Arnhem – et lille skridt tilbage 2/8 2023
Det blev en mørk og dyster morgen i Wageningen med både blæst og regn. Vi var tæt på at sige, at det var for surt, men så var det alligevel, som om det lysnede lidt, og vi skyndte os at sejle ud og tilbage mod Arnhem, inden vi fortrød. Og så endte det med at blive den mildeste og mest stille sejldag længe. Vi kom glat i gennem slusen, og vi kom næsten i havn i tørvejr.
Det plejer at begynde at regne ved den sidste fortøjning, men i dag silede regnen ned fem minutter før. Der var dog en flink havnefoged til at tage i mod os i ro- og sejlklubben Jason. Han havde sit kontor højt oppe i forbindelse med klubbens møderum og delvise bar. Et meget hyggeligt sted, fra de gode gamle dage, den gang der var rigtige sejlere til. Mørkt træ og flag der hang i guirlander, store fælles baderum, et til mænd og et til damer, til når alle roerne m/k skulle i bad efter træningen, som havnefogeden i øvrigt også stod for. Og et stort hundebur var der også, så en blind roer kunne ha’ sin førerhund der, når hun var ude at ro. Klubben lå i udkanten af byen lige før industrihavnen, så der sejlede jævnligt store skibe tæt forbi vores agterstavn. Lidt længere inde lå endnu en lille havn, der havde en form for restaurant, den eneste indenfor 1 km. Vi havde ikke rigtig noget til frokosten, så vi gik lige over for at se, om der var åbent. Det var der, men vi var de eneste gæster. Et meget pudsigt sted, med havn og restaurant drevet af et ægtepar. Han, en rødmosset Otto Brandenburg i halv højde og dobbelt drøjde, tog i mod og slængede et par hynder ud på et par våde stole. Hun havde travlt med at give en lappedykkerunge i en papkasse fisk – hun svømmetrænede den tilmed… Den var som 4. ælling blevet smidt ud af reden af sin mor, fortalte hun.
Endelig var der en opløben, lidt genert men venlig søn. Da solen brød frem, så det hele pludseligt ret hyggeligt ud, så vi satte os spændte på, hvad de havde at byde på ud over de våde varer. Mor Marina stod for maden, og sønneke serverede.
Vi fik hver en grovbagel med krydderost og røget laks samt lidt salat. Det + især solen var lige, hvad vi trængte til efter regn og blæst meget af tiden. Bagefter købte vi lidt ind i et nærliggende bycenter, og derefter var vi i båden, hvor vi lavede mad om aftenen, atter i regnvejr, og ellers bad guderne om godt vejr den følgende dag. Min ellers så flotte hængepetunia har haft et hårdt liv, den seneste tid, men så fik Erik den geniale ide, at den kunne komme ned i ankerbrønden, når det regnede eller blæste for vildt. Der er jo plads nu, hvor fenderne hænger og dasker på søgelænderet hele tiden. Så nu sover jeg lidt bedre om natten, når regnen pisker ned. Den, petuniaen, var begyndt at ligne en pige, hvis før så smukke balkjole var blevet dyngvåd og flænset til laser og pjalter af regn og rusk.