Tilbage i Spanien og videre langs Costa Tropical og Costa de Almeria 30/8-3/9 2021

Tilbage i Spanien og videre langs Costa Tropical og Costa de Almeria 30/8-3/9 2021

Tirsdag 31/8 Kort Resumé af ugen i Danmark

Nu er vi atter tilbage i Skærsilden i Benalmadena efter en hæsblæsende, men god uge i Danmark.

Da vi trætte efter den lange køretur kom hjem, var det første vi blev konfronteret med en defekt pumpe eller afledning i systemet, så et HFI relæ gav delvis strømafbrydelse samt fare for oversvømmelse i kælderen. Så, i halvmørket, gik Erik straks i gang med at trille rundt med to tunge brønddæksler og stod på hovedet for at finde årsagen. Problemet er endnu ikke endeligt løst, men der er, vist nok, styr på sagen. Men heldigt at vi kom hjem. Endnu heldigere var det, at vi var hjemme, fordi Erik fik nogle symptomer fra det ene øje, lysglimt, mørke pletter og sløret syn. Det kunne tyde på sammenfald af glaslegemet med risiko for nethindeløsning og i værste fald tab af synet. Noget som animerer til straks at opsøge en øjenlæge, hvilket skulle vise sig lettere sagt end gjort i vor såkaldte velfærdssamfund. Efter stor ihærdighed lykkedes det dog til slut, og Eriks nethinde blev på OUH svejset fast med … laserlys. Så nu håber vi det bedste. Kontrolbesøg var der ikke rigtig tid eller mulighed for…

Erik i hverdagstøjet. Ude godt, hjemme – også godt

Men det var dejligt at være hjemme i kølige, grønne Danmark. Haven så ret så vild ud, så der blev klippet mange visne stauder og afblomstrede rosengrene af og fjernet meget ukrudt – ikke mindst meterlange snerler, havens slanger. Vi fik set en del af vore venner og bekendte og sidst, men ikke mindst var vi med til at fejre Williams konfirmation i Hillerød. En dejlig fest holdt på Camillas arbejdsplads , hvor alt bare gik op i en højere enhed.

Konfirmanden med sin far

Efter festen kørte vi lidt nordpå til Espergærde og Gl. Humlebæk hvor vi hvilede ud og sov i Folke i smukke og for mig gammelkendte omgivelser.

Gammel Humlebæk
På gammel hjemmebane i Espergærde havn og Egebæksvang Kirke med nyklippede Chico

Dagen efter fik vi sat efterårsblomster, lyng og asters, på min fars og mors grav, hvorefter turen gik til Rungstedlund, som vi begge har hørt og læst meget om, men aldrig tidligere har besøgt. En rigtig god oplevelse.

En interessant kvinde og et dristigt motto
Et af de utroligt smukke og harmoniske rum
Og et af haven

Herefter kørte vi tilbage til Hillerød til Camilla og Niels’s dejlige hus og have ude i skoven i Gadevang, hvor vi hyggede os og spiste dejlig indisk takeaway mad. William var herefter træt og ladede op til blå mandagsanstrengelserne ved at lægge sig til at sove under spisebordet sammen med hundene.

Camilla i sit haveparadis med Ida

Chico efterlod vi i Hillerød, hvor han vil blive passet efter alle kunstens regler den næste måneds tid. Håber han vil opføre sig pænt og ikke terrorisere katten Einstein alt for meget.

Søndag formiddag kørte vi sammen med Camilla, William og hans klasse mod København, hvor de skulle fejre blå mandag i Tivoli med seje Camilla som eneste voksendeltager.

Erik og jeg stod af på Nørreport Station og gik for første gang i årevis på genopdagelsestur gennem København.

Sommerpyntet Nørreport Station

Vejret var skønt, og byen viste sig fra sin absolut bedste side. Vi endte i Nyhavn, hvor vi fik to virkelig lækre stykker smørrebrød med et glas hvidvin til, inden vi med Metroen tog ud til lufthavnen for at flyve mod Malaga.

To absolut gode stykker smørrebrød

Tre og en halv time skulle turen tage, men udover en halv times startforsinkelse kom en lille ekstra flyvetur til i sidste ende.

Fly og masker – en dårlig kombination
Men smuk aftenhimmel

Da vi var meget tæt på at lande, gav flyet pludselig gas og steg langsomt til vejrs igen. En “helt normal procedure” som den speedsnakkende stewardesse sagde – nærmere information ville følge. Det var så noget med en “blokering” på landingsbanen. Hmm.. Men vi kom da snart efter ned i god behold og tog en taxa de 20 km ud til havnen. Klokken halv tolv sad vi så i den lune aften/nat med et glas rødvin og delte en god pizza fra det nærliggende pizzeria – trætte, men nærmest lykkelige.

Tirsdag 31/8 Mod Caleta de Velez

Efter morgenmad, lidt indkøb og et brusebad skyndte vi os at forlade Benalmadena og lægge den mest intense del af Costa del Sol bag os. Man kan med rette sige meget dårligt om Covid, men lige præcis her på Costa del Sol, tør vi dårligt tænke på, hvordan her havde været, hvis turisttilstrømningen havde været på toppen.

Vi har forladt vores plads til venstre for den blå sejlbåd

Det var nærmest vindstille, så det blev ren motorsejlads. Heldigvis var det delvist overskyet, så varmen var udholdelig. Undervejs, lidt efter Malaga, blev vi opmærksomme på et sjovt fænomen vekslende steder ude på det ellers næsten spejlblanke vand.

Tunfisk på stribe

Der opstod lange striber af små skumklædte bølger i det ellers 80-100m dybe vand, som mågerne interesseret fulgte. Det viste sig at være større flokke af tunfisk, som sandsynligvis under jagt på småfisk sprang op og ned i vandet. Det har vi aldrig før oplevet.

Senere badede vi fra båden i det 29 grader varme vand – dejligt men lidt sært at ha’ så meget vand under fødderne – eller maven. Bare for en ordens skyld – vi bader altid en af gangen fra båd, selv om båden ligger bomstille.

Tæt på havnen – kysten er allerede nu mindre massivt bebygget
Hyggelige Caleta de Velez

Først på aftenen nåede vi frem til Caleta de Velez, en fin havn i fredelige omgivelser og uden det store turisthurlumhej. Heldigvis var der dog udmærkede restauranter og vi fik de lækreste rejer samt to forskellige slags grillet tunfisk på en lille intermistisk grillbar.

Onsdag 1/9 mod Motril

Efter at ha’ storvasket, handlet ind og set lidt på den ret overskuelige by, nærmest bare to rækker huse langs kysten, havnen og så en lang gruset strand, forsatte vi 23 sømil videre mod Motril. Også i dag motorsejlads med et stabiliserende storsejl. Lidt mere vind, men ren læns, så det blev en varm sejltur, også fordi skytæppet nu var væk. Vi badede atter i dag fra båden, på 100 m dybt vand, selv om der kom lidt dønninger agten fra. Men ingen tunfisk, måske et glimt af en delfin.

Stadig smuk bjergrig kyst

Motril havde vi ( jeg) ikke de store forventninger til. Det er en meget stor færge- og industrihavn med to sejlbådshavne inderst inde i havnen. Derudover var der en stor cementfabrik i baghaven, så tidvis knasede det mellem tænderne og dækket skulle fejes.

Pga Coronaen var der pt. slet ikke gang i færgedriften

Vi lå i den gamle Club Nautico Real med nogle gamle smukke klubbygninger med restaurant, pool, barer m.m hvor overklassen rigtig har kunnet hygge sig især i tidligere tider. Der var nu hverken gang i restaurant, pool eller barer, men baderummene var ret flotte.

Men havnen var OK at ligge i
Retrostil. Og herrernes var selvfølgelig blåt.

Af hensyn til sikkerheden i industrihavnen var vi nærmest spærret inde, idet alt blev aflåst 21.40, så vi spiste i båden, hvilket jo også er hyggeligt.

Torsdag 2/9 Mod Adria

Vi vågnede til endnu en stille morgen med blå himmel. Nu da vi både kunne komme ud og ind i havnen igen var vi lige en lille tur ud af havneområdet. Der var ikke meget at se, men en god butik hvor vi kunne købe, hvad vi havde glemt dagen inden, fandt vi da.

Først på formiddagen sejlede vi mod Adria en tur på 28 sømil – for motor + lidt støttesejl, stakkels Erik og også lidt mig. På den anden side er for lidt vind vel alligevel bedre end for meget vind… eller?

Endnu flottere klipper – og tæt på i det stille vejr
Ingen havdyr, men en SARS båd der var ude og lege
Og dog – et enkelt badedyr på dybt vand var der

Nu begyndte kystskråningerne at blive præget af kæmpestore områder dækkede af hvid plastic. Ikke særlig kønt, men effektivt når der skal dyrkes tomater og andet grønt til f.eks. danskerne. Men bagved tårner flere rækker af bjerge sig dramatisk op, og man kan jo prøve at bilde sig selv ind, at det blot drejer om hvide marker af en art. I al fald var vi enige om, at de var rarere at se på end de uendelige rækker af højhuse, fortrinsvis hoteller og ferieboliger, vi så vest for Malaga.

Plastic i lange baner

Adra er en noget større by, som ikke har gjort noget specielt for at tiltrække turister. Den er er ikke særlig pæn, snarere lidt slidt og halvfattig, men nok mere spansk end så meget andet, vi har set på det seneste. Der var en lang flot allé med store gummitræslignende træer, hvorunder man kunne promenere og børn lege. Men der var også her temmelig nusset med fugleklatter og klistret nedfald af en art fra træerne. Men stranden tæt op af havnen havde det dejligste klare vand, og det tæller højt i min karakterbog.

Ikke turistpræget havnepromenade

Om aftenen fandt vi efter nogen søgen en tapas restaurant, La Granja, der slår næsten alt, vi har spist på den seneste tid. Et sjovt lidt “regnbueagtigt” sted, godt og tilmed næsten rørende billigt. (Selv om det stod til at være et ret dyrt sted ) Måske var det fordi “ vores tjener”, en yngre kvinde havde forelsket sig lidt i os (mig?), fordi hun på mystisk vis kom med flere gratis små retter til os og forslag om, hvad vi skulle vælge. Eller også var hun bare flink.

Der var meget at vælge i mellem

Også selve havnen var en speciel oplevelse, idet den var under ombygning, så alt var lidt kaotisk og toiletbygningen, en skurvogn fælles for mænd og damer hvor stort set alt var defekt, fik ikke mange stjerner.

Men næste år bliver det helt sikkert en rigtig fin havn.

Fredag 3/9 Mod Almerimar

Man behøvede ikke vækkeur i Adra, håndværkerne med deres slagbor og gravemaskiner sørgede for, at man ikke sov over sig.

For en gangs skyld lå vi på langs ved en bro, hvor der ikke var andet end gæstesejlere. Hyggeligt ikke bare at ligge ved siden af tomme både. Vi talte en del med et engelsk par i en mindre Bavaria Mr. John ( dog tre fod større end os). De havde sejlet i over 40 år i området og var efter Brexit endt med at få en fast bopæl lidt længere nordpå. Brexit har virkelig gjort livet besværligt for mange briter. Vi har endnu til gode at møde en englænder, som er tilfreds med udmeldelsen af EU. De brugte en anden vejrudsigt ( med hård modvind ) end vores Old Wind Guru som fortsatte med de lette vinde. Får se hvad der sker, når vi snart skal runde Cabo De Gata..

Vi havde endnu en solrig fredelig sejlads mod Almerimar, men denne gang for sejl i en let foran for tværs vind, så det var en ren nydelsestur for sjæl – og ører. Denne dag badede vi også fra båden, men tæt på kysten på 6 m klart vand, hvor vi tydeligt kunne se bunden.

Indsejling til marinaen
Den lidt triste strand og alle autocamperne

Vi fik en plads langt inde i den store Marina op til noget bebyggelse samt parkerede – og kørende biler. Men når det kun er for en nat, er det OK. Det stort anlagte havne/ feriekompleks virker noget slidt, men der er alt, hvad hjertet kan begære hvad barer, restauranter og butikker angår. Stranden var ret brun og trist og med grønligt plumret vand. Dette var jo en af de havne, vi havde overvejet som vinterhavn. Men dels fordi vi gerne ville sejle lidt længere i år og dels fordi vi hellere ville ligge nær en rigtig by og tættere på en lufthavn, blev den droppet

Men en strandbiks hvor man kunne få en iskaffe og en øl, var der


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: