De sidste dage i Cartagena og hjemturen 18/9-24/9 2021

Lørdag 18/9

Man har ét standpunkt, til man taget et nyt. Efter den lidt ubekvemme nat og en vejrudsigt der gjorde såvel yderligere ankerligning og tilbageturen til Cartagena tvivlsom, besluttede vi at sejle tilbage til Cartagena allerede sidst på formiddagen. Solen skinnede og septembers himmel var så blå, så blå, men vi havde vinden lige i snotten, og den skulle tiltage i løbet af dagen, så derfor drog vi af fra dejlige Cabo de Palos. Undervejs var vi heldige at møde en række store både. De sejlede kapsejlads og kom direkte i mod os for fulde sejl med spilere og genakkere.

Da vi kom til den store bugt ud for havnen, var vinden oppe på 10 m/s, og søen blev meget urolig pga clapot fra diverse bjergvægge og moler, men ind kom vi da og fik en plads ved den bro, vi nok kommer til at ligge ved vinteren over. Og trods modvind var det en rigtig fin afslutningssejlads, hvor man uden at fryse det mindste kunne sidde i vinden i ikke ret meget tøj. 

Erik, den flittige mand, gik straks i gang med at spule båden (tiltrængt), tømme olie af motoren, skifte filter samt indkøbe ny olie.

Først på aftenen kom et kæmpestort polsk tomastet skoleskib (faktisk verdens største brig) Frederück Chopin ind og lagde sig til kaj. Snart efter kravlede de stakkels unge mennesker som små myrer rundt oppe i den enormt høje rig for at få sejlene ordentligt på plads. Uha… Det er ikke altid (faktisk nok endda sjældent) lutter lagkage at være elev på et sådant skoleskib. I efteråret 2010 kom skibet med 36 14 årige i havsnød under en storm i det nordlige Atlanterhav. Det mistede sejlene og knækkede den ene mast og endte med at blive bugseret ind til Falmouth i Cornwall, men heldigvis slap de alle vist med livet i behold
Den store  danske sejlbåd Liberty, som vi mødte i Rota, kom også ind i havnen. Turen med ARC’ var desværre udsat til en anden gang, og nu overvejede han også  Cartagena som vinterhavn. Så der sker noget i denne havn.

• 

• 

Da vi havde spist sen aftensmad i båden, blev vi tilmed tilskuere til et flot fyrværkeri over byen fra første parket.

Søndag 19/9

Til formiddag gik vi over til et kulturhus lige ved siden af havnen. Der var en udendørs gastrokulturel udstilling om den røde tun. Der var små smagsprøver med fire forskellige måder at tilberede den rå tun på, som vi selvfølgelig måtte smage.

• 

• 

• 

Og så var udstillingen koblet til japansk kultur med andre emner såsom papirfoldning, indpakning af gaver, kalligrafi m.m. Især var en japansk mand som demonstrerede japansk fortællekunst på spansk fascinerende.

Det var varmt, så bagefter cyklede vi over til en nærliggende bugt, Cala Cortina, hvor der er en lille badestrand + mange søndagsgæster. Og siden gik vi gang med at rigge af  pakke sejl sammen, så nu er det da ordnet.

Hvis vi ellers havde haft behov herfor, ku’ vi ha’ fået to unge gaster ombord.  Hun var på vej fra Quebech i Canada til familie i Libanon og han fra Frankrig til Grækenland. Men de var kommet uoverens med deres værtsbåd og var afmønstrede – men hvad så? Foreløbig har de deres rygsække stående i vores agterkahyt… 

Ved siden af os ligger en (tom) dansk båd med telefonnummer påsat. Erik tog et foto af båden og sendte til ejerne, så de kunne se, at deres båd havde det OK. Straks kom der svar tilbage med tak, og vi måtte endelig spørge, hvis der var noget, vi gerne  ville vide om denne dejlige by. Vi fik bl.a. et par tips om hyggelige tapasspisesteder, som vi straks efter med succes gjorde brug af. Søndagsaftenen var fuld af glade mennesker, mange af dem spisende på de utallige udendørs små spisesteder. Vi blev placerede på et par høje skamler med en tønde mellem os på den anbefalede L’Uva … i første parket til al leben.

• 

• 

Som prikken over i’et er der i denne uge en såkaldt romansk/karthagensk uge hvor mange, såvel kvinder som mænd, spankulerer rundt  iført romerske antikke klædedragter.

• 

• 

Mandag 20/9

Om formiddagen var vi dels på busterminalen dels på banegården for at undersøge, hvordan vi bedst kunne komme til lufthavnen i Alicante 23/9. Tog viste sig ret håbløst, så det endte med en direkte busafgang kl. 7 om morgenen. Vel tidligt, men vi har så fem timer inden flyet letter, nok til at nå en frokost og/eller badetur i Alicante.

Efter yderligere nedpakning af båden tog vi afsked med vores “bådvilde” unge mennesker, der drog af mod Barcelona. Den unge fyr, Victor, viste sig i øvrigt at komme fra Morbihanområdet i Bretagne, som vi var ekstra glade for under vores ture i i 2017-18, så hvis vi kom på de kanter igen så….

Endelig fik vi også vores vinterkontrakt helt på plads.

Resten af dagen holdt vi “fri” og cyklede de små fire km ud til vores rigtig dejlige badebugt, i øvrigt den samme vi om aftenen for godt en måned siden besøgte i bil, da vi var på vej hjem til konfirmation.

Der er lovet kraftig blæst og regn de følgende dage, så måske er det sidste chance for en strandtur. Efter at ha’ badet og solet os lidt var det i dag , hvor der ikke var så mange mennesker, også muligt at få plads på standbiksen til en let frokost – selvfølgelig fisk.

Vi tilbragte en stille, lun  aften i næsten fuldmåne i båden, så da vi gik til køjs, var det svært at forestille sig, at et uvejr skulle være under opsejling…

Tirsdag 21/9

Meen alle forvarsler – og mere til viste sig at holde stik. Vi havde klogeligt taget alle håndklæder og hynder ind, men havde af hensyn til temperaturen ikke sat luger i. Ved tretiden om natten vågnede vi ved at regn og blæst fra nordøst stod lige ind i kahytten. Jeg har aldrig set Erik komme så hurtigt op i cockpittet og ned igen – nu med lågerne i. Det var helt vildt, som det blæste, lynede OG regnede de næste timer; nogle havde vist målt 42 knob.  Men alle både lod til sikkert at have overlevet stormen den følgende morgen. Så nu har vi fået prøvet havnen og fortøjningerne af.

Efter at ha’ tullet lidt rundt om formiddagen cyklede vi over til restaurant Club Nautico Santa Luzia, hvor vi havde spist frokost på den første dag, vi kom til Cartagena. Der er en vældig god stemning – og mad til rimelige penge.

Om eftermiddagen cyklede vi over til Las Galeras – et slags primitivt slumområde lidt sydligere langs kysten. Der er hverken indlagt vand eller strøm, men folk bor der i små lave huse og lever af fiskeri, eller hvad der måtte byde sig. Området er hvad mange nok vil kalde pittoresk, men fattigt.

Andrés, en af havnemedarbejderne, fortalte, at kommunen tolererede beboelsen, fordi man så havde bedre styr på disse mennesker – og ikke havde udgifter af dem…. Vejen derud langs floden var i øvrigt delvist skyllet væk efter nattens heftige regn.

• 

• 

På hjemvejen fik vi os en kop kaffe på en café på en af byens store pladser. Her kom vi kortvarigt i snak med to vennepar fra Sydafrika, som var sejlende i henholdsvis en katamaran og en trimaran, inden vi cyklede hjem for at tilbringe aftenen i båden. Fra den ene yderlighed til den anden kan man sige.

Onsdag 22/9

Sidste dag inden hjemrejsen. Vi vaskede tøj, tømte køleskab, spiste rester til frokost, inden vi tog op og cyklede lidt rundt i byen og fik os en café asiatico, en “lagdelt” kaffe med lidt procenter af forskellig art i.

• 

• 

https://www.club-caza.com/actualidad/actualver.asp?nn=13532

For at underbygge denne hvalpåstand et link, hvor man kommer ind på en side, hvor flere hvaler er filmet i juni 2021 ved Capo de Palo, netop hvor vi lå for anker for få dage siden. Især den sidste og længste film er god. Wow!

Sidst på eftermiddagen gik vi rundt på havnen og kiggede efter vores sydafrikanske “venners” både. Da vi fandt dem, blev vi, hvad der egentlig ikke var planen, inviteret ombord på katamaranen, så vi endte med at blive mageligt bænkede med diverse drinks og nylavede popcorn ved hånden.

Vi var til en start kun os og ejerne, men lidt efter stødte parret fra trimaranen til samt en new zealænder, der lavede business i Kina og en fyr, der havde ansvaret for et “mindre” nytilkomment sejlskib på sølle 150 fod ejet af en eller anden tysk IT-milliardær. Så vi var kommet i uvant “fint” selskab denne dag. 

Ud på aftenen gik vi en sidste tur op i byen for at få lidt aftensmad og for at se på alle “romerne”, som der blev flere og flere af. De gik i lange optog mænd, kvinder og børn akkompagneret af store trommer og svingende med sværd og fakler. Meget dramatisk og næsten autentisk.

• 

• 

• 

Til slut gik vi dog hjem og til køjs for vi skulle jo tidligt op den følgende dag.

Torsdag 23/9

Op kl. 5.45. Klokken halv syv traskede vi i buldermørke op gennem den endnu ret øde by til busstationen, hvor vi som de eneste satte os på en bænk og spændt ventede på, om der nu virkelig også kom en bus, hvilket der heldigvis gjorde.  

Efter et par timer steg vi ud på busterminalen i Alicante, satte vores bagage i en boks og begav os ned på strandpromenaden, hvor vi fandt muligvis den dyreste, men nok også den lækreste café at indtage vores sidste spanske morgenkaffe på denne sommer. Solen skinnede smukt i det glitrende vand, og alt var godt.

• 

• 

Senere nåede vi hen til den store bystrand og fik soppet lidt, inden vi vendte tilbage til busterminalen og vores bagage. Kort efter steg vi på lufthavnsbussen, som kørte til lufthavnen, men via en lang omvej gennem hele Alicante by, som var større, men ikke nær så grim, som vi/jeg havde frygtet. 

• 

• 

• 

• 

Flyet afgik planmæssigt først på eftermiddagen. Det havde blæst godt op i løbet af dagen, og vejrudsigten lovede også kraftig vind i Danmark, ja nærmest storm.

Vi fik da også en del turbulens både undervejs, men især til slut, og man mærkede alt for tydeligt, hvordan vinden tog i flyet under landingen – men luftkaptajn Mario fik os ( heldigvis) sikkert ned. Og ligeledes havde vi heldigvis fået lov til at overnatte hos Camilla og Niels i Hillerød. Vi havde rejst nok for denne dag, syntes vi. Så efter et dejligt gensyn med familien og Chico samt te med friskbagt æblekage, lagde vi os trygt til at sove i Folke under et kæmpe bøgetræ, mens stormen rasede. 

Fredag 24/9

Efter morgenmad nu med friskbagte boller kørte vi hjem til Vornæs, hvor vi endnu en gang blev hjerteligt modtaget af Leo, som heldigvis med vores gode nabos hjælp ikke havde lidt nød under vores fravær.

Og så må vi se, hvad der sker til næste sejlsæson