Hoogeveen – fanget mellem lave broer 7/8-23

Da begge de danske både syntes, at de havde set nok af Zwolle og ikke mindst gerne ville et godt stykke videre, satte vi kurs mod Hooveen, en mindre nyere by hvor der skulle være en lang bro med diverse faciliteter – og tilmed gratis bortset fra strøm og 50 cents for et evt. brusebad. Der var 50 km dertil. Da vi ikke længere havde medstrøm, men kraftig modvind og vi skulle tage højde for et betydeligt antal lave broer og et par sluser,  var det måske et lidt optimistisk dagsmål. Vi lagde ud med blå himmel og moderat vind, dejligt at sige farvel til Zwolle i solskin.

Ude på formiddagen skyede det til og ude på et langt bredt stykke af kanalen op til nogle søer kom der regn og nogle ekstra kraftige vindstød op til 12 m/s og små krappe søer.

Dog ikke noget der var voldsomt generende, men lidt surt at sidde bag “lukkede gardiner” og bare stikke næsen ud for at se, om der skulle komme mod- eller tværgående trafik.

Efter syv timers sejlads, lidt før klokken fem kom vi endelig frem, og så at den udmærkede, men ikke særlig lange tillægsbro allerede var fuldt besat. 12 km længere fremme var der en anden tillægsmulighed, men de lave broer lukker klokken 17 sharp, og dem var der flere af, så det var ikke en mulighed. Enden blev at Bodil og Steen måtte lægge midlertidigt til under en høj jernbanebro for at lufte de yderst tissetrængende to hunde.

I mens sejlede vi tilbage til den “besatte” bro for at be’ om lov til at lægge os uden på en af bådene. Det viste sig lettere tænkt end gjort. De gode hollændere skyndte sig at vende ryggen til, eller vifte afværgende med armene. En kom op og sagde, at deres hund gøede, en anden mente at båden foran ville egne sig bedre. Til slut var der dog et par i en gammel flodpram, Old Chap, der forbarmede sig over os og lod os lægge til. Planen var herefter at hjælpe Bodil og Steen med at lægge til inde ved bredden ved hjælp af et par, til samme formål, medbragte metalstænger og en stor hammer.

Det gik fint og hundenes landgangsbro passede fint til bredden. Så alt endte godt. Vi var oppe i baglandet for at se, om der skulle være et sted, hvor kanalens folk kunne få en fadøl. Det viste sig dog, i al fald på denne mandag, at være en tørlagt by, men hundene blev luftet, og vi fik tiltrængt strukket benene.