I går havde vi fået at vide, at der lå en Netto to km væk, og da køleskabet var så godt som tomt, cyklede Erik afsted efter nye forsyninger ikke mindst friskt morgenbrød.

Vi havde ikke travlt med at komme væk fra den grønne oase, men sidst på formiddagen blev det for varmt at ligge stille, og der var desværre lovet temperaturer over 35 grader og ingen vind udover den modvind, vi selv skabte under sejladsen. Der var dog håb om et tordenvejr ud på aftenen, som måske kunne rense luften. I dag ville vi sejle mod byen Worms. Dybt inde  i min harddisk/hjerne var der noget, der lød bekendt ved dette navn. Lidt efter lidt dæmrede det, Martin Luther og ediktet/banbullen i Worms 1521, var det jo. Årstallet kom dog ikke ind på min lystavle.

Men her var det, at Luther modigt trodsede den magtfulde katolske kirke og stod ved sin modstand især mod den indbringende handel med afladsbreve. Sloganet “Når pengene i kassen klinger, sjælen ud af Skærsilden springer” – eller noget i den stil, lukrerede den katolske kirke groft på, mente Luther. Og så blev han og hans “kætterske” medsammensvorne efter en langvarig proces dømt fredløse af den romersk tyske kejser Karl V. Men tilbage til nutiden og Rhinen. I lange perioder mødte vi ingen både, og så kom der lige tre på stribe og så fremdeles. Snart sejlede vi i grønne områder med strandgæster langs flodbrinken.

Man ser tydeligt, at vandstanden er betydeligt lavere end ofte, omkring 2 m tror vi. Af samme grund sejler fragtbådene med begrænset last, for ikke at gå på grund.

Ved Mannheim kom vi ind i et betydeligt industriområde, som mange fragtbåde sejlede til og fra.

En times tid senere nåede vi udkanten af Worms, en lokal havn, Motor-yacht-Club Worms. Lidt spændende at sejle ind gennem det næsten usynlige havnehul i den ret stærke strøm, men med en erfaren skipper ved roret gik det. Også her blev vi modtaget med åbne arme af to dedikerede klubmennesker.

Så hyggeligt. Vi fik anvist en fin plads i den lille havn og for 18 € fik vi ud over vand og strøm på broen adgang til det dejligste og mest tiltrængte brusebad. Vi var simpelthen så overophedede, at et koldt bad var det eneste, ud over drikkevand og isterninger, vi tænkte på. Om aftenen gik vi lidt længere ud af broen, og så på de ret store motorbåde. Her sad det ægtepar, der havde hjulpet os ind sammen med et andet par og hyggede sig. Vi blev inviteret til at slå os ned, og der blev blandet en lækker drinks til os.

Her sad vi længe og sludrede i mørket, mens det næsten ønskede tordenvejr langsomt, men sikkert nærmede sig. 

Vi vågnede op til en morgen uden hverken den regn, torden eller sågar hagl som de lokale folk aftenen inden havde varslet. Vi kom derfor relativt tidligt atter ud på Rhinen. På denne del blev floden langt smallere samt mere snoet, i siderne var der med jævne mellemrum lagt stenhøfder ud, og medstrømmen var markant kraftigere omkring 3 knob.

Så her, og så på en mandag, var der ingen speedbåde, men til gengæld kom de store flodpramme nu i mod os som perler på en snor. Man kan godt komme lidt i tvivl om, hvor man skal placere sig mest hensynsfuldt, og ufarligt, i forhold til disse. Men heldigvis havde mange af dem et stort blåt skilt klappet ud i styrbords side, hvilket signalerer, at de gerne vil mødes til styrbord. Eller som de ofte siger på færgerne i Svendborgsund: Ska’ vi ta’ en grøn/grøn.

Også i dag var det varmt/varmt, men heldigvis havde vi en let modvind, og af og til gik der en velkommen sky for solen. Vi mødte ingen sluser denne dag, så vi kom raskt frem.

Ved firetiden drejede vi til bagbord ind af et smalt hul, der via et løb førte ind til en art sø med flere små havne og campingpladser, faktisk et rigtig idyllisk sted.

Vi sejlede langs en lang bro med større både og blev her vinket lidt videre af en myndig, men venlig herre. Han viste sig at være stedets havnefoged, og vi betalte også her 17 € for en plads med el og vand. I varmen så vandet aldeles fristende ud, og da vi fik at vide, at det gik fint at bade her, gik der ikke længe, før vi begge lå i det 31,6 grader varme, men dog svalende vand.

Det var det dejligste vi længe havde gjort… Bagefter stod den på kaffe med citronmuffins. Og om aftenen, dog først ved nitiden var temperaturen til det, fik vi vores “nødration”, vakuumpakkede kyllingelår, som smagte godt med ris og en god sauce. Vi regnede ud, at vi i dag havde sejlet 40 sømil over grund på fem timer, det er nok næsten rekord for Skærsilden. Og nu er vi i Tyskland på begge sider af Rhinen. I går var vi kommet til at skifte til det tyske gæsteflag for tidligt, så det franske måtte op igen for en kort stund.

Inden vi drog videre, var vi lige nødt til at gå en lille afskedstur i parken, om ikke andet, så for at benytte det udmærkede offentlige toilet, hvor der sad en venlig ung mand og holdt øje med, at alt gik ordentligt for sig.

Det var sjovt at se de mange børn, der overvågede af deres forældre, plaskede rundt i springvandet.

Klokken halvtolv kom vi afsted, og endnu  en lille bid fulgte vi Canal Rhône du Rhin hen til slusen, der førte ud til Le Grand Canal d’ Alsace (Rhinen).

Heldigvis holdt slusen ikke søndagslukket, og snart var vi sluset  sølle 75 cm ned og ud på den brede Canal d’Alsace/ tæmmede Rhin.

Her oplevede vi for første gang på turen at have medstrøm – ikke dårligt. 9,2 knob var vi pludselig oppe på.

Vi havde endnu to af de store sluser foran os, men efter nr. to sluse ved Iffezheim havde vi udset os en lille nordalsacisk bådklub, som vi håbede havde en plads til os. Undervejs havde vi haft den brede kanal næsten for os selv, der var kun få af de kommercielle fragtpramme på vej i dag søndag.

Men da vi kom ud på et langt lige stykke af kanalen fik vi selskab af et virvar af speedbåde og jetski,  der ræsede frem og tilbage, nogle med en på vandski efter sig. Såvel speedbåden som fragtbådene lavede nogle kraftige bølger, hvor man ikke fotograferede, men reddede skibsblomsten ned i båden og andet fornuftigt. Det var stadig voldsomt varmt, så alle der kunne havde søgt ud på vandet, og mange lå også langs flodbredden og solede sig eller badede. Lige efter en speciel bro, halvt fransk, halvt tysk drejede vi efter 45 km sejlads skarpt til bagbord og ind i en lille bugt, der husede tre bådklubber, to tyske, der havde lejet sig ind på fransk jord og en fransk. Det var den sidstnævnte vi gik efter,  og vi blev modtaget på venligste vis.

De havde en god gæstebro, hvor vi lagde os langskibs. Det sjove var, at vi knap kunne forstå,  hvad de sagde. Det var den særeste blanding af fransk og tysk, alsacisk dialekt, som de forklarede. De havde et fint klubhus med overdækket terrasse, hvor vi ordnede formaliteterne over en øl til Erik og en cola til mig. Såvel den gamle “præsident”, nær de 100 år, som hans yngre  efterfølger samt flere andre var til stede, og de var alle vældig interesserede i, hvad vi var for nogle. Og i modsætning til i metropolen Strasbourg var der her de bedst tænkelige sanitære installationer til blot  17 €. Vi har faktisk overvejet, om vi ikke skulle klage til Margrethe Vestager over de kummerlige forhold i byens såkaldt bedste havn – hvor der end ikke var en tank til sort vand…. Efter fem meget varme dage var det nu endelig muligt at få et civiliseret brusebad – skønt. Mit hår var helt stift af, ikke saltvand, men af s… og jeg smagte som den mest saltede sild. Dagen inden havde Erik taget bad på badeplatformen med sin smarte håndbruser, mens jeg altså ventede til i dag. Bagefter var der lammekoteletter med tomatsalat og franske kartofler på menuen, for at ære vores sidste aften i Frankrig –  i al fald for denne gang.

Inden aftenteen gik vi en tur i tusmørket på digerne ud til Rhinen og så på den specielle bro. Grænsen mellem Frankrig og Tyskland går midt i floden, og dette afspejledes i de to forskellige brohalvdele. Bare lidt længere nordpå har man Tyskland på begge sider af Rhinen.

FREDAG 7/7

Om morgenen var vi lige en tur oppe i nærområdet og købe morgenbrød m.m. Der var et stort supermarked i det bycenter, vores libanesiske restaurant fra i går lå i. Bagefter kom cyklerne frem, det tog under et kvarter at cykle ind til centrum, og der er gode cykelstier næsten overalt i byen – men sindssygt mange hurtige og ret anarkistiske cyklister og elløbehjul. Det meste af turen foregik dog på et langt lige stykke langs kanalen, men man skulle godt nok være opmærksom. Vi parkerede i nærheden af det første af byens tre  “MUSTS” – den store katedral, Notre Dame.

Her i den gamle bydel er de gamle bindingsværkshuse dominerende, men der ses også mere stilige murstenshuse. Nærmest pludselig åbenbarede dette himmelstræbende bygningsværk sig. Ufatteligt højt, men nærmest blonde- eller spindelvævsagtigt gracilt.

Som den da 24 årige Goethe i 1773 udtrykte det: “ Et indtryk af enhed, helhed og storhed fyldte min sjæl – et indtryk, jeg, fordi det bestod af tusind harmoniserende detaljer, kunne indtage og nyde, men på ingen måde forstå eller forklare.” At han også var lidt af en vigtig Per fremgår af, at han tilføjede,  at når det gjaldt bygningskunst var tyskerne ( også?) de ypperste, og såvel italienerne som franskmændene kunne godt pakke sammen. Med sine 142 m er den da også blandt verdens ti højeste kirker – vist nok som nr. fire.

Den stod efter flere hundreder års byggeri færdig i 1439. Der var sympatisk nok gratis adgang til kirken, som vi selvfølgelig gik ind i, og den var også virkelig flot indvendig, med glasmosaikvinduer, vist nok blandt Frankrigs smukkeste, m.m..

Hovedattraktionen, publikummæssigt, var dog et mageløst mesterværk af et finurligt astronomisk ur fra midten af 1800 tallet, der kunne vise mangt og meget ud over hvad klokken var.

Efter en god stund kom vi atter ud i den stegende hede. Vi fandt et skyggefuldt sted lige i nærheden, hvor vi stadig kunne nyde og fordøje synet af kirken, samtidig med at vi delte en tarte flambée, som en flammkuche hedder på fransk. MUST nr. to var Europaparlamentet. Vi var lidt usikre på, hvor meget man kunne komme til at se, og om man bare kunne troppe op. Men da vi kun var et kvarters cykling derfra, tog vi chancen og steg atter på cyklerne. Vi kom via endnu en cykelvenlig rute forbi bl.a Place de la République med mange pompøse og magtudstrålende bygninger.

Så alt er ikke, heldigvis, bindingsværk, i Strasbourg. Snart efter ankom vi til Europa-Parlamentet, byens politiske katedral, som forventeligt var grundigt indhegnet og bevogtet af sikkerhedsfolk. Der var dog ikke noget problem i at komme ind til en rundvisning, man skulle blot kunne identificere sig. Vi viste fotos på mobilen af vores ret nyerhvervede pas, men nej det skulle være “ Den ægte vare”. Vi stod og så lidt triste og meget ufarligt danske ud og fortalte, at i DK var den digitale løsning fuldt ud acceptabel. Den ene af de to, som vi havde kontakt med sagde, at det var han godt klar over, og efter at ha’ parlamenteret lidt med den anden, sagde de god for os. Hvis vi bare lovede, at vi ikke bar kniv! Ups, Erik fik hurtigt fisket sin lille røde schweitzerkniv op af lommen og gemte den i cykelhjelmen. Så ind kom vi.

Der var ingen synlig politisk aktivitet, og vi kunne uhindret gå rundt i en stor del af den enorme og flotte bygning, blot vi fulgte pilene sat op for besøgende.

I blot en uge om måneden  er aktiviteterne henlagt til Strasbourg og de øvrige uger til Bruxelles, så enten var der tidlig weekend, eller også var politikerne i Bruxelles. Men selv under debatterne i plenumsalen,  er der adgang for tilhørere en time af gangen, næsten som på Christiansborg.

Det var faktisk vældig interesant og en stor oplevelse. Selv om vi ikke er komplet ukritiske over for EU, mener vi dog begge, at EU har sin berettigelse, og at Danmark er bedre stillet inde end ude.

Efter dette besøg var der ikke energi til flere oplevelser, så vi cyklede, atter på et kvarter, men af endnu en ny rute tilbage til havnen. Vi kom igennem et beboelsekvarter, som på mange måder mindede om et opgraderet Frederiksberg med pæne huse og lidt grønt hist og pist. Så noget nyt fik vi alligevel set. 

LØRDAG 8/7

Om formiddagen så vi dette specielle, men nyttige vandplantefjerningsfartøj

Lidt før middagstid cyklede vi igen af sted ind mod centrum for at besigtige det 3. MUST, Petite France, også 15 minutter herfra. Hele den ældste del af Strasbourg ligger på en ø, Grande Île , omgivet af den delvist kanaliserede flod Ill.

Petite France ligger i den vestlige ende på en eller to små halvøer gennemskåret af kanaler, så egentlig burde navnet, som i Colmar,  være Petit Venice, men nu var det navn jo optaget… Petite France er udnævnt til at være et af de smukkeste byområder – i al fald i det sydøstlige Frankrig.

Og jo, her var bestemt smukt og charmerende, og meget ligt Colmar. Og desværre næsten lige så fyldt at turister.

Helt grelt blev det, når den ene store turistbåd efter den anden pløjede sig igennem de snævre kanaler og sluser, men også ret underholdende.

Som den foregående dag var det ikke sulten, der plagede os, men varmen og vi trængte til at sidde i skyggen. Så vi slog os ned på et af de mere turistede steder, men hvor der var nogle dejlige store træer og masser at se på.

Siden gik vi rundt, på må og få, var inde i endnu en stor kirke, denne gang en protestantisk, St. Thomas Kirken. Hvor man normalt finder alteret, var der i stedet et nærmest monstrøst mausolæum for en betydningsfuld adelig falden krigsherre, Maurice Saxoni 1521-53.

Bagefter satte vi os udenfor i skyggen og kiggede på duer, og endelig fik vi en kop kaffe i en hyggelig smal gade med masser af caféer. Mange af gaderne havde navn efter hvilke erhverv der i sin tid var blevet drevet netop der, og der var virkelig meget at se på, men varmen nedsatte energiniveauet betydeligt.

I varmen var det faktisk mest behageligt at cykle, så vi cyklede hjemad og fik handlet  ind i vores supermarked på vejen. Tilbage i båden startede vi som det første isterningemaskinen og drak litervis af vand og forskellige læskedrikke, mens vi under solsejlet, med ventilatoren kørende, ventede på at solens stærke stråler skulle aftage. Vi filosoferede lidt over hvad Strasbourg var for en størrelse. Den er jo fransk, men er også tysk præget og derudover er den befriende kosmopolitisk i stil med New York. Hvis bare den ikke lå så langt fra havet, var det en dejlig by at bo i, en storby uden at være for stor. Selve bykernen har ca. 275.000 indbyggere, Storstrasbourg 770.000

ONSDAG 5/7

Dagen inden havde vi som foreskrevet bestilt tid til at blive sluset ind på Canal Rhône du Rhin klokken 14 gennem den lille Écluse du Rhin. Her kan man på en lidt hyggeligere – og langsommere måde komme til Strasbourg end via Rhinen. Så da nattens regnvejr var drevet over, og vi havde udnyttet muligheden for et brusebad, sejlede vi ved nitiden atter ud på Le Grand Canal d’Alsace/ Rhinen. Fem timer til 30 km lød måske af meget, men med ventetid ved to store sluser, der havde “rigtige” skibe at tage hensyn til, kom det til at passe. Vi var der 13.45 og blev sluset ind i den smalle kanal af en VNF mand, der var imponeret over vores præcision.

Det var rart, at komme ind på den lille kanal igen, men begroningerne var lidt svære at komme udenom især i starten. Her er sluserne automatiske, man skal blot hive i en snor, der hænger ud over kanalen 300 m før slusen. Og vi sluses stadig nedad, så det er let nok.

Vi havde valgt at lægge os ind ikke så langt nede af kanalen, et sted hvor vi var sikre på, at der var vand, som vi trængte til at få fyldt på. Så ved firetiden lå vi ved et lille sted ikke langt fra landsbyen Boofzheim. (Betyder faktisk bøffernes hjemsted). Der var både pænt, vand og strøm samt fine toiletter. Det var et sympatisk ungt par der drev stedet og samtidig lejede turbåde ud, “Le Boat”. Vi var inde og se en ny en, de lige havde fået, og den var rigtig lækker, men også dyr.

Efter en kop kaffe og en ostemad i båden gik vi op og så på landsbyen en god km væk.

En dejlig tur først med marker på begge sider, og så byen der startede lidt efter lidt. At byen især tidligere har været baseret på landbrug var tydeligt, ved at de ældre lidt større huse var bygget i en speciel stil med overdækkede store vognporte.

Men byen lod til at ha’ tilpasset sig de nye tider og så ud til af være velfungerende og i fin form – også med tilvækst af nye huse.

Tilbage i båden nød vi den lune aften – og et par lækre bøffer med friske majs og godt brød fra byens bager.

TORSDAG 6/7

Langsom morgenmad og så videre de sidste 30 km af kanalens ialt 36 km mod Strasbourg. Alt gik gnidningsfrit.

Dog måtte vi vente ved en sluse, da en fragtbåd først skulle ind og siden skulle en tur båd ind fra den anden side. Vi var glade for, at vi havde valgt Boofzheim dagen inden, for der var faktisk ikke ret mange steder at lægge til – og slet ikke nogen bedre eller bare lige så gode.

Hvis man har en helt fladbundet båd, kan man jo altid bare slå et par pæle i bredden, men det egner Skærsilden sig ikke til, eller måske er det mere os, der ikke rigtig vil.

I udkanten af Strasbourg skulle vi igennem en sluse og ha’ åbnet en bro, og derefter sejlede vi langs en stor del af den nyere del af byen.

Omsider nåede vi frem til Citadelbassinet, hvor byens efter sigende bedste og mest centrale havn ligger. Og det er en ret stor havn med vand og el på fine broer og et havnekontor med butik med bådudstyr og vinsalg. Dog er der hverken brusebad eller toiletter!

Vi fik en fin plads og bestemte os for tre overnatninger for at få lidt styr på denne by, der ustandseligt figurerer på TV. Vi havde ikke fået frokost, og syntes at vi gerne ville lidt ud af båden, så vi gik op til den nærmeste restaurant. I vores område var der ikke så mange butikker og restauranter, men en stor fin park, Citadelparken, meget lagt an på boldspil og andre fysiske aktiviteter for alle aldre. Og der var virkelig fuld gang i den på boldbanen. Restauranten var libanesisk og viste sig at ligge i et meget orientalsk bycenter i et multietnisk boligområde.

En af vejene hed Rue de Ankara og den næste Passage de Istanbul. Vi skilte os nok lidt ud, men blev vel modtaget. Vi delte en form for tapasforret, mezze, med tre varme hapser og to kolde. Rigtig godt. Og så en mixed grilltallerken. Også god. Det mest overraskende islæt var dog, at vi så hver vores rotte hastigt passere lidt foran os. Vi var hjemme igen i god ro og orden, inden mørket for alvor sænkede sig over området.

MANDAG 3/7

Straks efter morgenmad  sejlede vi ud af havnen i Mulhouse og hen mod  den sidste VNF sluse og herefter videre op mod Niffer for at komme gennem en større sluse her og ud på den store Grand Canal d’Alsace ( en kanalisering af Rhinen, der snor sig parallelt hermed) op mod dagens mål Breisach am Rhein. Vi havde her ca. 1,5 knobs medstrøm, vand under kølen og ingen begroninger.

Vi mødte enkelte store fragtbåde, men så ingen lystsejlere ud over Petite Fleur, som vi havde foran os hele tiden.

Vi skulle gennem yderligere tre sluser, af den absolut store slags, hvor man føler sig meget lille. De var omkring 15m høje, men lange og brede og føltes meget større end dem på Rhône.

Måske fordi vi blev sluset ned i dybet og ikke op i lyset som på Rhône. Men også her langt lettere at sluses ned end op, borset fra at vi brugte en del tid på at vente på erhvervsbådene. 

Endelig klokken 18 fik vi lagt til i den franske af Breisachs tre små havne i det gamle Rhinløb.

Da havde vi også sejlet nok, 28 sømil på ni timer, dog med to gange en halv times vente/kaffepauser. I aften bliver vi i båden, laver en god pastaret og slapper af.

Og i morgen ligger vi over finder cyklerne frem og tager over floden og besøger selve Breisach by, som er tysk, inden vi i overmorgen sejler videre mod Strassburg.

TIRSDAG 4/7

Havnen ligger faktisk på en lille ø midt i det gamle Rhinløb, men er fransk, selv om den føles mere tysk. Der er en campingplads lige op af havnen, og den optager det meste af øen. I dag var havnekontoret åbent og vi var oppe på det fine kontor for at betale. Havnefogeden var en tætbygget yngre mand, lidt brysk i sin facon. Men “ordnung” var der. Da han skulle regne ud hvad vi skulle betale, to tal tror jeg, fiskede han en lineal frem og drog en flot lige streg, hvorunder det samlede beløb kom til at stå. Mod et depositum på 70 € fik vi lidt modstræbende udleveret en elektronisk nøgle, så vi kunne låse os ud af havnen, der var grundigt indhegnet. Sidst på formiddagen cyklede vi hen til broen og over til Breisach i Tyskland. Højt hævet over byen ligger byens vartegn, den store noget dystre kirke.

Byen er hyggelig med små torve og smalle gader. Men ligesom kirken blev omkring 85% bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig, men siden pænt genopbygget.

Erik cyklede, jeg trak cyklen op af den ujævne brostensbelagte til kirken.

Der var en flot udsigt over floderne, byen og det kuperede bagland.

Nede igen fik vi frokost på en gedigen tysk restaurant, en pflammkuche til mig og en noget speciel pølsesalat, med kødpølse i strimler, til Erik. Han siger, at han aldrig er sulten, det fremgår dog ikke af fotoet…

Bagefter satte vi os ved byens store springvand med hver vores is og så længe på børn, der legede mellem strålerne og blev mere og mere gennemblødte.

At det var en by med orden i sagerne, erfarede Erik, da han besøgte restaurantens pissoirer. Der var simpelthen låg over disse. For megen magt til kvinderne mente Erik… Og på springvandstorvet var der vældig hensigtsmæssigt opsat en genial holder til pizzabakker.

På tilbagevejen til havnen var vi en lille tur ud ad cykelstien langs det gamle Rhinløb. Her sejles der mest med med robåde og alt åndede fred og idyl – bortset fra de få dage om året hvor området var lukket pga oversvømmelser.

FREDAG 30/6

Da vi havde sundet os lidt, kunne vi se, at der faktisk var nogle fine ledige parkeringspladser på det indhegnede og aflåste havneområde. Så vi spurgte den flinke havnemand, om vi mon kunne få lov at hente vores bil I Chalon sur Saône og stille den her et par uger. “Bien sur” sagde han, og det skulle ikke koste os noget. Top sagde vi, hvorefter Erik fluks bestilte to togbilletter til os til først på eftermiddagen. Lettede over at få anbragt bilen et lidt nærmere og trafikalt centralt sted gik vi op og fejrede det med en kop kaffe på en nærliggende café i en fin gammel kolonnade.

Bagefter gik vi lidt på opdagelse i byen. Den nyere del er livlig, men virker lidt uplanlagt med mange forskellige stilarter, og der er veje på kryds og tværs overalt og sporvogne, der mere cirkulært bugter sig rundt i byen.

Tilbage i havnen kunne vi lige nå en mørk vask inden toget gik lidt i tre. Vi fandt let toget på den store banegård. Der var kun billetter tilbage på 1. Klasse til Dijon på dobbeltdækker toget, så det var en behagelig rejse, og selv om vi havde 20 minutter i Dijon, var vi allerede i Chalon sur Saône 17.10. Så ti dagssejladser blev klaret på to timer med toget, som godt nok også kørte stærkt. Vi fik hentet en uskadt Folke i havnen og kørte  klokken 18, efter at ha’ sagt farvel – og tak til havnepersonalet tilbage mod Mulhouse. Det tog til gengæld sin tid, fire timer, men af smukke snoede landeveje. Det var mærkeligt, rart, men også næsten lidt vemodigt at gense mange af de billedsmukke steder, hvor vi for få dage siden havde sejlet helt tæt på naturen.

Turen gik fint, og da mørket faldt på, nærmede vi os Mulhouse. Der har jo været megen ballade i Frankrig den seneste tid. Og nu efter at en 17-årig ung mand med algiersk baggrund, på tvivlsomt grundlag, for nylig er blevet skudt og dræbt af politiet, er vreden blandt ikke mindst unge mænd med anden etnisk baggrund blusset voldsomt op især i udkanterne af mange større byer. Når man læser DR-nyhederne lader det næsten til, at der er bål og brand i hele Frankrig. Hidtil har vi dog på vores tur heldigvis ikke oplevet nogen former for demonstrationer eller ballade. Men så i går aftes, i yderkanten af Mulhouse, på Rue de Fabrique, var luften pludselig tyk af røg samtidig med at lyden af fyrværkeri hørtes. Vi var i en bydel, hvor der var rigtig mange på gaden og stort set alle af arabisk eller nordafrikansk herkomst. Der var mange unge mænd, men også familier med små børn, bl.a. små yndige piger i hvide blondesommerkjoler. Så det var lidt svært at afgøre, om der bare var fest i gaden, eller om noget andet mere alvorligt var under opsejling. For en sikkerheds skyld, låste vi dørene til vores ikke helt diskrete bil og prøvede at komme væk hurtigst muligt. Faktisk havde Macron samme dag appelleret til forældre om at holde deres drenge hjemme om aftenen og henstillet til, at busser og sporvogne ophørte med at køre efter kl. 21. Vi kom dog hjem uden problemer og ind på Folke’s nye og forhåbentlig sikre opbevaringssted. Og omkring havnen og banegården åndede alt fred og ro hele natten.

LØRDAG 1/7 

I dag var slappe af dag. (Som om vi ikke slapper af hele tiden). Men alligevel på en anden måde. Vi sov længe, det havde regnet det meste af natten og morgenen med. Op og hente frisk morgenbrød hos bageren henne om hjørnet. Bagefter slentretur gennem byen.

Vi bestilte bord til om aftenen på en populær lille spansk tapas restaurant i nærheden, og vi var oppe i en slaraffenlandsbutik for Erik og hans ligesindede. FNAC  hedder den og den har alt inden for telefoni og elektronik m.m. Selv en Router som den vi/han tidligere har været på udkig efter, havde de. Den var dog lidt for dyr, så sparsommeligheden vandt over købelysten, den gamle var jo også blevet repareret… Ellers gik vi bare rundt på må og få.

Vi fandt et bysupermarked og fik købt lidt ind, inden vi vendte tilbage til båden samtidig med at regnen kom. Her hyggede vi os med kaffe, læsning og skriverier, indtil det blev tid til at gå op til vores spanske aftale klokken 20. Et vældig autentisk sted med en ældre skrap senora og to brunøjede, sorthårede unge piger. Vi kunne få alt det, vi ofte spiste under vores lange tid i Spanien, det var lige til at få tårer i øjnene af. Det eneste der manglede, var det højlydte baggrundstæppe af spanske stemmer i stedet for den mere afdæmpede franske konversation.

SØNDAG 2/7

I dag ville vi tage på udflugt til Colmar, nu i bil i stedet for båd som oprindeligt tænkt eller med toget, som også var en nem, men ret dyr mulighed. En halv time, mest på motorvej, så var vi fremme. Og på søndage og helligdag var parkering gratis.

I dag var vejret meget bedre og Colmar med sine gamle farverige bindingsværkshuse og mange blomster gør sig helt klart bedst i solskin. Og at byen der var under tysk besættelse under 2. Verdenskrig slap uskadt, kan man kun glæde sig over.

Desværre var der, helt som forventet, horder af mennesker, og heraf 95% eller mere turister. Og det bliver sikkert værre de næste to måneder. Vi fandt en for byen typisk gammel beværtning og fik en frokost med traditionel solid alsacisk mad – og hvedeøl.

Efter et par absolut hyggelige timer, havde vi dog fået nok af denne mellemting mellem Tivoli og frilandsmuseum og gik tilbage til bilen, som hurtigt transporterede os tilbage til Mulhouse og en kop kaffe i havnen. I morgen klokken ni sejler vi så videre og ud gennem den sidste VNF sluse og det bliver atter sammen med Petit Fleur, som nu også ligger her i havnen.

Også i dag havde vi en aftale klokken ni med VNF, og i dag skulle der på 22 km sejles igennem 22 sluser til Mulhouse, og helst inden et lovet kraftigt regnvejr sent torsdag og måske hele fredagen med. I dag var vi eneste båd, så vi slap for dieselos fra en foranliggende båd i slusen. Når alt går som det skal, tager en nedslusning kun fem minutter, mens en opslusning kræver længere tid, både hvad fortøjning og især opfyldning af slusekammeret angår.

De sidste mange sluser blev vi nærmest stalket af en meget nysgerrig og ivrigt fotograferende ældre cykelrytter. Han må ha’ taget mindst hundrede fotos af os fra alle tænkelige vinkler og uden tanke for andre trafikanter på cykelstien. Kort før den sidste sluse gik det da også galt.

Da vi kom frem sad han på græsset og fik førstehjælp, mange plastre på det ene skinneben, af en VNF folkene, den søde unge pige, der havde feriejob – nu også som sygeplejerske.

Ved femtiden var vi fremme i det ret lille havnebassin, og blev modtaget af havnens vist nok legendariske Capitain, som vinkede os ind til vores plads. Også han talte KUN fransk, hvilket vi var blevet varskoet om i går af Bente. Vi blev straks spurgt, om det var os, der havde været sammen med Bente og Kurt dagen inden, hvilket jo var ganske rigtigt. Bagefter var vi oppe på land til et længere foredrag.

Først om alle de smedeporte der skulle låses op og i havnen, og lidt senere om hvordan vi skulle forholde os på Rhinen, alternative ruter og om hvor og hvornår, der skulle bestilles plads ved diverse sluser. Det endte med at, han bestilte plads til os mandag morgen kl. 9 til den sidste VNF sluse mandag 3/6. Derefter ville vi være på egen hånd. Han var vældig flink, men vi var trætte, varme og tørstige, så det var mange oplysninger at kapere på fransk.

Selve havnen ligger centralt i byen i et gammelt havnebassin lige over for banegården, og capitaineriet er indrettet i en husbåd, hvor også toiletter, bad og vaskemaskine findes. Gammeldags, men velfungerende. Lidt ud på aftenen låste vi os omhyggeligt ud og gik op for lige at snuse lidt til byen og få noget at spise. Vi dejsede om tæt på i en livlig gågade på et lille sted, vist nok en kæde “ Fra Japan til Peru”.

Her fik vi to to forskellige Poker. Vist nok en hawaiiansk ret i små æstetiske skåle. Her en med rå, ikke citrusmarineret, laks og tun og en med Mahi Mahi fisk og begge med en masse grønt, frugt og lidt ris. Meget lækkert og lige hvad vi trængte til. Bagefter nåede vi et smut op i den gamle bydel med byens enorme katedral på store torv, Place Reunion, omkranset af mange gamle smukke huse.

Der var helt klart noget at glæde sig til.

Vi havde aftalt at sejle fra Montreux Chateau klokken ni for at mødes med VNF-folkene ved næste sluse. Vi sejlede i vandskellet ca. 340 m over havet hen til slusen ved Valdau, hvor også Remoten skulle afleveres.

Her lå franske Petite Fleur allerede og ventede. Besætningen, to ægtepar + en lille hund, havde vi truffet kortvarigt i havnen i Baume les Dames, hvor den ene mand havde rådet os til at sejle videre og væk fra den “onde mand”. Så dem havde vi selskab af resten af dagen. De tog også nogle billeder af vores båd undervejs.

Lidt utroligt hvor mange mennesker der engageres i at fragte os lystsejlere nu NED af kanalen, hvilket er langt lettere og slet ikke kræver de samme armkræfter.

15 varme sluser senere var vi i Dannmarie – en af de mere “rigtige” havne, lidt misligholdt, men hyggelig og i landlige omgivelser. 

 Lige ved havnen var en lille meget søgt biks, “De hundreder pastaretters hus” eller noget i den stil, hvor også mange cykelryttere, slog sig ned og tankede op.

Lige ud for restauranten havde Petite Fleur bundet fast i et træ og et vejskilt, de undgik helst betalingssteder, mens vi gerne giver, som her 12 € , for bademuligheder m.m.

Her fik vi udvekslet fotos som vi havde taget af hinandens både undervejs. Og ikke mindst fik vi  talt med og om deres søde lille hund, en blanding, der mest mindede om en Norfolkterrier, fik vi fortalt. Måske noget for os – på sigt.

Selve byen, en “rigtig” by lå en lille km væk. Den var lidt rodet, men ret hyggelig med en del gamle hyggelige huse i ret forskellige stilarter. Men den havde hvad vi søgte – en bager.

Den flinke dame i capitaineriet havde fortalt,  at der lå nogle andre danskere i havnen, men i en husbåd med fransk flag. Den, Aslaug, havde vi set, så vi gik hen for at se, om der var nogen hjemme. Der var der, og vi blev straks budt inden for af Bente og Kurt til kaffe – og en rundvisning i deres store flotte “selvbyggede” båd og permanente hjem.

Det var vældig hyggeligt og vi enedes om at de kunne komme på genvisit i vores minibåd lidt senere – med hund. Så her fortsatte snakken lidt senere på bedste vis til ud på aftenen.

Præcis klokken ni forlod vi broen ved sluse 9 og sejlede efter motorbåden Angel.

Allerede ved den første sluse stod to mand høj klar til at tage mod fortøjninger m.m. Hvilken service – det var først to sluser længere oppe at sluserne ikke længere var automatiske .

Da vi kom til den første manuelle sluse, nr. 6, var der faktisk tre mænd – måske lidt “over kill”. De var vældig flinke, men skulle ha’ alt det samme af vide,  som da vi startede ved sluse 75 i St.-Symphorien-sur- Saône. Det gik tjept, så allerede ved 12 tiden var vi fremme  ved broen i Montreux-Chateau.

Her holdt VNF- folkene frokost, og vi bliver her til i morgen. Vi tog på en cykeltur videre langs kanalen til Montreux-Vieux efter at ha’ passeret Montreux-Jeune, så man kunne sige, at det var en rigtig Montreux-festival dag, bort set fra at der ikke var meget glamour oven nogen af disse tre, små, nærmest flækker. Fra foden af et træ uden for kirken i Montreux-Vieux blev vi anråbt af et very, very British ægtepar, som ville vide vide, om vores “nice bikes” var elektriske, hvilket vi jo måtte svare ja til. Og så gik snakken ellers. De var på cykeltur fra Dannemarie, den havn vi nok anløber i morgen. Men da ville de være på vej hjem til sydengland med toget mod Paris. Som UK-borger må man højst opholde sig tre måneder i et Schengen eller Eu land ud af en løbende periode på 6 måneder. Så, som alle andre fra UK vi hidtil har mødt, havde de kun hovedrysten tilovers for Brexit.

Vi cyklede tilbage til båden gennem Montreux Chateau, som viste sig at være den af de tre Montreux’er, der var nærmest på at kunne kaldes en by. Og så havde den endda et konservatorium helt nede ved kanalen. Det var i et såkaldt kulturhus, godt nok i miniatureudgave, men vi kunne høre små poder,m/k, flittigt øve skalaer og Für Elise gennem de åbne vinduer. 

Ellers blev det endnu en stille aften i Skærsilden langs kanalkanten.