3-5 august 2018 San Sebastian

3-5 august 2018 San Sebastian

Så nærmede vi os endelig ud på eftermiddagen et nyt land – Spanien.

Efter lang tids “klitlandskabssejlads” havde kysten allerede så småt begyndt at ændre sig ved Saint Jean de Luz, men dette blev meget mere tydeligt med klipper ja nærmere bjerge, her hvor Pyrenæerne ramler ned i havet.

Jeg har altid syntes at alene navnet San Sebastian lød spændende, så jeg glædede mig til at opleve byen “live”. Og det var et flot syn, da den store bugt byen ligger i tonede frem. Mod øst afgrænset af Monte Urgull med en kæmpe statue af Jesus Kristus på toppen, mod vest af Monte Lgueldo og så med den høje lidt mystiske ubeboede ø Santa Clara midt i bugten. Og så den enorme sandstrand fyldt med mennesker. Wow – synet kunne snildt måle sig med Copacabana i Brasilien.

Så langt så godt. Der var ikke plads til flere både i den ret så lille havn, så vi blev med venlig men fast hånd eskorteret ud til en bøje ( for transitsejlere, som gæstesejlere kaldes her) i den anden ende af bugten længst væk fra den gamle by. Men så var der til gengæld GRATIS taxa sejlads til land hele døgnet af flinke ældre mænd. Nå, men Erik gik så op for at finde havnekontoret i en udpeget bygning, mens jeg ventede uden for med hundene. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville ligge her i to nætter, når vi nu endelig var kommet hertil. Efter laang tids venten kom Erik tilbage. Det havde været mere end svært at finde det omtalte kontor, hvor der viste sig at sidde to damer, der kun talte spansk. De administrerede den spanske snobbesejlklub, som tydeligt fortrinsvis frekventeres af det spanske aristokrati ( ingen fordomme her). Da jeg jo havde sagt to nætter, havde Erik betalt for to nætter for den sølle sum af 40 € per nat – og tilmed uden nævneværdige faciliteter. Jeg var ved at falde helt bagover, men vi må begge ha’ haft hedeslag, siden vi ikke straks fik ændret dette til en nat. Dagen efter, om lørdagen, da vi havde sundet os lidt, var det for sent, for da var kontoret week-endlukket! Så det var bare at nyde byen og livet – på lidt mere lowbudget. Og San Sebastian er virkelig en flot og også rig by med små 200.000 indbyggere og bestemt et besøg værd! Først så vi den gamle bydel, som er ret afgrænset og meget hyggelig at gå rundt i.

Sådan er små børn og deres nybagte mødre klædt i Spanien.

Søndagsklædte børn.

Aldrig har vi set så mange tapasbarer og med så stort et udvalg af pintxos, som de hedder her. Lowbudget eller ej så MÅTTE vi simpelthen straks smage på herlighederne. Efter mottoet lidt men godt udvalgte Erik fire styks, heraf en med søpindsvinemousse serveret i sin pigskal, samt et glas hvidvin til deling. Det blev indtaget udenfor, hængende over et højt bord med udsigt til den gamle flotte domkirke på byens garanteret dyreste hjørne. Men lækkert var det!

Pinxtos.

Tæt ved den gamle bydel var et lidt nyere mere storbyagtigt område med flotte huse, en palmepromenade og en boulevard med firedobbelte platanalleer, som førte op til en af de broer, der går over floden Urumea. At vi så næsten nåede at blive døve under vores byture fordi der var et cykelløb Baskerlandet rundt som blev mere end højlydt kommenteret måtte vi jo bare tage med.

Da vejret var varmt og stille var det fint at ligge ved bøjen i bugten og dejligt bare at kunne hoppe i vandet når man havde lyst. Her fik Erik endelig gjort alvor af sine meget omtalte morgenhovedudspring fra båd! Også om aftenen var bugten utrolig smuk med alle lysene, ikke mindst med den belyste Jesus, der beskyttende skuede ud over sin by. Det var vist faktisk forbudt at bruge sin egen gummibåd, men det gjorde vi nu alligevel når hundene skulle luftes sent eller tidligt på dagen. Så sejlede vi over til den “øde” ø, hvor hunde i øvrigt også var forment adgang og luftede dem. Om dagen var der nær en million mennesker på picnictur, men på vores lufteture havde vi/Erik den helt for os/sig selv og hundene.

Der var flere partybåde.
Bådtaxien og klubhus i baggrunden.

Søndag formiddag efter morgenmad tog vi videre mod Getaria på anbefaling af vores favorit bådtaxichauffør.
Gæsteblogger Christina


3 Replies to “3-5 august 2018 San Sebastian”

  1. Hvor ser det skønt ud det hele og godt for jer at kontoret var lukket så I fik set mere af denne skønne by – dyr men det hele værd – Bilbao er også et besøg værd – den teor jeg at I vil elske…. San Sebastian er Ærøskøbing og Bilbao er Marstal med charme og kultur….. rigtig god tur til jer 😉

    1. Tak Torben, der er jo også kommet en ny forfatter, (Kaptajnen), til at afløse den travle styrmand ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.