SKØN VAR PÅSKEMORGEN 9/4 2023
SØNDAG 9/4
Ja skøn var Påskemorgen – eller var den nu også det? Den begyndte i al fald rigtig fint. Vækkeuret var sat til klokken syv, men da var vi var allerede oppe. Solen var ved at stå op, og vandet var spejlblankt i havnen. Det perfekte vejr til en lang dagssejlads. Vi skulle først være ved slusen ud til Rhône floden 8.45, men vi ville gerne være i god tid. Havnekontoret holdt helt lukket på Påskens her allerhelligste dag, så vi havde lige så højt og helligt lovet den flinke havnefoged at lægge nøglen til bad/bro i postkassen, inden vi tog af sted. For ikke at glemme det smed vi nøglen i postkassen, da vi var færdige i baderummet, men allerede på vej ud til broen gik det op for os, at nu kunne vi ikke komme ud til båden. Og der er, højsæson eller ej, MEGET få mennesker, om nogen overhovedet på vores bro. Vi indhentede en mand på vej væk fra baderummet, men hans nøgle passede kun til en anden bro. Og her er der for en gangs skyld tale om en havn med broer, der er virkelig godt sikrede mod ubudne gæster. Alligevel – som sendt fra himlen dukkede der så en gammel knark op på vores bro. Han bor antageligt der, i en af de mange gamle fiskermotorbåde, og så var dagen (foreløbigt) reddet. Vi kom afsted,og tog hen mod slusen.
Mens vi lå og cirklede lidt rundt og ventede på grønt lys, bemærkede vi, at motoren virkede mere varm end sædvanligt, OG at der var en hyletone, som ikke varslede godt, i al fald ikke i mine ører. Til en start var Erik ikke så bekymret, eller også fortrængte han bare sin bekymring på mandig vis, så vi forsatte ind i slusen og kom lidt senere ud i den anden ende.
Her lagde vi til langs kajkanten for at vurdere situationen. Og at der virkelig var noget helt galt stod hurtigt klart. Ekspansionsbeholderen var helt tom, og selvom vi hældte vand på forsvandt det lige så hurtigt igen. Vi har tidligere på Algarve-kysten med succes sejlet for sejl alene fra Ria Formosa til Albufeira uden skrue, men at sejle op af Rhône i modstrøm med en rygende motor på vej til at bryde sammen havde ingen af os lyst til. Erik mente først, at det var varmeveksleren, det var galt med, og en sådan har vi en ekstra af. Det kunne også være “knæet”, men det reserveknæ vi har havde viste sig ikke at være meget bevendt. Under alle omstændigheder var det ikke noget, Erik kunne lave ved denne kajkant udsat for bølgeskvulp fra forbipasserende både. Så det eneste forsvarlige var at vente til slusen åbnede et par timer senere og så sejle tilbage til vores plads i havnen, mens båden overhovedet kunne sejle. For ikke at belaste motoren unødigt lod vi os lige så stille glide med strømmen, da slusen begyndte at åbne. Især den ene sluseport var dog ufatteligt langsom, så vi havde nok snuden inde i slusekammeret, lige inden signalet skiftede til grønt. Dette udløste næsten momentant en megahøj højtalerproklamation på fransk, engelsk og tysk. ES IST STRICHLICH VERBOTEN… . Og få øjeblikke senere med samme volumen en ordre om straks at henvende sig på kanal 19.
Hvor er jeg/vi glade for mit støvede skolefransk og mit nuværende online Duolingo kursus, for nu kan jeg gøre mig rimeligt forståelig på fransk – og det var helt sikkert en fordel også i denne situation. Lidt senere listede vi ud af slusen og kom sikkert tilbage til vores tidligere plads i havnen.
Resten af dagen har Erik dels rådført sig på nettet dels stået på hovedet i motorrummet, løsnet diverse skruer og slanger og hældt vand på for at kunne stille den rette “diagnose”. Og nu her klokken 19.30 tyder det på, at udstødningsmanifolden inklusive knæ og varmeveksler skal udskiftes. Og det mener Erik nok at kunne fikse selv – når han bare får fat i de rette “stumper”. Sikke en dag. Men hvis man skal prøve at se det fra den lyse side, så var det trods alt godt, at vi ikke var kommet op af floden og lå ved et af de små usle trinbrædder, vi fortøjede ved sidste efterår. Her er hele tre værksteder, en Uship butik, vi ligger i en god havn med vores bil i nærheden, motoren har virket upåklageligt i 16 år/1700 timer – og vi har ingen gæster ombord. OG så har vi vi endda været så heldige at få vores nøgle igen, fordi Erik helt uventet mødte vores havnefoged, mens han luskede rundt oppe ved den postkasse, vi havde smidt nøglen ned i, parat til at prøve at fiske den op med en medbragt metalkrog. Så vi fik vores nøgle uden at begå “indbrud”. Så Oh, what a lucky day – trods alt. Men hvor længe vi kommer til at ligge her, og hvor dyrt det bliver, står hen i det uvisse…