2/6-22 Mar Menor 

Efter en rolig morgenstund, og endda en morgendukkert for Eriks vedkommende hev vi (Erik) ankeret op. Og nu tog vi så endelig ud på af os ubesejlede vande. Vi ville ind og se det henholdsvis berømmede og udskældte Mar Menor, Murcia’s store saltvandsindsø. Berømmet pga det beskyttede farvand med både højere saltindhold og vandtemperatur året rundt. Udskældningen beror på, at der pga kraftig brug af kunstgødning under den intensive dyrkning af alle de tomater og andre grøntsager, vi senere køber i bl.a. DK, bliver udledt store mængder nitrat og fosfater i Mar Menor. Dette giver især sidst på sæsonen kraftig algevækst, fiskedød – og ildelugt. Så der er modsat rettede interesser mellem fødevare- og turistindustrien.
Vi var først ovre i den nordvestlige del, det vist nok ret mondæne Santiago de la Ribera, hvor vi lagde til i en tilsyneladende ubemandet mindre Marina tilegnet det “bedre” selskab med pool osv. Vi gik en tur langs den nydelige palmepromenade og indtog den næsten obligatoriske café con leche, mens vi studerede det ret så sparsomme folkeliv.

Stranden så fin og nydelig ud med sandbund og klart vand, men alligevel virkede det mere som en sø end et hav. Ikke at der er noget galt med det… og som lovet var vandet her tydeligvis varmere. Tilbage i båden blev vi opsøgt af en marinero, som oplyste os om, at hvis vi ønskede at ligge der natten over, kostede det 40 €. Det syntes vi var vel dyrt, så vi stævnede ud igen og sejlede lidt sydpå til Los Alcazares, et sted som mindede en del om det forrige, men lidt mere livligt og folkeligt.

Selve havnen var ret hyggelig med store træterrasser og sikkert med liv og glade dage i højsæsonen – og langt billigere. Vi blev anbefalet en restaurant af havnepersonalet, El Tropical og det var uden tvivl byens bedste. Vi “trængte” til noget kød efter fisk mig her og der, så vi bestilte iberisk gris, som virkelig kan smage himmelsk – og det gjorde det her. ØF!

1/6-22 Cabo de Palos

Første juni sejlede vi som planlagt ud af Cartagenas store havn. Lidt vemodigt at sige farvel til en by/havn vi var blevet så glade for.

Vejret og havet  var ganske stille, så vi kunne gentage sidste års succes med at ligge for anker lige nord for fyret ved hyggelige Cabo de Palos.

Selv om det var tidligt på sæsonen, var der også denne gang rimeligt megen gang i vandaktiviteterne så som SUP, svømning og roning. Men vi var de eneste, der lå for anker her denne gang.

Vi var lige et smut inde ved stranden med gummibåden for at lufte Chico og fik en kop kaffe inde på en af havnecafeerne. Badevandet var allerede lunt, men af uvisse årsager blev det ikke til andet end lidt sopning. Aftenen tilbragte vi i båden med lynstegte tunsteaks og andet godt. Og der rørte sig knapt en vind hele natten – og ingen dønninger.

Cartagena 29/5-1/6 2022

Efter en uges spændende køretur lidt på kryds og tværs med Folke ned gennem Europa, nåede vi endelig ned til Skærsilden, som lå fint, omend støvet af Saharas sand, og ventede på os. At vi tog bilen var dels for 13 år gamle Chicos skyld, dels fordi vi havde en del sager med, og endelig fordi vi så fik lejlighed til at se nogle for os nye, smukke og spændende steder. ( Link til Folke).

Da båden umiddelbart så pæn ud under vandoverfladen, besluttede vi at springe optagning og bundmaling over i år – og spare de 7-8 tusind kroner, vi havde fået tilbud på. Så ud over den almindelige klargøring og tilrigning af Skærsilden fik vi tid til at nyde Cartagena endnu et par dage. Det er virkelig en by med sjæl og mange kvaliteter.

Allerførst opsøgte vi dog et af de utallige Pharmasiaer, hvor jeg fik noget antiinflamatorisk cortisonsalve til mine kløende og byldedannende myggestik erhvervet under de ellers idylliske olivenlunde i højlandet på vores seneste campingplads på turen ned.

Ellers fik vi bl.a. langt om længe set byens berømte rådhus indefra, og vi så endda også byens kvindelige borgmester, som var på charmeoffensiv blandt denne dags mange besøgende skolebørn.

Vi kom også op på toppen af et af byens store fæstningsanlæg, hvorfra der er mange gode udsigter.

Rent kulinarisk fik vi bl.a. genbesøgt vores favoritrestaurant i fiskerihavnen, Santa Luzia, hvor der under livlig snak bliver spist fisk og skaldyr til den store guldmedalje.

Og inde i byen fandt vi på det smukke San Francisco Torv en “fusionstapasrestaurant”, hvor vi fik nogle virkelig fantasifulde og anderledes smagende småretter. 

Sommervarmen var endnu ikke rigtig sat ind, så vi og ikke mindst Chico kunne nå at akklimatisere os lidt til varmen og priserne, sidstnævnte kunne dog være værre.

Lørdag 18/9

Man har ét standpunkt, til man taget et nyt. Efter den lidt ubekvemme nat og en vejrudsigt der gjorde såvel yderligere ankerligning og tilbageturen til Cartagena tvivlsom, besluttede vi at sejle tilbage til Cartagena allerede sidst på formiddagen. Solen skinnede og septembers himmel var så blå, så blå, men vi havde vinden lige i snotten, og den skulle tiltage i løbet af dagen, så derfor drog vi af fra dejlige Cabo de Palos. Undervejs var vi heldige at møde en række store både. De sejlede kapsejlads og kom direkte i mod os for fulde sejl med spilere og genakkere.

Da vi kom til den store bugt ud for havnen, var vinden oppe på 10 m/s, og søen blev meget urolig pga clapot fra diverse bjergvægge og moler, men ind kom vi da og fik en plads ved den bro, vi nok kommer til at ligge ved vinteren over. Og trods modvind var det en rigtig fin afslutningssejlads, hvor man uden at fryse det mindste kunne sidde i vinden i ikke ret meget tøj. 

Erik, den flittige mand, gik straks i gang med at spule båden (tiltrængt), tømme olie af motoren, skifte filter samt indkøbe ny olie.

Først på aftenen kom et kæmpestort polsk tomastet skoleskib (faktisk verdens største brig) Frederück Chopin ind og lagde sig til kaj. Snart efter kravlede de stakkels unge mennesker som små myrer rundt oppe i den enormt høje rig for at få sejlene ordentligt på plads. Uha… Det er ikke altid (faktisk nok endda sjældent) lutter lagkage at være elev på et sådant skoleskib. I efteråret 2010 kom skibet med 36 14 årige i havsnød under en storm i det nordlige Atlanterhav. Det mistede sejlene og knækkede den ene mast og endte med at blive bugseret ind til Falmouth i Cornwall, men heldigvis slap de alle vist med livet i behold
Den store  danske sejlbåd Liberty, som vi mødte i Rota, kom også ind i havnen. Turen med ARC’ var desværre udsat til en anden gang, og nu overvejede han også  Cartagena som vinterhavn. Så der sker noget i denne havn.

• 

• 

Da vi havde spist sen aftensmad i båden, blev vi tilmed tilskuere til et flot fyrværkeri over byen fra første parket.

Søndag 19/9

Til formiddag gik vi over til et kulturhus lige ved siden af havnen. Der var en udendørs gastrokulturel udstilling om den røde tun. Der var små smagsprøver med fire forskellige måder at tilberede den rå tun på, som vi selvfølgelig måtte smage.

• 

• 

• 

Og så var udstillingen koblet til japansk kultur med andre emner såsom papirfoldning, indpakning af gaver, kalligrafi m.m. Især var en japansk mand som demonstrerede japansk fortællekunst på spansk fascinerende.

Det var varmt, så bagefter cyklede vi over til en nærliggende bugt, Cala Cortina, hvor der er en lille badestrand + mange søndagsgæster. Og siden gik vi gang med at rigge af  pakke sejl sammen, så nu er det da ordnet.

Hvis vi ellers havde haft behov herfor, ku’ vi ha’ fået to unge gaster ombord.  Hun var på vej fra Quebech i Canada til familie i Libanon og han fra Frankrig til Grækenland. Men de var kommet uoverens med deres værtsbåd og var afmønstrede – men hvad så? Foreløbig har de deres rygsække stående i vores agterkahyt… 

Ved siden af os ligger en (tom) dansk båd med telefonnummer påsat. Erik tog et foto af båden og sendte til ejerne, så de kunne se, at deres båd havde det OK. Straks kom der svar tilbage med tak, og vi måtte endelig spørge, hvis der var noget, vi gerne  ville vide om denne dejlige by. Vi fik bl.a. et par tips om hyggelige tapasspisesteder, som vi straks efter med succes gjorde brug af. Søndagsaftenen var fuld af glade mennesker, mange af dem spisende på de utallige udendørs små spisesteder. Vi blev placerede på et par høje skamler med en tønde mellem os på den anbefalede L’Uva … i første parket til al leben.

• 

• 

Som prikken over i’et er der i denne uge en såkaldt romansk/karthagensk uge hvor mange, såvel kvinder som mænd, spankulerer rundt  iført romerske antikke klædedragter.

• 

• 

Mandag 20/9

Om formiddagen var vi dels på busterminalen dels på banegården for at undersøge, hvordan vi bedst kunne komme til lufthavnen i Alicante 23/9. Tog viste sig ret håbløst, så det endte med en direkte busafgang kl. 7 om morgenen. Vel tidligt, men vi har så fem timer inden flyet letter, nok til at nå en frokost og/eller badetur i Alicante.

Efter yderligere nedpakning af båden tog vi afsked med vores “bådvilde” unge mennesker, der drog af mod Barcelona. Den unge fyr, Victor, viste sig i øvrigt at komme fra Morbihanområdet i Bretagne, som vi var ekstra glade for under vores ture i i 2017-18, så hvis vi kom på de kanter igen så….

Endelig fik vi også vores vinterkontrakt helt på plads.

Resten af dagen holdt vi “fri” og cyklede de små fire km ud til vores rigtig dejlige badebugt, i øvrigt den samme vi om aftenen for godt en måned siden besøgte i bil, da vi var på vej hjem til konfirmation.

Der er lovet kraftig blæst og regn de følgende dage, så måske er det sidste chance for en strandtur. Efter at ha’ badet og solet os lidt var det i dag , hvor der ikke var så mange mennesker, også muligt at få plads på standbiksen til en let frokost – selvfølgelig fisk.

Vi tilbragte en stille, lun  aften i næsten fuldmåne i båden, så da vi gik til køjs, var det svært at forestille sig, at et uvejr skulle være under opsejling…

Tirsdag 21/9

Meen alle forvarsler – og mere til viste sig at holde stik. Vi havde klogeligt taget alle håndklæder og hynder ind, men havde af hensyn til temperaturen ikke sat luger i. Ved tretiden om natten vågnede vi ved at regn og blæst fra nordøst stod lige ind i kahytten. Jeg har aldrig set Erik komme så hurtigt op i cockpittet og ned igen – nu med lågerne i. Det var helt vildt, som det blæste, lynede OG regnede de næste timer; nogle havde vist målt 42 knob.  Men alle både lod til sikkert at have overlevet stormen den følgende morgen. Så nu har vi fået prøvet havnen og fortøjningerne af.

Efter at ha’ tullet lidt rundt om formiddagen cyklede vi over til restaurant Club Nautico Santa Luzia, hvor vi havde spist frokost på den første dag, vi kom til Cartagena. Der er en vældig god stemning – og mad til rimelige penge.

Om eftermiddagen cyklede vi over til Las Galeras – et slags primitivt slumområde lidt sydligere langs kysten. Der er hverken indlagt vand eller strøm, men folk bor der i små lave huse og lever af fiskeri, eller hvad der måtte byde sig. Området er hvad mange nok vil kalde pittoresk, men fattigt.

Andrés, en af havnemedarbejderne, fortalte, at kommunen tolererede beboelsen, fordi man så havde bedre styr på disse mennesker – og ikke havde udgifter af dem…. Vejen derud langs floden var i øvrigt delvist skyllet væk efter nattens heftige regn.

• 

• 

På hjemvejen fik vi os en kop kaffe på en café på en af byens store pladser. Her kom vi kortvarigt i snak med to vennepar fra Sydafrika, som var sejlende i henholdsvis en katamaran og en trimaran, inden vi cyklede hjem for at tilbringe aftenen i båden. Fra den ene yderlighed til den anden kan man sige.

Onsdag 22/9

Sidste dag inden hjemrejsen. Vi vaskede tøj, tømte køleskab, spiste rester til frokost, inden vi tog op og cyklede lidt rundt i byen og fik os en café asiatico, en “lagdelt” kaffe med lidt procenter af forskellig art i.

• 

• 

https://www.club-caza.com/actualidad/actualver.asp?nn=13532

For at underbygge denne hvalpåstand et link, hvor man kommer ind på en side, hvor flere hvaler er filmet i juni 2021 ved Capo de Palo, netop hvor vi lå for anker for få dage siden. Især den sidste og længste film er god. Wow!

Sidst på eftermiddagen gik vi rundt på havnen og kiggede efter vores sydafrikanske “venners” både. Da vi fandt dem, blev vi, hvad der egentlig ikke var planen, inviteret ombord på katamaranen, så vi endte med at blive mageligt bænkede med diverse drinks og nylavede popcorn ved hånden.

Vi var til en start kun os og ejerne, men lidt efter stødte parret fra trimaranen til samt en new zealænder, der lavede business i Kina og en fyr, der havde ansvaret for et “mindre” nytilkomment sejlskib på sølle 150 fod ejet af en eller anden tysk IT-milliardær. Så vi var kommet i uvant “fint” selskab denne dag. 

Ud på aftenen gik vi en sidste tur op i byen for at få lidt aftensmad og for at se på alle “romerne”, som der blev flere og flere af. De gik i lange optog mænd, kvinder og børn akkompagneret af store trommer og svingende med sværd og fakler. Meget dramatisk og næsten autentisk.

• 

• 

• 

Til slut gik vi dog hjem og til køjs for vi skulle jo tidligt op den følgende dag.

Torsdag 23/9

Op kl. 5.45. Klokken halv syv traskede vi i buldermørke op gennem den endnu ret øde by til busstationen, hvor vi som de eneste satte os på en bænk og spændt ventede på, om der nu virkelig også kom en bus, hvilket der heldigvis gjorde.  

Efter et par timer steg vi ud på busterminalen i Alicante, satte vores bagage i en boks og begav os ned på strandpromenaden, hvor vi fandt muligvis den dyreste, men nok også den lækreste café at indtage vores sidste spanske morgenkaffe på denne sommer. Solen skinnede smukt i det glitrende vand, og alt var godt.

• 

• 

Senere nåede vi hen til den store bystrand og fik soppet lidt, inden vi vendte tilbage til busterminalen og vores bagage. Kort efter steg vi på lufthavnsbussen, som kørte til lufthavnen, men via en lang omvej gennem hele Alicante by, som var større, men ikke nær så grim, som vi/jeg havde frygtet. 

• 

• 

• 

• 

Flyet afgik planmæssigt først på eftermiddagen. Det havde blæst godt op i løbet af dagen, og vejrudsigten lovede også kraftig vind i Danmark, ja nærmest storm.

Vi fik da også en del turbulens både undervejs, men især til slut, og man mærkede alt for tydeligt, hvordan vinden tog i flyet under landingen – men luftkaptajn Mario fik os ( heldigvis) sikkert ned. Og ligeledes havde vi heldigvis fået lov til at overnatte hos Camilla og Niels i Hillerød. Vi havde rejst nok for denne dag, syntes vi. Så efter et dejligt gensyn med familien og Chico samt te med friskbagt æblekage, lagde vi os trygt til at sove i Folke under et kæmpe bøgetræ, mens stormen rasede. 

Fredag 24/9

Efter morgenmad nu med friskbagte boller kørte vi hjem til Vornæs, hvor vi endnu en gang blev hjerteligt modtaget af Leo, som heldigvis med vores gode nabos hjælp ikke havde lidt nød under vores fravær.

Og så må vi se, hvad der sker til næste sejlsæson

Mandag 13/9

Såvel vejr ( gråvejr og lidt regn), vind og ikke mindst vand- og madsituationen gjorde, at vi efter morgenmaden hev ankeret op og sejlede de tolv sømil mod sydøst til Cartagena, som nok ender med at blive vores vinterhavn.

LIDT HISTORIE:

Usynlige fra havet var kraftige engelske kanonbatterier på en 1,8 km lang strækning blevet opstillet på Cabo Tinosa i 1920-30’erne for at beskytte Cartagenas flådehavn, og under den spanske borgerkrig generede blot en enkelt affyring herfra Francos flådeskibe så voldsomt, at alene kendskabet til disse fremover var nok til at holde fjenden på afstand. Men altså ikke nok til at hindre at general Franco gik sejrrigt ud af Borgerkrigen 1/4 1936. Batteriet var aktivt indtil 1994.

CARTAGENA er anlagt ca 227 år før Kristus fødsel  af en feltherre, Hasdrubal, fra Karthago og har siden været under skiftende især arabisk/romersk herredømme, indtil den sluttelig blev en del af Spanien. Der er rester af ikke mindre end to romerske amfiteatre begge anlagte kort før Kristus fødsel. Det  ene beliggende under den nu nedlagte tyrefægterarena, det andet først opdaget i 1980’erne er nu udgravet og fremstår som byens hovedattraktion. Den beskyttede naturhavn har været hjemsted for den spanske flåde gennem århundreder, og byen var en af de sidste bastioner, som Franco og nationalisterne/fascisterne indtog under borgerkrigen. Der er i det hele taget meget at se på og foretage sig i denne gamle by med godt 200.000 indbyggere.

Efter ikke at ha’ spist ude siden torsdag og i det hele taget ikke ret meget og tilmed at ha’ tæret på nødrationerne ( dåsesardin og makrel og tørt brød til frokost og en dog OK tortilla med køleskabets rester + en dåse tun syntes vi, at det var på tide med en frokost ude i dag.

Vi fandt en godt skjult, men vel besøgt restaurant ned til fiskerihavnen, Club Nautico Sct. Maria, hvor vi fik bl.a. lubino, en god gammel kending.

Vi fik fyldt vand på og klaret en ret stor opvask og efter en uge uden ferskvand, var det skønt at få vasket hår med mere under en bruser.

Om aftenen havde vi besøg af Mr. John med frue. De kan virkelig fortælle meget ude fra de store have til os småturssejlere, der bare sejler rundt i vores egen baghave.

Og som noget helt usædvanligt fik vi denne dag ikke blot fyldt ferskvand på båden, men også på vores kroppe, i form af noget så sjældent som ( lidt) regnvejr!

Tirsdag 14/9

Endnu en ret så blæsende gråvejrsdag. En god dag at ligge i havn. Vi fandt ud af at der, ud over den ret almindelige toilet- og badebygning centralt i havneområdet, i den perifere ende var en nybygget pavillon med lounge, lækre baderum og vaskemaskiner. Så der fik vi endelig vasket tøj. Der udover blev der gjort tiltrængt rent i båden. Og så fik vi næsten afsluttet en aftale om et halvt års vinterplads her i havnen. Resten af dagen, hvor solen brød frem, gik vi på oplevelse i Cartagena, som lader til at være en en tiltalende by med meget at byde på. 

Onsdag 15/9

Vi havde tænkt os at tage en tur lidt nordpå til Cabo de Palo og ligge for anker der et par dage, men regnvejrstunge skyer og for meget vind fik os til at ændre mening. Så det blev i stedet en lidt dyster dag, hvor energien ikke var på toppen. Vi havde ellers fået nogle nye flinke engelske bådnaboer Marc og…?, som syntes, at vi skulle komme over til et glas vin senere på dagen. Det blev, heldigvis, ikke til noget. Det er ikke altid, at man orker “Hvor kommer I fra, hvor skal I hen o.s.v.” Marc nåede dog, næsten med tårer i øjnene, at fortælle os, at en stor del af Esteponas smukke bagland var gået til under en af de seneste voldsomme skovbrande. De havde ofte ligget i Esteponas havn i længere tid og da vandret i de bagved liggende bjerge. Trist.

Vi havde jo igen fundet cyklerne frem, men dagens udflugt begrænsede sig til en indkøbstur i regnvejr for at købe nye forsyninger i Marcedonia – et af de rigtig gode supermarkeder længere oppe i byen; de har tilmed ofte lammekød.

Torsdag 16/9 Cabo de Palo

I dag skinnede solen, og vinden havde lagt sig. Så  efter at have benyttet de fine nye baderum sejlede vi nordpå langs den stejle klippekyst mod Cabo de Palo. Her er en lille havn, hvor man, såfremt der er plads, kan ligge gratis langs en kajkant i yderhavnen.

Ellers er der mulighed for at ankre på nordsiden af Caboet langs en lang sandstrand, der grænser op til den store indsø Mar Menor. Der var, næsten som forventet ingen havneplads til os, så vi sejlede om og lagde os for anker i den store bugt, hvor der var læ for den aktuelle sydvestlige vind, men helt åbent mod øst. Lidt længere oppe af kysten er højhuse skudt i vejret, så skylinen næsten minder om New York, hmm.

I løbet af aftenen kom yderligere to både til ankerpladsen. Men ikke nok med det. Vi havde en livlig trafik lige udenfor hele aftenen. Først nærmede et kæmpestort krigsskibslignende fartøj sig, som satte fire mænd ud i en stor sort gummibåd. Og ganske rigtigt – fik vi besøg af tolderne igen. Denne gang til lammekoteletter. De sagde dog pænt farvel, da de så vores kvittering fra et par dage siden. Da mørket var ved at falde på hørte vi gurglelyde tæt på båden, det var et større optog af langturssvømmere, lang tid senere vendte de tilbage igen tæt på båden.

Da det var blevet rigtig mørkt, kom en kolonne af stand-up padlere tæt forbi, kun oplyste af den morild de selv frembragte. En times tid senere vendte også de tilbage. Men så faldt der ro på, det eneste der distraherede var, at nu da vandtanken var godt fyldt, frembringer den nogle lyde, donk, donk, der kan minde om et dårligt regaeband.

Fredag 17/9

Erik startede dagen med en morgendukkert, jeg ventede en timestid. Selv om det er dejligt at ligge for anker, ville vi nu alligevel prøve, om vi kunne få en af de få gratispladser i havnen, da vinden så ud til at ændre sig. Så sidst på formiddagen sejlede vi ind, og sandelig om der ikke nu var en plads alleryderst i havnen langs molen op til restauranterne og med en primahavudsigt til den anden side. Lidt længere inde findes et større havnebassin, hvor fiskere og privatejede både ligger. Og ikke at forglemme de motorbåde som i fast rutefart sejler dykkere ud til området omkring Caboet. Hele området er meget populært at dykke i, men da området samtidigt er beskyttet, må dykningen kun foregå fra de autoriserede dykkerbåde. Bare lige for en ordens skyld vil jeg lige nævne, at der gemte sig næsten lige så mange kvinder som mænd i dykkerdragterne.

Vi sidste frokost på CP8 ( ikke en benzinstation eller et maskingevær), caldera med rovinafisk i – så lækkert. Her er ikke så meget egentlig by, men der er en dejlig stemning , og stranden som vi gik over til efter frokosten er perfekt at bade fra. Så vi udsætter nok tilbagesejladsen til Cartagena længst muligt, til søndag eller mandag.

Den lille havnepromenade langs vores bådplads blev meget livlig om aftenen, og selv om det blæste en del, blev restauranterne godt fyldt op. Det er utroligt så højt, hurtigt og meget spanioler kan snakke. Derudover var der live musik med en meget stor, i fysisk forstand, sanger. Så der var nok at se og høre på. Før vi gik til køjs, gik vi en aftentur, med den nu ikke nærværende hund, rundt om caboet ad små stier. Der lå mange flotte villaer med formidable udsigter ud over havet. Her kunne man godt bo for en stund. Desværre lagde blæsten sig ikke, og selv om den kun lå omkring 7m/s, var det nok til at bølgerne, der kom ind lige rundt om havnehullet, fik Skærsilden til at hugge ubehageligt ind mod molen trods fenderne. Og lyden af evigt brusende vand mod stævnen var også ret så voldsom. Så selvom det på ingen måde nærmede sig vores nat i San José, var det alligevel ikke nogen god søvn, vi fik.

Fredag 10/9

Vi daskede ud fra Garrucha i den stille formiddag mod Aguilas 18 sømil væk, som sædvanlig først for storsejl og motor, lidt senere for fulde sejl resten af turen med 8m/s agten for tværs. Der er tre forskellige småhavne i havnebassinet. Vi havde bestilt plads i den ene, men den var fuldt belagt – næsten heldigvis. Vi endte i stedet med stævnen op mod molen i fiskerihavnen, gratis og lige ved siden af det flinke par Paula og John i den engelske Bavaria 35 Mr. John 7., som vi mødte i Adria. John stod parat på kajen og hjalp med forfortøjningen, mens Erik kastede anker ud bagtil, og jeg holdt skruen så lige i vandet, jeg nu kunne. I de to første forsøg fik ankeret fat i plastikposer, Eriks speciale, men tredje gang fik det fat i bunden.

Bydelen op til fiskerihavnen var rigtig hyggelig med en meget smuk plads eller nærmest en frodig park, Plaza de Espana, med springvand og mange eksotiske buske og træer.

Lige ved havnen tårnede en klippe med den gamle slotsruin på toppen sig op. Og på den anden side syd for byen var en bugt med en rimelig fin strand, hvorfra vi badede.

Tilbage i båden blev vi inviteret over i Mr. John til snak med tilhørende vin og snacks. Han havde sejlet jorden rundt to gange – hun kun halvanden gang i løbet af de seneste 30-40 år. Han var professionel, havde sejlet som eftertragtet navigatør på fragtskibe i mange år. De var nu begge pensionerede og havde i flere år haft et hus i Spanien lidt længere nordpå – og efter Brexit nu som som deres faste bopæl, når de da ikke var ude og sejle.

Lørdag 11/9

Efter en rolig nat var vi et smut oppe i byen og gik op mod byens vartegn Castillo de San Juan de Las Aguilas af først en flot malet og senere en stejl sti. Der har gennem tiderne været flere fæstningsanlæg på dette strategisk fremragende sted. Det nuværende Castillo blev påbegyndt i år 1579 som forsvar mod primært nordafrikanske pirater, men har også tjent andre formål.

Selve slottet kom vi ikke helt op til, det så lukket ud, men vi fik en café con leche i caféen lige nedenfor, hvorfra der var en flot udsigt over havnen, byen, stranden og baglandet. Selv vores lille båd kunne vi ane som en lille prik.

• 

• 

• 

• 

Da vi kom tilbage havde vores bådnaboer efterladt os en besked om en god ankerplads lidt nord for Mazarron, som vi ellers havde tænkt os at sejle til. Men da vejret så fint ud til ankerligning, syntes vi at det lød tiltalende, så afsted sejlede vi, og efter 21 sømil kunne vi kl. 18.30 kaste ankeret i den fine ankerbugt. Vi var langt fra eneste båd,  men der var plads nok til os. Selv om vi havde sejlet i let modvind, havde vi det varmt, så vi skyndte os at hoppe i vandet (33,1 grad) for at blive afkølet bare lidt. Erik havde dykkermaske på og opdagede,  at vi havde fået viklet et gennemsigtigt fiskenet delvis om skruen. Det var heldigvis ikke så svært at få ud med bådshagen. Vi, Erik, havde faktisk bemærket at vi ikke sejlede så hurtigt for motor, som vi burde, så godt at det kom ud.

Aftenen var stille, og solen gik smukt ned bag bjergtoppene, mens vi indtog en af vores nemmeste favoritretter, pasta carbonara. Herligt atter at ligge for anker og i sikker forvisning om, at ankeret lå som det skulle, og at intet blæsevejr lurede om hjørnet.

Søndag 12/9

Efter lidt rullen med klirrende glas i starten af natten faldt alt til ro, og vi stod op med solen (ved nitiden) til endnu en dejlig morgen. Erik gjorde for en gangs skyld alvor af sine planer om at tage sig en morgendukkert.

• 

Da det måske blev den sidste dag i den nærmeste fremtid med solskinsvejr, besluttede vi at blive endnu et døgn i ankerbugten ved Playa de Azohia og bare slappe af. (Som om vi gør meget andet). Jeg tjekkede bl.a. min kalender ( hvilket jeg ellers ikke gør det så meget i ). Min opmærksomhed faldt herunder over, at der ikke stod noget om, at vi ( som planlagt) skulle flyve hjem 28/9, men der i mod, skræk og ve, den 28/10!!! Ikke godt. Stakkels Erik var faktisk kommet til at bestille billetter til en måned for sent. Det ville Camilla og Chico ikke være blevet glade for. Så huhej blev der bestilt nogle nye billetter – nu til den 23/9. Disse var heldigvis (endnu) billigere end de først indkøbte, som nok ikke kan refunderes. 

Lidt efter da vi sad ved kaffen, fik vi fint besøg af tolderne. De kom i en megastor flot, men lidt uhyggelig lav, mørk motorbåd med mindst fem mand + to piger ombord. To af mændene entrede vores båd, de var som altid meget gemytlige, og vi fik sågar lov at fotografere dem, da de sejlede væk. Undervejs nåede de flinke fyre endda at komme et bortfløjent badedyr til undsætning.

• 

• 

Det var blæst godt op ud på eftermiddagen – med fralandsvind, så da jeg ville ud at bade igen, bandt Erik en lang snor i båden med vores bedste fender for enden. Dejligt at ha’ noget at holde i, desværre røg fenderen af og drev til havs, da jeg halede snoren ind igen. Godt det ikke var mig, der drev af sted…. og synd at tolderne var sejlet videre.

Så alt i alt en ret begivenhedsrig dag.

Onsdag 8/9

Op klokken 7, tidligt for os, og stadig mørkt. Efter en hurtig morgenmad, et farvel til misserne samt tjek af at vi ikke havde fået blinde passagerer med, kunne vi kl. 9 endelig sejle ud af havnen i den stille morgen med kurs mod det meget omtalte Cabo de Gata, hvor strømme og accelerationsvinde kan give en ubehagelig sejlads. Ud mod caboet sejler man faktisk først 45 grader mod syd for så at ændre kurs sejle 45 grader mod nord, hvilket bidrager til en til tider ubekvem sø.

Der kom dog hurtigt lidt vind og nu fra vest, så vi kunne sejle for sejl. Det imponerende Cabo var endnu skjult af morgendisen, men efterhånden som solen kom mere i gennem, tårnede det sig op foran os.

Vinden friskede hurtigt op, og da vi kom op over 9 m/s satte vi et reb i storsejlet og strøg af sted tilmed i medstrøm. Det var en flot sejlads, som nu kunne nydes i ideelle vind- og vejrforhold. Dog håbede vi meget på at kunne få en plads i den lille eftertragtede havn San José, hvor vi havde forsøgt bestille en plads- uden at ha’ fået svar. Da vi nåede frem ved totiden, var vinden kommet op på 12-13 m/s, så vi var ret glade, da der stod to fyre og tog i mod os lige inden for havnehullet, hvor der var en plads til os til sølle 34€ pr. nat.

Selv om havnen ligger inde i en bugt, hoppede og dansede båden noget trods en mesterlig fortøjning, så vi forlod båden og gik over til byen og den meget indbydende sandstrand. Her badede vi i det dejligste vand på ren sandbund siden Culatra, blot noget varmere. Og bølgerne var små trods den stærke blæst.

Lige bag stranden ved den lille by lå en hyggelig isbar under skyggefulde gamle træer, hvor vi satte os og kølede ned. Her blev vi indhentet af noget så ueksotisk som tanker om vores snarligt kommende køkkenrenovering. Havde vi nu betalt, hvad vi skulle, og var alt i orden? Det var det heldigvis, ifølge en telefonsamtale med vores køkkenmand Anders.

Tilbage i båden havde vinden absolut ikke løjet, nu var den oppe på 16 m/s, og spisning i båden var ikke nogen tiltalende tanke, så det blev atter middag ude – en dejlig fiske/skaldyrstallerken på en af de mange nærliggende små spisesteder. Godt vi ikke vidste, hvilken stormfuld nat vi havde foran os. Vi lå på den absolut mest udsatte plads i havnen, hvor dønningerne blev større og større. De kom ind lige om hjørnet til os. Trods alle Eriks anstrengelser var det som at sidde på en vild rodeotyr at være i båden – selv i liggende tilstand. 18,7 m/s var nok max., vi var oppe på , men det var også alt rigeligt. Vi havde alle kødbensfortøjninger i brug, og alligevel kom der nogle gevaldige hug i båden.

Torsdag 9/9

Ud på morgenen stilnede vinden af, men dønningerne jog os alligevel ud af båden for at få morgenmad med fast grund under fødderne. Så vi vaklede lettere søsyge hen langs strandkanten til vores bar fra den foregående dag, hvor vi fik dejlig kaffe, appelsinjuice og ristet brød med tomatmos. Selv om det var fristende at blive på denne skønne plet, tog vi nu alligevel videre, mens vind og vejr var til det.

Vi sejlede for en start stille og roligt for motor i svag vind med dønningerne ind bagfra og nød den dramatiske smukke kyst mod Garrucha ca. 30 sømil væk. Ca. halvvejs kunne vi sætte sejl, og fra da af øgedes den sydlige vind langsomt, men sikkert til mellem ti og tolv m/s, så vi tog et reb i sejlet. Havde vindforholdene været lidt mere rolige havde vil hellere end gerne langt os for anker en dag eller to undervejs. Men en mørk og stormfuld nat er denne kyststrækning ikke at spøge med så desværre nej.

Havnen i Garrucha er nok mest af alt en industrihavn, hvortil store lastbiler i en lind strøm fragter en form for grus, som så senere suget ombord på skibe af nogle gule dinosauerlignende maskiner for at blive blive sejlet videre ud i verden.

• 

• 

Men der er også hele to marinaer, den gamle nu private havn, som ligger rimeligt beskyttet, og så den store nye som som vender direkte ud mod det lange brede havneindløb mod syd. Så blæsten og bølgerne stod direkte ind i havnen, og de få både i den nye Marina lå faretruende uroligt. Der var ingen respons fra havnen og ingen hjælp at se nogen steder. Så vi endte med at gå ind i den mere rolige private havn og lægge os midlertidigt der. Herefter fik Erik fat i noget havnepersonale fra den nye Marina, og vi fik efter nogen overtalelse anvist en plads langskibs, hvor vi blæste væk fra broen. De hjalp os med at få et par fortøjninger i land, og herefter kom vi, efter at Erik havde tilføjet alverdens spring, til at ligge fint nok.

Selve byen var ret stor og egentlig meget Ok med en fin grøn promenade o.s.v. Heldigvis aftog vinden i løget af aftenen og efter en fiskemiddag på havnen kunne vi få os en stille kop te i cockpittet og nyde roen og udsigten ud af havnen.

Lørdag 4/9

Også i dag kunne vi sejle for sejl, omend der skulle krydses lidt. Bølgerne indbød ikke til badning fra båden. Vi havde bestilt plads i AguaDulce, hvis klippeomkransede havn vi nærmede os ved 17-tiden. Havnepersonalet var vældig flinkt, selv om kun én yngre fyr kunne engelsk. Også han rådede os til at undgå Cabo de Gata i østenvind, så vi kommer nok til at ligge et par dage her – men ikke det værste sted.

Vi fik atter anvist en plads helt inde i bunden af havnen, hvor de små pladser ofte er, og op til værftet. Det var uhyggeligt varmt på land, så Erik fiskede cyklerne op af kistebænken, så vi let kunne komme over til stranden 1 km væk i den anden ende af den langstrakte havn. Vi nåede lige akkurat at få en tiltrængt svømmetur i dejlig klart vand, inden solen forsvandt – bag et højhus.

Det er en virkelig dramatisk klippevæg, vi har her lige bag os på vores havneplads. To steder er der opsat fine katteboliger, og der er vand og tørfoder i rigelige mængder. Kattene, især en af dem, er ikke særlig sky, og da vi sad i båden og var ved at stege fisk, var vi meget tæt på at få besøg af en nydelig kat, der var gået ombord i vores tomme nabobåd. Efter aftensmaden gik jeg op med skindresterne til fodringsstedet med samme kat, med halen lige i vejret, tæt efter mig. Erik turde knap ha’ forlugen åben om natten, fordi jeg havde omdøbt den til kattelemmen… Konsekvensen var, at vi var ved at dø af varme. Men udover en del hidsig mjaven hørte vi faktisk også lyden af kattepoter på dækket i den mørke nat.

• 

• 

• 

Søndag 5/9 Cykeltur vestpå

Ud på formiddagen cyklede vi over til byen og videre vestpå langs stranden. Godt vejr på en søndag er noget der kan lokke spaniolerne af huse. Stranden var plastret til med badegæster og parasoller. Ved frokosttid samles store grupper, familie og/eller venner og spiser deres medbragte mad under intermistisk opsatte telte og livlig palaveren.

Vi cyklede langs en grussti helt tæt på vandet, hvor der stedvis var langsom trafik af parkerende biler. Kysten bagtil er stort set bebygget overalt men kun med ret lave huse. Et sted var der nogen særlig fine små rækkehuse uden biltrafik foran, og der var et til leje, som vi stoppede op over for. Straks kom en mand fra nabohuset farende ud. Hvis vi ønskede at leje, var hans hus MEGET bedre og helt ny renoveret. Mario, som han hed, inviterede os indenfor. Det var faktisk et rigtig fint hus med total havudsigt og med plads til 4-max. 6 personer, og det kunne lejes for KUN 700€ om ugen – vist nok. Vi fik mail og det hele med.

Vi badede undervejs, når luften er omkring de 40 og vandet 30, kommer selv Erik i! Det blæste godt nok noget op fra øst, men ikke så meget at at det lod til at ha’ været et problem at runde Capo det Gata. Men nu var vi nok nødt til at vente til tidligst onsdag med at sejle videre.

Det var for varmt til at tænke på at spise, så vi fik et par alkoholfrie øl på en strandbar på vejen hjemad i stedet.

Mandag 6/9 Cykeltur til Almeria

Til morgen stadig ikke voldsomt meget vind eller overskyet som lovet. Vi beslutter at cykle til Almeria i stedet for at tage bussen. Erik, som hader busser, mente at kunne se, at der var afmærket cykelsti de 12 km langs kysten. Så fint nok – på med cykelhjelmene.

Disse viste sig at kunne være nyttige, dels fordi ruten gik langs den stejle klippevæg, som var forsynet med “ståltrådshårnet” for at opfange nedfaldende klippestumper, dels fordi den såkaldte cykelsti var et smalt stykke asfalt kun adskilt fra den øvrige intense trafik af en hvid stribe maling. Jeg var skrækslagen i starten. Bilerne kørte dog pænt uden om os, og alt gik godt.

Hvor der var tunneller, var der nedkørsler til havet, som vi tog. Bl.a. kom vi da forbi “Divers Hotel”, og der var megen forskellig vandaktivitet langs stranden.

Vi har for mange år siden besøgt Almeria og så da borgen Alzabeka, så vi koncentrerede os om selve byen denne gang. Der var faktisk en del fine cykelstier i byen – heldigvis. At gå rundt i den stegende hede havde været fælt. Vi var forbi domkirken og Plaza Vieja og indsnusede byens atmosfære.

• 

• 

Vi endte nede ved lystbådehavnen, der som forventet ikke var særlig spændende eller imødekommende – mest for fastliggere. Videre mod mod øst var der nyere højhuse og en lang, lang strand med få mennesker. Vi var så overophedede, at vi nærmest vaklede ud i de nu efterhånden pænt store bølger for at blive afkølede. Vi var stadig ikke sultne, men da vi nu næsten ikke havde spist i over et døgn tænkte vi, at det nok var klogt at få lidt indenbords inden hjemturen. Vi havnede i “ Onkel Toms Hytte” et meget søgt sted vist nok mest for medlemmer af den lokale fodboldklub. Fem stjerner for stedet og stemningen og maden var OK og så rigelig, at der røg lidt kød ned i en “kattepose”.

Også hjemturen gik fint, selvom selv Erik var lidt forarget over, at nogen kunne betegne det, vi kørte på for en cykelsti.

Da jeg hjemme på båden stod og var ved at skære kødet til kattene i små tern, stak der pludselig et mjavende hoved ind af køkkenvinduet. Vi gennede den dog ud af båden. Selv om vi er glade for katte, går det jo ikke med en blind passager. Så den måtte vente til den senere, sammen med en anden mis, blev fodret oppe på madstedet. Det lille kattehoved fik mig til at tænke på et indlæg, jeg fornylig så fra Grønland. Her stod en kok i sin kabys på et fiskerfartøj, og pludselig stak en isbjørn hovedet ind af et koøje lige over hans hoved. Han blev noget forskrækket, og hans makker havde sit hyr med bl.a skræmmeskud for at få jaget bamsen ned fra båden. Her behøvede Erik bare at sige sch…

I løbet af aftenen og natten tiltog vinden yderligere og håndklæder, hynder og solsejl blev taget ind. Hvorefter det holdt helt op med at blæse nærmest på et splitsekund, og vi kunne sove roligt videre.

Tirsdag 7/9 Dasedag

Sen opvågning og morgenmad. Erik ind til “byen” for at ordne noget med et telefonkort, så vi kan opretholde kontakten med civilisationen. Vejret var endnu ikke, med den vedvarende østenvind, gunstig mhp at fortsætte rundt om Cabo de Gata, så vi cyklede ind for at fordrive tiden med en frokost ved en strandbar, men i stedet havnede vi ved en hyggelig restaurant uden for den mest udtalte turistzone på restaurante la Concha, hvor vi under nogle store skyggegivende træer fik dagens menu sammen med en masse andre spanioler. Som bonus var der tilmed havudsigt for enden af en smal stejl vej. Så ud over at spise de tre retter mad, var der nok at se på.

• 

• 

Derefter badning, iskaffe på en strandbar, lidt indkøb, tilbage i båden, drønvarmt – så alt i alt en “hård” dag.

De store dekorative bjergmasser tæt på havnen virker desværre som en art meget effektiv pizzasten – hele natten igennem. Så ofte op og tage koldt brusebad for at sænke kropstemperaturen bare lidt. Erik har faktisk sovet en del af natten i cockpittet de seneste nætter, og så har jeg kunnet placere mig midt under den åbne luge, hvor en velkommen let svalende brise af og til sneg sig ned til mig – men ingen katte…

I morgen bliver det endelig Cabo de Gata…

Tirsdag 31/8 Kort Resumé af ugen i Danmark

Nu er vi atter tilbage i Skærsilden i Benalmadena efter en hæsblæsende, men god uge i Danmark.

Da vi trætte efter den lange køretur kom hjem, var det første vi blev konfronteret med en defekt pumpe eller afledning i systemet, så et HFI relæ gav delvis strømafbrydelse samt fare for oversvømmelse i kælderen. Så, i halvmørket, gik Erik straks i gang med at trille rundt med to tunge brønddæksler og stod på hovedet for at finde årsagen. Problemet er endnu ikke endeligt løst, men der er, vist nok, styr på sagen. Men heldigt at vi kom hjem. Endnu heldigere var det, at vi var hjemme, fordi Erik fik nogle symptomer fra det ene øje, lysglimt, mørke pletter og sløret syn. Det kunne tyde på sammenfald af glaslegemet med risiko for nethindeløsning og i værste fald tab af synet. Noget som animerer til straks at opsøge en øjenlæge, hvilket skulle vise sig lettere sagt end gjort i vor såkaldte velfærdssamfund. Efter stor ihærdighed lykkedes det dog til slut, og Eriks nethinde blev på OUH svejset fast med … laserlys. Så nu håber vi det bedste. Kontrolbesøg var der ikke rigtig tid eller mulighed for…

Men det var dejligt at være hjemme i kølige, grønne Danmark. Haven så ret så vild ud, så der blev klippet mange visne stauder og afblomstrede rosengrene af og fjernet meget ukrudt – ikke mindst meterlange snerler, havens slanger. Vi fik set en del af vore venner og bekendte og sidst, men ikke mindst var vi med til at fejre Williams konfirmation i Hillerød. En dejlig fest holdt på Camillas arbejdsplads , hvor alt bare gik op i en højere enhed.

Efter festen kørte vi lidt nordpå til Espergærde og Gl. Humlebæk hvor vi hvilede ud og sov i Folke i smukke og for mig gammelkendte omgivelser.

Dagen efter fik vi sat efterårsblomster, lyng og asters, på min fars og mors grav, hvorefter turen gik til Rungstedlund, som vi begge har hørt og læst meget om, men aldrig tidligere har besøgt. En rigtig god oplevelse.

Herefter kørte vi tilbage til Hillerød til Camilla og Niels’s dejlige hus og have ude i skoven i Gadevang, hvor vi hyggede os og spiste dejlig indisk takeaway mad. William var herefter træt og ladede op til blå mandagsanstrengelserne ved at lægge sig til at sove under spisebordet sammen med hundene.

Chico efterlod vi i Hillerød, hvor han vil blive passet efter alle kunstens regler den næste måneds tid. Håber han vil opføre sig pænt og ikke terrorisere katten Einstein alt for meget.

Søndag formiddag kørte vi sammen med Camilla, William og hans klasse mod København, hvor de skulle fejre blå mandag i Tivoli med seje Camilla som eneste voksendeltager.

Erik og jeg stod af på Nørreport Station og gik for første gang i årevis på genopdagelsestur gennem København.

Vejret var skønt, og byen viste sig fra sin absolut bedste side. Vi endte i Nyhavn, hvor vi fik to virkelig lækre stykker smørrebrød med et glas hvidvin til, inden vi med Metroen tog ud til lufthavnen for at flyve mod Malaga.

Tre og en halv time skulle turen tage, men udover en halv times startforsinkelse kom en lille ekstra flyvetur til i sidste ende.

Da vi var meget tæt på at lande, gav flyet pludselig gas og steg langsomt til vejrs igen. En “helt normal procedure” som den speedsnakkende stewardesse sagde – nærmere information ville følge. Det var så noget med en “blokering” på landingsbanen. Hmm.. Men vi kom da snart efter ned i god behold og tog en taxa de 20 km ud til havnen. Klokken halv tolv sad vi så i den lune aften/nat med et glas rødvin og delte en god pizza fra det nærliggende pizzeria – trætte, men nærmest lykkelige.

Tirsdag 31/8 Mod Caleta de Velez

Efter morgenmad, lidt indkøb og et brusebad skyndte vi os at forlade Benalmadena og lægge den mest intense del af Costa del Sol bag os. Man kan med rette sige meget dårligt om Covid, men lige præcis her på Costa del Sol, tør vi dårligt tænke på, hvordan her havde været, hvis turisttilstrømningen havde været på toppen.

Det var nærmest vindstille, så det blev ren motorsejlads. Heldigvis var det delvist overskyet, så varmen var udholdelig. Undervejs, lidt efter Malaga, blev vi opmærksomme på et sjovt fænomen vekslende steder ude på det ellers næsten spejlblanke vand.

Der opstod lange striber af små skumklædte bølger i det ellers 80-100m dybe vand, som mågerne interesseret fulgte. Det viste sig at være større flokke af tunfisk, som sandsynligvis under jagt på småfisk sprang op og ned i vandet. Det har vi aldrig før oplevet.

Senere badede vi fra båden i det 29 grader varme vand – dejligt men lidt sært at ha’ så meget vand under fødderne – eller maven. Bare for en ordens skyld – vi bader altid en af gangen fra båd, selv om båden ligger bomstille.

Først på aftenen nåede vi frem til Caleta de Velez, en fin havn i fredelige omgivelser og uden det store turisthurlumhej. Heldigvis var der dog udmærkede restauranter og vi fik de lækreste rejer samt to forskellige slags grillet tunfisk på en lille intermistisk grillbar.

• 

• 

Onsdag 1/9 mod Motril

Efter at ha’ storvasket, handlet ind og set lidt på den ret overskuelige by, nærmest bare to rækker huse langs kysten, havnen og så en lang gruset strand, forsatte vi 23 sømil videre mod Motril. Også i dag motorsejlads med et stabiliserende storsejl. Lidt mere vind, men ren læns, så det blev en varm sejltur, også fordi skytæppet nu var væk. Vi badede atter i dag fra båden, på 100 m dybt vand, selv om der kom lidt dønninger agten fra. Men ingen tunfisk, måske et glimt af en delfin.

Motril havde vi ( jeg) ikke de store forventninger til. Det er en meget stor færge- og industrihavn med to sejlbådshavne inderst inde i havnen. Derudover var der en stor cementfabrik i baghaven, så tidvis knasede det mellem tænderne og dækket skulle fejes.

Vi lå i den gamle Club Nautico Real med nogle gamle smukke klubbygninger med restaurant, pool, barer m.m hvor overklassen rigtig har kunnet hygge sig især i tidligere tider. Der var nu hverken gang i restaurant, pool eller barer, men baderummene var ret flotte.

Af hensyn til sikkerheden i industrihavnen var vi nærmest spærret inde, idet alt blev aflåst 21.40, så vi spiste i båden, hvilket jo også er hyggeligt.

Torsdag 2/9 Mod Adria

Vi vågnede til endnu en stille morgen med blå himmel. Nu da vi både kunne komme ud og ind i havnen igen var vi lige en lille tur ud af havneområdet. Der var ikke meget at se, men en god butik hvor vi kunne købe, hvad vi havde glemt dagen inden, fandt vi da.

Først på formiddagen sejlede vi mod Adria en tur på 28 sømil – for motor + lidt støttesejl, stakkels Erik og også lidt mig. På den anden side er for lidt vind vel alligevel bedre end for meget vind… eller?

Nu begyndte kystskråningerne at blive præget af kæmpestore områder dækkede af hvid plastic. Ikke særlig kønt, men effektivt når der skal dyrkes tomater og andet grønt til f.eks. danskerne. Men bagved tårner flere rækker af bjerge sig dramatisk op, og man kan jo prøve at bilde sig selv ind, at det blot drejer om hvide marker af en art. I al fald var vi enige om, at de var rarere at se på end de uendelige rækker af højhuse, fortrinsvis hoteller og ferieboliger, vi så vest for Malaga.

Adra er en noget større by, som ikke har gjort noget specielt for at tiltrække turister. Den er er ikke særlig pæn, snarere lidt slidt og halvfattig, men nok mere spansk end så meget andet, vi har set på det seneste. Der var en lang flot allé med store gummitræslignende træer, hvorunder man kunne promenere og børn lege. Men der var også her temmelig nusset med fugleklatter og klistret nedfald af en art fra træerne. Men stranden tæt op af havnen havde det dejligste klare vand, og det tæller højt i min karakterbog.

Om aftenen fandt vi efter nogen søgen en tapas restaurant, La Granja, der slår næsten alt, vi har spist på den seneste tid. Et sjovt lidt “regnbueagtigt” sted, godt og tilmed næsten rørende billigt. (Selv om det stod til at være et ret dyrt sted ) Måske var det fordi “ vores tjener”, en yngre kvinde havde forelsket sig lidt i os (mig?), fordi hun på mystisk vis kom med flere gratis små retter til os og forslag om, hvad vi skulle vælge. Eller også var hun bare flink.

Også selve havnen var en speciel oplevelse, idet den var under ombygning, så alt var lidt kaotisk og toiletbygningen, en skurvogn fælles for mænd og damer hvor stort set alt var defekt, fik ikke mange stjerner.

Men næste år bliver det helt sikkert en rigtig fin havn.

Fredag 3/9 Mod Almerimar

Man behøvede ikke vækkeur i Adra, håndværkerne med deres slagbor og gravemaskiner sørgede for, at man ikke sov over sig.

For en gangs skyld lå vi på langs ved en bro, hvor der ikke var andet end gæstesejlere. Hyggeligt ikke bare at ligge ved siden af tomme både. Vi talte en del med et engelsk par i en mindre Bavaria Mr. John ( dog tre fod større end os). De havde sejlet i over 40 år i området og var efter Brexit endt med at få en fast bopæl lidt længere nordpå. Brexit har virkelig gjort livet besværligt for mange briter. Vi har endnu til gode at møde en englænder, som er tilfreds med udmeldelsen af EU. De brugte en anden vejrudsigt ( med hård modvind ) end vores Old Wind Guru som fortsatte med de lette vinde. Får se hvad der sker, når vi snart skal runde Cabo De Gata..

Vi havde endnu en solrig fredelig sejlads mod Almerimar, men denne gang for sejl i en let foran for tværs vind, så det var en ren nydelsestur for sjæl – og ører. Denne dag badede vi også fra båden, men tæt på kysten på 6 m klart vand, hvor vi tydeligt kunne se bunden.

Vi fik en plads langt inde i den store Marina op til noget bebyggelse samt parkerede – og kørende biler. Men når det kun er for en nat, er det OK. Det stort anlagte havne/ feriekompleks virker noget slidt, men der er alt, hvad hjertet kan begære hvad barer, restauranter og butikker angår. Stranden var ret brun og trist og med grønligt plumret vand. Dette var jo en af de havne, vi havde overvejet som vinterhavn. Men dels fordi vi gerne ville sejle lidt længere i år og dels fordi vi hellere ville ligge nær en rigtig by og tættere på en lufthavn, blev den droppet

Torsdag 12/8

Efter endnu en nat med hundeglam fra værftet ( men nu  uden indgriben fra Erik), sagde vi farvel til Estepona og sejlede mod Marbella, hvor der er to havne. Marbella er Costa del Sol’s perle med en smuk gammel bydel og en masse flotte parkanlæg. Vi kom efter fire timers motorsejlads frem til den den havn, Bajadilla,  vi helst havde ligget i, fordi den lod til at være mest fredelig. Men der var “todo ocupado”, så det blev Puerto Deportivo de Marbella, hvor vi med nød og næppe fik en plads til en 12 m båd…

I vores nabo til den ene side, en stor motorbåd, holdt et større selskab af velnærede, højttalende, spisende og drikkende spaniolere m/k/børn til. De kom fra Provinsen Extramadura langt  inde i landet. Ejeren af båden viste sig at arbejde med køb og salg af traktorer i Danmark! Og endnu en gang var Chico “icebreaker”. De havde selv fire hunde hjemme.

Vi fandt en café ved stranden og med Chico og kunne vi kun bade på skift. Vi trængte i den grad begge til at blive afkølede. Spanien har hedebølge i denne periode, og det er næsten ubehageligt varmt.

Om aftenen genså vi den gamle bydel med bl.a Appelsintorvet, som vi besøgte for over 25 år siden. Men hvor var der uhyggeligt mange mennesker, så her barrikaderede vi os bag vores masker en stor del af tiden.

Tæt ved havnen fandt vi en restaurant, som blev drevet af en fiskeriorganisation, og som så god ud.

Om aftenen blev larmen fra fra vandscootere afløst af discorytmer, og en stor del af natten var der i den grad gang i nattelivet. Så det var som lovet en “noisy”, men alligevel OK havn at ligge i.

Fredag 12/8

Vi vågnede til den gentagne lyd af tågehorn. Men da vi stod op var luften atter klar, og de flotte bjergkamme bag byen tegnede sig skarpt.

Vi gjorde derfor, ved titiden skib klar til at sejle mod Benalmadena, hvor planen var at lægge Skærsilden, mens vi kørte hjem i Folke til Williams konfirmation 28/8. Men på ingen tid, nærmest mens vi slap fortøjningerne, lagde tågen sig atter over havnen. Jeg var ret bekymret og havde helst vendt om, men Erik mente,  at solen hurtigt ville brænde tågen væk, så vi fortsatte ud i den grå intethed. Som så ofte ved tåge var havet helt roligt, og ingen vind rørte sig ( til at blæse tågen væk). Der var virkelig dårlig sigtbarhed, så vi holdt godt udkig efter andre både, havde lanternerne tændt og blæste i tågehorn. Heldigvis mødte vi kun én motorbåd og én fiskefarm, som begge blev undgået, undervejs. Ved middagstid lettede tågen endelig, og vi kunne atter “nyde” indsigten til de mange hotelsiloer, der nu for alvor prægede kyststrækningen. Vi havde heldigvis fået lovning på en 3 ugers plads i Benalmadena, men også denne gang til en større båd og dermed dyrere plads end beregnet. Men havnen her er stadig det bedste bud på en sikker havn tæt på Malaga, som vi har bestilt flybilletter tilbage til 30/8 efter Williams Konfirmation 28/8.

Vi har fået en plads helt inderst i den store Marina. Vi ligger med bagenden til lige op til en stor parkeringsplads ikke så charmerende, men pyt. Området bag hovedhavnen er meget orientalsk anlagt med ferieboliger med spir og kupler i nygammel byggestil og med egne bådpladser i en tilknyttet inderhavn. Også her myldrer det med mennesker og butikker, hvor alt kan – og helst skal købes.

Vi havde dårlig lagt til, før tågen atter lagde sig som en dyne også over dette sted. Så nu var jeg alligevel glad for, at vi forsatte formiddagens sejlads. Også i dag var varmen ulidelig, så jeg var ovre ved stranden for at bade. Der var dog ikke megen køling at hente i det dovne plumrede vand, tror det var første gang, jeg har badet i tåge…

Vi fandt busstoppestedet, hvorfra Erik kan komme til Estepona efter Folke, og senere blev der hentet to rigtig gode pizzaer, som blev indtaget i båden med udsigt til de mange forbipasserende mennesker – og biler.

Lørdag 14/8

Efter endnu meget varm nat med surrende og stikkende myg tog Erik om formiddagen bussen mod Estepona. Egentlig havde jeg tænkt mig at gå over og bade og måske få lidt wellness hos en frisør og få farvet mine kridhvide øjenbryn og vipper, men en ulidelig varme godt over 30 grader og vindstille gjorde, at jeg befandt mig bedst under dæk og under vores nyindkøbte ventilator sammen med Chico.

Ud på eftermiddagen vendte Erik tilbage i Folke, som blev parkeret oppe på kajen lige over for Skærsilden. Praktisk med tanke på vores påtænkte hjemrejse dagen efter.

Heden var nu lidt mindre udtalt, så vi gik over til stranden på den anden side af havnen, hvor vi fandt en ledig kvadratmeter eller to at sætte os på mellem alle de farverige parasoller.

I dag var vandet sjovt nok friskt  og dejligt, hvis man kom et stykke ud og bort fra de mange andre badende, som udsendte en umiskendelig duft af især kokossololier.

På vej tilbage til båden gik vi gennem 1001 nat byggeriet og fik os et glas sangria, mens vi betragtede folkelivet rundt om os.

Tilbage i båden pakkede vi og gjorde klart til hjemrejsen dagen efter. Vi ville spise ude for at gøre det nemt for os og fandt en sikkert udmærket restaurant. Men Erik fik det ret så pludseligt mere og mere dårligt. Var enormt tørstig, frøs og hakkede tænder og var helt bleg. Hvad var nu det? Bådsygeplejersken var rådvild og ikke så lidt bekymret. Patienten fik vand og modstræbende mit sjal over sig. (Og det var IKKE pga for meget sangria).

Appetitten, begges, var minimal, men vi tænkte, at det nok alligevel var godt at spise lidt. Så noget af paellaen kom da ned, mens resten kom med hjem til Chico, som spiste med god appetit

Jeg sov – eller prøvede på det for første gang i agterkahytten, så Erik kunne få lidt mere plads at røre sig på og ikke smitte mig, hvis det var noget smitsomt, der var på spil. 

Søndag 15/8

Heldigvis klingede symptomerne af i løbet af natten, og selv om ingen af os var synderlig friske, følte Eriks sig rask nok til at starte hjemrejsen til Williams konfirmation som planlagt. Det nærmeste vi kom på en årsag til ubehaget, var nok en overophedning af kroppen kombineret med den belastning afhentningen af bilen i Estepona og den intense trafik udgjorde. Det var virkelig skrækkelig varmt i disse dage, og han havde også gået en ret lang strækninger i middagsolen fra busstationen til havnen i Estepona. Så vi var meget lettede over, at ildebefindendet var ovre og glædede os nu nærmest til at komme ind i Folke og sidde der i den dejlige kølighed de næste dage under hjemturen.

Hjemrejsen, der tog fire dage, kan ses på “ Folke på eventyr” https://skaersilden.dk/?page_id=13263