Langs Costa Calida, den varme kyst, til Aguilas og videre til ankerbugt nær Mazarron 10/9-12/9

Fredag 10/9

Vi daskede ud fra Garrucha i den stille formiddag mod Aguilas 18 sømil væk, som sædvanlig først for storsejl og motor, lidt senere for fulde sejl resten af turen med 8m/s agten for tværs. Der er tre forskellige småhavne i havnebassinet. Vi havde bestilt plads i den ene, men den var fuldt belagt – næsten heldigvis. Vi endte i stedet med stævnen op mod molen i fiskerihavnen, gratis og lige ved siden af det flinke par Paula og John i den engelske Bavaria 35 Mr. John 7., som vi mødte i Adria. John stod parat på kajen og hjalp med forfortøjningen, mens Erik kastede anker ud bagtil, og jeg holdt skruen så lige i vandet, jeg nu kunne. I de to første forsøg fik ankeret fat i plastikposer, Eriks speciale, men tredje gang fik det fat i bunden.

Bydelen op til fiskerihavnen var rigtig hyggelig med en meget smuk plads eller nærmest en frodig park, Plaza de Espana, med springvand og mange eksotiske buske og træer.

Lige ved havnen tårnede en klippe med den gamle slotsruin på toppen sig op. Og på den anden side syd for byen var en bugt med en rimelig fin strand, hvorfra vi badede.

Tilbage i båden blev vi inviteret over i Mr. John til snak med tilhørende vin og snacks. Han havde sejlet jorden rundt to gange – hun kun halvanden gang i løbet af de seneste 30-40 år. Han var professionel, havde sejlet som eftertragtet navigatør på fragtskibe i mange år. De var nu begge pensionerede og havde i flere år haft et hus i Spanien lidt længere nordpå – og efter Brexit nu som som deres faste bopæl, når de da ikke var ude og sejle.

Lørdag 11/9

Efter en rolig nat var vi et smut oppe i byen og gik op mod byens vartegn Castillo de San Juan de Las Aguilas af først en flot malet og senere en stejl sti. Der har gennem tiderne været flere fæstningsanlæg på dette strategisk fremragende sted. Det nuværende Castillo blev påbegyndt i år 1579 som forsvar mod primært nordafrikanske pirater, men har også tjent andre formål.

Selve slottet kom vi ikke helt op til, det så lukket ud, men vi fik en café con leche i caféen lige nedenfor, hvorfra der var en flot udsigt over havnen, byen, stranden og baglandet. Selv vores lille båd kunne vi ane som en lille prik.

• 

• 

• 

• 

Da vi kom tilbage havde vores bådnaboer efterladt os en besked om en god ankerplads lidt nord for Mazarron, som vi ellers havde tænkt os at sejle til. Men da vejret så fint ud til ankerligning, syntes vi at det lød tiltalende, så afsted sejlede vi, og efter 21 sømil kunne vi kl. 18.30 kaste ankeret i den fine ankerbugt. Vi var langt fra eneste båd,  men der var plads nok til os. Selv om vi havde sejlet i let modvind, havde vi det varmt, så vi skyndte os at hoppe i vandet (33,1 grad) for at blive afkølet bare lidt. Erik havde dykkermaske på og opdagede,  at vi havde fået viklet et gennemsigtigt fiskenet delvis om skruen. Det var heldigvis ikke så svært at få ud med bådshagen. Vi, Erik, havde faktisk bemærket at vi ikke sejlede så hurtigt for motor, som vi burde, så godt at det kom ud.

Aftenen var stille, og solen gik smukt ned bag bjergtoppene, mens vi indtog en af vores nemmeste favoritretter, pasta carbonara. Herligt atter at ligge for anker og i sikker forvisning om, at ankeret lå som det skulle, og at intet blæsevejr lurede om hjørnet.

Søndag 12/9

Efter lidt rullen med klirrende glas i starten af natten faldt alt til ro, og vi stod op med solen (ved nitiden) til endnu en dejlig morgen. Erik gjorde for en gangs skyld alvor af sine planer om at tage sig en morgendukkert.

• 

Da det måske blev den sidste dag i den nærmeste fremtid med solskinsvejr, besluttede vi at blive endnu et døgn i ankerbugten ved Playa de Azohia og bare slappe af. (Som om vi gør meget andet). Jeg tjekkede bl.a. min kalender ( hvilket jeg ellers ikke gør det så meget i ). Min opmærksomhed faldt herunder over, at der ikke stod noget om, at vi ( som planlagt) skulle flyve hjem 28/9, men der i mod, skræk og ve, den 28/10!!! Ikke godt. Stakkels Erik var faktisk kommet til at bestille billetter til en måned for sent. Det ville Camilla og Chico ikke være blevet glade for. Så huhej blev der bestilt nogle nye billetter – nu til den 23/9. Disse var heldigvis (endnu) billigere end de først indkøbte, som nok ikke kan refunderes. 

Lidt efter da vi sad ved kaffen, fik vi fint besøg af tolderne. De kom i en megastor flot, men lidt uhyggelig lav, mørk motorbåd med mindst fem mand + to piger ombord. To af mændene entrede vores båd, de var som altid meget gemytlige, og vi fik sågar lov at fotografere dem, da de sejlede væk. Undervejs nåede de flinke fyre endda at komme et bortfløjent badedyr til undsætning.

• 

• 

Det var blæst godt op ud på eftermiddagen – med fralandsvind, så da jeg ville ud at bade igen, bandt Erik en lang snor i båden med vores bedste fender for enden. Dejligt at ha’ noget at holde i, desværre røg fenderen af og drev til havs, da jeg halede snoren ind igen. Godt det ikke var mig, der drev af sted…. og synd at tolderne var sejlet videre.

Så alt i alt en ret begivenhedsrig dag.