Nu alene – og lidt videre sydpå 1/8-3/8

SØNDAG 1/8

Efter at ha’ taget afsked med Camilla og William tog vi på tur på vores cykler på kryds og tværs i Cadiz. En søndagsstrandtur undervejs sammen med mange sol- og badeglade spanioler slap Erik ikke for.

Siden fandt vi en smøge, hvor vi fik tapas serveret, som det sig bør, på en vintønde. Resten af dagen tilbragte vi båden og havnen sammen med Chico.

MANDAG 2/8

Om morgenen klokken lidt i 8 cyklede Erik til stationen for at starte den lange tur mod Albufeira, hvor Folke forhåbentlig stadig stod. (I marinaens parkeringskælder)
Jeg tog lidt på tur alene, mens Erik var væk, men hyggede mig ellers med Chico og med at læse og skrive dagbog.

Først kl. 21 om aftenen var Erik vel tilbage, men i ordets bogstaveligste forstand, noget udkørt. Vi tog alligevel endnu en cykeltur på de gode cykelstier langs  kysten ind til centrum og fik lidt tapas og et glas vin på endnu en vintønde.

TIRSDAG 3/8

Selv om Puerto del America havnen for så vidt var fin at ligge i, og Cadiz er en dejlig by, var vi mentalt klare til at drage videre – og det var trods de uundværlige cykler lidt træls at være uden for gåafstand til selve byen. Så efter diverse nødvendige gøremål såsom at handle ind og få bilen fyldt op sejlede vi, endelig, om eftermiddagen videre på en lille kort tur i fint sejlvejr mod floden ved Sancti Petri, hvor der både skulle være mulighed for at ligge ved broer og bøjer eller evt. ankre. 

Trods lavvande kom vi fint igennem løbet ind til floden, som gik langs en høj sand/klittange. Der var et leben uden lige, med alt der kunne tænkes at bevæge sig i eller på vand. Motorbåde og sejlbåde i alle størrelser, kajakker, standuppadlere m.m.

Havneplads kunne der dog overhovedet være tale om og alle bøjer var, efter et meget emsigt og evigt patruljerende havnepersonales udsagn, optagede eller reserverede. Så vi endte med at smide ankeret et godt stykke længere oppe af floden, hvor der også var langt fredeligere at ligge. Mens jeg forberedte lidt aftensmad, sejlede Erik i den lave nedgående sol ind mod den sikkert ret mudrede flodbred med Chico. Da jeg så efter dem, inden jeg gik nedenunder, havde Erik slukket motoren og roede mod land. Kort efter da jeg kom op igen for at kigge efter dem, var de som sunkne i jorden – eller mudderet. Besynderligt. Jeg spejdede langs bredden med kikkerten, men så dem ikke og for såvidt heller ikke andre. Ringe kunne jeg ikke, for Eriks telefon lå på sin faste plads på en hylde. Hmm. Og der var ingen nærliggende ankerliggere. Jeg blev faktisk lidt urolig, og min fantasi fejler absolut ikke noget. Jeg så dem for mit indre sidde i mudder til halsen med en gummibåd  punkteret af en af de mange spidse genstande, vi havde set rage op her og der. Jeg var faktisk flere gange ved at prøve at stoppe nogle af de stadig færre og færre forbipasserende både for at be’ dem om at sætte en form for eftersøgning i gang. Hvor længe skal man vente før man gør den slags? Det der gjorde mig mest betænkelig var, at det snart ville blive ikke bare mørkt, men rigtig mørkt. Jeg vidste også, at Erik ville blive godt tosset på mig, hvis jeg satte en større aktion i gang for ingenting… Stor var min lettelse, da jeg endelig i det fjerne så en lille gummibåd komme tøffende, men fra den stik modsatte retning af det sted, jeg senest havde set dem ha’ kurs mod. Nå, men Erik syntes selvfølgelig, at jeg var godt dum, at jeg ikke troede,  at han ikke havde mere styr på situationen end som så. Men det ville nu ha’ været rart at kunne ringe til ham!

Så heldigvis kunne vi kort efter indtage vores pasta carbonara, som nok var noget præget af min heldigvis unødvendige nervøsitet. Og aftenen var blikstille, og vi kunne efter flere dages byliv igen nyde freden og roen. Dog hørte vi, da vi var ved at gå til køjs en utrolig høj plasken rundt om båden. Ved hjælp af en lommelygte blev mysteriet opklaret. Ikke bare en fisk, men mange og meget store fisk svømmede og sprang i flokke rundt om båden.