Folke på Eventyr

Folke på Eventyr

Ja, nu skal vi også på eventyr i bil.

Afsted 15/6-21.

Pakket til afgang.

Vi var allerede med færgen fra Bøjden kl. 10, da bilen var pakket dagen i forvejen. Afslappende men lang tur mest af små ikke trafikerede veje. Planen er at følge vores sejlrute nogenlunde, men blot på land. Frokost i Husum, vi fik selvfølgelig Fischbrötchen. Med færge over Elben fra Glückstadt. Overnatning på smukke Harlingen’s havnefront på en lille trekantet parkeringsplads med ufattelig larm fra alle sider af biler, tog og morgenfriske buskrydningsmænd. Ellers en dejlig by med mange kanaler og smukke gamle skibe. Største problem var at finde et åbent toilet ved aftentide. Vi traskede hele byen rundt ved 23 tiden før vi fandt en café der var lukket, men rengøringsholdet lukkede os alligevel ind.

Aftensmad fra fryseren.

16/6

Dagen efter var der dømt ræs på fyldte motorveje gennem Holland og Belgien. Vi nåede Saint Valerie en Caux i Normandiet ud på aftenen. Lige inden havde vi dog besøgt en af Frankrigs såkaldt smukkeste ti landsbyer Veules les Roses, som vitterlig var smuk, men meget lille. Vi overnattede på en autocamperplads lige ved havneindløbet. Der var rigtig fint men heller ikke her nogen toiletter. Gik derfor på en café i byen om aftenen. Om natten glædede vi os til en rolig nat, men et heftigt og langvarigt tordenvejr ville det anderledes. Stakkels Chico – og os. Vi skiftedes til at holde vagt over ham.

Veules les Roses
Stranden ved camperpladsen
Morgenmad ved kajkanten

17/6

Tidligt om morgenen gik toiletjagten atter ind. Alt var bare lukket. Men en lokal lystsejler der arbejdede på sin båd lukkede os ind på sejlklubbens toiletter, og så var den morgen reddet. Efter fin morgenmad med bedst tænkelige udsigt over Kanalen og friskbagte croissanter tog vi videre mod Yport, en lille by, som vi besøgte i 2017, og hvor en lille restaurant lavede turens bedste gallettes med kammuslinger. Vi gentog succesen dette år.Efter frokosten valgte vi, efter en kort ispause, med den lækreste is, i charmerende Honfleur, at køre videre mod Auray, den smukke lille by med floden, hvor Skærsilden overvintrede i 2017/18. Der var ligeså fint som de andre år og vi kunne holde lidt afsides langs havnefronten. Også her kom vi sent frem og kunne lige nå at få endnu en gang pandekager med dejlig cider. Og så gik vi ellers trætte til køjs i forventning om en rolig nat. Men også her ville skæbnen det anderledes. Et større selskab af beduggede, højtråbende unge mænd slog sig ned tæt på vores Folke hvor de opholdt sig ret så længe inden de gik ned og fortsatte festlighederne på en båd nær ved. Stakkels Chico og os igen.

St. Goustan
Pandekager med muslinger og cider

18/6

Noget fik vi da heldigvis sovet. Så nogenlunde udhvilede gik vi op i byen for at få lidt morgenmad. Bagefter var vi inde i min yndlingsbutik hvor vi købte ret så stort ind dels til os selv men også lidt gaver.Og så gik det videre mod Eriks favoritsted Les Sables des Olonne, hvor vi første besøgte vor “stamcafé” på den store strand og bagefter tog vi ud til det store havneområde, hvorfra bådene i Vendée Globe starter og nogle af dem ligger her nu igen. Her har vi så også parkeret bilen. Vi gik dog ind til det mere bynære havnebassin, hvor vi lå med Skærsilden i 2018, og spiste muslinger og is på en af de mange restauranter langs kajen. Vi gik til ro i forventning om en rolig nat men blev noget overraskede over hvor megen larmende trafik der var natten igennem.

Les Sables de Olonne

19/6

Efter lidt morgenmad på en nærliggende café kørte vi ved 10 tiden mod Arcachon som ligger midtvejs mellem ROYAN og Capbreton. Dette sted fik vi ikke besøgt, sidst vi var her fordi adgangen til området vanskeliggøres af strøm og vekslende sandbanker. Denne gang tog vi ikke motorvejen via Bordeaux som jeg gjorde alene i bilen i 2018, men med færgen fra ROYAN til Vergon. Det var en fin tur, bortset fra det regnede det meste af tiden. Da vi kom til Arcachon kom solen dog frem og vi kunne indtage dette for os nye område. Havnen er kæmpestor og vi fandt en fin gratis plads langs en lang mole med fin udsigt over bugten/indsøen. Vi var et smut forbi et berømt østersområde lige i nærheden med en masse små mere eller mindre faldefærdige træhuse og ditto broer. Her fik vi for små penge i aftensolen serveret en lille smagsanretning med 9 østers no 3, 5 store rejer og hver vores glas hvidvin. Meget hyggeligt. Desværre bliver østers nok ikke nogen af os to’s livret. Minderne om de megastore, næsten ikke slugbare no 1 østers, vi fik på Skærsilden i Trinity sur Mer en mørk og klam aften, har åbenbart sat deres spor.

Østerslandingsplads
Aftensmad

20/6

Morgenmad på molekanten i solskin. Herefter videre mod Capbreton et par timet videre sydpå gennen det store sandede område med kæmpe vandreklitter, uendelige fyrretræsbeplantninger og et utal af små feriebyer og endnu flere rundkørsler.Vi nåede Capbreton og genfandt den hyggelige strandbiks på stranden lidt nord for byen. Alt var som det var for to år og 11 måneder siden. Blot var menuen lidt anderledes men lige så god med ceviche af dorado og en dejlig tunsalat med perfekt lynsvitsede tunbidder. Bagefter ud til havnen i Capbreton og den lange mole ud til den spændende havneindsejling, hvor bådene slingrer ud og ind. Og omsider kom jeg for første gang i år i havbad, og det var ikke en gang koldt. Efter en café creme kørte vi videre næsten ned til den spanske grænse til en lille havneby Socoa vi ikke har været i før. Her fandt vi en fin og stille ( tror vi da) plads tilmed med en flot udsigt over bugten, byen og det nu bjergrige bagland. Her vil vi senere nyde et et let aftenmåltid , en slice quiche Lorraine, lidt ost og en baguette – og et glas rødvin…

Her holdt vi
Vandreklitter La teste-de-Buch
Frokost på den bedste strandbar

21/6

Sol og morgenmad i Ayamonte i havnen på den franske side af floden der danner grænse til Spanien. Hyggeligt sted pånær lidt uro forårsaget af tre fyre og deres fem løse hunde, som sprang frem og dannede ring om andre passerede hunde. Ikke noget for Chico…Derefter videre mod San Sebastian. Vi parkerede langt nede under jorden, og tog Chico med på en lille byrundtur først ud over floden til surferstranden og se på bølger så tilbage til den gamle bydel hvor vi fandt en god pinxtosbar med et højt bord for to og en hund udenfor. 11 styks ialt blev det til og så var vi mætte.Videre langs den stejle kyst af små veje til Mutriko med skybrud og torden undervejs. Kaffe i bilen og opholdsvejr til an lille tur langs molen i havnen som mindede meget om Bermeo bare lidt mindre. Så afsted på dagens sidste etape til Bakio en lille by nok mest besøgt af surfere. Selv nu først på aftenen i det grå regnfuldevejr lå mange surfere og ventede på de rette bølger. Vi havde en stor gratis parkeringsplads lige oppe bag byens hovedgade næsten for os selv, så vi fik en fredelig nat.

Regnvejr
Strandliv San Sebastian
Pinxtos baren

22/6

Morgenkaffe på lille café langs havnepromenaden i Bakio. Selv om byen virkede ret død var her mange lokale som droppede ind til en kop kaffe og en sludder. Og mange hunde som spænede rundt og sørgede for hyggelig underholdning, alt imens regnen fortsat næsten konstant silede ned.Næste stop var Llanes en hyggelig lille by vi besøgte i 2018. Her var stadig ligeså hyggeligt men det var endnu sværere at finde en parkeringsplads her end det var at finde en plads til båden i sin tid ( kun tre gæstepladser ved en lille bro yderst i havnen). Det er i øvrigt på alle måder langt mere interessant at ankomme til et nyt sted i båd end at trille ind i sin bil via rundkørsler, trafiklys m.m. for at ende på en ofte grim parkeringsplads. Da det var frokosttid gik vi ind på vores “stamrestaurant” Il Puerto, hvor vi fik den lokale asturiske specialitet capocho med ditto lokal cider til. Men begge dele kun i halv målestok i forhold til sidst og alligevel måtte i al fald jeg levne og puttede resterne ned i en doggybag. Vi havde egentlig tænkt herfra at køre direkte mod Dourodalen men da vi har tid nok trak Galicien med Santa Martha de Ortigueira og Muxia kraftig i os, så vi ændrede ruten.Og derfor sidder jeg nu i bilen med min kaffe og skriver i Ribadesella, som vi også besøgte i 2018. Det er en fin lille by tæt på havet beliggende på hver sin side af floden Sella.Efter kaffen forsøgte Erik ( og lykkedes til slut) at rette op på anhængerstikket, som havde fået sig et tryk opad af en høj kantsten under parkeringen i Llanes. Det havde iflg. Erik hele tiden siddet for lavt dvs under krogen. Et tov rundt om en solid lygtepæl fastgjort til stikket og så fuld fart frem, og vupti sad stikket nu alt for højt. Så en ny trækmanøvre med det ønskede resultat blev effektueret til Eriks tilfredshed. Efter et par timer nåede vi så endelig Ortigueira en af 2018’s favoritdestinatiner. Og her var præcis lige så harmonisk og rart, som vi huskede det. Sultne var vi ikke efter capochoen i Llanes, så vi nøjedes med at dele en øl, gå en tur og nyde gensynet. Vi holdt fint lige ned til havnen, hvor vi lå med Skærsilden. En ældre herre i en Volvo holdt ind ved siden af os og spurgte om vi snakkede dansk…. Han viste sig at være hollænder og havde boet i området i otte år og han ku’ godt huske den danske båd, der havde ligget i havnen for tre år siden. Sjovt.

Capocho og cider
Ortigueira

23/6

Efter en rolig nat og tilmed et efterhånden tiltrængt fællesbrusebad i de fine bolsjestribede gratis toilet/baderum og morgenmad på en af de små caféer kørte vi mod Muxia en anden gammel kending. Vi “mellemlandede” dog et smut i den lille havneby Carmarinos beliggende i bunden af bugten og på den modsatte side af Muxia. Her var dog ikke nær så rart så vi skyndte os over til Muxia, hvor genså kirken ude på den vindomsuste pynt – og drak kaffe med sandkage fra Ortigueira. Vi så flere sejlbåde der stred sig henholdsvis skøjtede gennem bølgerne i den kraftige blæst, og vi var begge ret tilfredse med at kunne nyde synet fra landsiden. Der var en helgenfest i byen, så om aftenen var der sækkepibemusik og gratis godt saltede, grillede sardiner til alle, dog drikkevarer for egen regning. Vi gik dog ind i en lille restaurant og fik dagens fiskeret, nogle bittesmå fladfisk, som var supergode, omend det krævede en del pillearbejde med de mange små ben.

Muxia
Kirken på pilgrimsvejen
Små fladfisk

23/6

Efter at ha’ tilbragt natten på en lille plads nær en fin strand, hvor også andre caravans overnattede tog vi afsted mod byen Braga, Portugals tredjestørste, ældste og mest gejstlige by. Det var en smuk og overskuelig by og denne dag var helligdag så der var mange folk på gaden og på restauranterne. Vi fik en dejlig frokost med udsigt over en af byens store pladser og efter at ha’ gået lidt rundt og set det tidligere kongepalads og domkirken fortsatte vi mod Dourofloden ret langt oppe mod dens udspring og tæt på den spanske grænse til Foz do Sabor? Vi parkerede ved et sted hvor Dourofloden løber sammen med den mindre flod Sabor. Her kunne vi parkere ved den mest idylliske plet, hvor nogle badede, andre fiskede mens endnu andre grillede fisk og gjorde klar til en hyggelig aften. Vi var så mætte efter frokosten, at vi bare fik os en god spansk øl, 1906, og lidt chips. Mens vi sad og nød aftenen, kom en mand hen, faktisk endda i flere omgange og sagde at her kunne vi ikke overnatte, men der var et sted for autocampere i en lille nærliggende landsby. Til slut orkede vi ikke høre mere på ham og pakkede sammen og kørte videre til det omtalte sted Monte del Corvo, som var udmærket men ikke lige så smukt beliggende.

Frokost
Braga helligdag
Douro og Sabor mødes her

25/6

I den tidlige morgen med sol og blå himmel startede og sluttede toiletsøgningen hurtigt ved en nærliggende tankstation med café, hvor (andre?) morgenduelige mænd parkerede deres typiske pickups med bagsæde og lad for at få en sludder og måske dagens første kop kaffe. Herefter gik turen videre af snoede veje og nu for en stor del langs floder og vinmarker så smukt, så smukt…Målet var Pinhao hvor vi havde udset os en quinta (do Tedo) at spise frokost på. De havde dog hverken plads til os eller Chico men anbefalede os den nærliggende Quinta da Rosa, hvor vi fik et bord til to + Chico på terrassen med fineste udsigt over Dourofloden. Her gik vi for alvor all in og fik den lækrest tænkelige frokost (+ vine til). Først nogle små apetizers, så delte vi en starter med små vildsvine kroketter i senneps sauce, så en liflig monkfish/ris i tomat og koriander sauce til mig og en gedekidsret, også lækker, til Erik og endelig hver vores herlige dessert med tilhørende portvin. Og søde og rare tjenere vimsede på behagelig vis rundt om os måltidet igennem. Det var ikke billigt, men godt og ikke overdyrt. ( Ca. 1000 kr.)Efter at ha’ købt et par flasker i butikken, så at sige dinglede vi ned langs floden og klaskede sammen på en bænk, hvor Erik faldt i sødelig søvn og jeg småblundede. Folke holdt heldigvis fint parkeret langs floden under nogle træer, så der tilbragte vi resten af aftenen og natten med at rekreere os – og nyde de dejlige omgivelser. Ikke mere mad til os den dag!

Vinmarker langs Dourofloden
Fin frokost
Middagslur

26/6

Efter en afslappet morgen kørte vi videre op til den nærliggende by Lamego ( på anbefaling fra pigen i vinbutikken). Her var et gammelt Castello i midtbyen, hvor en flink dame, som vogtede over Eu-seværdigheden ( og vores kropstemperaturer), passede på Chico mens vi beså seværdigheden og udsigten over byen. Det føltes til sært at overlade ham til en helt fremmed, men Chico sagde god for hende. Nede på byens store aflange torv spiste vi frokost sammen med nogle portugisiske familier. Vi havde ud- eller snarere opsigt til en flot kirke, der lå på toppen af et lille bjerg flere 1000 trappetrin op i det fjerne. Vi havde overvejet at GÅ op af alle trapperne, men endte med at køre der op. Imposant Og flot udsigt over by og landskab. Mindede en del om Kassel’s topseværdighed (Hercules). Videre mod Aveiro, det efter sigende portugisiske Venedig, som ligger i et lavtliggende saltudvindingsområde. Stedet for autocampere og vores slags havde nu ikke meget Venedig over sig. En stor skummel, beskidt plads til dels beliggende under en motorvejsbro med evig trafik. Men da der var et fungerende toilet tæt på, og vi stort set bare skulle overnatte der, fandt vi det mindst ucharmerende sted at parkere på med udsigt til en sivmark. Vi var ude og se på en art Marina hvor en del både lå på langs af nogle flydebroer. Det må ha’ været ekstremt højvande for vandet/havet skvulpede op over bassinets afgrænsning. Det var i øvrigt det mest lousy sted vi længe havde set, at det smuskregnede gjorde ikke sagen bedre. Senere gik vi ind til centrum, hvor det var fyldt med portugisere i højt lørdagshumør. Vores, eller i al fald mit, steg en smule da vi så at Danmark havde vundet med 4-0 over Wales. ( I EM fodbold).

Hundepasseren med termometer i hånden
Mange trappetrin op
Frække både i Aveiro
Aveiros forfaldne havn

27/6

Efter en lidt urolig nat, især fordi Chico troede, at der var optræk til tordenvejr, hver gang et tungere køretøj passerede hen over broen, vågnede vi til et lysere vejr end gårsdagens. Og straks tog Aveiro sig meget mere indbydende ud. Vi gik ind til byen langs kanalerne for at få en café con leite. De typiske farverige gondoler var allerede på farten. På den ene side var de dekorerede med religiøse billeder af diverse helgener, mens halvsjofle billeder tonede frem på den anden side. Efter kaffen fik vi lige købt en ekstra forsyning af ovos molos, en af byens attraktioner til den søde tand. Og så gik turen videre mod Nazaré, men med mellemlanding i Coimbra, som Erik ikke havde besøgt tidligere. En gammel by med en stolt historie inden for uddannelse, et universitet med syv fakulteter og et bibliotek så gammelt, som jeg ved ikke hvad. Der var en helt særlig atmosfære inden for dette store, gamle universitetsområde, som udover et tidligere kongepalads også indeholdt en kirke, hvor skøn musik denne søndag formiddag fandt vej ud gennem de gamle mure. Ude på den store plads så vi de unge studerende i sorte kapper komme ud efter deres eksaminer for at lade sig fejre og fotografere af deres kammerater. Efter al denne åndelighed, var det tid til lidt frokost på den skæveste lille plads, der kunne opdrives i byen. At glas og porcelæn ofte røg sig en tur sås og hørtes tydeligt, men hyggeligt var der. Herefter forsatte vi turen mod Nazaré, med et lille kaffestop under vejs “in the middle of no where. Det var dejligt at gense Nazaré, vi kørte op på toppen over selve byen, og fandt på heldig vis en parkeringsplads med såvel panoramahavudsigt som nærliggende toiletter. Efter at ha’ gået en tur ud til klipperne og tårnet ved nordstranden, hvor bølgerne kan blive monsterstore, gik vi ned af trapperne til byen, hvor jeg havde planlagt at bade i det usædvanligt rolige hav. Desværre var det lige så koldt som vanligt, så jeg/vi nøjedes med at dyppe fødderne. Vi tog kabelbanen op igen og spiste lidt chips og rødvin i Folke, inden vi kravlede til køjs.

Quimbra Uni
En parkeringsplads bag hospitalet
Nazare klipper

28/6

Morgenerne inden byer og steder befolkes er ofte de roligste og smukkeste – også i Nazaré eller Sité som den øverste del af byen kaldes. Vi fik lidt kaffe ved den eneste åbne café ( også med skæve borde) inden vi kørte ned for at gense havnen vi lå i en lille uge i 2019 – og måske svenske Tone og Per fra Lykke 3, som da lå fast i havnen. En ung imødekommende fyr fra havnen fortalte at båden lå på land et andet sted i havnen og at han ikke kendte ejerne men ville hilse fra os hvis han senere stødte på dem. Inden vi kørte videre ville jeg endnu prøve om jeg dog ikke kunne få mig en lille svømmetur inde i bunden af bugte hvor vandet måske var lidt varmere men ak hvor bitterligt koldt det atter var. Et lyspunkt var, at vi på vej ned til stranden nærmest stødte ind i en fin blå og hvidstribet sommerkjole til den rørende pris af 12€. Nu ville vi så køre videre til Azenhas do Mar, den by vi troede vi tog på udflugt til sidste år i Algarve men som viste sig at være Azenha do Mar – stor forskel. Den lille by på den stejle bjergside lå dog et godt stykke væk, så vi holdt en pause ved et fantastisk strand/klippeområde i en lukket bugt. Her fik vi frokost med fødderne i sandet på en café med god mad. Især min bowle med marineret rå tun på bund af sushiris, med edamerbønner, tang m.m. var rigtig lækker, og så med udsigt til et pænt bølgende Atlanterhav. Bagefter fik jeg endda badet i et fredeligt lavvandet område hvor vandet var langt varmere. Vi nåede af snoede veje frem til Azenhas do Mar først på aftenen og fandt en god udsigtsholdeplads lige uden for byen, hvor vi kunne være natten over. Som sædvanligt sprang vi stort set aftensmaden over og blev i/ved bilen efter at ha’ nydt områdets formidable udsigter. Vi troede, naivt, at her ville vi være uforstyrrede, så stor var vores overraskelse da den ene bil efter den anden også efter mørkets frembrud endda med hjulspind kom fræsende ind og parkerede på “vores” plads. Nogle var måske forelskede par, mens andre var unge mænd, som sprang ud af deres biler for at samles i en bil for højlydt at diskutere et og andet ganske længe.

Azenhos do Mar

29/6

Om morgenen kørte vi ned til Azenhas do Mar som var en lille, uspoleret men hurtigt oplevet perle. Vi fik lidt kaffe m.m. på en tilsvarende miniature café helt nede i byen. Vældig hyggeligt sted, måske var det datter og medhjælpende mor, som drev den. Bagefter havde vi kurs mod Sines, en dejlig genganger fra 2019. For at spare kmkørsel tog vi en færge fra Setubal til sandlandtangen hvor badeparadiset Troia ligger. Her fik vi en dejlig fiskefrokost, torsk og rokke, i en lille fredelig fyrreskovsoase lidt udenfor strandlivet. Bagefter så vi områdets Marina med kæmpebåde og flere nærliggende casinoer udover at strandene var fantastiske. Men vi var jo på vej mod Sines, som vi nåede først på aftenen. Vi fandt et ret fredeligt sted at parkere ud for fiskerihavnen, hvor også mange af byens vilde katte med killinger( uhyggeligt magre) holdt til. Da dagens liv og larm aftog, stod fiskerflåden ud, og det går ikke stille for sig, men bortset fra dette var det et fint sted at holde.

Folke ved morgemadsbiksen
Cabo de Roca
Færgen til Troia
Troia strand
Toiletforhold i Sines
Natteparkeringen

30/6

Efter endnu en café con leite på en rar café fik vi handlet lidt ind, og vi var lidt nede på den fine strand, soppede dog kun i det ret så kolde vand.Inden vi tog videre fik vi frokost på Adega de Sines, som vi også havde glædet os til at komme på igen. Det er vist lidt af en attraktion, med en ældre herre på 84 år som har grillet kylling og sardiner der siden 1944 sammen med sin hustru på 76 år og andre familiemedlemmer. Restauranten er indendørs, lille og primitiv, men folk står i kø og stemningen er i top. Nu ville vi så videre mod Cabo de Saò Vicente, kontinentets vestligste, mest blæsende og dramatisk klipperige sted. Og der har vi sejlet i vores lille Skærsild, uha… Selv Erik synes at det så lidt uhyggeligt ud.På vejen derned fik jeg et indfald om at ” lige” smutte forbi en smuk strand, Praia Amoreira. Jeg var dog i farten kommet til at indtaste ruten derned til gående. Så det blev en meget spændende tur af smalle, hullede og stejle grusveje. Endnu en udfordring for den prøvede chauffør. Stranden var smuk men det var så lavvandet, at det atter kun blev til sopning – og en cola/kaffe. På den videre vej ned mod Cabo do Vicente kørte vi gennem tørre, øde strækninger af lange lige støvede veje, hvor der af og til dukkede nogle yderst primitive landbrugsejendomme op som var man sat 100 år tilbage i tiden. Sagres, byen tæt på, var ikke spændende, og blæsten peb om ørerne på os, så vi kørte op mod Vila do Bispo med mere fred og ro, hvor vi fik mast os ind på byens lille kirketorv blandt mange andre kasseagtige biler. Vi var trætte, og især jeg havde efterhånden desperat brug for et toilet, men heldigvis var en lille restaurant lige tæt på åben og jeg fik en portugisisk jordbærtræslikør, meget lig grappa, at styrke mig på, Erik fik endelig en mørk Bock. Og så fik vi bagefter vores sædvanlige lille aftensmåltid i Folke.

Adega de Sines
Christinas valg af vej
Cabo Sao Vicente
Cabo Sao Vicente 2


Torsdag 1/7

Morgenmad på det lille torvs anden café. Tre små borde udendørs i sol og livlig trafik ind og ud af baren af det arbejdende folk. De to borde var besat af hundeledsagede mennesker med tre løse hunde. ( Chico var i bilen efter sin morgenluftetur). To af hundene tilhørte et sjovt par, hun var nok oprindeligt englænder, han portugiser. Den ene af deres hunde, et arvestykke fra en gammel mand, var en lille noget miserabel hund Filou på 19 år, der knap kunne gå. den anden var en ung hund , de havde fundet, sandsynligvis dumpet på en motorvej. I stedet for at køre direkte mod Albufeira, valgte vi at tage en smuk omvej op til den lille bjerglandsby Monchique, som ligger i ca. 600 meters højde. Her kørte vi op og ned et utal af gange af de snævre gader inden vi fandt et sted lidt afsides at parkere. Der var masser ar restauranter i bymidten, men jeg havde udvalgt en som var beskrevet som både god, billig og tæt på med det gode navn ” Pause fra bolden”. Den lå meget naturligt lige ved byens fodboldbane. Uden dørs var der plads til to små borde forsænket i en slags betonbassin. Det ene var besat af to fodbolddommere m/k – hvad ellers? Inden for var der stuvende fuldt mest af arbejdende mænd der holdt frokostpause. Der opstod ligefrem en kødrand af sultne mænd, der stod og sad langs gelænderet, der afgrænsede vores “spisebassin”. Der var to dagens ret, sardiner og en solid kål, kartoffel, pølsestuvning med forskellige møre, men ukurante grisekødsstykker, nogle tilmed med svinebørster på. Vi tog sidstnævnte og den var god og nærende. Bagefter husets budding og to café solo. Et godt, billigt og ikke mindst sjovt sted. Selv om vi næsten ikke orkede det slæbte vi os bagefter OP til byens attraktion et gammelt convento ( kloster). Det var nærmest en ruin, men ikke desto mindre tonede en ældre haltende herre frem og bød os inden for som var det hans personlige slot. Vi, især Erik var lidt betænkelig ved invitationen men sluttelig trådte vi ind i gårde som han ihærdigt fejede med en riskost. Det lignede absolut ikke en menneskebolig selvom han påstod at han boede her året rundt. Han holdt høns og haner, og det store kirkerum var delvis intakt. Vi takkede for fremvisningen og stak ham 3 euro som han glad tog i mod. På vej ned mod byen kom en lidt yngre udgave af manden forbi os. Han havde en transistorradio med en lang antenne på skulderen og havde helt tydeligt følgeskab af en rød kat, som han muligvis fjernstyrede med sit apparat… Det var uden tvivl sønnen, et meget aparte par. Men udflugten var ikke slut. Algarves højeste bjerg ca. 1000 meter klods op af byen så der snoede vi os også op. Det var flot at se ud over landskabet, man kunne se alle byerne langs kysten og længere hvis det ikke havde været lidt diset. Men så kunne vi ikke trække den længere – næste destination var turens egentlige mål Albufeira, som lå en times kørsel borte.

Morgenmad i Vila do Bispo
Frokost i “Pause fra bolden”
Den gamle mand i ruinen
Han holdt høns
Erik på toppen 1 km oppe
Udsigten må være god i klart vejr
Endelig fremme