Efter ca. tre timers sejlads i et lidt dystert men ellers pænt vejr kom vi til Lastres, som med sine grålige huse lå klinet op ad den stejle bjergside som en ørnerede, der hagede sig fast det bedste den kunne. I havet uden for havnen lå masser af fiskebøjer.

Havnen var fuld af større og mindre fiskebåde og der var ingen velkomstkomite eller overhovedet nogen til at tage i mod. Vi lagde os så ved en bro tæt på en norsk båd Malaika, eneste øvrige gæstebåd, som vi havde strejfet et par gange tidligere, første gang i Getxo. Dette var virkelig en havn, der var lagt an på fiskeri og ikke turister. Et havnekontor, fandt vi aldrig, så det blev en gratis omgang. Og de høje, høje ydermoler mindede en om, at her kan havet være voldsomt og livet barskt. De større fiskerbåde kom ind med en masse store kuglerunde net fyldt med noget rødt, busket tang som blev læsset på lastbiler og kørt væk, til hvad står hen i det uvisse.

 

 

 

Lige udenfor havnen og neden for den stejle, snoede vej, der førte op til byen, var der en vældig fin lille strand, som dog ikke fristede i det skumle vejr. Efter at ha’ siddet og ladet os fascinere af byens dramatiske beliggenhed og ha’ snakket lidt med Malaikas besætning Louise og Mathias og fået en asturisk dram, begav vi os op mod Lastres by sammen med hundene. Den ældste del af byen, hvor der så godt som ikke var veje men trapper, var spændende og autentisk at gå rundt i, selv om flere af husene nu om dage nok mest blev brugt som sommerboliger. Der var mange flotte udsigter undervejs, og vi fik trænet lårmusklerne.

 

 

Som sædvanlig en flot sejltur.

På vores tur har vi mødt meget få danske både. Vi mødtes med Irene og Steen fra Ocean, som vi traf allerede sidste år, i St. Goustan, men de ændrede planer og sejlede tilbage mod Brest. Siden er vi sporadisk stødt på to andre danske både, som dog havde langt mere fart på end os. Så helt tilfældigt i på vores sidste dag i Llanes så jeg på Marine Traffic, at en dansk båd, Vixen,sejlede forbi, ud for, hvor vi var, uden at vi dog tænkte mere over det. Da vi nærmede os Ribadesella, som ligger op til en floden Sella, og skulle til at lægge til, var det første vi hørte en drengestemme, som begejstret råbte: Se der kommer en dansk båd, og dernæst så vi en dreng, som ivrigt sprang rundt på broen mere end parat til at tage i mod vores fortøjninger. Han havde nok håbet, at skibet var ladet med jævnaldrende legekammerater, men han tog det pænt, at han måtte nøjes med to aldrende pensionister, der dog som bonus medbragte to hunde. Snart gik op for os, at det var Vixen fra Næstved, som tog i mod os. Snart efter havde vi hilst på den samlede besætning: Albert på 11 år, Vigga på 9 år samt mor Mia og far Mads, et virkeligt rart bekendtskab. Begge børn, nok især Vigga, var vældig glade for vores hunde, som fik fik mange ekstra klap og også ekstra lufteture, og vi fik et par ekstra børnebørn for en kort stund samt nogle voksne mennesker at udveksle erfaringer med. Vi endte med mere eller mindre at følges ad de følgende havne indtil Viveiro, hvor vi lidt mismodigt tog afsked, da Vixen havde en lang tur foran sig med snarlige planlagte datoer både i Lissabon og på Gran Canaria. Men hyggeligt var det, og rart at høre var det, at de, som Erik nærmest havde lovet Albert, nok skulle møde andre danske både med børn i A Coruna, som de kunne følges med.

 

 

Ribadesella var også i øvrigt et rart sted at være, en hyggelig velordnet havn OG med gratis vask og tørring! Der er to bydele med hver deres fortrin lå på hver side af floden og var forbundne med en bro med ret så heftig trafik. På havnesiden ligger en fin beskyttet sandstrand i en bugt med fine sommervillaer fra omkring århundredeskiftet.

Der er en anden absolut attraktion i området: Nogle vidtstrakte grotter beboet af mennesker i forhistorisk tid med enestående hulemalerier fra lang, lang tid tilbage, nogle malet for 30.000 år siden men først opdaget for ikke så længe siden af en gruppe unge mennesker, heriblandt Tito Bustillo, i 1968. Der skulle bestilles billetter lang tid i forvejen for at se disse, men vi besøgte i stedet et vældig fint og illustrativt museum, som fortalte alt om disse grotter med deres stalaktitter, malakitter og malerier af hjorte, bisonokser, hestehoveder og meget andet. Tito Bustillo døde ganske kort efter denne epokegørende opdagelse under en anden huleudgravning, og derfor er såvel huler som museum opkaldt efter ham.

Lidt oppe af floden kunne man ved lavvande se andre typer forhistoriske rester.

 

På den anden side af floden ligger den overjordiske historiske del af byen,hvor de mest interessante bygningsværker også findes – dog uden at man ligefrem falder i svime over disse.

 

 

Efter to nætter og med rent tøj kunne vi drage videre mod Lastres et lille fiskersamfund kun ca. 12 sømil borte.

 

I dag forlod vi Cantabrien for at sejle mod næste region Asturien. Vores sejladser har typisk ligget mellem 20 og 30 sømil, nogle få gange lidt mere eller mindre. Ikke imponerende, men ret behageligt. Dejligt at have hundene som påskud herfor. Vi var lidt spændte på indsejlingen til selve Llanes, da vi havde hørt at søen skulle være særlig urolig her, at det var nødvendigt at komme ved højvande, og at indsejlingshullet skulle være vældig snævert. Søen var dog ikke mere urolig end så mange gange ellers, og hullet kom vi fint igennem. Der lå godt nok en sandbanke lidt uden for havnen, som vi sejlede udenom. Der lå faktisk også et skib, der var ved at uddybe renden her.

 

Så ind kom vi, og der var lige plads til, at også vi kunne ligge langskibs ind til broen. En lille tysk motorbåd lå på den anden gæsteplads. Med en uden på hver, er der plads til fire gæster. Der kom en flink, ældre pensionist Pepe, en slags havnefoged og hjalp os på plads.
Llanes er virkelig en charmerende plet med en havn, der går langt ind i en lille fjord, der går over i en flod. Langs hermed ligger så byen i flere etager og på begge bredder, og der er flere små korte broer, der forbinder de to bredder, en kun for gående og en for mere blandet trafik.

Og trafik var der nok af. Vi var nok lidt overvældede over, hvor mange mennesker, turister, her var. Vi var i al fald ikke de eneste, der havde opdaget denne plads, som også var lidt større, end vi havde forventet. Men dejligt var her.

 

 

Om aftenen gik vi ud for at spise men efter at være afvist eller tilbudt at komme tilbage en time senere (kl. 22), fandt vi dog et sted, som så godt ud. Her fik vi hver vores chopchos, en typisk ret bestående af noget tyndt paneret kalvekød med ost og andet forskelligt fyld f.eks karameliserede løg og æble mos. Hertil drak vi den lokale cider, som er meget forskellig fra den franske, mindre fyldig og mere syrlig i smagen, og man fornemmer ikke at den holder en 5-6 %. Denne cider skal i øvrigt serveres i små portioner og hældes op med en lang stråle højt oppe fra, så boblerne og hermed smagen bliver frigivet. Her havde vi endnu ikke lært, hvor store spanske “raciones” ofte er, og at vi burde ha’ delt en sådan. Ingen af os magtede at spise op, trods at det smagte godt, og at vi fik en ekstra flaske cider til at skylle kødmængderne ned med. Det endte med at en god del røg diskret ned i en doggybag til senere glæde for Amanda og Chico. Da tjeneren så, at tallerkenerne på nær et par pomfritter var tomme, spurgte han næsten lidt forbavset, om vi havde kunnet li’ maden, hvilket vi kunne bekræfte. Men vi undlod alligevel ikke at fortælle, at vi havde taget en lille pose med hjem, hvorefter han så ud til bedre at kunne forstå hvordan vi, der nok mest lignede nogle “svagspisere”, havde “spist op”.

Dagen efter gik vi en tur langs kysten og nåede bl.a. ud til en fin lille strand, hvor jeg badede, Erik syntes vist allerede, at vandet var ved at være for koldt her!!! Der kom med jævne mellemrum nogle pænt store bølger ind på stranden, men heldigvis stod der en række ret spektakulære klipper i vandkanten, som var gode bølgebrydere.

Da vi kom hjem fra vores tur, havde vi i den grad fået naboer, en kort overgang lå der tre både udenpå os den ene større end den anden og alle væsentligt større end den lille Skærsild. Heldigvis sejlede den største og yderste tomaster (inden vi nåede at tage fotoet) hurtigt igen. Vores nærmeste naboer var fem gæve spanske gutter, som var kommet sejlende om natten fra Getxo/Bilbao om natten i en ramponeret båd med navnet La Scarra, krabben. Den mest seje af fyrene, skaldet med typisk spansk stort fuldskæg og samtidigt bedst engelsktalende, viste sig at være tilknyttet søredningstjenesten i A Coruna, en god mand at ha’ med ombord. Safety first, som han klogt sagde, da en af dem blev hejst op i masten.

Næste morgen inden vi sejlede videre, gik vi tur med hundene forbi den fiskerestaurant, der ikke havde plads til os, og nu fik vi opklaret, hvad det var, vi ellers havde tænkt os at spise den aften: Percebes, en sær klyngeorganisme, en slags ruger der skæres af på klipper i stille vejr i dette område, på dansk hedder de “langhalse”. De skulle smage godt, men vi har dem endnu til gode. Til gengæld fik vi set og især hørt en grå Jacopapegøje, der sad i et ( for lille) bur uden for og fløjtede og småsnakkede.

Som sædvanlig var vinden øget til 10 m/s, da vi ud på eftermiddagen nærmede os indløbet til kanalen, der fører ind til havnen, byen og floden, så vi brusede nærmest ind. Lige uden for var der en vældig smuk bugt med tilhørende sandstrand, men det viste sig, at den lå på den anden side af floden, og derfor ikke var umiddelbart tilgængelig fra havnen. Det viste sig også lystbådehavnen var meget lille og ikke for gæstesejlere, og de tre pladser der stod angivet som gæstepladser var bøjer lige uden for broerne, men dog lige så beskyttede. Vi fik den sidste bøje, den store hollandske båd Beagle fra Santander lå allerede ved en af de andre.

Vi havde smukke udsigter til alle sider, fremad ud af kanalen og til den ene side mod fiskebådene, bagud mod en gammel smuk bro, en borg og en gammel kirke og en smallere del af floden og endelig til den anden side en bredere del af floden, lystbådehavnen, en større bro og som bagtæppe bjergene – nu med sne på toppen i det fjerne. Så der var nok at kigge på.

 

 

 

 

På tilbagevejen var vi inde og købe dejligt nybagt brød og en lille kage til vores videre færd. Vi ville nemlig udnytte det gode sejlvejr til at komme videre til den lille by Llanes, som vi havde læst og hørt meget godt om.

Lidt bange for at gro fast i hyggelige og bekvemme Laredo valgte vi efter fire gode dage her at sejle videre mod Santander, som med sin ca. 180.000 indbyggere er regionshovedstad i Cantabrien. Byen består hovedsageligt af nyere anonyme højhuse, da det meste af den gamle bydel brændte under en stor brand i 1941. Indsejlingen til byen er dog vældig flot med flere imponerende slotslignende palæer tronende på højdedragene ind til den smukke Santanderbugt.

Ved den første og mest centrale marina kom en ung fyr os afværgende i møde, alt “occupato”, og henviste os til en havn længere inde i bugten. Ankring var selv Erik ikke stemt for, da der blæste en frisk vind med en urolig sø til følge. Undervejs så vi for en gangs skyld masser af lokale sejlbåde, som kom muntert krydsende i mod os.

Den næste marina lå ret langt fra centrum, men vi fik en god og rolig plads sammen med flere andre gæstesejlere. Start- og landingsbanen til byens lufthavn lå parallelt med og helt tæt på havnen, hvilket var ret underholdende uden at være generende.

Dagen efter, hvor det var lidt grå og blæsende, tog vi bussen til Laredo og hentede bilen. Da det var en kort tur, fik hundene lov at passe båden imens.

På hjemturen kørte vi af hyggelige småveje, og undervejs lod vi os friste af en restaurant, Pico di Paloma, der så meget velbesøgt ud og ikke uden grund, viste det sig. Til den ellers flinke tjeners store frustration nøjedes vi dog, belærte af tidligere erfaringer, med en enkelt men lækker ret, arroz marisco, en slags paella med rejer og pulpo (8-armet blæksprutte).

Tilbage i havnen parkerede vi bilen nok så flot under en palme i det rolige lidt eksklusive kvarter.

Dagen efter virkede vejret bedre, og vi sejlede ud gennem det store havneområde i bugten, men da vi nærmede os udsejlingen, kunne vi godt se, at der var væsentlige buler på horisonten. Vi fortsatte dog ufortrødent, men det viste sig at være en mega ubehagelig sejlads uden megen vind men med meget uregelmæssige dønninger, der kastede båden hid og did. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle sejle sådan de næste 30 sømil langs dystre, stejle grå klipper, som bølgerne skummende slog ind mod og tilbage fra, så efter fem sømil var vi rørende enige om at vende om. På vej ind i bugten mødte vi en stor hollandsk sejlbåd Beagle, som sejlede ud. Sejt men god fornøjelse tænkte vi. Inde i bugtens roligere vande lå flere andre både for anker, og vi fandt os også en plads. Kort tid efter kom Beagle også tilbage og lagde sig ikke langt fra os. Så det var ikke kun os der var pjevsede! Lidt efter sejlede vi i land i gummibåden med hundene for at se lidt nærmere på byen. Havnefronten er blevet renoveret de senere år og er ganske flot. Man kan gå højt oppe og nyde udsigten eller nede langs vandet hvor man kan bade fra en dejlig strand eller promenere langs forskellige små parkanlæg. Der var masser af mennesker som luftede hunde, trillede med klapvogne, løb eller bare sad og slappede af på bænke.

 

Vel tilbage på båden sagde Erik pludselig, at her ville han ikke ligge og gynge resten af natten så vi (han) trak ankeret op, og vi sejlede hen mod en anden lille havn, Pedrena, i nærheden. Undervejs kom vi dog ind i fint meget roligt område bag en lang sandtange, hvor der kun lå et lille strandhus med en fin grøn- og rødmalet bro ud for.

 

Vi var endda så heldige at finde en bøje at ligge ved. Kort efter kom en mindre færge sejlende, bogstaveligt talt for fuld musik, med en masse hoppende og dansende unge mennesker ombord. De blev læsset af ved den fine bro, og så fortsatte festen ellers i det, der viste sig at være en strandbar. Det var nu meget hyggeligt og præcis klokken tolv, kom færgen tilbage og læssede strandgæsterne ombord igen for at sejle væk igen atter under musikledsagelse. Efter en god og rolig nat stod vi op og sejlede ind til den nu øde sandtange og luftede hunde og nød den smukke morgen med udsigt over mod Santander.

 

 

Efter morgenmad sejlede vi atter ud af bugten, og denne gang var havet os mere venligt stemt, og vi kunne fortsætte mod San Vicente de Barquera.

Efter et par gode dage i Getxo og Bilbao og efter at såvel de fysiske som de mentale dønninger efter den første nats heftige stormvejr havde lagt sig, sejlede vi videre mod Laredo.

Jeg havde i øvrigt mit eget lille personlige drama i Bilbao. En blærebetændelse, noget jeg kun har døjet med to gange tidligere i mit liv, havde været under “opsejling” et par dage og kulminerede hin stormfulde nat hvilket satte lidt ekstra krydderi på nattens strabadser. Vi havde eftermiddagen inden opsøgt et af de utallige farmaciaer i den tro, at her nede sydpå strøede de nok om sig med antibiotika, men nej. De søde damer kunne kun give mig nogle naturpiller, som dog skulle være virkelig gode. Dem købte jeg så i dyre domme, græskarkerner m.m. var der i, erfarede jeg senere. Da der absolut ingen bedring var, vendte jeg tilbage dagen efter, og da de så mig hænge over disken i krydsspagat, henviste de mig til et ambulatorie i nærheden og ringede og advicerede dem om, at jeg var på vej. Nogle andre flinke damer fik udfyldt nogle formularer og bad om det blå sygesikringskort, og kort efter blev jeg modtaget af en mandlig sygeplejerske med lang hestehale og ring i næsen, som optog en form for anamnese ( mest fakter og gebærder + en urinprøve) og skrev en masse ned. Vale, vale du skal ha’ antibiotika, forstod jeg på ham, og NU fik jeg endelig foretræde for lægen, en moden lidt stram kvinde med kulsort hår i kridhvid blondeskjortebluse og brillerne nede på næsen siddende bag et skrammet skrivebord. Heller ikke hun talte engelsk, men urinprøven og min adfærd viste klart, at antibiotika skulle der til. Pillerne jeg havde fået, rystede hun på hovedet af og udskrev en recept på noget, jeg skulle indtage to gange med 24 timers mellemrum. Og hvad så hvis det ikke hjælper, fik jeg fremgooglet? Det GØR det, var det prompte svar, og så skulle jeg i øvrigt også drikke tranebærsaft (eller blåbærsaft som google fejlagtigt fik det til). Alt tog max. en halv time, så var jeg tilbage på apoteket og fik en pakke med to pulverbreve med et for mig ukendt indhold udleveret. Græskarkernepillerne tog de tilbage og refunderede uden videre, så jeg endte med at få penge tilbage til min store forundring. Jamen jeg var jo på ferie, så skulle jeg da ha’ det godt o.s.v. Og husk nu at se det og det i Bilbao… De to gange pulvere hjalp næsten straks og smagte endda godt. Se det var da en rigtig solskinshistorie uden bureaukrati og skrankepaveri!
Men nu videre til det væsentlige: Vindmønsteret var, som det stort set har været langs den spanske nordkyst: Vindstille fra tidlig morgen og til over middag, så tiltagende vind der kulminerer først på aften og så en dejlig stille aften. Vi har forsøgt at sejle de dage, der var østlige vinde og så med afgang sidst på formiddagen, og hvis der var lovet vestlige vinde så tidligere. At sejle langs denne kyst har været som at se en vedvarende naturfilm af højeste klasse.Vi tror hele tiden, at nu kan det da ikke blive flottere – men det kan det, lader det til.

Det undrer os en del, at vi møder så få sejlbåde eller i det hele taget både her i Spanien. Ofte tænker vi – eller jeg – om vi har misforstået vejrudsigten, og om der mon er uvejr på vej, men nej det er ikke årsagen. Omkring de forskellige små havne møder vi dog en del større eller mindre fiskebåde og deres fiskebøjer, ofte ikke større end en bordtennisbold, skal man holde godt øje med. Når vi har medvind, og vinden kommer op omkring og gerne over de 6-7 m/s, stryger vi af sted, og Erik er nærmest lykkelig.

Laredo lyder som noget fra en western, men det er en rigtig rar spansk by hvor der både er almindelige mennesker men også mange turister på grund af den store bugt med den dejlige strand, de smukke omgivelser og den hyggelige by. Den massive ferieboligbebyggelse i den nyere ende af byen er måske knap så smuk, men den virkede heldigvis ikke så dominerende i virkeligheden som på fotografiet. Og de smukke bjerge i baggrunden virkede afledende.

Lystbådehavnen er kæmpestor og indviet i 2011, og også fiskerihavnen og moleanlægget virker overvældende. Men det er en dejlig havn med supergode faciliteter, hvilket ikke er så normalt i de spanske havne, vi har besøgt. Selv havnekontoret, krystalhuset, som den racercykelkørende entusiastiske, unge havnefoged kaldte det, var imponerende.

På vores første dag ville vi spise frokost i byen og fandt et sted, der ikke lovede meget udefra, men hvorfra der lød en konstant palaver – på spansk forstås. Vi blev vist ovenpå af en sød ung pige, den eneste, der kunne lidt engelsk på stedet, (hun havde faktisk lige været i København i dejligt vejr). Der oppe var der endnu mere leben med store børnefamilier, der spiste lørdagsfrokost. Vi fik en menu på tre retter, med mange valgmuligheder inklusive brød og drikkevarer – og portionerne var pænt store – for 12 € .

Det smagte alt sammen godt, og vi var stopmætte flere dage efter, selv om vi havde taget en pæn del med hjem til hundene. Vi gik flere gange en sjov tur ud gennem en lang tunnel, hvor man kom ud på en lille udsigtsplatform og en klippestrand, hvorfra man kunne bade – ved lavvande. Der havde tidligere været en lille, men nu forladt naturhavn. Stedet blev nu brugt af hundeluftere, og andre der blot ville nyde udsigten og lade sig fotografere…

En af dagene hentede Erik bilen i Capbreton, en noget besværlig tur med tre busser og ventetider bl.a. I Bayonne, som Erik så fik lejlighed til at gense under mere normale forhold. Og jeg havde en stille og rolig dag, hvor jeg kunne gøre præcis, som jeg ville f.eks. skrive forsinket “dagbog”.

Især den gamle by var hyggelig, og en anden eftermiddag, efter byvandring og kirke/kirkegårdsbesøg, trængte vi til noget at styrke os på og fik derfor atter en frokost men denne gang klogeligt kun to små forretter, rabas – en slags friturestegte blækspruttestykker samt store muslinger i en slags lækker sauce, til deling på en fiskerestaurant med udsigt til den gamle kirke højt oppe i baggrunden.

Efter at ha’ taget afsked med den charmerende men også noget overfyldte by og havn Getaria drog vi videre vestpå mod næste stop Bermeo, som var ganske anderledes. Sejladsen var meget fredelig i svag østlig vind langs den smukke kyst, men det var stegende hedt og svært at finde skygge nogen steder for både mennesker og hunde. Og langsomt gik det, fordi Erik er jo en rigtig sejler, der gerne pisker rundt på dækket i 40 graders varme med spilerstager, bovspryd og andet grej for at pine lidt fremdrift ud af de sølle 2 m/s. Endelig nåede vi dog frem og fik den sidste gæsteplads ud af en halv snes stykker i en ellers stor havn med mange fiskebåde og andre større erhvervsfartøjer – men også mange små lystbåde. Byen, der er omgivet at stejle klipper, har mange smalle, høje huse i forskellige sjove farver og klatrer nærmest op af det stejle landskab. Her er ingen strand, ikke mange hoteller eller prangende huse og ej heller mange turister men masser af almindelige mennesker. Byen bar tydeligt præg af havets og fiskeriets betydning især i tidligere tider men også nu. På det store havneområde og på små pladser rundt om i byen havde forskellige kunstnere på hver deres måde anskueliggjort havets enorme kræfter og betydning for befolkningen på godt og ondt. Især en gruppe bronzeskulpturer af en gammel mand, en gammel kone, en lille pige på tæer og en ung kvinde med et barn i favnen alle nervøst spejdende mod havet gjorde stærkt indtryk. Der har i gennem tiderne været mange storme i området men især to galerner ( nogle særligt kraftige og hurtigt opståede nordlige storme) er gået over i historien på grund af de mange tab af menneskeliv og fiskerbåde. Selv om byen på sin vis virkede lidt dyster, befandt vi os godt der, og havnemesteren alene gjorde næsten havnen et besøg værd. Har desvære ingen fotos af ham, men vi har sjældent set nogen med så ekspressiv mimik, vilde øjne og gestikulation – bare den måde han skridtede ud af broerne med armene svingende som trommestikker. Efter to nætter og en dag med blæsevejr og noget så usædvanligt (faktisk rart) som regnvejr kunne vi onsdag 8. august fortsætte mod Getxo en forstad til Bilbao.

(Stand in blogger Christina).

Efter endnu en fin sejlads kom vi til den meget velomtalte og beskyttede gamle, lille fiskerby Getaria. Det skal lige nævnes, at den i ordets bogstaveligste forstand, vildt flotte kyststrækning, har været brugt under optagelserne til “Game of thrones” – en af vores søns favorit serier. Nå, men vi fik anvist en fin plads med god udsigt til byens gamle huse og kirken og gik op for at betale. Vi var dog ikke rigtig kommet os over chokket efter de to gange 40 € for to nætter ved en bøje i San Sebastian, så da vi fandt ud af, at vi fint kunne ligge gratis lige uden for havnen, besluttede vi os for at spare de her 32 € til noget sjovere. Og det var en god beslutning, da der var mindre steghedt ude på vandet og lige så fin ud- eller rettere indsigt til byen. Og så kunne vi og hundene jo også nemt bade fra båden. (Hunde er forbudte på de fleste strande også her). Vi prøver, mest af hensyn til Chico, at undgå festivaler og alt med fyrværkeri, da han bliver nærmest panisk ved selv det mindste knald. Og selvfølgelig startede en hel uges byfest netop denne aften. Det var nu heldigvis uden fyrværkeri! Byen er kendt for sine gode fiskeretter, især fisk bagt eller stegt over stenkul. Så vi fandt den mest autentisk udseende restaurant under kampestensbuegange og bestilte “rodaballo”, pighvar, for to. Lidt senere kom en absolut ældre, myndig dame ind og præsenterede os stolt for to flotte pighvarrer, som vi kunne vælge i mellem. Det blev den mindste – mest af hensyn til økonomien. Pighvar er en af mine yndlingsfisk og den smagte rigtig godt og lidt specielt nok som følge at stenkullene. Som følge af byfesten var der ekstra gang i gadelivet, og på et tidspunkt lød der sang og musik lidt længere borte fra. Vi fandt frem til gerningsstedet, hvor nogle musikanter med violin, harmonika, slagtøj, guitar samt en forsanger i baskerhue optrådte med forskellige nok typisk baskiske sange. Det sjove og faktisk ret bevægende var, at næsten alle de mange tilskuere tydeligvis kendte sangene og sang og næsten dansede med af hjertens lyst. Og det lød betydeligt bedre, end når vi hjemme i Danmark synger midsommervisen …. Efter lidt aftente i båden troede vi, at nu skulle vi have en god og rolig nats søvn, men der tog vi helt fejl, for et diskotek, eller hvad det nu var, underholdt os til den årle morgen med vildt høj technomusik. Nå, men da solen atter stod højt på himlen og vi havde spist morgenmad, drog vi videre vestpå mod Bermeo.

Gæsteblogger Christina.

 

Så nærmede vi os endelig ud på eftermiddagen et nyt land – Spanien.

Efter lang tids “klitlandskabssejlads” havde kysten allerede så småt begyndt at ændre sig ved Saint Jean de Luz, men dette blev meget mere tydeligt med klipper ja nærmere bjerge, her hvor Pyrenæerne ramler ned i havet.

Jeg har altid syntes at alene navnet San Sebastian lød spændende, så jeg glædede mig til at opleve byen “live”. Og det var et flot syn, da den store bugt byen ligger i tonede frem. Mod øst afgrænset af Monte Urgull med en kæmpe statue af Jesus Kristus på toppen, mod vest af Monte Lgueldo og så med den høje lidt mystiske ubeboede ø Santa Clara midt i bugten. Og så den enorme sandstrand fyldt med mennesker. Wow – synet kunne snildt måle sig med Copacabana i Brasilien.

Så langt så godt. Der var ikke plads til flere både i den ret så lille havn, så vi blev med venlig men fast hånd eskorteret ud til en bøje ( for transitsejlere, som gæstesejlere kaldes her) i den anden ende af bugten længst væk fra den gamle by. Men så var der til gengæld GRATIS taxa sejlads til land hele døgnet af flinke ældre mænd. Nå, men Erik gik så op for at finde havnekontoret i en udpeget bygning, mens jeg ventede uden for med hundene. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville ligge her i to nætter, når vi nu endelig var kommet hertil. Efter laang tids venten kom Erik tilbage. Det havde været mere end svært at finde det omtalte kontor, hvor der viste sig at sidde to damer, der kun talte spansk. De administrerede den spanske snobbesejlklub, som tydeligt fortrinsvis frekventeres af det spanske aristokrati ( ingen fordomme her). Da jeg jo havde sagt to nætter, havde Erik betalt for to nætter for den sølle sum af 40 € per nat – og tilmed uden nævneværdige faciliteter. Jeg var ved at falde helt bagover, men vi må begge ha’ haft hedeslag, siden vi ikke straks fik ændret dette til en nat. Dagen efter, om lørdagen, da vi havde sundet os lidt, var det for sent, for da var kontoret week-endlukket! Så det var bare at nyde byen og livet – på lidt mere lowbudget. Og San Sebastian er virkelig en flot og også rig by med små 200.000 indbyggere og bestemt et besøg værd! Først så vi den gamle bydel, som er ret afgrænset og meget hyggelig at gå rundt i.

Sådan er små børn og deres nybagte mødre klædt i Spanien.

Aldrig har vi set så mange tapasbarer og med så stort et udvalg af pintxos, som de hedder her. Lowbudget eller ej så MÅTTE vi simpelthen straks smage på herlighederne. Efter mottoet lidt men godt udvalgte Erik fire styks, heraf en med søpindsvinemousse serveret i sin pigskal, samt et glas hvidvin til deling. Det blev indtaget udenfor, hængende over et højt bord med udsigt til den gamle flotte domkirke på byens garanteret dyreste hjørne. Men lækkert var det!

Tæt ved den gamle bydel var et lidt nyere mere storbyagtigt område med flotte huse, en palmepromenade og en boulevard med firedobbelte platanalleer, som førte op til en af de broer, der går over floden Urumea. At vi så næsten nåede at blive døve under vores byture fordi der var et cykelløb Baskerlandet rundt som blev mere end højlydt kommenteret måtte vi jo bare tage med.

Da vejret var varmt og stille var det fint at ligge ved bøjen i bugten og dejligt bare at kunne hoppe i vandet når man havde lyst. Her fik Erik endelig gjort alvor af sine meget omtalte morgenhovedudspring fra båd! Også om aftenen var bugten utrolig smuk med alle lysene, ikke mindst med den belyste Jesus, der beskyttende skuede ud over sin by. Det var vist faktisk forbudt at bruge sin egen gummibåd, men det gjorde vi nu alligevel når hundene skulle luftes sent eller tidligt på dagen. Så sejlede vi over til den “øde” ø, hvor hunde i øvrigt også var forment adgang og luftede dem. Om dagen var der nær en million mennesker på picnictur, men på vores lufteture havde vi/Erik den helt for os/sig selv og hundene.

Søndag formiddag efter morgenmad tog vi videre mod Getaria på anbefaling af vores favorit bådtaxichauffør.
Gæsteblogger Christina

Efter fire gode dage i Capbreton blev det endelig vores tur til at sejle ud af det spændende “havnehul”, hvor vi med en vis spænding havde fulgt, hvordan bådene slingrede ud og ind i de store af og til brækkende dønninger. Denne dag var havet dog roligt, og vi havde en fin tur, vist nok for sejl det meste af tiden, langs den sidste del af Frankrigs kæmpe klitområde og videre til Ciboure, hvor klipper og sand begynder at afløse hinanden.

Lystbådehavnen ligger i Ciboure en lidt mindre by end S. Jean de Luz men også mindre turistet og efter vores mening langt hyggeligere. Havnen var ret lille men velordnet, og vi fik en fin plads med udsigt til både vand og smukke huse – ikke altid en selvfølge i de store marinaer. Og ” les sanitaires” var så nye, fine og højglanspolerede, at man knap turde bruge dem, og så var her endda ikke dyrt at ligge.

Vi nød at gå ture langs kysten og i de smalle gader og beundrede alle de velholdte gamle huse. Et af dem skilte sig ud ved at være bygget i hollandsk stil og sandelig om ikke Maurice Ravel levede de tre første måneder af sit liv her! Byen Ciboure ligger langs den ene side af floden La Nivelles udløb, og kysten er her stejl og klippefyldt. For at komme over til bugtens store strand må man over broen, men så er der til gengæld en kæmpe sandstrand og faktisk også mulighed for ankring i begrænsede områder i den smukke bugt. Men med de to hunde er det dejligt at ligge i havn, og det er ikke heller så let at finde passende steder til gummibåden på en så (over)fyldt strand som denne.

 

Med to dage her blev der også tid til en storvask i vaskeriet lige ved siden af havnen.

I denne by kunne man godt være i tvivl om man var i Frankrig eller Spanien og forklaringen ligger lidt midt i mellem – vi var nået til Baskerland og vores sidste havn i det officielle Frankrig. Det høres på sproget, som er højst besynderligt, ses på bl.a. vejskiltene hvor x og z synes at være de to fremherskende bogstaver og på det baskiske flag, som er som et kvadratisk dannebrog med et gennemgående grønt X i. Den første aften kunne vi høre, at der var liveoptræden med baskisk musik på den anden side af floden, men da var vi så trætte, at vi ikke orkede at gå der over og troede også, at det ville have været forbi, inden vi nåede frem. Men en baskisk kage eller rettere sagt to blev det da til. Den ene med kirsebærfyld den anden med citroncreme – begge gode som det vist fremgår…

 

Den sidste aften i Ciboure spiste vi vores foreløbigt sidste aftensmad i Frankrig på en lille restaurant i havnen for at sige pænt tak og farvel.
Gæsteblogger Christina.