Også i dag havde vi en aftale klokken ni med VNF, og i dag skulle der på 22 km sejles igennem 22 sluser til Mulhouse, og helst inden et lovet kraftigt regnvejr sent torsdag og måske hele fredagen med. I dag var vi eneste båd, så vi slap for dieselos fra en foranliggende båd i slusen. Når alt går som det skal, tager en nedslusning kun fem minutter, mens en opslusning kræver længere tid, både hvad fortøjning og især opfyldning af slusekammeret angår.

De sidste mange sluser blev vi nærmest stalket af en meget nysgerrig og ivrigt fotograferende ældre cykelrytter. Han må ha’ taget mindst hundrede fotos af os fra alle tænkelige vinkler og uden tanke for andre trafikanter på cykelstien. Kort før den sidste sluse gik det da også galt.

Da vi kom frem sad han på græsset og fik førstehjælp, mange plastre på det ene skinneben, af en VNF folkene, den søde unge pige, der havde feriejob – nu også som sygeplejerske.

Ved femtiden var vi fremme i det ret lille havnebassin, og blev modtaget af havnens vist nok legendariske Capitain, som vinkede os ind til vores plads. Også han talte KUN fransk, hvilket vi var blevet varskoet om i går af Bente. Vi blev straks spurgt, om det var os, der havde været sammen med Bente og Kurt dagen inden, hvilket jo var ganske rigtigt. Bagefter var vi oppe på land til et længere foredrag.

Først om alle de smedeporte der skulle låses op og i havnen, og lidt senere om hvordan vi skulle forholde os på Rhinen, alternative ruter og om hvor og hvornår, der skulle bestilles plads ved diverse sluser. Det endte med at, han bestilte plads til os mandag morgen kl. 9 til den sidste VNF sluse mandag 3/6. Derefter ville vi være på egen hånd. Han var vældig flink, men vi var trætte, varme og tørstige, så det var mange oplysninger at kapere på fransk.

Selve havnen ligger centralt i byen i et gammelt havnebassin lige over for banegården, og capitaineriet er indrettet i en husbåd, hvor også toiletter, bad og vaskemaskine findes. Gammeldags, men velfungerende. Lidt ud på aftenen låste vi os omhyggeligt ud og gik op for lige at snuse lidt til byen og få noget at spise. Vi dejsede om tæt på i en livlig gågade på et lille sted, vist nok en kæde “ Fra Japan til Peru”.

Her fik vi to to forskellige Poker. Vist nok en hawaiiansk ret i små æstetiske skåle. Her en med rå, ikke citrusmarineret, laks og tun og en med Mahi Mahi fisk og begge med en masse grønt, frugt og lidt ris. Meget lækkert og lige hvad vi trængte til. Bagefter nåede vi et smut op i den gamle bydel med byens enorme katedral på store torv, Place Reunion, omkranset af mange gamle smukke huse.

Der var helt klart noget at glæde sig til.

Vi havde aftalt at sejle fra Montreux Chateau klokken ni for at mødes med VNF-folkene ved næste sluse. Vi sejlede i vandskellet ca. 340 m over havet hen til slusen ved Valdau, hvor også Remoten skulle afleveres.

Her lå franske Petite Fleur allerede og ventede. Besætningen, to ægtepar + en lille hund, havde vi truffet kortvarigt i havnen i Baume les Dames, hvor den ene mand havde rådet os til at sejle videre og væk fra den “onde mand”. Så dem havde vi selskab af resten af dagen. De tog også nogle billeder af vores båd undervejs.

Lidt utroligt hvor mange mennesker der engageres i at fragte os lystsejlere nu NED af kanalen, hvilket er langt lettere og slet ikke kræver de samme armkræfter.

15 varme sluser senere var vi i Dannmarie – en af de mere “rigtige” havne, lidt misligholdt, men hyggelig og i landlige omgivelser. 

 Lige ved havnen var en lille meget søgt biks, “De hundreder pastaretters hus” eller noget i den stil, hvor også mange cykelryttere, slog sig ned og tankede op.

Lige ud for restauranten havde Petite Fleur bundet fast i et træ og et vejskilt, de undgik helst betalingssteder, mens vi gerne giver, som her 12 € , for bademuligheder m.m.

Her fik vi udvekslet fotos som vi havde taget af hinandens både undervejs. Og ikke mindst fik vi  talt med og om deres søde lille hund, en blanding, der mest mindede om en Norfolkterrier, fik vi fortalt. Måske noget for os – på sigt.

Selve byen, en “rigtig” by lå en lille km væk. Den var lidt rodet, men ret hyggelig med en del gamle hyggelige huse i ret forskellige stilarter. Men den havde hvad vi søgte – en bager.

Den flinke dame i capitaineriet havde fortalt,  at der lå nogle andre danskere i havnen, men i en husbåd med fransk flag. Den, Aslaug, havde vi set, så vi gik hen for at se, om der var nogen hjemme. Der var der, og vi blev straks budt inden for af Bente og Kurt til kaffe – og en rundvisning i deres store flotte “selvbyggede” båd og permanente hjem.

Det var vældig hyggeligt og vi enedes om at de kunne komme på genvisit i vores minibåd lidt senere – med hund. Så her fortsatte snakken lidt senere på bedste vis til ud på aftenen.

Præcis klokken ni forlod vi broen ved sluse 9 og sejlede efter motorbåden Angel.

Allerede ved den første sluse stod to mand høj klar til at tage mod fortøjninger m.m. Hvilken service – det var først to sluser længere oppe at sluserne ikke længere var automatiske .

Da vi kom til den første manuelle sluse, nr. 6, var der faktisk tre mænd – måske lidt “over kill”. De var vældig flinke, men skulle ha’ alt det samme af vide,  som da vi startede ved sluse 75 i St.-Symphorien-sur- Saône. Det gik tjept, så allerede ved 12 tiden var vi fremme  ved broen i Montreux-Chateau.

Her holdt VNF- folkene frokost, og vi bliver her til i morgen. Vi tog på en cykeltur videre langs kanalen til Montreux-Vieux efter at ha’ passeret Montreux-Jeune, så man kunne sige, at det var en rigtig Montreux-festival dag, bort set fra at der ikke var meget glamour oven nogen af disse tre, små, nærmest flækker. Fra foden af et træ uden for kirken i Montreux-Vieux blev vi anråbt af et very, very British ægtepar, som ville vide vide, om vores “nice bikes” var elektriske, hvilket vi jo måtte svare ja til. Og så gik snakken ellers. De var på cykeltur fra Dannemarie, den havn vi nok anløber i morgen. Men da ville de være på vej hjem til sydengland med toget mod Paris. Som UK-borger må man højst opholde sig tre måneder i et Schengen eller Eu land ud af en løbende periode på 6 måneder. Så, som alle andre fra UK vi hidtil har mødt, havde de kun hovedrysten tilovers for Brexit.

Vi cyklede tilbage til båden gennem Montreux Chateau, som viste sig at være den af de tre Montreux’er, der var nærmest på at kunne kaldes en by. Og så havde den endda et konservatorium helt nede ved kanalen. Det var i et såkaldt kulturhus, godt nok i miniatureudgave, men vi kunne høre små poder,m/k, flittigt øve skalaer og Für Elise gennem de åbne vinduer. 

Ellers blev det endnu en stille aften i Skærsilden langs kanalkanten. 

Inden afgang gik vi op i Montbéliard, for dels at se byen “live” og dels for at se om vi kunne finde en ny Router til erstatning for den, der stod af for et par dage siden.

Det var nu ikke så let, men lidt morsomt var det, at se Erik på engelsk stålsat forsøge at forklare en ansat i Free butikken, der ikke kunne en brik engelsk, hvad det var han ville have. Til slut blev det dog klart, at en sådan en “Routerdims” lå de ikke inde med.

Næste projekt var at få handlet  grundigt ind, ikke mindst af vand, som forsvinder som dug for solen i denne varme. Det var så heldigt, at hvis vi sejlede ud fra vores plads i havnen og skråt over kanalen, kunne vi lægge til lige ud for et supermarked. Skønt at slippe for at skulle bære litervis af vand m.m. længere end højst nødvendigt. Herefter kunne vi sejle videre. Et var sluser længere fremme var sluserne ikke længere automatiske, men manuelt betjente, og man skulle inden klokken tre om eftermiddagen ringe til en slusecentral,  og meddele at man ønskede at blive sluset videre den følgende dag. P.g.a. mit “formidable” fransk tilfaldt denne opgave mig, og jeg tror nok, at vi nu har en aftale med en slusemand i morgen klokken 11, opadgående foran sluse 6 og et stykke frem. Vi fortsatte et par sluser op til og med sluse 9, og lagde os ved en smukt beliggende træbro med plads til tre-fire både.

Vi var nu kun tre, hvoraf den ene var en sjov starut i en gammel hollandsk båd. Han havde boet ved denne bro en måned – men 30 år på båden, nu med sin lille hund og for en stor del levet af at fiske. Han havde noget barbarisk en levende fisk hængende i en krog i stævnen af båden, som han triumferende halede op af floden. Og vi fik også et tilberedningstips, mariner fisken over natten i hvidvin og så på grillen med den til frokosten. Voila! Og så kom han oprindeligt fra Kiev. Den anden var en motorbåd, som vi nok bliver sluset sammen med i morgen.

Her var fine fine stier at gå tur på, når man blot tog sig i agt for de mange cykler, der kom i fuld fart. Når nu Erik ikke kunne købe en nu Router, måtte han jo se om han ikke kunne reparere den defekte. Og sandelig om det ikke her i flodens stille ro, omend med noget besvær, lykkedes.

Om  aftenen blev her helt stille, bortset fra frøerne, som har det med pludselig at sætte i med at kvække, for at stoppe lige så brat. Og der var intet lys at se, bortset fra månens stråler ned gennem træerne. Kort sagt et rigtig rart sted at ligge.

LØRDAG 24/6

I dagslys virkede L’isle-sur-leDoubs langt mindre deprimerende. Vi fandt hurtigt en bager, en Salon du thé, stod der sågar på skiltet. Den var vel besøgt, og vi fik både købt en flute og en kage til eftermiddagskaffen. Klokken ti sejlede vi mod næste mål, den noget større by, lidt over 25.000 indbyggere, Montbéliard ca. 25 km. væk.

Alt gik ret fint, ikke helt så meget begroning, men lige over middag kom dagens første hurdle. Vi kom fint ind i en af dagens sluser, men porten ville ikke lukke efter os, hvor meget vi end løftede op i den blå stang, der signalerer, at man er klar til at blive sluset op. Til slut kravlede vi begge op på kajen og trykkede på en knap, der burde sætte os i direkte forbindelse med en slusevagt. Der var dog ingen, der svarede. Så ringede vi på det samme nummer, men nu på min mobil, og så blev der heldigvis svaret. Fransk er absolut slusefolkets foretrukne sprog, og enden blev, at han vist nok sagde, at vi skulle sejle ud igen og genstarte indslusningen med fjernbetjeningen. Mens vi klatrede ned af stigen, lukkede porten så pludselig helt af sig selv, og vi blev sluset op og kunne sejle videre. Godt vi ikke kom til at sidde fastklemt i en port, der uventet lukkede…

Så gik alt fint længe, vi kom endda godt forbi den ene af dagens to broer, der åbnes af VNF.

Men så ved den næstsidste sluse, var den gal igen. Her var der heldigvis ved et tilfælde en VNF-mand i slusen. Signalet blev ved at være rød/ grønt, men han viftede os ind alligevel. Jeg fortalte, at der ikke havde været rent grønt lys, og nu ville porten ikke lukke efter os, når vi løftede den blå stang. Hmm. Den meget fåmælte mand ringede og ringede til Gud ved hvem, og til sidst lukkede porten i. Men så skete der ikke mere, intet vand blev lukket ind af forporten. Han telefonerede atter, og efter laaang tid skete der endelig noget, og vi blev sluset de tre meter op.

Først klokken 17 efter 24 km og flere ufrivillige pauser kunne vi sejle ind den pænt store havn, hvor vi fik en god plads. 20 €/nat og 3,5 €/bruseb

Alderen må afgjort være ved at indhente os, for også denne aften var vi begge ret udmattede. Af en eller anden grund synes vi at kanalsejlads er mere anstrengende end havsejlads (i almindeligt vejr). Vi fik dog via diverse broer og tunneler slæbt os op i den ret overskuelige by, hvor vi fandt et brasserie på et hyggeligt torv.

Her fik vi nogle opstrammende lammeschnitzler med gode, ikke udkogte grøntsager til. Der var masser at se på både blandt gæsterne, men også på pladsen tæt på. Flere ret nørdede typer var ved at stille deres astronomiske superkikkerter op, og det lod til at alle måtte komme og prøve at se nærmere på den i aften tiltagende måne.

Vi prøvede to forskellige, først en mindre hvor man kunne se den sejlformede måne in toto, og meget mere detaljeret med det blotte øje og så en stor kanon, hvor man kun kunne se et udsnit af gangen, men meget mere detaljeret. Hvis der havde været små grønne mænd, havde vi garanteret set dem… Herefter vendte vi mætte, og delvist genoplivede snuderne hjemad.

SØNDAG 25/6

Vi stod sent op og startede dagen med et fælles brusebad i en af de der automatiske metalkabiner med en grøn, gul og rød knap udenfor. Har hidtil kun, og med en vis berettiget skepsis, prøvet toiletudgaven. Men denne superrummelige doucheudgave fungerede upåklageligt – og man havde endda 30 minutter at disponere over. Renvaskede dappede vi over til havnens populære café og fik kaffe. Her fik Erik endda komplimenter for sin multifarvede/mønstrede lasede skjorte fra 1970’erne af den charmerende caribisk udseende fyr bag disken.

Nogle ville måske ærgre sig over at komme til en stort set søndagslukket by, men da vi ikke manglede noget, syntes vi bare, at det var rart med fred og ro. Byen med sine ca. 25.000 indbyggere er ganske hyggelig. Den er bygget på en høj, hvor der i sin tid lå en romersk borg og byens midte gennemskæres af to floder, idet Doubs her møder floden l’Allan nordfra.

Den  bærer præg af, at fra 1397 at have været et tysk fyrstendømme gennem mange år, under hertugerne af Württemberg indtil 1793 og dermed en af de få protestantiske enklaver i Frankrig. Da hed byen Mömpelgard.

Og den tyske indflydelse skyldes alene at en fransk frøken Henriette indgik ægteskab med en adelig tysker. En arkitekt med det absolut tyskklingende navn Heinrich Schickardt er manden bag mange af byens interessantere bygninger, som bl.a. indbefatter et slot tilegnet frøkenen.

Efter at ha’ besigtiget byen slog vi os ned på en af de få restauranter der holdt åbent. Det var et hyggeligt lille sted, hvor franskmænd nød en søndagsfrokost – vi var de eneste udlændinge. Vi valgte en forret og hovedret til deling, en krydret salat Gaugain med bl.a. rejer, mango og ananas og en mere solid hovedret Compte Francois med med en egnstypisk tyk pølse med brasekartofler og en cremet hvid ostesauce som nærende dyppelse. Så godt.

Nu var det tid til at promenere i byens åndehul, “Parc pre la Rose” sammen med ganske mange andre af byens borgere.

Det var virkelig en fin park med masser af blomster, dyr, forskellige træarter og skulpturer.

Så havde vi til fulde fået dagens mål af oplevelser og motion og vendte tilbage til lidt tiltrængt aftenafslapning i Skærsilden.

Om morgenen var regnen ophørt, der var skiftende skydække, og luften var dejlig frisk.

Efter at ha’ sagt pænt farvel tog vi videre fra vores lille bro, antageligt mod L”isle-sur-le Doubs, hvor vores gæstfrie nye bekendtskab boede om vinteren.

Mens vi lå og ventede inde i et af slusekamrene undervejs, havde jeg fornøjelsen af, for kun anden gang i mit ret lange liv, at se en isfugl. Man er ikke i tvivl, når man ser denne vævre, lille smukke fugl. Og vi, især Erik, havde held til at se flere forskellige slags fisk, der i størrelse næsten kom på højde med dem, vi havde set fotos af dagen inden. Alene det kunne afholde mig fra at hoppe i det grøngrumsede flodvand. At vi i dag, også for første gang, så en levende frø springe rundt, lyder måske lidt mærkeligt i betragtning af, hvor mange, der ud fra deres insisterende kvækken, må være.

Lige efter den lille by Clerval lagde vi til ved en bro uden for en sluse og gik langs kanalen tilbage til byen,for at se om der skulle være mulighed for indkøb eller at få noget spiseligt på byens restaurant.

Klokken var lidt over et, så vi var med rette ikke optimistiske. Vi entrede byens restaurant, hvor man ville kunne ha’ fået  dagens menu med tre retter for 15 €, men absolut ikke klokken 13.15. Trop tard! Vi fik dog tigget os til to glas øl + en dessert til hver, friskost med rød frugt coulis – og lidt brød. Ganske udmærket.

Så var vi klar til at sejle lidt videre, og et par timer senere lagde vi langskibs til ved en mole lige i udkanten L’isle-sur-le Doubs. Vi havde en lidt speciel genbo på græsrabatten inde på land. En mand i sin bedste alder havde slået sig ned med telt og alt muligt habengut samt to store hunde af en blanding mellem rottweiler og dobbermann, tror vi. Hundene var heldigvis i snor,  for manden gik eller rettere humpede rundt på to krykkestokke med en skinne på det ene ben.

Han var åbenbart ret populær, for der kom rigtig mange, forbi med det ene og andet både til ham og hundene. Selv gamle damer klappede frygtløst de ret voldsomme dyr.

Byen med sin små 3000 indbyggere er lidt sjov, for den ligger spredt ud på to små øer og lidt på hver side af fastlandet, gennemskåret af såvel floden Doubs som Canal Rhône du Rhin. Da vi gik en aftentur i byen, var der ikke megen aktivitet at spore, og butiksdød og forfald var ret udbredt. Da der ikke var nogen sanitære faciliteter langs molen, kiggede vi efter noget så basalt som et offentligt toilet. Og tænk, i denne prunkløse by, viste der sig at være et – og tilmed af den bedste , og reneste slags. Således lettede gik vi tilbage og lavede lidt god mad i båden, inden vi gik til køjs.

Vi havde ikke set nogen bager under vores aftentur i Deluz dagen inden, og da vi var udgået for brød, gik vi op til den lille café, som nu havde åbent.

Vi fik dejlig kaffe og croissanter på deres mini terrasse og gik tilbage med en flutes under armen.

Vores hensigt var at sejle til den lidt større by  Baume Les Dames, hvor der skulle være en OK havn og tilmed lidt at se på.

Heldigvis lå  der knap så mange vandplanter på lur efter os idag, så frem kom vi da.

Havnen i Baume Les Dames var en god lang mole beliggende ud for en restaurant. Alligevel virkede stedet lidt dystert, men vi lagde som planlagt til. Kort efter kom en franskmand fra båden foran hen til os og sagde, at bossen var mauvais/ondskabsfuld, og at her var alt for dyrt – der var ikke en gang toiletter. Så de ville i al fald sejle videre… Vi plejer ikke ellers at lade os anfægte af måske løse rygter, men et elller andet gjorde, at før vi havde set os om, var vi på vej videre. Der var efter vejrudsigten et massivt regnvejr på vej, men selv om det grånede og blæste en del, holdt det endnu tørt, og der skulle være en bro i relation til en campingplads ikke meget længere væk.

Og der lå ganske rigtigt en bro ud for en campingplads, men såvel bro som plads var af lidt alternativ karakter. Men vi lagde til, da der var langt til næste mulighed. Det viste sig at være en plads for nautisk motorsport, og mange havde deres caravans, mobilhomes og små motorbåde stående permanent her i sommerhalvåret på et ret stort område langs floden. Men i dag virkede her tomt og uddødt. Lige pludselig dukkede der dog en fyr op,  og spurgte om vi ville overnatte, og jo det ville vi da, hvis vi ellers måtte. Han var meget venlig og høflig og sagde, at det var helt OK. Det kostede 15 €, og vi kunne betale nu eller i morgen. Da der lod til at være en slags kontor, sagde vi, at vi kom derover lidt senere. Som sagt – så gjort.

Det viste sig, at han boede fast på pladsen fra april til september og pt. passede pladsen for en kammerat. Han var virkelig noget for sig, han startede med at invitere os på kaffe. Han var 64 år og pensioneret, dyrkede sine egne  grøntsager, samlede og tørrede svampe, havde lige fabrikeret litervis af limoncello. Citronskallerne havde han inden ladet ligge på jorden, for at myrerne kun “tisse”? på dem. Vi fik smagt en anden (god) hjemmelavet likør af tørrede mælkebøtteblomster. Han fiskede ikke selv, men viste os fotos af alle de forskellige kæmpefisk,  der var blevet hevet op af floden her. I weekenden ville han få nogle kyllinger, så han kunne få æg til at lave tortillas og kager. Hans mor var spansk. Kaffen og aperitiffen var på “huset”, og i prisen viste der sig at være inkluderet såvel udmærkede toiletter samt mulighed for at få et brusebad. Så selv om vi måske gik glip af noget i byen Baume Les Dames, var det da meget sjovere at ligge her end hos den “onde” mand.

Kort efter vores visit kom regnen, først stille, men siden kraftig og længevarende. Så det blev flutes med ost og skinke nede i kahytten for første gang på denne del af turen. 

Lidt betænkelig(e) ved den antikke sluse slap vi fortøjningerne i Besançon. Jeg var sendt over på den mod satte bred for at hjælpe med at få fortøjningerne sat på pullerterne på land inde i slusen. Det viste sig dog, at en fyr, autoriseret eller ej, kom til og først hjalp med at lukke den bagerste sluseport og siden gik hen og åbnede for “klapperne” i den forreste port – lige vel hurtigt, så Erik var på arbejde med at holde båden i ro nede i dybet. Men alt gik godt, og vi var snart ude på den anden side af slusen.

Vi sejlede videre på den sidste del af floden rundt om byen og kom forbi udmundingen af tunnelen, der skar sig tværs gennem byen.

I dag ville vi, belærte af erfaringen, ikke sejle så langt, men sigtede mod den lille by Deluz 19 km væk, hvor der skulle være anlagt en fin ret ny havn i et gammelt industriområde.

Vi havde en dejlig tur, også i dag  gennem skønne landskaber, og vi fik holdt melon/skinke pause foran turens 4. og eneste dobbelt sluse, 6,3 m høj. Men især på den sidste del af turen mødte vi nu for alvor en af turens mere alvorlige udfordringer – begroninger eller med en måske mere lyrisk betegnelse: GRØDE. I det snævre, lave og efter sigende også, op til byen Clerval, stenede løb, var det mere end svært at sno sig uden om de store øer af forskellige typer vandplanter.

Mangen gang måtte vi stoppe helt, når enten ror eller skrue – eller begge var blevet indfiltret i planternes lange seje fangearme.

Der blev bakket, roret løftet og fisket med bådshagen, og indtil videre er det da lykkedes at komme fri og videre. Godt at der er så få andre både.

Det var dog heldigvis ikke lige slemt alle steder, så ud på eftermiddagen nåede vi efter 19 km frem til den ganske rigtigt udmærkede aflåste havn med fingre.

Eneste men dog ret betydelige ulempe var at havnekontoret med alle faciliteter lå uden for det aflåste område og havde kun åbent mellem 10.30 og 19.00. Lige op til havnen lå nogle gamle ret smukke industribygninger. Dem tættest på var i rent forfald, men længere henne var de blevet renoveret og anvendt til bl.a. bådværksted og vinteropbevaring af både.

De havde huset dels et spinderi fra 1858-1872 og en papirmølle fra 1873-1977 og havde haft over 400 ansatte. Floden Doubs er en lumsk størrelse. I gennemsnit er flowet 100 m3/s, men det kan svinge mellem 14 m3/s og op til 1500 m3/s ved Besançon, når det går helt vildt for sig. Den kanaliserede flod, som er bygget af straffefanger i tiden efter 1821 , har leveret vandkraft til møllen. Vi gik en runde i den lille bitte by. Ned til floden var der meget landligt med hyggelige huse langs vandet

Vi så ikke nogen butikker, men der var en café og helt tæt på havnen havde et ungt par indrettet en lille burgerbar i de renoverede bygninger. Dem ville vi gerne støtte, så vi fik to gode burgere med hjem i båden til aftensmad.

MANDAG 19/6

Inden vi sejlede videre talte vi (igen) med et hollandsk ægtepar i en fin, klassisk motorbåd. De havde sejlet Frankrig tyndt gennem mange, mange år, og han var bestyrer af en hjemmeside om franskevandveje, og Erik blev inviteret med i klubben, lidt hyggeligt og måske også ved kommende lejligheder nyttigt.

Vi sejlede og sejlede gennem snart snoede forløb, snart brede strækninger, hvor kanalen og Dole løbsammen. Men nærmest eventyrligt smukt overalt.

På Rhône og Saône kunne vi stadig bruge selvstyren, men det går ikke nu. Situationen forandrer sig hele tiden hvad vanddybde og oversigt angår. Og selv om vi kun sjældent møder andre både, skal der også holdes et vågent øje med træstammer og andet, der kan komme i skruen eller filteret.

Denne dag måtte Erik to gange tømme filteret for slam og rester af vandplanter, der var røget “indenbords”, så kølevandet minimeredes. Vi mødte en ihærdig roer undervejs, som i gennem længere tid “surfede” på vores hækbølge.

Vi ville ha’ holdt frokost efter den første større sluse, en dobbeltsluse lige før en lille tunnel. Der skulle være mulighed for at lægge til i komfortable omgivelser, men de få pladser, der var, var optagede, bl.a. af den foregående aftens franske grissebasse.

ØV, så vi måtte straks sejle videre gennem vores første tunnel, den dog kun 185 m lange Thoraise tunnel.

Og sådan gik tiden i middagsheden og den tidlige eftermiddag. Til slut “parkerede” vi uden på en husbåd i et lige kanalstykke og fik endelig et tiltrængte hvil og vores frokost med melon og skinke. Lidt efter sejlede vi dog videre, og selv om vi egentlig gerne ville ha’ gjort holdt midtvejs mellem Dole og Besançon endte det med, at vi på 35 km nåede helt til frem til denne meget velomtalte by. Da havde vi været gennem 10 sluser, hvoraf nogle var ganske høje, over 4 m, og en enkelt dobbelt sluse var der også, så vi var faktisk begge ret udasede – ikke mindst pga varmen i bunden af  de dybe “sluseovne”.

Sidst på eftermiddagen nærmede vi os dog endelig BESANÇON med det i øjenfaldende citadel højt oppe.

Den allersidste km var dog ikke uden udfordringer, idet dybden i kanalen rundt om den halvø, den gamle del af byen Besancon ligger på, kun var omkring 1,20 m.

Så roret hoppede trods langsom fart jævnligt op, men vi fik da til slut listet os ind i havnen St. Paul. Vi betalte to gange 20€ for to nætter, men så var der også vand, el, lås til broen samt gode toilet- og ikke mindst tiltrængte brusefaciliteter.

At havnepersonalet var lidt besynderligt var så en anden sag. Lederen af capitaineriet var lidt a la “Hunulven Ilse”og dem, der gik til hånde var venlige nok, men virkede ikke helt “normale”. Men havnen lå helt centralt i byen, dog med en ved aftentide lidt skummel passage gennem en lille park. Da vi som sagt var lidt trætte, især jeg, gik vi op i byen og fandt et økonomivenligt og populært sted i en gågade (der var dog en livlig trafik med cykler og løbehjul , så man skulle se sig godt for) lige i nærheden. Pizza og pasta samt en god udsigt til alle mulige slags mennesker der passerede forbi – hvad mere kan man ønske sig? Jo, at det ikke lige pludselig øser ned, men det blev heldigvis ved de tunge skyer og et enkelt dryp i ny og næ. Men da vi var gået til køjs, åbnedes himlens sluser sig mens et lettere tordenvejr cirkulerede rundt omkring os et par timer.

TIRSDAG  20/6

I dag skulle Besançon udforskes nærmere. Først talte vi dog lidt med to Vendelbo ægtepar, som var på en uges tur i en udlejningsbåd fra Dole. Det er nogle pæne både og på mange måde nemmere at sejle med end Skærsilden, da de dels er ret fladbundede, dels fylder næsten hele slusekammeret op i bredden og endelig har de ikke en mast, der stikker ud for og bag. Men vi klager ikke, alt er hidtil gået over forventning. Vi startede dagen med en kop kaffe og croissanter lige ud for en af de større broer, Pont Battant, som vi var sejlet under dagen før.

Det føltes meget dejligt og parisisk – eller i al fald franskt. Om det også føltes trygt, blev vi lidt i tvivl om, da vi så først to soldater, fuldt bevæbnede og i hjelme og skudsikre veste defilere over hver sin side af broen, kort efter fulgte yderligere to og til slut to mere. Og de så ikke ud til at være på fornøjelsestur. At vi tilmed på den ret korte tid vi sad, og ellers nød livet, blev opsøgt af to yngre meget sølle eksistenser, den ene nok misbruger, den anden en stærkt invalideret, måske krigsveteran i kørestol understregede,  at vi nu var i en storby med ca. 150.000 indbyggere, og at Frankrig måske ikke har verdens bedste socialpolitik.

Resten af formiddagen slentrede vi bare rundt i byen, var inde og få kulden i de kirker, vi nu kom forbi og fik handlet lidt ind.

Det er en harmonisk by med mange stilige huse og med en atmosfære af storby, omend af den mindre slags.

Om eftermiddagen, da vi efterhånden var kommet os over gårsdagens udmattelse, tænkte vi, at det var for dårligt, hvis vi ikke kom op til det koloenorme fæstningsanlæg, som i den grad kendetegner Besançon. Allerede da vi nærmede os byen i går, så vi de høje mure med udsigtstårne der omkransede hele den øverste del af Besancon halvøen. På vej der op var vi lige forbi denne bys berømthed, forfatteren Victor Hugos 1802-1885 fødehjem (Han skrev bl.a. De elendige og Klokkeren fra Notre Dame).

Herfra var vi så heldige at kunne hoppe på en bus, der hurtigt fik os op på toppen.

Det er et kæmpe område, hvoraf noget er frit tilgængeligt, mens to museer og en zoo kræver entrébillet.

Vi sprang museerne over og gik længe rundt i det frie område. Faktisk havde havde Besançon før været under  spansk herredømme, men kom nu tilbage under den franske krone. Mesteren bag dette bygningsværk, påbegyndt 1668 og færdigbygget 1683, er Vauban, som under Ludvig IV stod for en lang række imponerende fæstningsanlæg i Frankrig bl.a. også på Ile de Rée i Bretagne, som vi besøgte i 2020.

Citadellet i Besançon stod sin prøve under flere krige og viste sig uindtageligt hver gang. I dag bebos en del af voldgravsanlægget af en speciel abeart fra Etiopiens højland. Det var var nogle meget flotte og adrætte aber, der kækt forcerede de stejle klippevægge, der mindede om deres hjemland.

Vi var så heldige også at se dem blive fodret med al mulig frugt. Nogle andre, der også flintrede rundt i landskabet,  var skolebørn på udflugt. Vi oplevede dem ud  på eftermiddagen, hvor de antageligt var færdige med et eller flere museumsbesøg, og nu skulle der bare løbes igennem

. Franske skolebørn synes i det hele taget ofte at være på udflugter med deres lærere.

Vi gik tilbage ned i byen og satte os på en bænk ud for rådhuset med hver vores vandflaske og så på folkelivet. At der er mange, der af den ene eller anden grund knap har til dagen eller vejen, blev også her klart. En ung pige fiskede en cigaret op, og vupti sprang en midaldrende mand fra en noget broget gruppe hen og tiggede en cigaret af hende. Og på vej tilbage til båden blev vi også antastet, må man vel kalde det, af en kvinde på kanten.

Om aftenen gik vi over på den modsatte flodbred og hen til morgendagens første sluse, som skilte sig lidt ud fra de tidligere, ved at den ikke var automatisk, men skulle betjenes manuelt – af os. Det var en ældgammel sag i relation til en tidligere mølle, og ikke en helt lille sluse, som den vi så ved Bourgognekanalen ved Dijon. Der skulle drejes og gøres ved  på og med diverse gamle knagende jernsvinghjul m.m. for at få de gamle middelalderlige egetræsporte til at lukke og åbne. Lige noget for Erik. På vejen tilbage over på broen, så vi nogle højtråbende mænd stå og kaste flutes ned til ænderne nede ved flodbredden. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at der også var en bæver/sumprottefamilie med to små unger. Sådan nogle havde vi aldrig før set i fri dressur. Desværre havde ingen af os mobilen med.

Det nærmeste jeg har været dette dyr, var i en nutriapels, som dette dyr vist mest kaldes i pelset tilstand, og som jeg i kort tid nødtvungent overtog fra min mor. Så denne dag viste sig altså også rent zoologisk at blive en udbytterig dag. Resten af aftenen tilbragte vi i båden med lidt flutes og ost, mens vi lod os underholde af en ung mand, der ihærdigt baksede med en alen lang lyskæde, der skulle illuminere deres store, ikke særligt pæne motorbåd.

Søndag formiddag forlod vi Dole. Den første strækning var jo en gentagelse af gårsdagens cykeltur. Men sjovt at opleve kanalen nu set fra vandsiden.

Dagens seks sluser var alle ret lette at komme igennem, den højeste niveauforskel var på 2,40 m.

Ud på eftermiddagen lagde vi os ved Ranchot ved en mole mellem to små broer. En distance på sølle 20 km, men det føles længere med sluserne – og i varmen. Det var en meget lille by, mere en samling huse, en lukket restaurant, et posthus, et kapel og hele to bagere, hvoraf den ene var  en “Drive in” bager længere oppe på hovedvejen.

De holdt dog begge lukket om mandagen, så vi måtte se en brødløs mandag morgen i møde. Til en start lå vi som 3. båd, men lidt senere kom en af de mange udlejningsbåde forbi, og de så så triste ud over, at der ikke var plads til dem også, at vi alligevel fik mingeleret dem ind på plads. Der var nu kun et mulehår mellem bådene og vores mast med petunia og det hele ragede godt ind over ene nabobåd, men det gik.

Der var vand og strøm fra klokken 19-9, men ingen toiletter, og en sjov fætter kom og indkasserede havnepenge, 10 € vist nok. På en campingplads lige i nærheden var der fine toiletter, men disse måtte kun bruges, hvis man indtog noget på stedets café, hvilket vi så gjorde. At der også er langt imellem mulighederne for at komme af med “sort” spildevand, gør jo ikke sagen bedre. Så kan man selv tænke sig til, hvad der sker i ly af mørket. Og vi kunne endda desværre, under aftenteen, også tydeligt fornemme det ud fra pludselige “Underlige aftenlufte” fra den franske store flodbåd, der lå lige bag os, ikke så lækkert. Ved sengetid begyndte det at buldre og kort efter piskede regnen ned et par timer, alt i mens det lynede og bragede.