Doesburg 3/8 2023

 Denne nat havde skilt sig ud fra mere end 95% af årets kanal/flod nætter, ved at man både kunne  høre og mærke at være ombord på en båd. Vandet klukkede omkring skroget, det knirkede hyggeligt i fortøjningerne OG båden gyngede tilmed en smule. Det skyldtes dels, at de store både, som sejler døgnet rundt, kom tæt forbi os, dels en kraftig vind. Men morgenen var alt for genkendelig med støvregn og blæst, og en overligning var atter under overvejelse. Vi var dog lidt spændte på at komme ind på IJessel , og tænkte at værre var det vel ikke. Vi har jo regntøj – og cockpitteltet har med skam at melde også været mere eller mindre oppe de seneste dage. Der havde næsten ikke været nogen strøm i Niederrinj, men i Ijjessel fik vi atter dejlige 2-3 knobs medstrøm. Vi ser ofte små færger, der sejler tværs over floden, og her lå også en og ventede. Mellem os og færgen lå også tre småbåde på rad og række, tilsyneladende for anker næsten ude i sejlrenden, lidt mystisk syntes vi. Pludselig begyndte færgen at sejle, så vi var ved at vende for at lade den komme forbi. Men så begyndte den at tude ganske så højt og signalerede, at vi skulle sejle forbi – og gerne i en vis fart. De tre små “Ghost-både” var samtidig begyndt at bevæge sig, og vi kunne nu se, at der gik en wire fra dem op til færgen. Så det var en trækfærge, som udnyttede strømmen i floden, vi havde foran os. Vi skyndte os, lidt klogere, videre, og alt gik godt. Selv vejret var fint det meste af vejen, vi fik kun en kraftig tordenbyge undervejs.

Og det var fint at sejle på IJessel som var grønnere, kønnere og med mindre tung trafik, men til gengæld mere snoet og med flere små motorbåde. Så ingen selvstyrer, men rorpind.

Havnen i Doesburg havde fået en lidt blandet omtale, men den var nu helt OK og lå centralt. Da vi gik op i byen, en gammel Hansestad, men med blot 12.000 indbyggere, var det smuskregn sådan lidt on/off, så vi medbragte paraplyer. Vi sigtede efter den store kirke Saint Martin.

Kirken var stor, hovedsageligt hvidmalet og meget lys og luftig. Også denne kirke var gennem et årtusind blevet udsat for alverdens ulykker, lynnedslag, brand og diverse krige. Værst gik det under 2. Verdenskrig, hvor kirken efter en tysk fuldtræffer, hvordan man end greb det an, blev næsten totalt genopført.

Den daværende dronning Juliane erklærede dengang, at den skulle genopstå i al sin glans, og i 1972 kunne barnebarnet Beatrix, den daværende dronning Beatrix endelig indvie den genopbyggede kirke, som i dag også lægger rum til udstillinger, koncerter og sågar har en lille café. Og så var det høje frokosttid, hvad skulle vi vælge?

En kraftig byge traf valget for os, det blev den første og måske også bedste, “De Waag”. At det var byens, ja Hollands ældste ølstue og fra 1947 også restaurant, fandt vi ud af lidt senere.

Huset og stedet er fra 1478 og bærer sit navn, vægten, med rette, da flere af de oprindelige gamle vægte endnu hang eller stod i det meget hyggelige lokale, hvor gods, nok mest korn, der kom til byen blev vejet. Vi var i suppehumør, og valgte to slags mosterd soep, sennepssuppe, hvilket viste sig at være byens “nationalret”, nok fordi byen også råder over en senneps fabrik/museum. Så vi var havnet det helt rette sted.

Bagefter gik vi rundt, nu i tørvejr, i den ret lille, men hyggelige by med mange  gamle velbevarede huse i de oprindelige brostensklædte gader.

En kop kaffe udenfor en café + nogle meget lækre kager fra den lille biks blev det også til, inden vi vendte hjem til Skærsilden.