Fra Benalmadena til Danmark 15/8 -19/8 2021

Søndag 15/8

Ud på formiddagen kom vi endelig afsted. Vi målte undervejs, da vi kørte lidt inde i landet i den tørre Murciaregion 45 grader – det er hot. Undervejs var der konstant advarsler om ekstrem fare for skovbrande.

Undervejs så vi først havnen tilknyttet feriekomplekset Almerimar. Den har ry for være en god og rimelig billig vinterhavn. Lidt nordligere kørte vi ned om den ret nye havn i Mazarron, som også kunne være en mulighed.

Begge havnene var velegnede, men da havnekontorerne var middagslukkede, fik vi ingen prisoverslag. Bedre held havde vi i Cartagena, som har en stor, beskyttet havn, og byen er større og mere interessant. Her lykkedes det at få et overslag omend i den dyrere ende. Men nu var det ved at være tid til at finde et sted for natten, og det var ikke så let endda.

Vi ville godt finde noget, der var lidt mere “trygt” end nogle af de steder, vi havde holdt på på vejen ned. De steder appen “Park 4 night” viste var ikke fristende og en mulig campingplads var optaget, så vi endte med at køre næsten helt tilbage mod Mazarron, hvor samme app anviste en acceptabel plads for natten på en stor parkeringsplads i et pænt boligområde. Og der tilbragte vi så en en varm, men rolig nat efter at ha’ indtaget en udmærket middag, lækre lammekoteletter, klokken 11 om aftenen i en nærliggende lille by.

Mandag 16/8

Da vi nu var så tæt på havnen i Mazarron kørte vi hen til det nu åbne havnekontor og fik også her et pristilbud på overvintring – som forventeligt var noget billigere end Cartagenas.

Efter lidt proviantering til turen samt indkøb af et pænt stykke iberisk skinke, noget som den kommende konfirmand ønskede sig efter at ha’ været på tur med os, gik turen videre. Vi lavede en lille afstikker til en by, hvis kønne lille havn var på forsiden af vores i sin tid meget brugte spansk/franske havneblog.

Det sted, Peniscola, måtte vi jo se. Og det var vitterligt et smukt sted med en gammel by højtbeliggende på en lille halvø, en endnu mindre havn men med store strande til begge sider.

Men varmt var det, og videre skulle vi. Ud på aftenen nåede vi til en anden lille kystby Ampolla med et tilforladeligt “park 4 night” sted. Stedet var smukt beliggende i udkanten af byen ud til havet og tæt på Ebroflodens delta.

Området har et rigt fugleliv og er et kendt lystfiskerparadis, hvor der kan fanges nogle virkeligt store fisk, vist nok maller. Udover alle disse fortrin lå vi tæt op af et ressort, hvor man både sent og tidligt kunne komme ind i en fin café – og benytte stedets toiletter.

Tirsdag 17/8

Kort efter en næsten luksuriøs morgenmad, lune croissanter og café con leche på ressortterassen med udsigt til palmer og poolen, startede vi bilen og kørte uden svinkeærinder forbi Valencia, Barcelona og videre ud af Spanien og ind i Frankrig.

Vi kørte stadig langs kysten og kom til et interessant område med store saltvandsindsøer afgrænsede af smalle landtanger ud til Middelhavet. Det blæste kraftigt denne dag og på søerne boltrede surferne sig ( som ved Bork i DK) og på havsiden lå små badebyer på stribe.

I Leucate fandt vi en strandcafé lige efter vores smag. Her fik vi, efter for første gang at ha’ vist vore Coronapas, en superlækker let frokost med bedste udsigt til den velbjergede del af den lokale ungdoms søde liv samt et skumklædt Middelhav. På trods af gult flag var der en fin lille vig, hvor det var ganske risikofrit at bade – så det gjorde jeg selvfølgelig.

Og så kørte og kørte vi op gennem Frankrig, indtil vi efter et afslag fandt en ledig campingplads virkelig langt fra alfarvej, men i de smukkest tænkelige grønne omgivelser. Så endelig fik Erik fundet campingstolene frem og slået bordet op samt slået markisen ud. 0g så frem med pølse, ost og rødvin.

Selve campingpladsen var velfungerende, men af ældre dato, vi følte os hensatte til 50-60’erne. Selv stedets kat var gammel, 15 år – men absolut et hyggeligt sted. Også for Chico.

Onsdag18/8

Videre op gennem Frankrig og ind i Tyskland. Kun korte stop på tyske rastepladser. Hen på aftenen fandt vi lidt nord for Frankfurt i en fin lille by, Bad Homburg, et ærketysk mindre hotel Zur Traube. Her ikke blot måtte hunde medbringes, de ( i al fald Chico) var nærmest æresgæster, ingen hundetillæg, men masser af klap og godbidder både ved ankomst og afrejse. “Die chefin” var en ældre, meget speciel ret så mandhaftig og effektiv kvinde med kulsort, farvet, karseklippet hår og rødternet skjorte.

Vi fik på hendes anbefaling også en dejlig pizza + tiramisu på et nærliggende pizzeria, hvor de rent faktisk var italienere.

Torsdag 19/8

Om morgenen efter et overdådigt morgenmåltid bragt ind på værelset på en rullevogn, forlod vi med madpakker og friskplukkede figner dette hyggelige sted og ræsede videre op gennem Tyskland ind i Danmark.

Vi nåede færgen fra Fyns Hav kl. 18 og var endelig hjemme på Vornæs ved 21-tiden. Her blev vi mere end hjerteligt modtagede af Leo, som skiftevis mjavede og spandt, mens han snoede sig om vores og Chicos ben.

Det var så dejligt at være hjemme igen. Så nu havde vi en uge her til at udrette alverdens ting – og meget mere og andet end vi havde regnet med, skulle det vise sig.