MANDAG 17/4

Så kom dagen, hvor vi mente, at det var forsvarligt atter at gå gennem slusen og ud på Rhône. Sol og max 10 m/s i stødene og aftagende vind. Det  var næsten, men kun næsten, helt vemodigt at sige farvel til fastligger gutterne på broen, som var dukket op lidt efter lidt, og som var ganske hyggelige.

Op til Arles var modstrømmen svag, ca 1,5 knob, men efter Arles steg den til op omkring 3 knob.

For at det ikke skal være lyv, er vores normalt pålidelige motor, eller det er måske noget andet, nu for alvor begyndt at give en hylende, skinger tone fra sig, ikke i tomgang, og kun når man giver lidt ekstra gas, typisk over lidt 2000-2700 omdrejninger. Og det er netop der, man kommer op, når der er behov for lidt ekstra fremdrift, når farten kommer ned under 2 knob over grunden. Men det føles lidt uforsvarligt og i al fald ubehageligt med den lyd. Derudover har vi ( Erik) konstateret en læk, som er diagnosticeret til at skyldes en tæring (endnu en) i den yderste ende af lydpotten. Gaffatape hjalp ikke (sært nok), men måske kan en tætning med epoxy eller en lille hjemmelodning med et dåselåg udrette mirakler? Der er ingen panik, men det er lidt upraktisk at skulle øse vand ud hver time. (Jeg er lidt spændt på, om skipper censurerer dele af dette indlæg.) Om alt går vel, lægger vi os i venteposition for natten foran Beaucaireslusen, men så har vi også sejlet ca. 30 sømil over grund i modstrøm svarende til ca 45 sømil gennem vand. 

Nu ligger vi her lidt før klokken 20 foran slusen, men om alt gik vel er nok så meget sagt. De sidste tre km op mod Vallabrègues-Beaucaire slusen, havde vi op mod 4 knob modstrøm, det gik langsomt, men støt. Og det var helt OK med fjernslusemanden at lægge til ved pontonen inden slusen. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort. Næsten alt gik hurtigt mere eller mindre galt, men alle overlevede, tilmed båden, og nu ligger vi for natten fortøjet i 1,5 – 2 knob strøm, som jævnligt rykker i båden og med en konstant susen fra det nærliggende kraftværk som baggrundsstøj.

Erik har puttet epoxy i defekten i udstødninghullet, og vi har fået en svinekotelet af den gode saftige slags med skaft, tomatsalat samt ét glas rødvin. Det hjalp lidt på nerverne…

TIRSDAG 18/4

Efter en nat med afbrudt søvn, bare tanken om at båden kunne være gået løs og var på vej ned af Rhône med fire knobs fart kombineret med den konstante støj, gjorde det svært at sove for mig – ikke for Erik heldige asen. Men en ny dag oprandt, og vi lå, hvor vi skulle. Efter lidt morgenmad gik vi op af de mange trappetrin til toppen af diget.

Vi var henne og se ned i slusekammeret, og det var godt, for så vidste vi, at der var så langt mellem pullerterne, at vi ville være bedst tjent med at lægge en lang fortøjning rundt om kun én pullert og fastgøre eller bare holde i de to tovender for og bag i båden. Den store pullert gled automatisk de mange meter med op, efterhånden som slusekammeret langsomt fyldtes med vand. Vi var den eneste båd i den store sluse, en spøjs fornemmelse.

Heldigvis var strømmen langt svagere på nordsiden af slusen, så vi nåede hurtigt frem til den lille hyggelige havn i Aramon. Her blev vi råbt an af to flinke mænd, ici, ici, som hjalp os med at fortøje uden på en stor motorbåd, som ikke var i brug for tiden.

Den ene af de to mænd var havnefogeden, og de boede begge fast i deres både, som flere i den lille havn gjorde. Havnefogeden, en stor mand, havde benprotese, men bevægede sig ubesværet rundt mellem bro og både uden hjælpemidler.

Vi gik op til byen Aramon kort derfra.

Vi kom igennem et hul i bymuren , og fik den vildeste “deja vu” følelse. Det var præcis som at være i den lille by, vi var inde og få kaffe og en croissant i sidste sommer på vej ned til Skærsilden i Folke.
En kort overgang troede vi, at det var sådan en slags skabelon, man i visse år havde valgt at anlægge mindre byer på. Men den var god nok, det var selv samme by, vi var havnet i så at sige. Et rigtig hyggeligt sted med mange fine gamle huse og fred og ro. Dejligt med et gensyn. Vi endte med at spise frokost samme sted, som vi i sin tid fik morgenmad.

Resten af dagen gik med at daske rundt i byen, undersøge busmuligheder til Avignon og slappe af hjemme i Skaersilden og nyde flodudsigten.

Heldigvis ser Eriks Knold og Tot epoxytætning ud til (foreløbigt) at fungere, og hylelyden stammer sandsynligvis fra ubehagelige, men harmløse svingninger i den nyligt påsatte faste skrue. Gearkassen og olien er tjekket og (så godt som) clearet for mistanke.

FREDAG 14/4

Da vi ikke skulle sejle, synes vi nu alligevel, at der skulle ske et eller andet efter at ha’ ligget her i Port Saint Louis siden sidste lørdag. Men det måtte ikke være for lang en tur, for vores VW-serviceaftale dækker kun et vist antal km, og vi skal jo helst også kunne komme hjem indenfor de fastsatte antal km. Efter en halv times kørsel østpå sammen med næsten udelukkende lastbiler og gennem et overvældende industriområde, kom vi til Port de Bouc.

Det er en lille by med et kæmpe havneområde, med fiskerihavn, lystbådehavne og sidst, men ikke mindst ind-og udskibningshavn for store containerskibe, som ligger på rad og række uden for i Golfe de le Fos-sur- Mer og venter på at blive lodset ind. Vi fik os en dejlig varm kop kaffe i sol og læ i lystbådehavnen, hvor der var ret hyggeligt og mange andre, men kun franskmænd, der også nød solen.

Siden gik vi langs med det store område helt ud til indsejlingen, hvor vi kunne se havet og de mange ventende store skibe.

På den ene indsejlingsside lå der et stort kombineret fyr- og borganlæg. Der lå en enkelt sejlbåd ude på vandet, den både vippede og rullede, mens den stred sig frem mod bølgerne – vi var ikke misundelige. Det var nu ved at være frokosttid, og vi havde udset os et ydmygt spisested helt ned til havet en smule uden for byen.

Vi tror, at det kun lige havde åbnet efter vinteren, ud over et andet par var vi de eneste gæster. Dagens ret var to fiskeretter, tun og tunge, vi to en af hver til deling. Dejligt med fisk igen, enkelt men godt.

Bagefter var vi nede på den lille strand, og jeg fik lige dyppet tæerne igen, lidt varmere end for en uge siden, men ikke til badning for mig – og slet ikke for Erik.

Turens sidste punkt var byen Martigues lå få km vest på ind i land langs en kanal, der forbinder Port de Bouc med den store Etang de Berre. ( Indsø)

Her var virkelig hyggeligt, som en slags mini Venedig med kanaler på kryds og tværs. På den anden side af etangen rejste bakker og små bjerge sig til en velkommen afveksling for den ellers flade Rhôneflodslette.

LØRDAG 15/4

Det er sjovt med den mistral, tidligt om morgenen er der ikke nogen vind at tale om, men så i løbet at formiddagen puster den sig gevaldigt op. Så alt i alt, er vi glade for den beslutning, vi tog om at vente til mandag med at sejle. I dag til formiddag var vi på bytur. By er måske så meget sagt.

Der er i princippet én lang nord/sydgående hovedgade med et mindre antal små butikker blandet med et par barer, “Sportsbaren” som bestemt ikke er for de sportige og to styks Mistralbar samt et par ikke indbydende spisesteder. Det er ikke en slumby, men en by hvor få har for meget og som mest er lagt an på dagligdagen. Byen, nu med godt 8000 indbyggere er er opstået omkring år 1900 som ud- og indskibningshavn for især Arles og Lyon. Havneområdet er stadig helt klart byens hjerte og mest attraktive område, men henvender sig nu mest til lystsejlere og turister. De erhvervsmæssige havneaktiviteter er flyttet lidt længere østpå, til de områder, Fos og Bouc, vi så på vores udflugt i går

Der skulle være et marked her om lørdagen ud over onsdag, og til slut fandt vi da også et meget lille et. Jeg var på udkig efter en pynteblomst ud over en nyerhvervet basilikum, nu vi skal være flodsejlere, men det lykkedes ikke.

Til gengæld fik vi endelig besøgt den lokale, men udefra set meget tillukkede og ikke prangende kirke.

Indvendigt afspejlede den meget godt byen, ingen forgyldte kostbarheder, et meget nøgternt rum uden dikkedarer – kun os to vildfarne turister. Vi købte et lys i håb om en vellykket videre færd, der som det eneste lyste lidt op i rummet.

Hvis borgerne her ikke er så kirkeligt orienterede, kunne de måske tænkes at være politisk engagerede, men selv om Macrons pensionsreformer netop i dag blev formelt vedtagede, var der ingen demonstrerende franskmænd at se, kun enkelte plakater med en stor knyttet næve. For alle tilfældes skyld var der dog lidt mere politi i gaderne end normalt. Flere af dem fik i mangel på demonstranter i stedet tid til at snuppe sig en kop kaffe i “vores” lille café nede ved havnen.  Tilbage i båden var der dejligt læ, og mens jeg lod mig underholde af Leif Davidsen, kunne Erik konstatere at det lille problem med luft i systemet og manglende opvarmning af vandet i varmtvandsbeholderen, når motoren kørte, havde løst sig selv. Sidste år da vi også lå her en uges tid, spiste vi nogle gange på et rart, lille udendørs familiedrevet sted ned til Rhône, Le Guardian, af os kaldt Onkel Toms hytte.

De startede i dag sæsonen efter vinterlukningen, og vi var heldige at få et bord, mellem de mange trofaste og i dag godt påklædte stamgæster. Vi var helt klart de eneste ikke bare udlændinge, men også turister – og også de eneste med sandaler og bare fødder. Det var rigtig hyggeligt at nå at være her igen.

SØNDAG 16/4

Vi vågnede efter en nat med kraftig blæst til en klar blå himmel – og mere kold blæst.

Man mærker dog ikke vinden nær så meget, når masten ligger ned. Ikke noget der hyler eller rasler, og båden ligge også mere stille. Efter sen morgenmad var det tid til endnu en lille udflugt, denne gang til den nærliggende by Fos sur la Mer. I dag søndag havde vi stort set vejen for os selv – ingen lastbiler! Som navnet angiver er også denne en havneby med en stor lystbådehavn, men også med fiskeri, færgetrafik og med et himmelhøjt tårn der i en eller anden grad overvågede eller servicerer de mange container- og tankskibe i venteposition ud for kysten. Bykernen virkede meget lille og der var ikke meget liv at spore denne voldsomt blæsende søndag. Om sommeren er her helt sikkert mere liv. Der er strande på begge sider af havnen og en masse lukkede café’er og restauranter. Vi fandt dog atter et sted, vi kunne få en kop kaffe og nyde solen i læ. Lidt senere gik vi en smule vest på langs med havet til den ene side og Canal de Fos-sur-Mer á Port-de-Bouc til den anden side.

Det er denne nyere kanal der med sin forbindelse til Rhône, stort set har udrangeret Port Saint Louis som industriby. Vi gik ud til en strandrestaurant, Le Mistral Gagnant, der skulle være både god og hyggelig.

Vi var lidt spændte på, om der var åbent, men der var masser af frokostgæster. Vi fik en fin plads ved vinduet, hvor fra vi kunne holde øje med vindsurferne, der spurtede frem og tilbage ud for os.

Lidt senere helligede vi os maden, en superlækker marmite, fiskegryde, nærmest en bouillabaisse light. Denne ekstra uge ved Middelhavet skulle jo nødigt være helt spildt rent kulinarisk.

Vi gik langs stranden tilbage mod bilen parkeret i havnen

Tilbage i havnen blæser det stadig – svært at tro vinden stilner af til i morgen, men vi håber det bedste. Vi så fra cockpittet en stor sejlbåd blive slæbt ind i havnen af Les Sauveteurs Maritimes – godt det ikke gik os sådan for en uge siden. (Dog klart bedre at komme på slæb end ikke, hvis galt er.)

MANDAG 10/4

En lidt kølig dag med middelvind fra syd lige ind i cockpittet, så på med sweateren hvis man vil sidde der. Det opløftende er, at Erik til formiddag endelig fik bakset manifolden fri og væk fra resten af motoren.

Man kunne nu tydeligt se, hvor defekten var, og at diagnosen var rigtig.

Erik manglede atter en 12 mm fastnøgle til at løsne diverse skruer, og “knarken”, der i går fik lukket os ind på broen og faktisk er vores nabo, havde ikke en sådan, men det havde et ældre (end os) tysk ægtepar, som var dukket op i båden over for os heldigvis.

Vi var lidt spændte på hvor og hvor hurtigt,  de nye kunne skaffes, men det så sørme ud til, at de har en passende Volvo Penta manifold med varmeveksler lige til at montere på lager i en marine shop her i byen. Næsten for godt til at være sandt! Erik havde overvejet, om en svejsning kunne løse problemet, men er blevet frarådet dette af flere, så det må blive en dyr, men forhåbentlig god løsning.

TIRSDAG 11/4 

Erik har næsten ikke kunnet sove af spænding for, om han kunne få sin manifold og diverse andre stumper fra sin ret så omfattende dosmerseddel. Klokken kvart i otte, og før morgenmad, drog han af på cykel for som den første at kunne træde ind i butikken klokken otte. I stedet måtte han noget slukøret ringe og sige, at han kom hjem til morgenmad – de åbnede først klokken ni… Lidt senere tog han atter af sted, men kom endnu en gang lidt skuffet tilbage. De havde godt nok, hvad vi skulle bruge, men på et fjernlager, og det ville tage 48 timer, før det var fremme, men der var dog en lille chance for at stumperne kunne nå frem i morgen eftermiddag. Så vi – især Erik må tøjle sin utålmodighed lidt endnu…

For at trøste os var vi oppe og spise frokost, lækre crepes med cider til, på en af de små havnerestauranter og en lille kage til deling til eftermiddagskaffen i båden, blev det også til. I dag kom vinden atter fra nord, så vi kunne sidde i læ og solskin i cockpittet, så helt galt står det ikke til. Jeg har tilmed været så heldig at finde et par danske bøger i havnens bibliotek.

Det er typisk krimier, der bliver efterladt, men af og til også andre genrer af mere eller mindre lødig karakter. Og næsten alt er acceptabelt. Jeg fandt siden tilmed en ældre Leif Davidsen bog, Fjenden i spejlet, jeg ikke havde læst, herligt…

ONSDAG 12/4

Sandelig om ikke stumperne var kommet, da Erik om eftermiddagen håbefuldt kørte ud for at tjekke muligheden herfor.

Og straks herefter gik han selvfølgelig i gang med monteringen, som efter sigende skulle være piece of cake. Helt så let var det måske alligevel ikke, men det ser da ud til, at arbejdet bliver nogenlunde fuldført, inden det bliver helt mørkt. Klokken 20 blev de nyindsatte dele isat.

Og ved den efterfølgende testning med almindeligt vand påhældt kølesystemet var der heldigvis ingen tegn på utætheder, så efter en tiltrængt oprydning kunne middagsforberedelserne, laksesteak med kartofler og lidt salat påbegyndes. I morgen vil vi så tage ud på en lille prøvesejlads, og hvis alt går som planlagt, kan vi på fredag morgen atter gå gennem slusen ud på Rhônefloden. Det blæser og øsregner, godt at det er indenbordsarbejde. Det er i øvrigt første gang, det regner, siden vi kom ned til båden, så heldigt for det også.

TORSDAG 13/4

Solen skinner atter, men den kolde nordenvind går gennem marv og ben. Efter et varmt brusebad og en dejlig morgenmad i vores lille stamcafé, tog Erik atter “på arbejde”. Nu skulle prøvekølevandet, fra vandhanen, tappes af og den nyindkøbte kølervæske hældes på. Men også sådan en tilsyneladende bagatel kan volde et vist besvær, eller i al fald tage sin tid. Det er bare svært at komme til rent pladsmæssigt. Og da det endelig lykkedes, viste det sig at der var kommet lidt luft i systemet så der ikke kom kølevand over til varmtvandsbeholderen, når motoren kørte. Men det er en mindre detalje, der også kan fikses. Nu skulle der tages en alvorlig beslutning. Skal vi som håbet og planlagt, når nu motoren virker, tage videre op af Rhône i morgen, eller skal vi, da der er lovet kulde og en endnu kraftigere mistralnordenvind de næste dage, vente til mandag. Allerede i dag blæste det så meget, at vi droppede “prøveturen”, og nøjedes med at lade moteren køre i frigear trygt liggende på plads 41. Vi endte med, som ægte svagsejlere, at meddele havnekontoret, at vi bliver til mandag, hvor der er lovet varme og svage vinde, samt at betale næsten det hvide ud af øjnene for otte havnedage. Ingen af os gad at sejle i strid sidevind, kulde og modstrøm i dagevis samt ligge på udsatte havne- eller tillægspladser.

SØNDAG 9/4

Ja skøn var Påskemorgen – eller var den nu også det? Den begyndte i al fald rigtig fint. Vækkeuret var sat til klokken syv, men da var vi var allerede oppe. Solen var ved at stå op, og vandet var spejlblankt i havnen. Det perfekte vejr til en lang dagssejlads. Vi skulle først være ved slusen ud til Rhône floden 8.45, men vi ville gerne være i god tid. Havnekontoret holdt helt lukket på Påskens her allerhelligste dag, så vi havde lige så højt og helligt lovet den flinke havnefoged at lægge nøglen til bad/bro i postkassen, inden vi tog af sted. For ikke at glemme det smed vi nøglen i postkassen, da vi var færdige i baderummet, men allerede på vej ud til broen gik det op for os, at nu kunne vi ikke komme ud til båden. Og der er, højsæson eller ej, MEGET få mennesker, om nogen overhovedet på vores bro. Vi indhentede en mand på vej væk fra baderummet, men hans nøgle passede kun til en anden bro. Og her er der for en gangs skyld tale om en havn med broer, der er virkelig godt sikrede mod ubudne gæster. Alligevel – som sendt fra himlen dukkede der så en gammel knark op på vores bro. Han bor antageligt der, i en af de mange gamle fiskermotorbåde, og så var dagen (foreløbigt) reddet. Vi kom afsted,og tog hen mod slusen.

Mens vi lå og cirklede lidt rundt og ventede på grønt lys, bemærkede vi, at motoren virkede mere varm end sædvanligt, OG at der var en hyletone, som ikke varslede godt, i al fald ikke i mine ører. Til en start var Erik ikke så bekymret, eller også fortrængte han bare sin bekymring på mandig vis, så vi forsatte ind i slusen og kom lidt senere ud i den anden ende.

Her lagde vi til langs kajkanten for at vurdere situationen. Og at der virkelig var noget helt galt stod hurtigt klart. Ekspansionsbeholderen var helt tom, og selvom vi hældte  vand på forsvandt det lige så hurtigt igen. Vi har tidligere på Algarve-kysten med succes sejlet for sejl alene fra Ria Formosa til Albufeira uden skrue, men at sejle op af Rhône i modstrøm med en rygende motor på vej til at bryde sammen havde ingen af os lyst til. Erik mente først, at det var varmeveksleren, det var galt med, og en sådan har vi en ekstra af. Det kunne også være “knæet”, men det reserveknæ vi har havde viste sig ikke at være meget bevendt. Under alle omstændigheder var det ikke noget, Erik kunne lave ved denne kajkant udsat for bølgeskvulp fra forbipasserende både. Så det eneste forsvarlige var at vente til slusen åbnede et par timer senere og så sejle tilbage til vores plads i havnen, mens båden overhovedet kunne sejle. For ikke at belaste motoren unødigt lod vi os lige så stille glide med strømmen, da slusen begyndte at åbne. Især den ene sluseport var dog ufatteligt langsom, så vi havde nok snuden inde i slusekammeret, lige inden signalet skiftede til grønt. Dette udløste næsten momentant en megahøj højtalerproklamation på fransk, engelsk og tysk. ES IST STRICHLICH VERBOTEN… . Og få øjeblikke senere med samme volumen en ordre om straks at henvende sig på kanal 19.

Hvor er jeg/vi glade for mit støvede skolefransk og mit nuværende online Duolingo kursus, for nu kan jeg gøre mig rimeligt forståelig på fransk – og det var helt sikkert en fordel også i denne situation. Lidt senere listede vi ud af slusen og kom sikkert tilbage til vores tidligere plads i havnen.

Resten af dagen har Erik dels rådført sig på nettet dels stået på hovedet i motorrummet, løsnet diverse skruer og slanger og hældt vand på for at kunne stille den rette “diagnose”. Og nu her klokken 19.30 tyder det på, at udstødningsmanifolden inklusive knæ og varmeveksler skal udskiftes. Og det mener Erik nok at kunne fikse selv – når han bare får fat i de rette “stumper”. Sikke en dag. Men hvis man skal prøve at se det fra den lyse side, så var det trods alt godt, at vi ikke var kommet op af floden og lå ved et af de små usle trinbrædder, vi fortøjede ved sidste efterår. Her er hele tre værksteder, en Uship butik, vi ligger i en god havn med vores bil i nærheden, motoren har virket upåklageligt i 16 år/1700 timer – og vi har ingen gæster ombord. OG så har vi vi endda været så heldige at få vores nøgle igen, fordi Erik helt uventet mødte vores havnefoged, mens han luskede rundt oppe ved den postkasse, vi havde smidt nøglen ned i, parat til at prøve at fiske den op med en medbragt metalkrog. Så vi fik vores nøgle uden at begå “indbrud”. Så Oh, what a lucky day – trods alt. Men hvor længe vi kommer til at ligge her, og hvor dyrt det bliver, står hen i det uvisse…

ONSDAG 5/4

Allerede 9.30, to timer før det aftalte tidspunkt for søsætning kom havnepersonalet og spurgte, om vi og båden var parate. Og det var vi heldigvis, så kort efter var Skærsilden sat i vandet og sejlet hen til en passende plads på bro D.

Og så startede den store spuling over vandlinjen med den medbragte, nye, handyge højtryksrenser. Vi syntes ellers ikke, at den så så slem ud, men det var i al fald meget tydeligt, hvor superrengøringsmanden Erik havde været.

Bagefter kom den snart meget gamle sprayhood op igen efter at ha’ været en tur med hjemme i DK og få sat nye vinduer i i stedet for de gamle revnede og uigennemsigtige.

Derefter fik vi slæbt det meste af vores pikpak fra bilen til båden og lagt lidt på plads, inden vi kørte ind til Port Saint Louis og købte stort ind i supermarkedet ved havnen. Især vand og andre drikkevarer er det rart at ha’ et lager af når vi snart ikke længere har bilen i nærheden. Vi fik fat i det absolut sidste flutes som vi tilbage i Skærsilden fik sammen med skinke, pølse og ost inden vi dødtrætte gik til køjs og sov sødeligt og tiltrængt længe.

TORSDAG 6/4

Sen, men dejlig morgenmad nede i kahytten, det var simpelthen for koldt i cockpittet, selv om solen skinnede. Erik fortsatte en meget besværlig ledningsføring ned i kahytten fra de nye forlanterner, mens jeg fik fornøjelsen af af rengøre kølsvinet under dørken og andre småting.

Ellers er søkortene over floderne blevet opdaterede, og der er over nettet blevet bestilt de lovpligtige vignetter for flodsejlads. Erik fik undervejs endnu flere grå hår pga de irriterende franske hjemmesider. Vi spottede i dag en anden dansk båd i havnen, og da Erik også manglede noget værktøj,  gik vi over og hilste på og spurgte, om de kunne hjælpe os. Det var en 57 fods sejlbåd, og den nyslåede ejer og hans to gaster bød på kaffe og kunne tilmed låne os den ønskede fastnøgle. Det er i det hele taget en bro med megen aktivitet, med både der ligesom vores er ved at blive klargjort til sommeren. Vores båd er dog den eneste, hvor masten er lagt ned. Ud over at skulle tage højde for modstrøm er der nu også flere sluser, som pga af Macrons pensionspolitik har indledt længerevarende strejker. Det bliver spændende…

FREDAG 7/4

Langfredag, denne i Danmark endnu relativt højhellige dag, tog vi på udflugt i Folke til Arles, som vi kun fik set en lille smule af, da vi var der i september sidste år. Arles ligger kun en lille times kørsel fra havnen og det er en fin tur af lige ret ubefærdede veje gennem Camarquen. Vi var et smut nede forbi en vingård langs Rhône. Ikke alt, men meget var grønt og frodigt, og får og lam sprang omkring langs flodbredden og græssede. Vin blev der dog ikke købt noget af, da der så lukket ud.

Vi havde forventet at se nogle af de katolskkirkelige optog med store figurer af jomfru Maria og den korsfæstede Jesus, men nej det var der ikke noget af. Det lod overhovedet ikke til at være en helligdag i kirkelig forstand, butikkerne havde normale åbningstider og selv børnene gik i skole og fik først fri klokken fire, erfarede vi senere. Men festdage af en art i anledning af Påsken, var der i byen. Mange af de normale parkeringspladser var af denne grund indraget, men vi fandt da en plads, endda gratis. Vi lagde kurs mod Les Arenas, den gamle men stadig benyttede kæmpestore arena, hvor heste, mænd og tyre mødes. De dele af byen vi har set er meget charmerende ikke mindst området omkring arenaen.

I nærheden lå Place République, med rådhuset og hele to kirker. Den ene af sidstnævnte en lidt dyster langstrakt sag, hvor de fleste af statuerne/figurerne var tildækkede med mørklilla velourtæpper.

Den anden kirke fungerede som udstillingsrum pt. for malerier af en spansk maler Pisano, som var bosat i eksil i Frankrig i mange år under og efter Francotiden. Han malede nogle lidt specielle billeder især af heste og tyre i ret mudrede farver. Og rådhuset var af en eller anden grund pyntet op, kunne vi se.

Vi fik frokost på en meget hyggelig marokkansk restaurant, hvor vi valgte at sidde i skyggen, da det var for varmt i solen – hvilken luksus. Vi fik smukt anrettet mad på ditto smukt service, og maden levede flot op til sit lovende ydre. Erik fik en tahijneret med tyrekød og jeg en med lam, begge lige gode.

Blandt gadens mange forbipasserende så vi flere, især kvinder, men også mænd og børn, iført tidligere tiders smukke tøj. Kvinderne tillige med flotte opsætninger på hovedet.

Da vi lidt senere vendte tilbage til Place République, var der nu samlet utallige af disse festklædte Arlesborgere, og flere af de for egnen typiske små hvide heste, med stolte mandlige ryttere kom nu til.

Nogle var heldige at få en af de smukke, unge (og lette) kvinder op på bagsmækken, uden saddel og i damestilling.

Til slut var alle klar til at gå i optog gennem byen akkompagneret af fløjter og trommer og under eskortere af politi, heraf to beredne på et par store, højbenede heste. Så alt blev langt mere muntert, end vi havde forventet. Tilbage ved havnen kørte vi lige den sidste bid længere sydpå ud til områdets store strand Plage Napoleon. På vejen langs vådområdet så vi igen flokke af flamingoer – nogle virkelig sære fugle. Området er helt fladt og selve stranden er bred som ved Vesterhavet, men overfladen belagt med et tyndt, sprødt saltlag. Der var allerede en del campere. Vi kørte næsten ned til vandet, så jeg nåede lige at få en soppetur i det 13 grader ret kolde vand, inden det snart går nordpå gennem floderne.

LØRDAG 8/4

Da capitaineriet åbnede var vi oppe og betale for to måneders opbevaring af Folke i en lukket hal, hvor både bliver opbevaret og repareret om vinteren. Ca 100 € blev det vist, men så er vi da nogenlunde trygge ved at efterlade den. Kort efter slap vi fortøjningerne og sejlede ud af Port Napoleon mod  Port Saint Louis ca. fem sømil oppe af Canal Port Saint Louis.

Vi havde dagen inde reserveret en plads der for en nat, så vi let kan komme gennem slusen i morgen og begynde vores flodrejse op af Rhône. Det blev en dejlig, lille tur i let vind og solskin, og nu ligger vi så atter i Port Saint Louis, hvor alt ligner sig selv. Bortset fra havnepriserne, som er røget noget i vejret. Højsæsonen starter allerede 1/3, kun tre måneder er lavsæson. Grundprisen/nat for vores båd er stadig 22 €, men dertil kommer så 2 gange 5 € for Eco participation samt et særligt tillæg for elektricitet, + TVA, ialt 32 € for vores lille båd. Men stadig peanuts i forhold til de store både. Vi fik en dejlig lille frokost, friterede miniblæksprutter til mig en fiskecassoulet ( fiskebiksemad gratineret i ovn) med en kande hvidvin fra den vingård Pierre des Isles, som vi lagde vejen forbi på turen i går. Det er jo ikke til at vide om der findes frisk fisk længere oppe af floderne…

Og i morgen starter flodeventyret så forhåbentligt. Det lykkedes os heldigvis i Port Napoleon at finde to nyudgivne bøger, GUIDE FLUVIAL nr. 18 og 03 med mange gode oplysninger og detaljerede kort over flodsejlads i henholdsvis Rhône og Bourgogne-Franche-Comté området – så vi ikke farer vild. Og den store sluse i Bollène skulle efter sigende åbne søndag eller mandag, fordi strejken blev erklæret ulovlig.

TORSDAG 6/10 Vi spiste morgenmad, ikke for første, men sidste  gang, på den lille kombinerede bager/café på havnekajen, der havde åbent hele dagen. Og da priserne her var yderst rimelige, var det et samlingssted for mange, især lokale af alle slags, håndværkere, fiskere, husmødre, you name it, kort sagt et sjovt sted at sidde.

Derefter stod den på oprydning, rengøring og pakken sammen. Efter at ha’ afregnet tog vi ud af havnen og sejlede turens sidste 5 sømil mod Port Napoleon. Det var heldigvis stadig lunt og stille vejr, så det var en ren nydelse. Undervejs kom vi forbi de gamle faldefærdige industribygninger.

Lidt længere ude af kanalen nåede vi (Erik) endda at gøre dagens gode gerning. En fin gammel sejlbåd var kommet for langt ind mod land og var gået på grund, og en mand stod og viftede om hjælp med armene. Skærsilden kunne fint nå ind til dem og fik dem da fri efter noget trækkeri.

Det var de vist glade for, for der var ikke mange sejlere på kanalen. Videre ud af kanalen, næsten ude ved Olgastranden passerede vi de lidt alternative bebyggelser, vi var cyklet forbi dagen inden.

Herefter var vi ude i bugten og på vej ind i rhonedeltaet, hvor der klogeligt var afmærket en sejlbar rende.

Ved totiden kunne vi lægge til på bro D i den store havn, hvor mange andre gæstesejlere lå og var ved at gøre klar til at blive taget op – og hvor endnu flere allerede stod på land. Det var helt sjovt for en gangs skyld at ligge sammen med andre gæstesejlere. 

FREDAG 7/10 Utroligt hvormeget der skal ordnes og gøres, før alt er klart til optagning og hjemrejse, men tidsplanen ser ud til at holde. For at spare tid spiste vi morgenmad oppe i havnens restaurant og det samme gjaldt for frokosten. Det var en positiv overraskelse, alt sammen var både godt, billigt og hyggeligt. Havnens sanitære installationer var også i orden, så vi også nåede at få vasket sengetøj og håndklæder i en af de mange vaskemaskiner. Endelig var der også mulighed for at leje sig ind på værelser oven på restauranten. 

Båden skulle op 15.30, så 13.30 gik vi op og fik dagens menu, en dejlig havsalat med alt muligt godt i, et glas rose vin, en masse vand og en lækker pæremandeltærte til sidst. Man kan sidde inde, helt uden for og som os midtimellem i en overdækket afdeling, hvor man kan ha’ hund med. Så vi fik god og en rar en afslutning på det hele. Da vi klokken to kom tilbage til Skærsilden, stod en af havnefolkene og sagde, at nu var de klar til at tage båden op. Så Chico og jeg kom slet ikke ombord igen, lidt trist, men heldigt at vi var så godt som parate, Erik klarede lige det sidste og sejlede så hen mod optagningsstedet.

Alt gik glat og båden blev grundigt højtryksrenset. Det var efter to år i vandet tiltrængt, men den var nu ikke så slem endda. Erik havde jo, i badesæsonen, renset hvad han kunne nå i vandet med en spatel. Der sidder en del ruger tilbage, men dem må vi fjerne til næste forår.

Derefter blev den med kølen oppe sænket ned på et lavt stativ og en imponerende lang vogn kom og kørte båd og stativ hen på sin vinterplads.

Efter at have ordnet de sidste praktiske ting, tog vi afsked med Skærsilden og kørte ved 16-tiden nordpå. Hjemturen kommer der nok lidt om på ” Folke’s” hjemmeside.

 LØRDAG 1/10 Den første rigtige efterårsmåned. Nu havde vinden lagt sig, til gengæld var solen også væk. Vi startede dagen med at cykle over til Port Napoleon bl.a. for at spørge om der var plads i havnen til os inden optagningen. Vi ku’ bare komme og lægge os ved bro D, var svaret. Vi bliver nu nok liggende i Saint Louis, som er en rigtig god havn,  længst muligt, den er tættere på alt, og der er mere havneliv og butikker oppe i byen.

Vi prøvede også at cykle videre ud til stranden, Plage Napoleon, men efter at ha’ kørt i en evighed på en snorlige vej gennem et ret trøstesløshed landskab, vendte vi om og kørte tilbage til havnen. Vi var på udkig efter et godt sted at spise frokost den følgende dag, hvor vores tidligere naboer på Vornæs ville komme et smut forbi under deres bilferie i Frankrig. Vi fandt et forhåbentlig OK sted, hvor vi bestilte bord. Det har vi erfaret er nødvendigt i weekenderne, hvor stort set alle synes at spise frokost ude. Selv fik vi klemt os ned på et sjovt lille familieforetagende langs med Rhônefloden. Vi kaldte stedet for Onkels Toms hytte.

SØNDAG 2/10  Midt i opvasken efter morgenmaden gik pumpen helt og aldeles død, og en ny kunne tidligst fremskaffes dagen efter. Erik kortsluttede tryksensoren og så kunne vi tænde og slukke for pumpen manuelt. Ellers gik formiddagen med at finde en transportmulighed for Erik fra Saint Louis til havnen i Gruissan, hvor Folke havde stået parkeret siden 17/9. Det var ikke nogen særlig lang strækning, men det var nærmest umuligt at få puslespillet, bus, tog, bus til at gå op eller finde en mulig Bla Bla Car tur. Det lykkedes dog til sidst at kombinere en bus, et tog og to busser, så turen ville kunne klares på godt otte timer. Jokeren var, at jeg i denne havn ikke selv kunne få Chico i land. Han skulle løftes ned fra båden til en smal vakkelvorn finger, og det er svært nok også for Erik. Og otte, ni timer er max. den gamle hund kan klare uden at komme i land. Men dejligt at vi fandt  en løsning.

I dag var det fint søndagsvejr, så vi kunne modtage vores gæster Tove og Kai i solskin ved restauranten, hvor vi heldigvis kunne sidde uden for. Tove og Kai har selv ligget i havnen i deres båd, da de for 16 år siden sejlede ned gennem floder og kanaler, så vi havde nok at tale om. Efter frokosten var der kaffe og kage ombord på Skærsilden, inden gæsterne kørte videre mod Fos sur Mer.

MANDAG 3/10 Efter en senest mulig hundeluftning , tog Erik af sted klokken halv ti, mens Chico og jeg blev tilbage på båden. Alt gik heldigvis som det skulle, og ved godt 18-tiden var Erik tilbage med Folke – begge i god behold. Og Chico kom til sin store lettelse og i fuldt firspring på land straks herefter.

Efter at ha’ slappet lidt af i båden i den nedgående sol,  gik vi op og fik os en god pizza. Som sidst var vi nødt til at levne og fik atter en gang en pizzabakke med hjem – gamle svagspisere. 

TIRSDAG 4/10 I første omgang havde vi bestilt tre nætter i havnen, men nu ændrede vi det til seks nætter. Mens vi havde en vask over, cyklede Erik over til en Uship butik i Port Napoleon efter en ny pumpe, som de heldigvis havde på lager. Men monteringen måtte vente. Nu havde vi bilen, og det skulle udnyttes til en udflugt. Hovedmålet var en 60 hektar stor ornitologisk park beliggende i Camarquen ca. en times kørsel fra os. Man kunne vælge to ruter en kort på ca. tre km og så en betydeligt længere. Vi måtte lidt beskæmmede indse,  at det måtte blive den korte. Til gengæld var det den med mest at se på, og den de fleste tog, sagde den unge pige i billetsalget let trøstende. Det var en dejlig park eller lettere dresseret naturområde at gå rundt i.

Vi så mange forskellige fuglearter, og der var sikkert endnu flere, vi ikke lige så. Flere gange kom en stork flyvende hen over vores hoveder, og der var mange forskellige hejrearter, men det mest interessante var flamingoerne.

Endelig kom vi tæt på dem og kunne iagttage deres adfærd enkeltvis og flokvis. De er virkelig besynderlige at se på med deres lange tynde ben og deres støvsugerslangelignende hals for ikke at tale om deres måde at spise og kommunikere på.

Gennem det store næb kan de filtrere saltvandet fra og udskille det gennem næseborene, og tungen virker som en slags pumpe. Og under hele spiseseancen udstøder de forskellige slubre/gnæggelyde. De får ikke deres farve fra rejer og lever ikke, som mange tror, overvejende af rejer, men mere af små larver, alger og lignende, som de finder i det lave vand. Og farven som kommer fra betakaroten i kosten nedbrydes under fordøjelsen og rødorange pigmenter optages herefter af fedt i leveren og udfældes i hud og fjerdragt. Farveintensiteten i fjerdragten veksler med årstiderne ligesom fjerene jævnligt udskiftes.

Efter at ha’ fået mættet vores flamingobehov, tog vi et par km sydpå til Camarquens hovedstad Saintes Maries de la Mer. Det er en rigtig hyggelig by, med overvejende hvide lave huse, men også meget turistet i de små smalle gader. Der er en fin ikke så stor havn og en dejlig sandstrand, som vi var et smut nede på.

Nu havde vi jo ikke set hav i over en uge, men desværre var vandtemperaturen faldet så meget, at selv jeg opgav den tænkte badetur og nøjedes med at soppe.

Lidt efter gik vi op i byen og satte os på torvet ved den ret store flotte mindst 1000 år gamle sandstenkirke og fik en crepe og en kande cider, mens vi så på de forbipasserende, mange trækkende med deres cykler.

Selvfølgelig var vi også inde i kirken, som var var helt speciel. Den var meget rustik, men indrettet lidt som en mellemting mellem byen med små butikker alle vegne, og en udstillingshal med malerier af fortrinsvis sengeliggende unge som gamle. Her var det så især forskellige slags lys, man kunne købe og sætte i  stager rundt omkring i kirken. Der var også opsat utallige små tavler, med navne, billeder, årstal eller forskellige inskriptioner såsom “Merci” eller “Reconnaissance” (Erkendelse)

Alt sammen noget der skulle udtrykke taknemmelighed over en overstået alvorlig sygdom, overlevelse af en ulykke eller andet, man ville takke for eller måske ytre ønske om. Og meget mere end i andre kirker, hvor det at tænde lys er jo også er helt normalt. Det viste sig, at til netop denne kirke valfarter katolikker og vist især romaer fra nær og fjern to gange årligt – næste gang 22. oktober. Måske var man allerede ved at varme op til festen, som vist er meget farverig og noget ud over det sædvanlige. Kirken er som mange andre helliget jomfru Maria, men her også hendes tre halvsøstre Maria Klopas, Maria Salome, Maria Magdalena samt deres sorte tjenestepige Sara. De fire sidstnævnte skulle i følge en af to legender ha’ været på flugt, men lidt skibbrud ud for kysten. En lidt anden version af legenden siger at de tre Mariaer efter skibbrudet blev modtaget af en mørk kvinde, måske en romakvinde, der bredte sin magiske kappe ud over bølgerne foran de tre nødstedte, så de kom sikkert – og tørskoede i land. I taknemmelighed over at have overlevet anlagde de et kapel til jomfru Marias ære. Et kapel som siden har haft voldsomt vokseværk, og som i følge legenden huser de skibbrudnes jordiske rester. Som  en interessant krølle på historien er tjenerinden “ Sorte Sara” eller den mørke kvinde blevet romaernes skytshelgen, og romaerne har fået en måske ikke alle steder lige velset fod inden for den katolske kirke. Og byen, Saintes Maries de la Mer, er tydeligvis opkaldt efter de tre helgeninder. Det kunne helt sikkert ha’ været meget spændende at overvære disse festligheder.

På vej tilbage mod bilen kom vi forbi byens arena, hvor drabelige kampe mellem mand/mænd evt. til hest (vist nok stadig) kæmper mod egnens specielle sorte langhornede tyre uden at de ( tyrene) bliver dræbt i arenaen ( men måske bagefter). 

Og dagens oplevelser var endnu ikke slut.

På turen tilbage gennem det dejlige Camarque landskab, kom vi forbi et lille vinslot som havde åbent for salg af deres vine m.m.

Så der kørte vi ind og købte et par flasker og lidt af egnens forskellige risarter, inden vi fortsatte til den lille færge, der transporterede os (og rigtig mange andre) over til den anden side af Rhône og hjem til Skærsilden og Chico. Han er altid glad når vi kommer tilbage, men klarer heldigvis fint at være alene fem-seks timer. Og vi var glade for at slappe af i sofaen i “salonen” og spise resten af gårsdagens levnede pizzaer.

ONSDAG 5/10 Efter morgenmaden blev den nyindkøbte pumpe installeret. Den var lidt kraftigere end den tidligere, men forhåbentlig bedre – og vi kunne igen få vasket op under rindende vand, herligt. Vi er så småt begyndt at pakke sammen, gøre rent og bære ting, der skal med hjem op i bilen. Ved frokosttid holdt vi dog “fri”. 

 Cyklerne skulle aflades lidt, inden de skulle pakkes væk, så vi cyklede 10 km ud til en strand med det lidet eksotiske navn Olga. Vi cyklede langs kanal Saint Louis. At havnen oprindeligt har været en stor industrihavn vidner store faldefærdige bygninger og nedlagte, delvis tildækkede jernbanespor på kryds og tværs om. Vi endte først blindt i byens enorme kirkegård, en stenørken med uendeligt mange gravsteder, de fleste med mindeord og billeder af de afdøde i fuldt vigør. Her blev man virkelig mindet om sin egen dødelighed, hvis man ellers var i tvivl herom. Langt om længe kom vi dog ud til “Olga”, hvor vi kunne se, hvor vi skulle sejle den følgende dag. Man er stadig inde i en stor bugt, men i forbindelse med havet.

En enkelt udholdende soldyrker lå og sugede solens sidste stråler til sig. Hvis det var lidt varmere, kunne man sagtens bade her, men for nu var det rart bare at sidde lidt og kigge, ikke bare på havet, men også de industrielle omgivelser med kæmpeskorstene, som røg og eller damp væltede op af. Hele området er ret sjovt, hvor fiskere og andre mere alternative typer har fundet en beskeden bolig langs kanalen ud mod stranden – lidt som Sydhavnen i København. Herefter måtte cyklerne være afladede nok, det var vi i al fald, så vi tog hjemad og legede “tøm køleskabet” i Skærsilden. Aftenen var stille og lun, så det blev lammekoteletter i cockpittet, tomat, flutes og ost.

Efter en kold og grå morgen tog vi af sted i god tid ved ti-tiden, fordi vi ville være sikre på at nå frem til slusen ind mod havnen i Saint Louis, når den åbnede (vist nok) ved 16-tiden. Der skulle være 27 sømil, så med medstrøm og en heftig medvind ( nok 14 m/s i stødene), var der en god chance for at nå frem i tide. Det var stadig koldt, men solen kom heldigvis frem, og varmede de uldstrømpeklædte fødder. Vi kom hurtigt ude på selve Rhônefloden, som i dag var mere oprørsk end den foregående dag. Men det gik fint dernedad.

Det  mærkes tydeligt at strømmen er stærkest i midten, men hvis man ønsker at sejle i siden skal man holde godt øje med store grene m.m. Underligt nok mødte vi heller ikke i dag et eneste skib før efter tre timers sejlads. Det var en erhvervspram, der høvlede op af Rhône med skum for boven.

Vi havde næsten ikke motoren tændt, strømmen klarede resten, og ved tretiden lagde vi til foran slusen ind til vores to næste havne Port Saint Louis og Port Napoleon. Det var nu ikke den letteste tillægning op af en mur med kun en fjern pullert, som Erik i et hug ramte med sit berømte lassokast.

Derefter var god tid til en tiltrængt kop varm kaffe med resterne af vores gode kage fra Aigues-Mortes. Lidt før beregnet tid sejlede vi som nr. to af to både ind i slusen. Jeg stillede mig fortrøstningsfuld op i stævnen i forventning om, at Erik ville lave sin sædvanlige elegante agterendetillægning, så jeg efterfølgende stille og roligt kunne gøre fast fortil. Men ak nej, et hidsigt vindpust ændrede planerne radikalt, og pludseligt skulle jeg skubbe fra, gribe bådshagen agterude OG gøre fast fortil altsammen akkompagneret af styrmandens lettere hidsige tilråb. Det kunne kun gå galt, og et splitsekund senere hørtes den knasende lyd af styrbordlanternens endeligt, inden den forsvandt ned i dybet. Det var nu ikke den store ulykke, for begge lanterner skulle alligevel skiftes, og vi skal nok ikke ud at sejle i mørke foreløbigt. Det største drama udspilledes faktisk først efterfølgende, da broen var ved at gå op for os to både. Flere biler, politibiler, brandbiler og ambulancer med fuld udrykning kom kørende og måtte standse fordi broen gik op og først gik ned igen en god stund, efter vi havde skyndt os ud. Antageligt bliver broen fjernstyret fra Langtbortistan og tager ikke hensyn til evt. ildebrande, trafikulykker eller hjertestop. Kort efter lå vi godt fortøjede i havnen, heldigvis var der en  fra havnen, som var parat til at hjælpe lidt, for der var både strøm og vind i havnen.