
Zutphen 4-5/8 2023
FREDAG 4/8
Vi startede dagen med at se hvordan vi bedst planlagde dagens sejlads, så vi undgik de værste byger.


Og så forlod vi, efter bygen, Doesburg for at sejle til Zutphen, endnu en gammel hansestad, kun 20 km væk.

I villaerne i udkanten af byen var der en glidende overgang mellem forhaverne og digearealerne, hvor køerne græssede.

I dag var det åbenbart i særlig grad en fugledag. Først hørte og så vi en kæmpeflok viber hvirvle rundt i luften, men væk var de, før mobilen var fundet frem. Siden så vi først én stork, derefter mange flere.

De var ikke nemme at fange i flugten, men sjovt at forsøge.

Heller ikke i dag slap vi for en enkelt byge, men den drev hurtigt over.



Vi havde ringet i forvejen til den ret søgte havn i Zutphen, og de havde lovet os en plads. Der var ret stoppet, da vi kom ind, men en stedfortrædende havnemester viste os ind til en plads inderst inde, som vi lige præcis fik sneget os ind på uden at støde ind i andre både med vores mast, der stikker pænt ud for og bag.

Havnen ligger midt i byen med udsigt til bl.a. en stor, flot kirke. Vi gik straks op i byen, endnu en Hansested og en af Hollands ældste byer nu med små 50.000 indbyggere. Vi kunne ikke undgå at komme forbi den store kirke, byens ældste, St.Walburgis fra 11 hundredetallet. Meget flot, men vi var IKKE inde i den. Der var entré på 6 €/person, og dels har vi næsten det princip ikke at betale for at komme ind i kirker, dels kunne vi måske hoppe kirkegangen over for en gangs skyld.


Vi kom igennem et bilfrit område med gader på kryds og tværs med mange fine huse, specielle butikker og ikke mindst steder, hvor man kunne drikke kaffe. Der duftede simpelthen af kaffe nærmest overalt.



Senere kom vi lidt ud af centrum og endte ved Bergels Poort, resterne af en gammel bymur fra fra 13 hundredetallet.

Meget dekorativ, men den mindede, som den stod nu, mest om en teaterkulisse. Den har måske også ønsket at se mere afskrækkende ud, end den egentlig ville kunne leve op til. Der lå nogle lejligheder tæt på muren og kanalen i området – ikke et dårligt sted at ha’ en lejlighed.


Vi fik alligevel også en slags kirkebesøg denne dag, idet vi var inde i en stor kirke, der var totalt omdannet til bibliotek, men på en sådan måde, at selve kirkerummet alligevel for en stor del var intakt.




På tilbagevejen satte vi os i næsten tørvejr og fik kaffe og to små kager på en af de mange små steder vi tidligere var gået forbi.
LØRDAG 5/8
Inden vi forlod Zutphen var vi lige en tur rundt i byen igen, bl.a. for at købe ind.






Vi havnede i et orientalsk præget lille supermarked, der dog havde det meste. Især slagterafdelingen med en kæk fyr med tatoveringer i sin delvist hårløse hovedbund, spillevende egernøjne samt superkundeservice bag disken imponerede os. På vejen tilbage kom vi forbi et lørdagsmarkedmarked, hvor de også solgte blomster. Her havde de lige præcis en blomst, jeg længe har været på udkig efter, en blå Platycodon, eller ballonklokke på dansk. En sådan købte jeg for ca. ti år siden i Italien, og den overlevede siden mange vintre i en krukke på terassen.

Det var rart at have købt ind til weekenden inden vi kom til vores næste havn Deventer, som lå 3 km fra centrum.
