betaler for havnepenge, forbrug af vand og strøm samt får en kode til bad og toiletter. Regningen kommer først måneden efter på mail.

Vi fik en plads ved den sidste ledige finger, mens  Bodil og Steen lagde langskibs til ved nogle pæle på modsatte bred. Det passede dem og ikke mindst deres to kongepudler fint.

Vi fejrede gensynet med at gå op i byen for at få en øl, men der gik ikke to minutter, før det øsede ned, så det blev atter det første, og end en gang måske også det bedste sted, vi søgte ind. Til en start under en stor parasol, men da vindpustene blev ret så kraftige, fik vi lov til at komme indendørs – også med de to krøllede, som opførte sig eksemplarisk. Så her, på Mama Rosa, hyggede vi os med øl og lidt bitterballen. Desværre måtte vi forlade vores kryb i ly sted, da “vores” bord var reserveret fra klokken fem. Så vi skyndte os tilbage til hver vores både og ventede på at skulle blive tørvejr igen.  Vi nåede heldigvis at gå en pæn runde i Zwolle. Her var i højere grad, og ikke altid lige heldigt, en blanding af gamle huse og nybyggeri.

De var glade for mørkebrune mursten, som gav byen et dystert udtryk. Visse steder var der muret på ret fantasifuld vis.

Nogle steder var der tilmed ret afrakket. Næsten forfriskende midt i det ellers lidt puttenuttede Holland. Men så viser en våd by, sidst på en gråvejrsdag sig jo heller ikke fra sin bedste side.

Den smukkeste bygning var nok den protestantiske Broerenkerk eller bare Grote Kerk fra 1300-1400 tallet, eller Akademiehuset, som den hedder nu.

Som flere andre kirker, vi har set  i Holland, er den fulgt med tiden og har flere tilbud og funktioner end de rent kirkelige. Der var bl.a. en bogcafé for brugte bøger og en café med frisk kaffe. Og der blev afholdt udstillinger og koncerter.

Denne aften startede der netop en koncert med deres smukke gamle orgel. Det var to rare mennesker, der fortalte os lidt om kirken og alle funktionerne. Den ene, en kvinde, sagde,at vi lignede danskere, for hendes farfar havde i sine tider købt en hund af en vis hundeavler Erik Danielsen på netop Fyn – og Erik L. lignede ham på en prik… På en stor træbevokset plads, Melk Markt/ Mælkepladsen så vi ud over utallige barer, cafeer og restauranter til glæde for bl.a. byens mange universitetsstuderende også flere smukke gamle huse.

Ovenstående hus, Vrouwenhuis fra 1600 tallet har vist nok været bl.a. været prinsebolig for en Willem Van Oranje, sygehus og er nu museum. I baggrunden ses “ peberkværnskirketårnet”

Og i denne smukke bygning var der nu en restaurant med røde rokokolignende møbler og krystallysekroner

Tilbage i båden stod den orientalsk kylling med fladbrød fra vores orientalske slagter i Zutphen – og mere regnvejr.

Vi var ude af havnen i Zutphen ved middagstid og havde en fin tur, selv om vi på skyerne godt kunne se, hvad der var i vente. Vi sejlede gennem smukke grønne områder hvor velhavervillaer, nye som ældre lå spredt ud med løs hånd.

Det er sjovt at se de små færger, nogle tager kun gående og cykler med, andre også en eller et par biler.

Havnen var stor og fin – dog lidt dyr. Men mest fordi den ellers flinke havenmesterinde p.g.a. masten opgraderede vores båd til 12 m. Det var heldigvis kun anden gang på turen, vi har været ude for det.

Vi nåede at fortøje inden regnen +⚡️⚡️⚡️kom, men nåede ikke tørre tilbage fra havnekontoret. Og så plaskede det atter ned de næste timer. Til slut, da det kun støvregnede, gik vi en tur langs en indsø langs floden. Et glimrende sted at lufte hund – hvis man havde en… På tilbagevejen var vi inde og få en kop kaffe i havnens meget hyggelige restaurant. Der sad et selskab med fem kvinder og to mænd i deres bedste alder, der allerede havde fået fyldt op i glassene et par gange – og endnu ikke for sidste gang. De var glade og ikke dumme at høre på, men alligevel noget anderledes end de nok normalt ville være. Sjovt at se og høre på, men også lidt  tankevækkende… Man kunne få take-away, så vi bestilte en carpaccioforret samt en gang fish and chips til deling lidt senere.

De unge mennesker i de små både og flere til var lige blevet slæbt i havn af den større båd efter at ha’ været ude og sejle, antageligt for sejl. Det har været en våd fornøjelse. Nede i båden gennemgik vi den rute af mindre kanaler, vi havde planlagt for de kommende dage – og så var det pludselig blevet spisetid. Det var dejligt at kunne hente lidt veltilberedt, god mad – og ikke udleveret i papæsker, men anrettet på kønne lerfade. 

FREDAG 4/8

Vi startede dagen med at se hvordan vi bedst planlagde dagens sejlads, så vi undgik de værste byger.

Og så forlod vi, efter bygen, Doesburg for at sejle til Zutphen, endnu en gammel hansestad, kun 20 km væk.

I villaerne i udkanten af byen var der en glidende overgang mellem forhaverne  og digearealerne, hvor køerne græssede.

I dag var det åbenbart i særlig grad en  fugledag. Først hørte og så vi en kæmpeflok viber hvirvle rundt i luften, men væk var de, før mobilen var fundet frem. Siden så vi først én stork, derefter mange flere.

De var ikke nemme at fange i flugten, men sjovt at forsøge.

Heller ikke i dag slap vi for en enkelt byge, men den drev hurtigt over.

Vi havde ringet i forvejen til den ret søgte havn i Zutphen, og de havde lovet os en plads. Der var ret stoppet, da vi kom ind, men en stedfortrædende havnemester viste os ind til en plads inderst inde, som vi lige præcis fik sneget os ind på uden at støde ind i andre både med vores mast, der stikker pænt ud for og bag.

Havnen ligger midt i byen med udsigt til bl.a. en stor, flot kirke. Vi gik straks op i byen, endnu en Hansested og en af Hollands ældste byer nu med små 50.000 indbyggere. Vi kunne ikke undgå at komme forbi den store kirke, byens ældste, St.Walburgis fra 11 hundredetallet. Meget flot, men vi var IKKE inde i den. Der var entré på 6 €/person, og dels har vi næsten det princip ikke at betale for at komme ind i kirker, dels kunne vi måske hoppe kirkegangen over for en gangs skyld.

Vi kom igennem et bilfrit område med gader på kryds og tværs med mange fine huse, specielle butikker og ikke mindst steder, hvor man kunne drikke kaffe. Der duftede simpelthen af kaffe nærmest overalt.

Senere kom vi lidt ud af centrum og endte ved Bergels Poort, resterne af en gammel bymur fra fra 13 hundredetallet.

Meget dekorativ, men den mindede, som den stod nu, mest om en teaterkulisse. Den har måske også ønsket at se mere afskrækkende ud, end den egentlig ville kunne leve op til. Der lå nogle lejligheder tæt på muren og kanalen i området – ikke et dårligt sted at ha’ en lejlighed.

Vi fik alligevel også en slags kirkebesøg denne dag, idet vi var inde i en stor kirke, der var totalt omdannet til bibliotek, men på en sådan måde, at selve kirkerummet alligevel for en stor del var intakt.

På tilbagevejen satte vi os i næsten tørvejr og fik kaffe og to små kager på en af de mange små steder vi tidligere var gået forbi. 

LØRDAG 5/8

Inden vi forlod Zutphen var vi lige en tur rundt i byen igen, bl.a. for at købe ind.

Vi havnede i et orientalsk præget lille supermarked, der dog havde det meste. Især slagterafdelingen med en kæk fyr med tatoveringer i sin delvist hårløse hovedbund, spillevende egernøjne samt superkundeservice bag disken imponerede os. På vejen tilbage kom vi forbi et lørdagsmarkedmarked, hvor de også solgte blomster. Her havde de lige præcis en blomst, jeg længe har været på udkig efter, en blå Platycodon, eller ballonklokke på dansk. En sådan købte jeg for ca. ti år siden i Italien, og den overlevede siden mange vintre i en krukke på terassen.

Det var rart at have købt ind til weekenden inden vi kom til vores næste havn Deventer, som lå 3 km fra centrum.

 Denne nat havde skilt sig ud fra mere end 95% af årets kanal/flod nætter, ved at man både kunne  høre og mærke at være ombord på en båd. Vandet klukkede omkring skroget, det knirkede hyggeligt i fortøjningerne OG båden gyngede tilmed en smule. Det skyldtes dels, at de store både, som sejler døgnet rundt, kom tæt forbi os, dels en kraftig vind. Men morgenen var alt for genkendelig med støvregn og blæst, og en overligning var atter under overvejelse. Vi var dog lidt spændte på at komme ind på IJessel , og tænkte at værre var det vel ikke. Vi har jo regntøj – og cockpitteltet har med skam at melde også været mere eller mindre oppe de seneste dage. Der havde næsten ikke været nogen strøm i Niederrinj, men i Ijjessel fik vi atter dejlige 2-3 knobs medstrøm. Vi ser ofte små færger, der sejler tværs over floden, og her lå også en og ventede. Mellem os og færgen lå også tre småbåde på rad og række, tilsyneladende for anker næsten ude i sejlrenden, lidt mystisk syntes vi. Pludselig begyndte færgen at sejle, så vi var ved at vende for at lade den komme forbi. Men så begyndte den at tude ganske så højt og signalerede, at vi skulle sejle forbi – og gerne i en vis fart. De tre små “Ghost-både” var samtidig begyndt at bevæge sig, og vi kunne nu se, at der gik en wire fra dem op til færgen. Så det var en trækfærge, som udnyttede strømmen i floden, vi havde foran os. Vi skyndte os, lidt klogere, videre, og alt gik godt. Selv vejret var fint det meste af vejen, vi fik kun en kraftig tordenbyge undervejs.

Og det var fint at sejle på IJessel som var grønnere, kønnere og med mindre tung trafik, men til gengæld mere snoet og med flere små motorbåde. Så ingen selvstyrer, men rorpind.

Havnen i Doesburg havde fået en lidt blandet omtale, men den var nu helt OK og lå centralt. Da vi gik op i byen, en gammel Hansestad, men med blot 12.000 indbyggere, var det smuskregn sådan lidt on/off, så vi medbragte paraplyer. Vi sigtede efter den store kirke Saint Martin.

Kirken var stor, hovedsageligt hvidmalet og meget lys og luftig. Også denne kirke var gennem et årtusind blevet udsat for alverdens ulykker, lynnedslag, brand og diverse krige. Værst gik det under 2. Verdenskrig, hvor kirken efter en tysk fuldtræffer, hvordan man end greb det an, blev næsten totalt genopført.

Den daværende dronning Juliane erklærede dengang, at den skulle genopstå i al sin glans, og i 1972 kunne barnebarnet Beatrix, den daværende dronning Beatrix endelig indvie den genopbyggede kirke, som i dag også lægger rum til udstillinger, koncerter og sågar har en lille café. Og så var det høje frokosttid, hvad skulle vi vælge?

En kraftig byge traf valget for os, det blev den første og måske også bedste, “De Waag”. At det var byens, ja Hollands ældste ølstue og fra 1947 også restaurant, fandt vi ud af lidt senere.

Huset og stedet er fra 1478 og bærer sit navn, vægten, med rette, da flere af de oprindelige gamle vægte endnu hang eller stod i det meget hyggelige lokale, hvor gods, nok mest korn, der kom til byen blev vejet. Vi var i suppehumør, og valgte to slags mosterd soep, sennepssuppe, hvilket viste sig at være byens “nationalret”, nok fordi byen også råder over en senneps fabrik/museum. Så vi var havnet det helt rette sted.

Bagefter gik vi rundt, nu i tørvejr, i den ret lille, men hyggelige by med mange  gamle velbevarede huse i de oprindelige brostensklædte gader.

En kop kaffe udenfor en café + nogle meget lækre kager fra den lille biks blev det også til, inden vi vendte hjem til Skærsilden. 

Det blev en mørk og dyster morgen i Wageningen med både blæst og regn. Vi var tæt på at sige, at det var for surt, men så var det alligevel, som om det lysnede lidt, og vi skyndte os at sejle ud og tilbage mod Arnhem, inden vi fortrød. Og så endte det med at blive den mildeste og mest stille sejldag længe. Vi kom glat i gennem slusen, og vi kom næsten i havn i tørvejr.

Det plejer at begynde at regne ved den sidste fortøjning, men i dag silede regnen ned fem minutter før. Der var dog en flink havnefoged til at tage i mod os i ro- og sejlklubben Jason. Han havde sit kontor højt oppe i forbindelse med klubbens møderum  og delvise bar. Et meget hyggeligt sted, fra de gode gamle dage, den gang der var rigtige sejlere til. Mørkt træ og flag der hang i guirlander, store fælles baderum, et til mænd og et til damer, til når alle roerne m/k skulle i bad efter træningen, som havnefogeden i øvrigt også stod for. Og et stort hundebur var der også, så en blind roer kunne ha’ sin førerhund der, når hun var ude at ro. Klubben lå i udkanten af byen lige før industrihavnen, så der sejlede jævnligt store skibe tæt forbi vores agterstavn. Lidt længere inde lå endnu en lille havn, der havde en form for restaurant, den eneste indenfor 1 km. Vi havde ikke rigtig noget til frokosten, så vi gik lige over for at se, om der var åbent. Det var der, men vi var de eneste gæster. Et meget pudsigt sted, med havn og restaurant drevet af et ægtepar. Han, en rødmosset Otto Brandenburg i halv højde og dobbelt drøjde, tog i mod og slængede et par hynder ud på et par våde stole. Hun havde travlt med at give en lappedykkerunge i en papkasse fisk – hun svømmetrænede den tilmed… Den var som 4. ælling blevet smidt ud af reden af sin mor, fortalte hun.

Endelig var der en opløben, lidt genert men venlig søn. Da solen brød frem, så det hele pludseligt ret hyggeligt ud, så vi satte os spændte på, hvad de havde at byde på ud over de våde varer. Mor Marina stod for maden,  og sønneke serverede.

Vi fik hver en grovbagel med krydderost og røget laks samt lidt salat. Det + især solen var lige, hvad vi trængte til efter regn og blæst meget af tiden. Bagefter købte vi lidt ind i et nærliggende bycenter, og derefter var vi i båden, hvor vi lavede mad om aftenen, atter i regnvejr, og ellers bad guderne om godt vejr den følgende dag. Min ellers så flotte hængepetunia har haft et hårdt liv, den seneste tid, men så fik Erik den geniale ide, at den kunne komme ned i ankerbrønden, når det regnede eller blæste for vildt. Der er jo plads nu, hvor fenderne hænger og dasker på søgelænderet hele tiden. Så nu sover jeg lidt bedre om natten, når regnen pisker ned. Den, petuniaen, var begyndt at ligne en pige, hvis før så smukke balkjole var blevet dyngvåd og flænset til laser og pjalter af regn og rusk.