Goddag til Middelhavet, Soto Grande og Estepona 9-11/8 2021

Mandag 9/8

Efter en gang tøjvask og tørring  tog vi videre rundt om Punta de Europa og ind i Middelhavet.

Vinden var nu let og østlig, og som det ofte ses ved østlige vinde, var toppen af Gibraltarklippen nu indhyllet i dis og drivende skyer.

Dagens tur er kort, vi er på vej mod Soto Grande endnu et slags reservat, men i den mere luksuriøse ende. Mest efter Eriks ønske, da jeg frygtede horrible Middelhavshavnepriser. Men det var nu ikke så galt, 33 €/ nat. Og der var virkelig nydeligt, men intet var overladt  til tilfældighederne, og alt var af nyere dato og bygget mhp turisme ( sol, vand, golf samt mad og drikke).

Vi indtog en en kop café con leche med et stykke fortræffelig chokoladekage til deling på en celeber café, hvor mindst halvdelen af kvinderne havde fået foretaget diverse kosmetiske indgreb for ikke at se ældre ud end deres halvvoksne sønner.

 Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himmelen – til Eriks store forargelse var der konsekvent hverken sæbe eller papir på herretoiletterne. 

Tirsdag 10/8

Vi vågnede til en meget grå, næsten kold og fugtig dag med en luftfugtighed på 85%.

Efter at ha’ benyttet os af luksusbadefaciliteterne og gået lidt mere rundt i det store havne-/ferieboligområde, som kan minde om Maritime Øer i Ebeltoft, sejlede vi videre, stadig i let østlig vind, mod Estepona som er en gammel by, også for almindelige mennesker, og med en aktiv fiskerihavn udover marinaen.

Vi fik en fin plads inderst i havnen, hvor der hersker en rustik og autentisk stemning. Alt var perfekt indtil en kæmpe udlejningskatamaran lagde sig lige over for os. Dermed forsvandt vores udsigt til et smukt, gammelt (og tilmed fungerende ) fyrtårn med glastag – som dug for solen – øv.

Byen har en virkelig lang og flot strandpromenade med palmer og velholdte blomsteranlæg.

En lang og bred badestrand er der også. Desværre med noget gråt støvende sand – nærmest jordagtigt. Jeg nåede lige ud og dyppe mig i en pause mellem de for mig lige lovlig store brydende bølger.

På vej forbi skibsværftet, der var lukket for aften og nat, larmede tre (ret små) vagthunde helt vildt og vedblivende. De stod med forpoterne oppe på den rampe liften kører på og kiggede ned, men efter hvad? Erik, min helt, roede frygtløst hen for at se, hvad det var, hundene var så oprevne over. Det viste sig at være en måge, der havde forvildet sig ned i en dyb skakt, den nu ikke kunne komme op af. Erik fik den dog op med en gulvskrubbe, men den havnede først, utaknemmeligt hvæsende af sin redningsmand, i gummibåden, inden det lykkedes den at lette mod friheden.

Ellers gik aftenen i båden for en stor del med at arrangere Eriks busrejse til Cadiz, hvorfra bilen skulle hentes næste dag.

Onsdag 11/8

Erik drog af ved ni-tiden og kom med en gennemkørende bus til Cadiz, hvor bilen stadig holdt nok så fint. Jeg blev i båden og forsøgte at indhente den forsømte “dagbog”, som forhåbentlig senere kan blive udgivet på Skærsildens hjemmeside tilført fotos. Ved fem-tiden var Erik vel tilbage og var heldig at finde en god parkeringsplads lige bag havnen.
Efter at ha’ luftet gamle stivbenede Chico, som jeg ikke længere (er selv lidt affældig) tør/kan få til og fra båden, gik vi op og så på den gamle bydel, som ligger skjult inde bagved byens hovedgade og et godt stykke fra havnen. Den var virkelig pæn og charmerende med hvidkalkede huse og torve – og blomster og eksotiske buske og træer var der overalt. 

Om aftenen spiste vi, blomstermættede, hvidløgsrejer, tun og Saò Pedro fisk, på en ret primitiv, men meget søgt og folkelig restaurant, La Escollera, hvor fiskene nærmest sprang direkte fra fiskebådene op på tallerkenerne. I den korte periode, mellem kl. 17-20, hvor der ikke var servering, lignede restauranten en slagmark med røde, fedtede forrevne eller sammenkrøllede servietter overalt og diverse former for fiske/skaldyrsaffaldspredt ud over hele området. Men kl. 20 sharp var alt klart til næste omgang – og os.