Mod Cabo de Gata, San José og Garrucha 8/9-9/9 2021

Onsdag 8/9

Op klokken 7, tidligt for os, og stadig mørkt. Efter en hurtig morgenmad, et farvel til misserne samt tjek af at vi ikke havde fået blinde passagerer med, kunne vi kl. 9 endelig sejle ud af havnen i den stille morgen med kurs mod det meget omtalte Cabo de Gata, hvor strømme og accelerationsvinde kan give en ubehagelig sejlads. Ud mod caboet sejler man faktisk først 45 grader mod syd for så at ændre kurs sejle 45 grader mod nord, hvilket bidrager til en til tider ubekvem sø.

Der kom dog hurtigt lidt vind og nu fra vest, så vi kunne sejle for sejl. Det imponerende Cabo var endnu skjult af morgendisen, men efterhånden som solen kom mere i gennem, tårnede det sig op foran os.

Vinden friskede hurtigt op, og da vi kom op over 9 m/s satte vi et reb i storsejlet og strøg af sted tilmed i medstrøm. Det var en flot sejlads, som nu kunne nydes i ideelle vind- og vejrforhold. Dog håbede vi meget på at kunne få en plads i den lille eftertragtede havn San José, hvor vi havde forsøgt bestille en plads- uden at ha’ fået svar. Da vi nåede frem ved totiden, var vinden kommet op på 12-13 m/s, så vi var ret glade, da der stod to fyre og tog i mod os lige inden for havnehullet, hvor der var en plads til os til sølle 34€ pr. nat.

Selv om havnen ligger inde i en bugt, hoppede og dansede båden noget trods en mesterlig fortøjning, så vi forlod båden og gik over til byen og den meget indbydende sandstrand. Her badede vi i det dejligste vand på ren sandbund siden Culatra, blot noget varmere. Og bølgerne var små trods den stærke blæst.

Lige bag stranden ved den lille by lå en hyggelig isbar under skyggefulde gamle træer, hvor vi satte os og kølede ned. Her blev vi indhentet af noget så ueksotisk som tanker om vores snarligt kommende køkkenrenovering. Havde vi nu betalt, hvad vi skulle, og var alt i orden? Det var det heldigvis, ifølge en telefonsamtale med vores køkkenmand Anders.

Tilbage i båden havde vinden absolut ikke løjet, nu var den oppe på 16 m/s, og spisning i båden var ikke nogen tiltalende tanke, så det blev atter middag ude – en dejlig fiske/skaldyrstallerken på en af de mange nærliggende små spisesteder. Godt vi ikke vidste, hvilken stormfuld nat vi havde foran os. Vi lå på den absolut mest udsatte plads i havnen, hvor dønningerne blev større og større. De kom ind lige om hjørnet til os. Trods alle Eriks anstrengelser var det som at sidde på en vild rodeotyr at være i båden – selv i liggende tilstand. 18,7 m/s var nok max., vi var oppe på , men det var også alt rigeligt. Vi havde alle kødbensfortøjninger i brug, og alligevel kom der nogle gevaldige hug i båden.

Torsdag 9/9

Ud på morgenen stilnede vinden af, men dønningerne jog os alligevel ud af båden for at få morgenmad med fast grund under fødderne. Så vi vaklede lettere søsyge hen langs strandkanten til vores bar fra den foregående dag, hvor vi fik dejlig kaffe, appelsinjuice og ristet brød med tomatmos. Selv om det var fristende at blive på denne skønne plet, tog vi nu alligevel videre, mens vind og vejr var til det.

Vi sejlede for en start stille og roligt for motor i svag vind med dønningerne ind bagfra og nød den dramatiske smukke kyst mod Garrucha ca. 30 sømil væk. Ca. halvvejs kunne vi sætte sejl, og fra da af øgedes den sydlige vind langsomt, men sikkert til mellem ti og tolv m/s, så vi tog et reb i sejlet. Havde vindforholdene været lidt mere rolige havde vil hellere end gerne langt os for anker en dag eller to undervejs. Men en mørk og stormfuld nat er denne kyststrækning ikke at spøge med så desværre nej.

Havnen i Garrucha er nok mest af alt en industrihavn, hvortil store lastbiler i en lind strøm fragter en form for grus, som så senere suget ombord på skibe af nogle gule dinosauerlignende maskiner for at blive blive sejlet videre ud i verden.

• 

• 

Men der er også hele to marinaer, den gamle nu private havn, som ligger rimeligt beskyttet, og så den store nye som som vender direkte ud mod det lange brede havneindløb mod syd. Så blæsten og bølgerne stod direkte ind i havnen, og de få både i den nye Marina lå faretruende uroligt. Der var ingen respons fra havnen og ingen hjælp at se nogen steder. Så vi endte med at gå ind i den mere rolige private havn og lægge os midlertidigt der. Herefter fik Erik fat i noget havnepersonale fra den nye Marina, og vi fik efter nogen overtalelse anvist en plads langskibs, hvor vi blæste væk fra broen. De hjalp os med at få et par fortøjninger i land, og herefter kom vi, efter at Erik havde tilføjet alverdens spring, til at ligge fint nok.

Selve byen var ret stor og egentlig meget Ok med en fin grøn promenade o.s.v. Heldigvis aftog vinden i løget af aftenen og efter en fiskemiddag på havnen kunne vi få os en stille kop te i cockpittet og nyde roen og udsigten ud af havnen.