
Deventer 5/8 2023
Vi var ude af havnen i Zutphen ved middagstid og havde en fin tur, selv om vi på skyerne godt kunne se, hvad der var i vente. Vi sejlede gennem smukke grønne områder hvor velhavervillaer, nye som ældre lå spredt ud med løs hånd.



Det er sjovt at se de små færger, nogle tager kun gående og cykler med, andre også en eller et par biler.

Havnen var stor og fin – dog lidt dyr. Men mest fordi den ellers flinke havenmesterinde p.g.a. masten opgraderede vores båd til 12 m. Det var heldigvis kun anden gang på turen, vi har været ude for det.



Vi nåede at fortøje inden regnen +⚡️⚡️⚡️kom, men nåede ikke tørre tilbage fra havnekontoret. Og så plaskede det atter ned de næste timer. Til slut, da det kun støvregnede, gik vi en tur langs en indsø langs floden. Et glimrende sted at lufte hund – hvis man havde en… På tilbagevejen var vi inde og få en kop kaffe i havnens meget hyggelige restaurant. Der sad et selskab med fem kvinder og to mænd i deres bedste alder, der allerede havde fået fyldt op i glassene et par gange – og endnu ikke for sidste gang. De var glade og ikke dumme at høre på, men alligevel noget anderledes end de nok normalt ville være. Sjovt at se og høre på, men også lidt tankevækkende… Man kunne få take-away, så vi bestilte en carpaccioforret samt en gang fish and chips til deling lidt senere.


De unge mennesker i de små både og flere til var lige blevet slæbt i havn af den større båd efter at ha’ været ude og sejle, antageligt for sejl. Det har været en våd fornøjelse. Nede i båden gennemgik vi den rute af mindre kanaler, vi havde planlagt for de kommende dage – og så var det pludselig blevet spisetid. Det var dejligt at kunne hente lidt veltilberedt, god mad – og ikke udleveret i papæsker, men anrettet på kønne lerfade.