Haren haven, Tyskland 10/8 2023

Det var lidt svært at forlade den skønne plet ved Barger-Compascuum, men videre skulle vi jo – nu med næste stop i Tyskland. Vejret synes at ha’ stabiliseret sig, ingen regn, spredte skyer og let vind, så dejligt. Vi kom ind på Haren-Rütenbrock-kanalen hvor der også var lidt af hvert at se på – samt tæt trafik sine steder.

Snart passerede vi Grænsesluse 1 og var kort efter i Tyskland.

Vi sejlede langs Haren by’s havnefront, hvor der lå mange gamle skibe, det ene flottere end det andet.

Efter at have passeret Grænsesluse 2 kom vi ud på floden Ems. Herfra var der kun ganske kort ind til havnen i i Haren.

Det var en pænt stor havn med to bassiner og et fint klubhus med orden i sagerne, blankpolerede fliser og en duft af rengøringsmidler.

Vi gik en tur op i byen, for at se hvad den havde at byde på. Selve bybebyggelsen var jævnt kedelig, men området ned til kanalen viste tydeligt, at det var en søfartsbymed en rig historie, hvilket vi jo også havde bemærket, da vi sejlede forbi. Rundt omkring i byen var der nedlagt 278 små metalskilte med et skibsnavn eller rederi, og på en app. kunne man på en rundtur få meget at vide om disse skibe og rederier. Og der var tillige et fint søfartsmuseum.

Byen havde naturligvis også en kirke, en stor gråhvid kolos af slagsen.

Udenfor var der et foto af en yngre nonne, søster Kunigunde. Hun var en brav kvinde som 8/4 1945 havde hængt ud af kirkens klokketårn med et hvidt flag for at signalere, at byen overgav sig til de allierede, her canadiske, tropper.

Såvel kirken som byens befolkning blev skånet. At mange af byens jøder der i mod ikke var blevet skånet, viste et mindesmærke med navne på alle de, der på den ene eller anden måde under Hitlers regime var forsvundet eller blevet ombragt i forskellige koncentrationslejre. I andre byer har vi set små mindesplader med navn på jødiske beboere nedfældet i fortovet ud for deres tidligere hjem. Der er en stor fælles skam og skyld, der har skullet og stadig skal bearbejdes af den tyske befolkning.

Efter at ha’ benyttet os af havnens blankpolerede faciliteter og sat en 2 1/2 times vask over, var vi oppe og spise på en byens ret få restauranter sammen med Bodil og Steen, som vi siden Zwolle har sejlet i “flotille” med. Kokken var fra Kroatien og serveringsdamen af asiatisk oprindelse og talte med en meget speciel tysk accent. Så ikke et typisk bedsteborgerligt sted omend der også var schnitzler på det meget kødrige spisekort. Erik og jeg fik nogle udmærkede Zagrebgrillspyd – men det allerbedste var næsten, at de to krøllede hunde også måtte komme med ind.