Mandag 9/8

Efter en gang tøjvask og tørring  tog vi videre rundt om Punta de Europa og ind i Middelhavet.

Vinden var nu let og østlig, og som det ofte ses ved østlige vinde, var toppen af Gibraltarklippen nu indhyllet i dis og drivende skyer.

Dagens tur er kort, vi er på vej mod Soto Grande endnu et slags reservat, men i den mere luksuriøse ende. Mest efter Eriks ønske, da jeg frygtede horrible Middelhavshavnepriser. Men det var nu ikke så galt, 33 €/ nat. Og der var virkelig nydeligt, men intet var overladt  til tilfældighederne, og alt var af nyere dato og bygget mhp turisme ( sol, vand, golf samt mad og drikke).

Vi indtog en en kop café con leche med et stykke fortræffelig chokoladekage til deling på en celeber café, hvor mindst halvdelen af kvinderne havde fået foretaget diverse kosmetiske indgreb for ikke at se ældre ud end deres halvvoksne sønner.

 Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himmelen – til Eriks store forargelse var der konsekvent hverken sæbe eller papir på herretoiletterne. 

Tirsdag 10/8

Vi vågnede til en meget grå, næsten kold og fugtig dag med en luftfugtighed på 85%.

Efter at ha’ benyttet os af luksusbadefaciliteterne og gået lidt mere rundt i det store havne-/ferieboligområde, som kan minde om Maritime Øer i Ebeltoft, sejlede vi videre, stadig i let østlig vind, mod Estepona som er en gammel by, også for almindelige mennesker, og med en aktiv fiskerihavn udover marinaen.

Vi fik en fin plads inderst i havnen, hvor der hersker en rustik og autentisk stemning. Alt var perfekt indtil en kæmpe udlejningskatamaran lagde sig lige over for os. Dermed forsvandt vores udsigt til et smukt, gammelt (og tilmed fungerende ) fyrtårn med glastag – som dug for solen – øv.

Byen har en virkelig lang og flot strandpromenade med palmer og velholdte blomsteranlæg.

En lang og bred badestrand er der også. Desværre med noget gråt støvende sand – nærmest jordagtigt. Jeg nåede lige ud og dyppe mig i en pause mellem de for mig lige lovlig store brydende bølger.

På vej forbi skibsværftet, der var lukket for aften og nat, larmede tre (ret små) vagthunde helt vildt og vedblivende. De stod med forpoterne oppe på den rampe liften kører på og kiggede ned, men efter hvad? Erik, min helt, roede frygtløst hen for at se, hvad det var, hundene var så oprevne over. Det viste sig at være en måge, der havde forvildet sig ned i en dyb skakt, den nu ikke kunne komme op af. Erik fik den dog op med en gulvskrubbe, men den havnede først, utaknemmeligt hvæsende af sin redningsmand, i gummibåden, inden det lykkedes den at lette mod friheden.

Ellers gik aftenen i båden for en stor del med at arrangere Eriks busrejse til Cadiz, hvorfra bilen skulle hentes næste dag.

Onsdag 11/8

Erik drog af ved ni-tiden og kom med en gennemkørende bus til Cadiz, hvor bilen stadig holdt nok så fint. Jeg blev i båden og forsøgte at indhente den forsømte “dagbog”, som forhåbentlig senere kan blive udgivet på Skærsildens hjemmeside tilført fotos. Ved fem-tiden var Erik vel tilbage og var heldig at finde en god parkeringsplads lige bag havnen.
Efter at ha’ luftet gamle stivbenede Chico, som jeg ikke længere (er selv lidt affældig) tør/kan få til og fra båden, gik vi op og så på den gamle bydel, som ligger skjult inde bagved byens hovedgade og et godt stykke fra havnen. Den var virkelig pæn og charmerende med hvidkalkede huse og torve – og blomster og eksotiske buske og træer var der overalt. 

Om aftenen spiste vi, blomstermættede, hvidløgsrejer, tun og Saò Pedro fisk, på en ret primitiv, men meget søgt og folkelig restaurant, La Escollera, hvor fiskene nærmest sprang direkte fra fiskebådene op på tallerkenerne. I den korte periode, mellem kl. 17-20, hvor der ikke var servering, lignede restauranten en slagmark med røde, fedtede forrevne eller sammenkrøllede servietter overalt og diverse former for fiske/skaldyrsaffaldspredt ud over hele området. Men kl. 20 sharp var alt klart til næste omgang – og os.

Vi ligger ved næstinderste bro sammen med de andre helt små både, men med tættest og bedst mulige udsigt til den ikoniske Gibraltarklippe. Lufthavnen har vi så at sige også i vores forhave. Sjovt at se flyene lande og starte – heldigvis uden særlig megen støj.

Vores nye “orcabekendtskaber” lå også i havnen, men ved to andre broer. Men herfra skiltes snart vore vande, Aleta sejler mod Menorca og Afrita til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika, men vi nåede at få en hyggelig aften ved den lokale havnebar. Pigen Wicky havde, trods vaccination skræmmende nok pådraget sig Covid 19 undervejs og ligget syg i 11 dage i Lagos, men var nu næsten helt frisk igen.

Selve byen ser ret kedelig ud med en masse høj og nyere bebyggelse, som ikke synes synderligt turistbaseret. Der er masser af palmer og anden beplantning og også her en del cykelstier. Der er to mindre strande ud mod Algeciras bugten og en anden lang, lang strand med enkelt strandcafeer mod øst. Og vi har besøgt dem alle (strandene).

Inde midt i byen findes en ældre bykerne med gågader og fine torve. Især torvet omkring kirken var hyggeligt og fuldt af liv og ikke mindst af caféer og restauranter. Utroligt hvad der bliver sat til livs – ikke bare af Erik og mig.

Vi kom jo ikke uden om at besøge det af mange så berømmede Gibraltar, så vi tog cyklerne om fredagen og begav os sammen med en masse mennesker og biler m.m. gennem paskontrollen og over landingsbanen efter at ha’ ventet på et landende fly. Meget sjovt.

Først så vi den nye Seafront med høje nye hotelller, casino samt Marina. Mondænt og flot.

Siden kom vi ned på byens gamle, hyggelige torv med udsigt op mod Gibraltars ældste bygning, en rustik maurisk borg. Her indtog vi en gang nærmest obligatorisk “Fish and chips”, som dog ikke får mange kokkehuer.

Endelig indtog vi hoved indkøbsgaden, som minder en del om Strøget i København på en meget varm sommerdag – blot med flere spiritus og juvelerbutikker. Gisp og gab… når man ikke er i shoppinghumør.

Efter at ha’ hvilet os lidt og fået normaliseret kropstemperaturen i en kirke, cyklede vi udmattede hjem til Skærsilden.

Efter en hviledag drog vi på cyklerne, nu næsten vanevante atter over landingsbanen op mod kabelbanen, der fører op mod Gibraltarklippens top. Men jo nærmere vi kom jo mere skræmmende så gondolen, der dinglede hjælpeløst i den stærke blæst mod den stejle grå klippe, ud. Så det endte med, at vi tog en minibusudflugt, hvor vi blev transporteret op og rundt til de forskellige seværdigheder på bjerget på en for os mere betryggende måde.

Vi så Punto de Europa med fyrtårnet, Herculessøjlerne, nogle fantastiske huler, hvor der var et flot lysshow og senere nogle sindrigt udhuggede lange tunnelsystemer tilbage fra “Den store belejring” fra 1779-83 ( hvor Spanien og Frankrig forsøgte at tilbage erobre Gibraltar fra briterne).

Den græsk/romerske gud Hercules spaltede iflg. legenden med de bare næver et klippemassiv i to søjler Gibraltarklippen og på Afrikasiden Jbel Musa massivet. Søjlerne skulle ha’ båret indskriften “Nec plus ultra” – der er intet uden for ( på Atlanterhavet)… Og der er faktisk lidt hold i legenden, idet der for ca. fem millioner år siden ikke længere var forbindelse mellem Middelhavet og Atlanterhavet, og Middelhavet var pga fordampning udtørret. Men en sprække, senere Gibraltarstrædet, opstod og i løbet af de næste 100 år “genfødtes” Middelhavet – hvis jeg har forstået det rigtigt.

• 

• 

• 

Sidst, men ikke mindst besøgte vi de frække aber oppe langs bjergsiderne. Der er omkring 200 aber fordelt på fem familier bosat i forskellige områder.

De er nysgerrige og nærgående, så det var klogt at rulle vinduerne op. Men de ønsker selv at bestemme, hvor tæt man må komme på dem. Dette erfarede en ung pige på den hårde måde, idet hun blev bidt i benet, da hun forsøgte at passere en gruppe aber med unger på en stejl snæver trappe. Hun nærmest fløj som en skrigende – og blødende raket det sidste stykke op af trappen.

Vores guide, som var “ bevæbnet” med en kort lille pisk, gik ned og splittede abegruppen ad, så en tiloversbleven ung skræmt fyr turde vove sig op til sine venner. Guiden var i øvrigt vældigt gode venner med flere af aberne, især Jack, kløede han under hagen og gav godbidder.

Alt i alt blev det en god, men også ret dyr udflugt, som dog var pengene værd.

Hjemme i havnen var der også sket ting og sager. Vores humoristiske, flinke polske unge naboer fortalte malende, hvordan en bil var blevet parkeret tæt på kajkanten, manden gået over mod på restauranten tæt ved, MEN desværre havde han glemt at trække håndbremsen, så bilen trillede langsomt, men sikkert ud over kajkanten, ned i bassinet, drev et pænt stykke ud, hvorefter den sank til bunds…. Helt ude af syne, men heldigvis uden passagerer og ej heller til gene for vores snarlige afrejse.

Man møder mange specielle og søde mennesker, når man sejler og vores polske naboer i båden SNUFKIN føjede sig til den snart lange række. De kom fra Warchawa, hun Agnescheka var skulptør og underviste på “ School of fine arts” og han ( svært navn) var kunstmaler. De havde sejlet før men havde nu holdt en slags sabbatår og købt båden i England for godt et år siden. De var nu, noget bekymrede for orcaerne, på vej hjem efter at ha’ sejlet rundt i Middelhavet. Han havde allerede fra sejlads i Patagonien med et ekspeditionsskib set, hvor dygtige og uhyggeligt udspekulerede jægere spækhuggerne er.

Navnet SNUFKIN er iøvrigt det engelske navn for Mumrik, den filosofiske vagabond med hat og pibe, der drager sydpå om vinteren og nordpå om sommeren. ( Karakter fra Tove Jansson’s Moominserie). Så vi fik også en god lille snak om bådnavne med en vis form for spiritualitet – såsom f.eks vores Skærsilden og i sin tid IBMklubbens Kongkurs, den første båd vi sejlede sammen i.

ONSDAG 4/8

Så hyggeligt der end var i den lille flod trak vi, efter en fredelig og fælles luftetur med Chico, ankeret op og sejlede ud af den stadig meget befærdede flod. Vi sejlede tæt på kysten, for at undgå de berygtede og efterhånden frygtede orcaer mod Barbate,hvor de i særlig grad er kendte for at opholde sig. Efter et par timers rolig sejlads, hvor det næsten var lykkedes os at fortrænge alt om orcaer, skrattede det pludselig ud fra VHF radioen på engelsk med fransk accent: I’m being attacked by orcas, I’m being attacked by orcas.” Herefter fulgte en længere intens dialog mellem ham og alarmstationen. Vi kunne forstå, at yderligere en sejlbåd var involveret, mens en nærliggende katamaran ikke var under angreb. Vi kunne ikke se bådene, men de var ikke langt fra os blot længere ude ud for Barbate. Vi holdt os helt tæt på kysten og sejlede tæt rundt om Cap Trafalgar, hvor strøm og klipper ud over historiens vingesus kan give rigeligt med drama. ( Her udkæmpedes det berømte søslag i 1805 med admiral Lord Nelson som øverstbefalende på engelsk side på skibet Victory. England vandt stort over Spanien – men Lord Nelson overlevede ikke et skudsår, han blev påført, vistnok i kampens sidste sekunder – surt. Han blev senere, nedsænket i rom, fragtet tilbage til London, hvor han blev begravet på behørig vis i Sct. Pauls Cathedral.)

Nå, men vi og båden nåede uskadte til Barbate. Kort efter kom et stort orangeredningsfartøj fra Salvamento Maritimo ind med den franske båd Stella Maris på slæb og fik den under vilde fagter og gebærder og kraftig motorturbulens gelejdet ind på en plads i havnen. Næsten samtidigt kom den anden involverede båd, en brite, ind i havnen ved egen hjælp, men med et tydeligt rystet Crew. Vi talte efterfølgende en del med skipperen på den franske båd og så nogle videoer af disse (3) store, men smukke dyr, som havde kredset om skiftevis hans båd og den britiske. Det hele foregik elegant og roligt – men man kunne tydeligt høre, hvordan de gnaskede i roret.

Vi talte også med besætningen fra en anden britisk båd, som et par dage tidligere ligeledes var blevet angrebet. De var blevet enige om at vende skuden. Så i stedet for at som planlagt at sejle til Caribien ville de nu sejle hjem til Wales for at komme væk fra the big whales. Lidt galgenhumoristisk, men forståeligt nok for ikke mindre en tre både blev denne dag angrebet af orcaer i en sådan grad, at de måtte have hjælp til at komme i havn. Ikke rart. Og resultatet blev da også, at sejlads i et større område omkring Barbate blev forbudt i en periode fremover. Erik skrev om det på FB og så kom vi i et bådeblad med fortællingen: https://minbaad.dk/nyhed/archive/2021/10/august/article/sejler-angrebet-af-spaekhuggere-naer-den-spanske-kyst-nervoese-danskere-maatte-soege-mod-land/

Da vi endelig havde fået vores plads i havnen, trængte vi – og Chico til at komme lidt væk fra båden, så vi gik over til den nærmeste strand nord for havnen, hvor man overraskende nok måtte ha’ hunde med. Så her fik også Chico en lille badetur – men den storevandhund er han ikke.

Havnen i Barbate var stort anlagt men åbenbart ikke besøgt i det forventede omfang. Meget var lukket ned, og forfaldet var sat ind. Bad og især toiletforholdene var nok de ringeste set i lange tider. Og så var der kattene – aldrig har vi set så mange udmagrede katte.

Om aftenen fik vi atter brug for cyklerne, da byen ligger et godt stykke øst for havnen langs med områdets anden strand. Det var en dejlig stille aften, og selv om klokken var godt ni, var der stadig heftig gang i strandlivet. Men sandelig også i de talrige restauranter langs havnepromenaden i den ellers ikke specielt charmerende by. Byen er vist mest kendt for at være general Francos foretrukne ferieby. Men liv og glade dage var der, og vi fik en udmærket arroz med tun, atun rojo, områdets kulinariske hovedattraktion. 

Især i maj måned bliver der sat nogle helt specielle arabiske labyrintformede net op, LA ALMADRABA. De løber helt inde fra kysten og langt langt ud. I de følgende måneder fanges så der de særligt lækre store, fede, røde tun. Disse net er ofte markerede på søkortet, men er altså ikke eksisterende en stor del af året, har vi ved selvsyn konstateret.

TORSDAG 5/8

Selvom vi på sin vis gerne ville være blevet lidt længere i Barbate, gjorde dels vindforholdene dels hvalerne sit til, at vi alligevel foretrak at tage videre sydpå og ind i Middelhavet, hvor der hidtil ikke har været spækhuggerangreb på både. Vi var ikke de eneste, der var bekymrede. Vi talte en del med besætningerne fra især to andre både, den britiske Afrita med Wicky og Andrew og den Østrigske Aleta med Staffan (født og opvokset i Sverige). De skulle også videre sydpå og var lige så bekymrede som os.

Det endte med, at vi besluttede at sejle sammen tæt langs kysten med mulighed for at kontakte hinanden undervejs. En lille trind nervøs solospanioler hægtede sig også på “konvojen”. Udover motorsejlads i noget urolig sø gik alt efter planen indtil Tarifa, hvor Erik og jeg, modsat de andre både i konvojen, gerne ville ha’ en overnatning, inden vi tog afsked med Atlanterhavet.

Vi vidste godt fra tidligere at Tarifa ikke har en stor lystbådehavn, men vi var ikke forberedte på at blive mødt af to bevæbnede politifolk (m/k) der spurgte til vores autorisation, som jo var ikke eksisterende. Så vi måtte pænt sige farvel til Tarifas smukke gamle havn og forstsætte ind gennem Gibraltarstrædet.

Sidst på eftermiddagen frisker vinden typisk op – og denne dag var ingen undtagelse. Vi nærmest fløj af sted gennem Estrecho de Gibraltar med en vestenvind på mellem 10-14 m/s + medstrøm. Med rebet storsejl nåede vi til tider op omkring de otte knob.

Det var en flot sejltur med dramatiske klippekyster til begge sider. Den spanske kyst helt tæt på og og så de marokkanske bjerge indhyllet i en mystisk blålig dis længere borte.

Den sidste del af sejladsen foregik i gynggangsø i den store Algeciras bugt, hvor mange store containerskibe ligger opankrede, mens forskellige hurtigfærger dukker op her og der. Til slut nåede vi den store havn i den spanske by La Linea de Conception lige vest for Gibraltar. En stor, fin og billig havn at ligge i, 17 € i døgnet.

SØNDAG 1/8

Efter at ha’ taget afsked med Camilla og William tog vi på tur på vores cykler på kryds og tværs i Cadiz. En søndagsstrandtur undervejs sammen med mange sol- og badeglade spanioler slap Erik ikke for.

Siden fandt vi en smøge, hvor vi fik tapas serveret, som det sig bør, på en vintønde. Resten af dagen tilbragte vi båden og havnen sammen med Chico.

MANDAG 2/8

Om morgenen klokken lidt i 8 cyklede Erik til stationen for at starte den lange tur mod Albufeira, hvor Folke forhåbentlig stadig stod. (I marinaens parkeringskælder)
Jeg tog lidt på tur alene, mens Erik var væk, men hyggede mig ellers med Chico og med at læse og skrive dagbog.

Først kl. 21 om aftenen var Erik vel tilbage, men i ordets bogstaveligste forstand, noget udkørt. Vi tog alligevel endnu en cykeltur på de gode cykelstier langs  kysten ind til centrum og fik lidt tapas og et glas vin på endnu en vintønde.

TIRSDAG 3/8

Selv om Puerto del America havnen for så vidt var fin at ligge i, og Cadiz er en dejlig by, var vi mentalt klare til at drage videre – og det var trods de uundværlige cykler lidt træls at være uden for gåafstand til selve byen. Så efter diverse nødvendige gøremål såsom at handle ind og få bilen fyldt op sejlede vi, endelig, om eftermiddagen videre på en lille kort tur i fint sejlvejr mod floden ved Sancti Petri, hvor der både skulle være mulighed for at ligge ved broer og bøjer eller evt. ankre. 

Trods lavvande kom vi fint igennem løbet ind til floden, som gik langs en høj sand/klittange. Der var et leben uden lige, med alt der kunne tænkes at bevæge sig i eller på vand. Motorbåde og sejlbåde i alle størrelser, kajakker, standuppadlere m.m.

Havneplads kunne der dog overhovedet være tale om og alle bøjer var, efter et meget emsigt og evigt patruljerende havnepersonales udsagn, optagede eller reserverede. Så vi endte med at smide ankeret et godt stykke længere oppe af floden, hvor der også var langt fredeligere at ligge. Mens jeg forberedte lidt aftensmad, sejlede Erik i den lave nedgående sol ind mod den sikkert ret mudrede flodbred med Chico. Da jeg så efter dem, inden jeg gik nedenunder, havde Erik slukket motoren og roede mod land. Kort efter da jeg kom op igen for at kigge efter dem, var de som sunkne i jorden – eller mudderet. Besynderligt. Jeg spejdede langs bredden med kikkerten, men så dem ikke og for såvidt heller ikke andre. Ringe kunne jeg ikke, for Eriks telefon lå på sin faste plads på en hylde. Hmm. Og der var ingen nærliggende ankerliggere. Jeg blev faktisk lidt urolig, og min fantasi fejler absolut ikke noget. Jeg så dem for mit indre sidde i mudder til halsen med en gummibåd  punkteret af en af de mange spidse genstande, vi havde set rage op her og der. Jeg var faktisk flere gange ved at prøve at stoppe nogle af de stadig færre og færre forbipasserende både for at be’ dem om at sætte en form for eftersøgning i gang. Hvor længe skal man vente før man gør den slags? Det der gjorde mig mest betænkelig var, at det snart ville blive ikke bare mørkt, men rigtig mørkt. Jeg vidste også, at Erik ville blive godt tosset på mig, hvis jeg satte en større aktion i gang for ingenting… Stor var min lettelse, da jeg endelig i det fjerne så en lille gummibåd komme tøffende, men fra den stik modsatte retning af det sted, jeg senest havde set dem ha’ kurs mod. Nå, men Erik syntes selvfølgelig, at jeg var godt dum, at jeg ikke troede,  at han ikke havde mere styr på situationen end som så. Men det ville nu ha’ været rart at kunne ringe til ham!

Så heldigvis kunne vi kort efter indtage vores pasta carbonara, som nok var noget præget af min heldigvis unødvendige nervøsitet. Og aftenen var blikstille, og vi kunne efter flere dages byliv igen nyde freden og roen. Dog hørte vi, da vi var ved at gå til køjs en utrolig høj plasken rundt om båden. Ved hjælp af en lommelygte blev mysteriet opklaret. Ikke bare en fisk, men mange og meget store fisk svømmede og sprang i flokke rundt om båden.

Torsdag 22/7

Dasedag i Albufeira. Dog præget af at Erik nok havde fået blærebetændelse – noget man ikke skal spøge med. Så Erik blev noget modstræbende slæbt med til Centro de Saude (sundhedscenteret), hvor vi ventede i timevis, inden han endelig fik en recept på antibiotika.

Bagefter var vi alle nede på den store strand og bade – undtagen Erik, som nu havde en god undskyldning for ikke at bade den næste uges tid.

Jeg var taget i forvejen ned på stranden og fik en uhyggelig og dramatisk oplevelse med en ung pige, som lå halvt tilsandet, bleg og livløs i strandkanten i sin gule bikini. Om hun nær var druknet eller hvad, fandt jeg aldrig ud af, men til slut fik livredderne hende heldigvis på højkant.

Aftensmad på fiskernes klub tæt på marinaen, hvor vi havde bestilt bord. Dejlig fisk – efter lang ventetid.

Fredag 23/7

Farvel til Albufeira og afsted mod Culatra – nu heldigvis i medvind.

Dejlig tur. Vi fandt en fin ankerplads. Erik sejlede os ind, og Camilla, William og jeg gik ned til den dejlige strand og badede, mens Erik “strandede” på en lille hyggelig bar med Chico. Bagefter sluttede vi andre os til ham og fik lækre smoothies og en chipiuariana – drink. Flere af de andre gæster blev så begejstrede for Chico, at vi nær ikke havde fået ham med hjem.

Senere aftensmad i båden, god klassisk pølsepastaret og heldigvis lagde vinden sig helt.

Lørdag 24/7

Op af formiddagen sejlede vi endelig (pga coronaen) for første gang i to år videre, på for Skærsilden ubesejlet hav, mod Tavira eller rettere flodløbet op mod byen. Ret stærk blæst og strøm så badning fra båden, som ellers lå godt ved en bøje, var ikke så fristende.

Efter dejlig melon med skinke tog vi gummibåden ind til den lille havn nær ved og begav os i eftermiddagsheden op mod byen. En både lidt lang, varm og grim tur langs saltmarker, afsvedne marker og faldefærdige huse. Da vi endelig nåede byen måtte Erik sætte sig, ved endnu en bar, nu pga rygsmerter.

Men det var en rigtig fin lille by med snævre gader, gamle kirker, en borg samt en stor smuk plads/park langs floden.

Efter fælles isspisning gik vi langsomt hjemad.

Vi havde ikke lyst til at spise i båden, så vi gik op til en af de restauranter, der lå tæt på havnen. Den ene var helt fyldt og havde ikke plads til os, den anden havde ingen gæster på nær ved et bord besat med en større familie. Setuppet var næsten filmisk. To borde med spisende gæster på pladsen foran restaurationsbygningen og så den nedgående sol over det bugtende flodløb.

Stedet var lidt sært, fiskene i montren virkede blege og trætte og den unge pige, der servicerede os, var meget famlende. Jeg forsøgte mig på mit bedste ( eller værste) portugisiske, hvorefter hun pludselig spurgte, om vi ikke talte engelsk. Det viste sig, at både hun og grillmesteren kom fra Nepal og ikke kunne mange ord på portugisisk. Lidt morsomt. “Il patron” var heller ikke sådan at blive klog på. Chico blev det formildende bindeled, og maden, tunsteaks til de mindre modige og blæksprutte til William, var ikke så slem, som vi havde frygtet, så stemningen blev rigtig god.

Da vi var ved at være færdige med at spise, dukkede et af børnene fra nabobordet pludselig op henne hos os. Det var en lille ca. femårig pige i en fin blåternet flæsekjole, med sort hår og store mørke øjne. Hun forsøgte meget insisterende og med en næsten uhyggelig mine at fortælle os noget om, at nogen, måske hendes hund var død. Hun klappede Chico og alt så fredeligt ud. Vi var ved at betale og havde alle opmærksomheden herpå. Men med et blev freden brudt af et barneskrig, der gik gennem marv og ben. Alt var pludselig kaos, pigen skreg uophørligt, familien ilede til og trak barnet væk, før vi nåede at se hvad og hvor galt, det stod til. Moderen – måske – sagde at alt var i orden, og at vi ikke skulle bekymre os eller gøre noget, men en anden, der bar pigen væk, havde blod på armen, så det var mere end svært ikke at bekymre sig. En ung meget venlig fyr fra selskabet forsøgte også at neddæmpe situationen og sige, at alt var OK, og at pigen var meget “emotionel”. Erik nåede dog at se, at hun rent faktisk havde fået en mindre rift/bid? på hagen. Hun vedblev at skrige som en sirene, mens de slæbte afsted med hende.

Det var en meget uhyggelig, uventet og uforståelig oplevelse for os alle, men især for William. Vi skyndte os ned til båden med Chico, der traskede afsted, ganske upåvirket og med højt løftet hale.

Morale: Små børn og hunde er en kombination, som altid kræver fuld opmærksomhed. ( Hvilket vi faktisk udmærket ved, men her gik det alligevel galt).

Søndag 25/7 og mandag 26/7

Dagen efter var stemningen lidt bedre, og vi var lettede og taknemmelige over stadig at ha’ Chico ombord, men vi sejlede skyndsomst og noget skyldtyngede videre. Vi havde gerne sejlet op af floden Guadiana, der adskiller Portugal og Spanien, til den berømmede flække Alcultim, men kunne se at så ville vores tidsplan slet ikke holde, så vi sejlede videre langs kysten til Isla de Canela. Hele kystområdet er meget lavt, og mindre vandveje opdeler området i forskellige øer.

Den del af “vores” ø og hvor havnen lå var et yderst nydeligt turistområde med større ferieetageejendomme og enkelte flotte hoteller til folk med pengepungen i orden. Der var masser af glade mennesker på de mange caféer og restauranter. Stranden var koloenorm – både lang og bred, fin at bade fra. Også havnen fungerede på bedste vis. Det eneste minus var, at alt var så konstrueret og velorganiseret- et stort feriereservat.

Da vi alle trængte til en overliggerdag, og det iøvrigt blæste temmelig kraftigt, blev vi og tog en udflugt med en lille færge til naboøen Isla Cristina, hvor alt ved første øjekast var ganske anderledes rodet, næsten grimt og uorganiseret. Vi blev på ankomstbroen modtaget af en stor papegøje, som valgte at slå sig ned på stakkels Camillas ryg. Til slut forflyttede den sig dog.

Byen, præget af fiskeri, viste sig dog at være ganske charmerende og med en helt anden form for naturligt liv. Efter at ha’ gået på kryds og tværs fik vi en dejlig fiskefrokost på en lille hyggelig restaurant.

Om eftermiddagen gik vi atter over på stranden, men pga kraftig sandfygning blev det kun til en kort badetur i pålandsvindsbølgerne.

Tirsdag 27/7

Heldigvis havde vinden lagt sig, men desværre så meget i både styrke og retning at vi kun kunne sejle for motor. Vi sejlede til Mazagon et sted i et kæmpe sandklitområde, som nærmest kun er beboet om sommeren. Da havnekontoret havde middagslukket, lagde vi os for anker uden for havnen og badede fra båden og spiste en herlig vandmelon.

Havnen var fin, men det lykkedes os ikke at finde et sted at spise aftensmad, vi fandt kun lukkede caféer i en gade, der mindede om Jomfru Anegade i Ålborg. Men på havnen var der dog en cafe, der var åben, og hvor vi fik is, kaffe og kage. Og om aftenen lynstegte vi 16 meget tynde svinesnitzler, som smagte forbavsende godt.

Onsdag 28/7

Turens længste tur på 33 sømil gik mod Chipiona, en mindre efter sigende hyggelig badeby. I dag kunne vi i det meste af tiden sejle for sejl i moderate vinde tæt langs kysten.

Da vi nærmede os målet, kom kom et “all ships” opkald, som advarede om “big whales” ( spækhuggere) ikke langt fra vores position. Det gav lidt uro i kroppen, men vi nåede dog sikkert i havn. Vi begav os alle over mod stranden, men stakkels Erik måtte pga Chico ikke komme ind på den nærliggende strandbar.

Så de to gik hjem igen, mens vi badede i det nu 30 grader varme vand. Bagefter gik vi langs den fine lange promenade helt tæt på vandet forbi mange gamle smukke huse og fæstningsanlæg med maurisk islæt og videre ud til et imposant fyrtårn.

På vejen hjem ind gennem byen fandt vi et superhyggeligt sted at spise aftensmad, Bar Tasca på den smukkest tænkelige kirkeplads.

I det tiltagende mørke var pladsen næsten endnu smukkere, og vi fik nogle fine små tapasretter. Især om aftenen kunne man se og høre, at byen er et meget populært feriested, det sydede og summede af liv overalt.

Torsdag 29/7

Om formiddagen ved meget lavvande var vi ovre ved stranden på den anden side af havnen og bade. Her kom Williams fodryg i nærkontakt med en klippe, så han var oppe og få renset såret og få en fin forbinding på i strandens lille “skadestue” hos nogle søde unge “sygeplejersker”.

Kort efter sejlede vi videre mod Rota et par timers motorsejlads væk. Rota er en noget større by og mindre turistpræget, men med en meget søgt stor dejlig strand og en god såvel fiskeri- som lystbådehavn.
I denne havn stødte vi på turens kun tredje danske båd Liberty, på vej mod ARC’en og Caribien.

Også her var den smukke, gamle bydel maurisk præget og meget stemningsfuld især om aftenen.

Fredag 30/7

Efter en god solid morgenmad med bl.a. de fuldfede churros på et af byens fine små torve satte vi kurs mod Cadiz – årets sidste sejltur sammen med Camilla og William, lidt vemodigt.

Det blev især mod slutningen en rigtig bumletur for motor med ujævn sø fra alle sider.

Vi lagde til i den ret store og udmærkede Puerto Americano, som dog ligger afsides fra alt (by og strand), hvis man ikke har gode ben eller elcykler. Så her blev de to nye elcykler fundet frem og kom til deres fulde ret. Erik og Camilla cyklede op til togstationen og fik købt billetter til Sevilla, hvorfra hun og William skulle flyve hjem om søndagen. Og de fandt det hospital, hvor William skulle coronatestes den følgende dag, og sikrede sig, at han kunne komme til den følgende dag. Efter alle disse logistiske anstrengelser blev Erik og jeg i båden og lavede en dejlig fiskemiddag af fisk, sværdfisk, laks og lulas, som Erik om morgenen havde købt i Rota. Under middagsforberedelserne tog Camilla William med på en aftencykeltur langs kysten ind mod Cadiz.

Lørdag 31/07

Camilla og William startede dagen med at gå over til hospitalet for at få William kviktestet. Modsat dagen inden kunne personalet nu hverken tale/forstå engelsk, så der var lidt usikkerhed om, hvordan svaret ville komme, men antageligt på mail som i Albufeira med Roman. Efter testningen stødte Erik og jeg til dem nede på Strandpromenaden på vores cykler og tak og lov for dem!

Cadiz er en fascinerende by, som vi havde glædet os til at vise Camilla og William. Men tiden gik, og der kom ikke noget testsvar, hvilket gjorde stemningen en smule anspændt. Til slut enedes vi om at henvende os til hospitalet endnu en gang, inden de lukkede kl. 14. Og der lå det skriftlige og heldigvis negative testsvar og ventede på at blive afhentet… Stakkels William havde vist været ret nervøs ved tanken ikke at kunne komme med hjem til far, Ida og Einstein.
Herefter lettede stemningen betydeligt, og vi fik lidt eller faktisk en del forskellige tapasretter på et lille forblæst torv.

Efter indkøb cyklede Erik hjem til Chico med varerne, mens vi andre gik hjem til båden. Dog med en afstikker til den nærliggende ikke så attraktive, men eneste hundestrand i området. Her fik Camilla – og ikke Chico turens sidste Atlanterhavsbadetur sammen med forskellige andre vandhunde, inden vi gik hjem til en rolig aften i Skærsilden.

Søndag 1/8

Efter pakning fulgte vi Camilla og William til togstationen, hvor vi vinkede farvel og satte dem på toget mod Sevilla, hvorfra flyet via Lissabon fløj dem rettidigt hjem til Danmark, hvor Niels ventede længselsfuldt i lufthavnen.

Herefter startede næste logistiske opgave: At finde en måde at tage sig til Albufeira, hvor Folke stod parkeret. Og det var ikke så enkelt endda. Som damen i billetlugen opgivende sagde: Mui dificil. Ikke ved hendes hjælp, men ved egen research lykkedes det dog at arrangere en tur med tog til Sevilla 8.15 og herfra en bus videre via Huelva til Albufeira.

Efter en to uger lang (6500 Km), men dejlig fortrinsvis kystnær bilrejse i FOLKE nåede vi Erik, Chico og jeg frem til Marina de Albufeira. Undervejs var der gensyn med mange af de tidligere highlights fra vores seneste års sejlture med Skærsilden. (Turen i Folke kan læses på siden “Folkes Eventyr i menuen”). Link: https://skaersilden.dk/?page_id=12653

Skærsilden lå fint, hvor den skulle. Den var godt støvet, og Erik kastede sig selvfølgelig straks over rengøringen med skrubbe og vandslange. Inden da havde vi lige været forbi værftet for at sige, at nu var vi her og for at spørge til optagningen, som var sat til 6/7. De kunne dog kun love os, at båden ville komme op i juli, men ikke hvornår! Det ene af travelliftens store dæk var kaput, og det nye var i restordre på ubestemt tid – Ikke godt. De havde dog en mindre løftekran, som måske kunne løfte vores lille båd. Det fik Erik en aftale om til den følgende dag, dog skulle masten så først af. Men det er jo ikke så svært på vores båd. Så vi gik fortrøstningsfulde til køjs i vores superrodede båd. Selv om Folke havde gjort det godt, havde vi begge glædet os meget til at komme til at ligge og vugge i Skærsilden igen.

Fredag 2/7

Lidt senere end aftalt kom to mænd fra værftet for at sejle os over til den lille kran. De så dog meget skeptiske ud og mente ikke, at det ville kunne lade sig gøre forsvarligt, fordi vores båd var for bred. Og da vi kom over til kajen blev panderynkerne endnu dybere, og det endte med, at Erik blev trukket tilbage til vores stamplads. Alle mulige alternativer blev luftet: At sejle til Vila Moura, at sende en dykker ned eller blive trukket over til fiskerstranden tæt på havnen og sætte skruen på mens båden lå som en strandet hval ved lavvande. Men ingen af alternativerne var rigtig gode. Heldigvis fik Erik om aftenen besked om, at der var godt nyt. Dækket skulle være på vej, og hvis vi var heldige, kom vi op onsdag 6/7 som planlagt – måske.

Erik arbejdede hårdt hele dagen i den stegende hede +30 grader. Det nye toilet og vandpumpen kom på plads, så nu kunne vi både det ene og det andet….

Chico døjede også med varmen og måtte jævnligt spules. Vi turde ikke gå over til den lille strand med ham, hvor der på hele turen ingen skygge var.

Mens Erik arbejdede så sveden randt, var jeg lige et smut ovre ved den lille strand og få mig et køligt, men skønt dyp.

Denne fredag aften udnyttede vi “sidste chance” for at kunne holde fri fra al rodet og spise ude om aftenen. I weekender er der nemlig nu indført lukning af restauranter og anden ikke nødvendig aktivitet fra kl. 15.30.

Vi gik dog ikke langt, men hen til en af de mange spisesteder langs havnen. Et sted hvor der, alle gangene vi har været i havnen, har stået en særlig energisk, men venlig lille indpisker af indisk herkomst. Vi var de eneste gæster og fik endda vores eget enmands orkester til at spille for os. Lidt specielt, men desværre kendetegnende for situationen.

Lørdag 3/7

Vi tog meget uligt os morgenmad hos den gode Spar-købmand på havnen – for meget rod om bord.

Makrelguf i båden til frokost, men efter lidt oprydning var det om aftenen muligt at lave en af vores typiske bådmiddage, en bøf med salat og flutes.

Hvad Erik egentlig lavede denne dag, har jeg ( og Erik) ikke længere helt styr på. Jeg tror, at der blev flyttet til frem og tilbage mellem bil og båd og gjort forberedelser til morgendagens strømprojekt bl.a. fjernelse af de to gamle defekte og næsten 30 kg tunge batterier.

Og så lykkedes det idag at få Erik med over til stranden, på cykel, dejlig nemt. Og han var endda i i det endnu ret så friske vand!

Søndag 4/7

Om morgenen mødte vi det danske par fra Queen of Denmark, Jette og John, som har været “Coronastucked” i Albufeira det seneste år. De virkede meget sympatiske.

I dag var hovedopgaven, måske den både tungeste og vanskeligste opgave, at få de nye LiFePo batterier og strømmen til at fungere. Det tog i al fald lang tid og krævede både fingersnilde med diverse lodninger og arbejde for de små resterende grå… I dag måtte jeg tage min badetur alene, for selv om det sikkert havde været nyttigt med en afkøling for Erik, var han ikke til at drive væk fra sit projekt, og til slut kom alt vist til at virke.

Erik gik i øvrigt glip af en gruppe på syv smukke, unge piger, som kom kvidrende hen over “bjerget” og ned på stranden. Alle meget forskellige, men alle meget yndige.

Denne dag tror/håber jeg var/bliver den værste hvad arbejde, kaos og varme angår.

Mandag 5/7

Den bedste nyhed af alle var, at dækket til liften endeligt var ankommet og ved at blive sat på. Måske kan vi som aftalt alligevel komme op på onsdag…

Tirsdag 6/7

Der arbejdes stadig med forskelligt på båden – og det er meget varmt

Onsdag 7/7

I dag er det store semifinaledag i fodbold EM, hvor Danmark skal spille mod England på Wembley. Vi har aftalt at mødes med besætningen fra Queen of Denmark på “Sharkys bar”, hvor mange englændere ofte samles. John og Jette kommer dog ikke med, da barnebarnet er blevet sygt, men de unge forældre har fået lov at komme til fodbold. Desværre taber DK kampen på lidt urimelig vis ØV. Men en meget hyggelig aften alligevel.

Et andet øv er, at båden IKKE som håbet kom op i dag, men nu er vi dog blevet lovet at komme op i morgen torsdag.

Torsdag 8/7

En stor del af torsdagen går med at vente på at komme op og at få det, vi skal bruge de næste dage, mens båden er på land over i bilen. Vi kan jo ikke få gamle Chico op i båden af stiger og høje bådstativer. Endelig kom to unge fyre og trak os over til værftet og båden kom på land og blev spulet.

Bagefter finrensede vi den så godt, vi kunne for rurer og andet skidt, så den var klar til at bundmales næste dag. OG ikke mindst blev SKRUEN ( som vi sidste sommer mistede og lykkeligvis fandt) atter sat på. Fantastisk.

Om aftenen mødtes vi med John og Jette på Sharkys og fik drinks – og burgere. Og jeg havde fået blåt partyhår efter at ha’ været i nærkontakt med Skærsilden, ret flot synes jeg selv.