1/9 

I dag var der varslet sol og sydlige middelfriske vinde, så ved middagstid sejlede vi videre nordpå mod Palamos, en lidt større by med to havne. Vi valgte Club Nautico Costa Brava, den ældste lige op til fiskerihavnen, billigste og tættest på strand. Vi havde en dejlig tur, dog suppleret med motor meget af tiden.

I sydlige vinde er havnen ret urolig, lidt som at ligge for anker, men ikke ubehageligt. Som sædvanlig var vi helt overophedede efter at ha’ lagt til m.m., så vi ilede over til stranden. Første del af den lange strand er lidt speciel eftersom mange mindre både – også sejlbåde her ligger på rad og række ved bøjer. Faktisk hele tre rækker, hvor bådene ligger stævn mod stævn, så egentlig seks rækker.

Men der var fint nok at bade og ikke bølger. Efter havbadet trængte vi til kaffe/øl, og her fik vi en lidt pudsig oplevelse – en lille storm i en kop kaffe. Jeg bestilte min café con leche ( sådan en med dejligt skum på toppen). Kort efter kom en anden tjener og serverede mig en kaffe americano. Da jeg så lidt forbavset ud og sagde nej tak, jeg havde bestilt en café con leche, så spurgte han den tjener, vi havde bestilt hos, om det nu var rigtigt. Hun sagde som sandt var: Ja en café con leche. Momento, sagde tjeneren, lod kaffen stå og gik rask væk for lidt senere at komme tilbage med en lille kande med mælk. Da jeg stadig ikke så tilfreds ud, gik han igen, både med kaffekoppen og mælken. Lidt senere kom en tredje tjener med en kop ( antageligt den samme kop) nu med mælk i, men uden skum og halvkold. Nu rejste jeg mig og gik med min forkerte kaffe hen til tjener nr. to at sagde, at dette ikke var en café con leche, hvilket han straks indrømmede og tog den famøse kop, hvorefter jeg gik tilbage til vores bord spændt på det videre forløb. Kort efter returnerede samme tjener nr. to og stillede en varm og perfekt kop café con leche. Da vi spurgte, hvad alt dette, for en kop kaffe til 1,80 €, skulle til for, sagde han med brødebetynget mine, at det var chefen, der var sådan lidt… Hmm ikke den bedste reklame for stedet.

På hjemvejen i tilslutning til den store fiskerihavn, vist den største langs Costa Brava, er der at stort fiskemarked, hvor vi købte en pighvar og nogle af de her meget udbredte store rejer. Så vi fik et rent festmåltid i båden også for Chico, som elsker fiskeskind.

Overfor os lå en større sejlbåd, som en kvinde i neongrønt antræk var ved at give den helt store rengøringstur. Som vi så ofte har set, drejede det sig om en udlejningsbåd. Vi snakkede lidt med hende, så godt vi nu kunne. Da det var ved at blive mørkt, og hun lod til at være færdig, anlagde hun en meget alvorlig mine. Der var noget hun gerne ville  ha’ lov at spørge os om. Vi forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men fik det til at hun bad om lov til at tilbringe natten på vores båd, at hun nok skulle være helt stille, og at hun ville være væk ved 8 tiden. Hun så meget bedende ud, og det var virkelig svært at vide, hvordan vi skulle sige, at det nok ikke var verdens bedste idé med vores lille båd m.m. Det, den meget høflige rengøringsdame rent faktisk spurgte om, var om vi kunne affinde os med, at hun kom følgende morgen og afsluttede sin rengøring af båden ved 8 tiden, og at hun nok skulle være musestille. Meget lettede over at være sluppet ud af kattepinen sagde vi, at hun hvad os angik kunne gøre rent og synge i vilden sky fra den årle morgenstund.

2/9 Palamos

Oppe ved havnekontoret var der sat en plakat med de forskellige typer gopler, man kan støde på i Middelhavet. Så nu har vi nu fået sat navn på den store lagkageagtige slags, som vi har set flere af undervejs. Fried egg jellyfish bliver den også kaldt på engelsk, trods sit alarmerende udseende er den relativt harmløs for mennesker – rart at vide.

Vi havde besluttet at ligge i havn de to næste dage, i dag pga udsigt til en del regn og torden og den følgende dag pga ret kraftig vind fra nord. Så om formiddagen gik vi en tur over til den anden havn Marina Palamos, som vi ikke fandt interessant. Herfra kom vi op i selve Palamos by af bagvejen. Også Palamos er på sin måde en rar by. Mange af de spanske byer, ikke mindst i Catalonien, blev voldsomt ødelagte under borgerkrigen, så der ses en del nyere og ikke videre kønt byggeri mange steder – og så har masseturismen selvfølgelig også sat sit præg. Men dette er nu mest en by, hvor også almindelige spaniere bor og lever. Vi fandt frem til kirken, byens ældste hus, beliggende på en beskeden lille kirkeplads tæt ved havnen.

Til frokost havde vi besluttet os for at støtte den lokale Club Nautico’s restaurant, som lå fint med udsigt over havnen og det bagved liggende ikke så høje bjerglandskab langs kysten. Vi fik en arroz med en god intens smag og delte en dejlig lokal hvidvin, alt i mens mørke skyer tårnede sig op fra nord med løfte om snarlig regn.

Og regnen og lidt bulder kom da også ud på eftermiddagen og sådan lidt on off indtil næste formiddag. Vi havde atter “besøg” af vores rengøringsdame, nu i selvlysende rødt og grønne lange gummistøvler. Det viste sig at hun stammede fra den nærliggende lille by/fiskerleje Calella de Palafrugell, et smukt og numere meget søgt udsigtsmål. Vi kunne fortælle hende, at vores plan var at cykle de 14 km dertil den følgende dag. For mindst 25 år siden besøgte vi dette lille sted, som vi, nok især jeg, den gang var meget betagede af, en ren uspoleret perle uden mange mennesker med små hvide huse, sand, klipper, klart vand – og mange katte.

3/9 Mest Calella de Palafrugell

Vi vågnede til en grå blæsende morgen – vi blev faktisk vækket ret tidligt, ikke af en syngende rengøringskvinde,  men af masser af rengøringsivrige eller sultne fisk der gik løs på vores båd. Det er særlig udtalt i denne havn, måske i takt med øget begroning af båden. Det kan lyde ret voldsomt, hvis det er større fisk, der er på færde, mens mindre fisk nærmest forårsager en slags knitren i båden. I starten troede vi, at der var et eller andet galt med elektriciteten ombord og var ret urolige over dette fænomen. Under morgenmaden så vi, at at et yngre spansk par tæt på os havde problemer med at få en mastesele til at sidde ordentligt. Erik vidste selvfølgelig lige præcis, hvordan man skulle iføre sig en sådan og kom den unge mand til undsætning. Senere hjalp han lidt til, så kæresten ikke skulle stå og holde igen i faldene alene, mens fyren blev firet op og ned fra den i blæsten noget urolige mastetop.

Endelig kom vi dog afsted på vores udflugt til Calella de Palafrugell. Vinden var frisk, og solen stod nu højt på himlen, perfekt cykelvejr.

Især jeg var lidt spændt på, hvordan vejene og trafikken var. Vi startede med at køre lidt nordpå langs kysten og fik nogle flotte havudsigter undervejs.

Så gik ruten ind i land og heldigvis ikke på en hovedvej, forbudt for cykler, som vi var ved at forvilde os ud på, men på/langs en nedlagt jernbane, Route de petit Tren. Der var mange andre ude og cykle, og vi både overhalede og blev overhalet mange gange undervejs. Men vi var virkelig ude på landet, smukt, smukt. Vi kørte langs majsmarker, stubmarker, vinmarker, opbundne bøf-tomatmarker og langs levende hegn og træer af alle slags.

Endelig gik det stejlt nedad til hovedmålet for turen. Det, der en gang havde været en autentisk næsten uberørt plet, som kun få fandt ned til, var nu, ikke uventet, totalt overrendt af så vel spanioler som udlændinge.

Det lykkes dog at erobre et frimærke til vores badehåndklæder, så vi kunne blive afkølet lidt i vandet, hvor fiskene svømmede rundt om benene på en, tilsyneladende upåvirkede af de mange badegæster. Vi fandt også en restaurant, La Vela, hvor vi indenfor i køligheden, men med kig ud gennem de åbne døre til klipperne og det glitrende hav, fik hver vores dejlige stegte fisk med uventet gode grøntsager til.

Bagefter var det op på de trofaste små, elektriske jernheste igen, og nu hvor vi kendte vejen gik det hurtigt hjemad af den smukke cykelsti, hvor vi nu stort set ikke mødte andre. En rigtig dejlig tur selv om vi måtte dele herlighederne med vel mange andre i den lille badebugt.

30/8 Arenys de Mar 

Efter at ha’ tjekket vejrudsigten så vi, at det nok ville være klogt at sejle til Blanes denne dag i stedet for som planlagt 31/8. Godt nok ville vi gå glip af vores 7. dags  gratis overnatning, men udsigten til et massivt tordenvejr i området 31/8, mens vi sejlede afgjorde sagen. Af en eller anden grund ( Eriks charme?)var de så flinke på La Capitania, at de alligevel gav os en nat uden betaling, så alt var såre godt, da vi drog af fra Arenys de Mar ved middagstid i sol og en middelkraftig sydlig vind. Sjovt så lidt power der er i en vind på 6-10 m/s, når det er varmt som på disse kanter. Men vi havde en god sejlads, selv om den blev noget vraltende, da vinden gik ned omkring de 6 m/s. Vi fik indviet vores nye parasol – mest for Chicos skyld. Den gamle blæste jo overbord under de sidste 10 minutters sejlads i frisk vind på vej ind til Badalona for godt en måned siden. Vi blev vel modtaget i Blanes af en marinero, der både kunne tale engelsk, vidste noget om fortøjning – og var venlig. Vi fik en plads i et hjørne med stævnen væk fra broen, dvs med maximalt udsyn, men ligeså indsyn til os og ind i kahytten, men til gengæld tæt på de udmærkede toiletter.

Både havnen og byen blev vi faktisk positivt overraskede over. Stranden er stor og smukt beliggende med klipper hist og pist og promenaden lang og flot med flotte beplantninger, forskellige træer, skulpturer og små vandbassiner.

Det var hulens varmt, så efter at ha’ været rundt om havnekontoret og luftet Chico, skyndte vi os over og sprang i det relativt kølige vand – ikke en grad over 27 grader. Det lyder skørt, men det føltes helt klart køligere end vanligt (+30 grader). Efter en kop kaffe på promenaden, var  såvel krop som hjerne klart friskere og vi vendte tilbage til Skærsilden, hvor vi tilbragte resten af aftenen i cockpittet i tidvis let regn og torden.

31/8 

Det blæste ret kraftigt fra nord om natten og regnede gjorde det også, men om morgenen var det blot en stille regn med lidt torden, som ebbede ud i løbet af formiddagen.

Ved middagstid gik vi op til byens hovedattraktion, en stor, 16 hektar, højt beliggende botanisk park, Parco Marimurtra.

Vist nok Europas største for middelhavs- og andre eksotiske planter fra forskellige verdensdele. Den blev grundlagt af en tysker Carl Faust født i 1874 fra 1920’erne og frem til hans død i 1952 i Blanes, hvor han også ligger begravet. Han var af familien blevet tvangsindlagt til en merkantil karriere, som bragte ham til Barcelona. Men af hjertet var han botaniker og frem for alt humanist og inspireret af sin ældre landsmand Goethe. Så efter at ha’ rundet de 50 år, og aftjent sin værnepligt som succesrig forretningsmand, helligede han sig for alvor over sin barndoms og ungdoms interesse og hobby – botanikken. Han ville udrette noget godt og nyttigt for menneskeheden, måske meget forståeligt efter 1. Verdens Krigs rædsler. Og det må man sige, at han gjorde.

At parken tilmed ligger dramatisk smukt med fantastiske udsigter ud over havet, gør ikke oplevelsen ringere. Svært ikke at gå helt fotoamok!

Vi fik en enkelt byge, men havde ellers fint mildt gråt vejr. Den obligatoriske slange i paradiset var også her tigermyggen, som der advaredes mod ved indgangen. Den er stikkeaktiv døgnet rundt og kan overføre flere alvorlige sygdomme og nogle, heriblandt jeg, får som tidligere nævnt en ubehagelig allergisk hud reaktion efter deres stik. Erik blev stukket af en under besøget, men fik klapset den, hvorefter den blev foreviget.

På vej ned i byen kunne vi se ned til havnen og vores lille båd lidt bag ved havnens største hvide båd.

Senere,nede i byen, gik vi rundt på må og få. Vi var lidt inde bag promenaden, fik set den ret triste kirke udefra, men ikke meget mere på denne tur, da benene var blevet godt trætte.

Så vi vendte hjem for at se til vores tordenfobiske hund og for at få en ostemad til sen frokost. Chico var heldigvis ved godt mod, og havde iflg. vores franske naboer ikke givet lyd fra sig. Lidt senere trak det atter op til torden, det buldrede vedvarende i det høje over en mørk himmel, dog uden regn eller lyn. Vi tænkte, at vi nok hellere måtte lufte Chico, inden det for alvor brød løs.

Oppe på promenaden var det som om, de sorte skyer trak væk, mens en smuk regnbue viste sig på himlen, så vi gik en længere tur sydpå langs promenaden.

Tilbageturen tog vi bagom ind gennem selve byen. Blanes er klart større end Arenys de Mar, den har også en Rambla med platantræer parallelt med havet med smalle sidestræder, calles, op i baglandet. Kort sagt en rigtig fin by.

Da tordenskyer igen lagde sig mørke og truende over byen blev det Take Away, mexicanske burritos, i båden. Der kom dog hverken mere regn eller torden denne nat til os. Men at man skal tage vejrudsigterne alvorligt, vidner et uvejr i går med voldsomme haglbyger lidt inde i landet, men ganske tæt på os, om. Hagl, eller isklumper op til ti cm i diameter så at sige haglede i 10 minutter ned over folk, med masser af buler og knoglebrud til følge. Det gik endda så galt, at et knap toårigt barn, bragt til sygehuset i Girona, døde af sine kvæstelser i hovedet. Uhyggeligt. 

Arenys de Mar 25/8

Havnen har en aktiv sejlklub, med tradition for regattaer og med mange aktiviteter og gode faciliteter for medlemmerne.

Der er en hyggelig restaurant og tilmed en fin pool, som vi også havde adgang til – hvis vi ellers var til pool. Der er ligeledes sejlskole, og det er sjovt at se ungerne, piger og drenge, når de gør sig klar til dagens udfordringer. Erik er godt nok ikke så glad for drengene, når de har tisset på brættet (og gulvet), har fyldt toilettet med papir m.m. – og ikke trækker ud efter sig. Fy, skamme, skamme fy, det må du ikke, kunne han ha’ lyst til at sige. Efter en rolig formiddag gik vi over til nordstranden, som er større og med dejlig klart vand og uden synlige brandmænd. Her badede selv Erik hele to gange – og nød det tilmed.

Senere gik vi over i fiskerihavnen, hvor fiskerne har en god restaurant, La Llotja, hvor vi fik, ja mest fisk til frokost.

Men en ret sjov linseforret til deling, en blandet fisketallerken også til deling og til slut hver vores lille dessert- så var vi også mætte.

Derefter gik vi op i selve den ældre by, som minder lidt om Barcelona i miniformat med en Rambla i et udtørret flodleje som byens rygrad og livsnerve. Efter sigende en typisk katalansk by og uden det store turisthalløj.

Efter en tiltrængt kop kaffe, var klokken blevet 16, og byens kirke åben for besøgende.

Det var en gammel, mørk sag med en gennemtrængende muggen lugt. Men der var en kæmpe udskåren forgyldt baroktræaltertavle, som kirken vist er ret kendt for. 

På hjemvejen fandt vi et bedre supermarked, så vi fik suppleret lidt op med yoghurt, juice og lignende. Og så slæbte vi os ned af Ramblaen og hjem til Chico, som nu har vænnet sig til at være, også alene, på båden igen. Alle vejrudsigterne havde varslet et mindre skybrud med kraftig vind først på aftenen, og det trak også op hertil med mørke skyer, men det blev kun til et par dryp, efter vi havde været ude en tur med den gamle hund.

Arenys de Mar 26/8 

Efter at være kommet os lidt mere over bilnedrejsen, tænkte vi , at det måske alligevel var en god idé med en togudflugt ind til Barcelona om et par dage. Måske var der som i visse havne en rabatordning, fire nætter for tre pris eller lignende. Her viste det sig, at hvis vi blev en uge, var 7. dagen gratis. Efter lidt overvejelser kom vi frem til, at det var en god idé at blive her en uge. Her er på alle måder rart, og langt billigere end i mange af de følgende havne. Fra 1/9 kommer vi ind i mellemsæsonen, hvor priserne næsten halveres, hvilket jo betyder noget, når vi taler om en dagspris, der går fra 69€ til 46€  eller fra 51€ til 25€ for vores båd. Så håber vi bare, at vindstyrkerne ikke stiger i samme grad, som priserne falder. Så i dag tog vi det atter stille og roligt. Fandt cyklerne frem, fik en portion sardiner på strandbaren på sydstranden, badede lidt og slappede af i båden med ajourføring af bloggen m.m.

Og med cyklerne var det nu ingen sag at få handlet ind i favorit supermarkedet Mercadona, 1,5 km væk.

Og dagen efter var det så planen at tage en tur ind til Barcelona, men mere om det senere.

Arenys de Mar 27/8

Da vi gik til køjs, var det begyndt at lyne og buldre lidt i det fjerne, og det tog til de følgende timer, lidt regn kom der også ind i mellem. Ikke det store uvejr, men nok til at Chico enten gik hvileløst rundt eller stod og gispede os ind i hovederne. Så da det blev morgen, var vi ret trætte. Det var meget lummervarmt, og vejrudsigten truede med mere torden dagen i gennem i vores område.

Da vi ikke ville risikere at efterlade Chico alene en hel dag i tordenvejr, endte vi med at udsætte udflugten til Barcelona en dag eller to. 

Arenys de Mar 28/8

Solen skinnede nu fra en klar, blå himmel, så vi luftede Chico grundigt, inden vi gik op til togstationen, hvor vi fandt et tog, der på 40 minutter bragte os ind til Barcelona. Første punkt på “to do listen” var Gaudi’s stadig ikke helt afsluttede mesterværk La  Sagrada Familia kirken, som vi, da vi var i Barcelona for 25 år siden, kun opnåede at se ude fra og da omgivet af stilladser og indhyllet i presenninger.

Vi fulgte med strømmen op mod kirken, og kunne denne gang, trods en del stilladser, bedre se og beundre kirkens højst specielle ydre, da den pludselig dukkede op rundt om et hjørne.

Det viste sig,  at man kun kunne købe billetter over nettet, og at vi først ville kunne komme ind nogle timer senere. Irriterende. Nå, men lettere modvilligt købte vi to pensionistbilletter til sølle 26 € – stykket. Det viste sig lidt senere, næsten heldigvis, at købet ikke var gået i gennem. Så nu har vi mindst en begrundelse for at besøge Barcelona igen! Næste stop var domkirken og det gotiske kvarter.

Så ingen kirkebesøg for os denne dag! Men turen på kryds og tværs gennem Barcelonas søndagsstille smukke gader, næsten alle allé’er, var alligevel det hele værd. Og rundt om hvert et hjørne af domkirken hørtes musik af forskellig slags. De bedste var to ældre, ja faktisk gamle mænd, der sang operapartier med imponerende fyldige og klangfulde stemmer.

Snart efter var vi kommet ned til det store havneområde, som vi efterhånden kender ret så godt. Vi havnede, godt varme og trætte i fødderne, på den brasilianske restaurant vi besøgte en aften, da vi var her for en måneds tid siden. Her er der lidt anderledes mad på menukortet end på de typisk spanske spisesteder. Bagefter var det høje tid at finde togstationen. Vi gik op gennem den store, dejlige Parc de la Ciutadella, hvor mange især unge  mennesker sad eller lå og slappede af i skyggefulde omgivelser og videre op mod den spektakulære Arc de Triumf, hvor vores station lå. 

Af sparehensyn har de skruet ned for airconditionanlægget i toget, så også her var det også meget varmt, En moden spansk senora viftede sig fermt med sin vifte og tilbød mig at låne den. Jeg var desværre næsten lige så dårlig til at håndtere en vifte som til at spise med pinde trods en meget ihærdig instruktion. At Erik til gengæld  viftede sig, som om han ikke havde bestilt andet, var lidt pinligt. Klokken ca. 5 var vi hjemme igen, hvor der ventede os en slem overraskelse. Stakkels Chico havde haft et alvorligt maveonde og havde både skidt og kastet op, næsten hvor end vi vendte øjet hen, ja selv ind i forkahytten. Så forude ventede et større rengøringsarbejde, sengetøjsvask samt flere akutte lufteture. Hans humør fejlede dog ikke noget, og han drak og spiste også sit  reducerede aftensmåltid. Og heldigvis forløb natten roligt, så vi håber det bedste.

Arenys de Mar 29/8

Endnu en rolig “hjemmedag” for en stor del tilbragt i båden, men med små afstikkere. Erik var på en lille cykeltur, mens jeg fik læst “I mørket er alle katte grå”, vores nabo Kathe’s søns debutroman om livet på godt og især mindre godt for en gruppe unge på Tåsinge.

Sidst på eftermiddagen var vi en tur ovre på “sydstranden”, hvor Erik sad på stranden som min personlige livredder, mens jeg vovede mig ud i de halvstore bølger. Det er altid fascinerende, at se bølgerne rulle ind og brække i havstokken, ( hvor byens børn uforfærdet tumler sig ved gult flag.)

Om aftenen fik jeg lokket Erik ud af båden til en omgang pizza på et, rost til skyerne, pizzeria i nærheden. Stedet var hyggeligt, næsten som at sidde i en regnskov omgivet af smukt illuminerede tropiske buske og træer til alle sider. Maden var også god, selv om vi syntes, at den lækre sprøde dej mindede mere om “flammkuchen”. Især Eriks med æble, røget skinke og gedeost var lækker. For at øge den tropiske stemning fik vi en lille regnbyge undervejs, men vi sad godt og tørt under et halvtag. Hjemme i båden hyggede vi os med en kop te, inden vi gik til køjs med planen om at tilbringe endnu en dag i Arenys de Mar – men…

Ved sekstiden om aftenen vendte vi tilbage til Skærsilden i Badalona efter et tre ugers dejligt ophold i Danmark plus to lange, men også spændende ture frem og tilbage med Folke. Link: https://skaersilden.dk/?page_id=13213

Alt var vel ombord på Skærsilden – desværre var her (som forventet) næsten ligeså varmt som for en måned siden. Havnen er helt OK – og tilmed billig, så vi havde egentlig tænkt os at blive her nogle dage og tage et par ture ind til Barcelona. Dagen efter vor tilbagekomst kunne vi dog mærke, at vi ikke blot var lidt udmattede efter den lange tur, men også oplevelsesmættede. Bare tanken om at tage den korte tur med toget ind til Barcelona og se på kirker m.m.  i det gotiske kvarter virkede helt uoverkommelig. Så vi tog en slapperdag med sen morgenmad, strandtur og frokost på den gode strandbar fra sidst vi var her. En rigtig god måde at akklimatisere sig på. 

Dagen efter tog vi en rask beslutning – det var dejligt sejlvejr, så vi sejler videre, og det gotiske kvarter må vente.

Det var skønt at lægge Badalona med sit blandede præg af forstad og industrielt område bag sig. Vi havde en dejlig 4-5 timers sejltur i sol og let vind, ikke med, som lovet,  men nærmest mod vinden, så temperaturen var perfekt. Vi havde på Navily bestilt og fået plads i Arenys de Mar, som efter sigende skulle være en god havn, så vi daskede stille og roligt af sted.

Inde i havnen i Arenys de Mar bagte solen til gengæld ubønhørligt, og vi svedte tran. Med en kraftanstrengelse kom solsejlet op, og med vores nye superventilator på bordet i cockpittet samt noget koldt (med isterninger fra vores ligeledes nyanskaffede isterningemaskine), at drikke, fik vi kropstemperaturen på os selv og Chico lidt ned. Han fik et vådt håndklæde, der havde ligget i køleskabet over sig. Senere luftede vi Chico og kom over til den sydlige af byens strande, hvor Erik fik kaffe et skyggefuldt sted, mens jeg tog mig en tiltrængt dukkert, inden jeg sluttede mig til bordet og fik en iskaffe. Svalt og afslappende for os alle tre. På tilbageturen var vi inde i det nærmeste supermarked, som dog ikke havde meget at tilbyde, så vi nød aftenen i Skærsilden med lidt ristet flutes og køleskabsrester.

21/7 Lidt over kl.12 sejlede vi i frisk modvind ud mod havnehullet, men da kursen var sat, endte det med en frisk medvind. Så vi fik en kort, men dejlig halvanden times tur til Badalona for storsejl alene. Som Erik havde fortalt, var det en stor, ret pæn Marina, hvor Skærsilden vil kunne ligge trygt den næste måned.

Der var en del lokalt liv på broen, og vi fik talt lidt med vores nærmeste bådnabo, en ung spansk pige, som lod til at bo i båden.

Der er en fin strand og promenade, men det lader ellers ikke til at være et turistområde som sådan. Dette understreger prisniveauet i såvel havnen som på restauranterne også. Til gengæld var kvaliteten ikke tilsvarende lavere, idet vi fik en fin rovina ceviche og noget lækker atun rojo til deling på strandens chiringuito. (strandbar). Og vandet, til turens sidste badetur, var helt klart og uden medusaer. Så vi slappede af og ladede op til morgendagens nedpakning og klargøring til hjemturen med Folke.

Noget der derimod var ringere, var de sanitære forhold. De var ret så skumle, gulvet var næsten konstant oversvømmet, sæbe- og toiletpapirholderne var stort set alle defekte eller direkte revet ud af væggene, og toiletbrædderne sad enten løst eller manglede helt o.s.v. Og når vi nu lige havde vænnet os til de luksuøse Real Club forhold, virkede det nok ekstra grelt, men det gik jo alligevel.

22/7 Efter morgenmaden gik det så løs med “Tour de Hjemrejseforberedelserne”. Det var utroligt varmt, så sveden haglede ned af os begge. Vi lå næsten ude for enden af en lang bro, hvor det godt nok luftede lidt, men de mange ture hen langs broen var som de rene ørkenvandringer. Og lige så utroligt er det så mange ting, små som store, der skal gøres, inden man med sindsro kan drage af.
Under en af vores ture frem og tilbage mødte vi Lily og hendes hollandske familie. Lily var en Sprudle, en blanding af en puddel og en Springer Spaniel. Hun mindede utroligt meget om Chico – ikke mindst i hovedet. Dog var hendes proportioner ikke nær så gode som Chicos, ( syntes vi). Hendes bagkrop var for klejn til det store hundehoved. Vi ved i øvrigt ikke rigtigt, om vi synes, at det er en god ide med alle disse puddelblandinger, der efterhånden findes. Men sød var hun bestemt.

Endelig sidst på eftermiddagen havde vi pakket alt og kunne trille ud af havnen og køre mod grønne, kølige Danmark. Vi regner som sagt med at være tilbage i havnen om en måneds tid, hvor vi efter at set lidt mere af Barcelona vil sejle op langs Costa Brava og senere op mod Frankrig. 

Måske vil man også, før eller siden, kunne følge vores hjem- og tilbagerejse med Folke som “slow campister” på Folkes hjemmeside.

19/7 Efter et godt fire timers motorsejlads, men af den behagelige slags, i en svag men svalende modvind nærmede vi os Barcelona. Den sidste del af sejladsen kom især de lettende fly tæt hen over os i en lind strøm. Det er altid lidt fascinerende og naturstridigt, at se disse store tunge sølvfugle tilsyneladende gå mod tyngdekraftens love. Indsejlingen til Barcelona er nu også ganske fascinerende. Alt – stort og flot, nyt og gammelt er blandet sammen.

Efter råd fra vores gode vejleder Yurny, var Real Club Nautico det gunstigste valg, og vi slap med 72 € for to nætter i en behagelig, sikker havn helt tæt på centrum og med udsigt til flere af byens seværdigheder. Også baderummene havde deres egen tilbagelænede elegance, typisk for Real Club havnene. At de ikke var dyrere var overraskende.

Vi lå  atter ved samme bro som La Sardina – bare med en båd i mellem os. Endelig havde vi fundet en båd, der sejlede lige så “langsomt” som os. Først på aftenen nåede Erik og jeg lige et smut ud af havnen og op til Ramblaen – og ikke for sjov. Vi var ved at forberede morgendagens stroppetur. Erik skulle tilbage med tog til Valencia, hvor vores bil Folke stod i en parkeringskælder. Vi fandt her den nærmeste metrostation og fik købt en billet, den egentlige togbillet havde Erik endnu en gang med stort besvær allerede købt på nettet. Tilbage i båden spiste vi ,hvad vi nu havde og planlagde at gå tidligt til køjs, så Erik kunne være frisk til den noget anstrengende tur dagen efter. Det blev dog ikke til megen søvn, for vores gamle Chico, som plejer at sove hele natten, var helt fra snøvsen. Det var meget varmt, og hans kredsløb er ikke hvad det har været, så vi var faktisk ret bekymrede. Vi havde ham oppe og lufte ved femtiden og sad i cockpittet med ham, så han kunne køle lidt af, og så faldt han endelig til ro. 

20/7 Lidt over syv gik Erik mod metrostationen – ikke noget med at cykle til stationen og få cyklen stjålet denne gang. Selv om den bro han havde regnet med at kunne gå over åbenbart var lukket eller snarere stod åben, nåede han heldigvis toget, også selv om bagagen skulle tjekkes ligesom i lufthavnen.

Chico og jeg derimod sov længe – faktisk sov Chico hele dagen pånær under en formiddagsluftetur. Jeg var i båden det meste af dagen, men gik dog en længere tur i området i middagsheden og fotograferede lidt.

Eriks tur gik heldigvis godt og ved halvottetiden var han tilbage. Bilen havde han inden kørt ud til en havn i Badalona, en forstad til Barcelona, hvor vi, til rimelige penge, havde reserveret plads til båden den næste måned, mens vi tog hjem til Danmark. Chico var endelig vågnet op og lod heldigvis til at have det bedre, og kom med ud på en en lille tur ( inclusive øl,kaffe og isvand til 🐕‍🦺) i den nu udholdelige aftenluft.

Derefter, klokken 22, gik vi over til en nærliggende brasiliansk restaurant, hvor vi fik noget dejlig og lidt anderledes mad. Også her var tjenerne, nogle unge fyre, utroligt venlige og muntre.. Og så var en lang dag omme.

21/7 I dag ville vi sejle båden til Badalona, en god times sejlads fra Barcelona. Men inden, og nu mest for sjov gik vi en tur op af Ramblaen.

På Ramblaen stødte Yurny og Jens til os, de ville sige ordentligt farvel – og måske på gensyn. Vi satte os og fik lidt morgenmad – og snakkede på en af de utallige turistcafé’er, inden vi gik lidt længere op af Ramblaen.

Hvis man kunne trylle alle turister væk på Ramblaen ville der pludselig blive meget god plads. Barcelona er virkelig en by der forståeligt nok tiltrækker turister. Og så var der efter sigende endnu flere før coronaen… 

Tilbage i båden gjorde vi klar til afgang mod Badalona ved middagstid.

17/7 Fra morgenstunden var der en frisk modvind, så vi ventede til middagstid, hvor vind og bølger havde lagt sig en del, inden vi tog den korte tur fra Sitges til Ginesta.

Ginesta er en stor, ret ny Marina “in the middle of nowhere”. Men med en god strand, nogle restauranter og ikke mindst kystens mest velassorterede bådudstyrsforretninger og et stort bådværft. Vi ankom søndag eftermiddag og fik anvist en midlertidig plads nær benzinstationen og  spildevandstankene, men den var langskibs (nemt for Chico) og tæt på toiletterne (nemt for os). Så vi endte med at ligge her i to nætter. 

Om eftermiddagen gik vi over til stranden, hvor der var en fin chiringuito (strandbiks), hvor vi slog os ned i skyggen med en cava-sangria, lidt muslinger og friterede mini fisk. Når der samtidig var masser af sjove mennesker at se på, og tjenerne var super flinke, kan man næsten ikke ønske sig mere en glohed eftermiddag ( jo måske et iskoldt brusebad). Nå, men bagefter gik vi ned og badede i havet – og det var også dejligt.

Tilbage i båden fik Erik fikset en masse. Han fik sat nye forfortøjninger i “kødbenene” med øjer, splejsninger og det hele, og de gamle bæresnore i siderne og fortil på gummibåden blev også udskiftet. På vores plads var der jo god plads til at lægge gummibåden op på land.

18/7 Vi startede dagen med en hyggelig morgenmad på en af café’erne og bagefter gik vi på indkøb i bådbutikkerne. Jeg fik en tiltrængt ny pude og det bedste af det hele en “vindpose’ til at sættet over forlugen, så vinden blæses ned i forkahytten. Mens Erik puslede lidt med den nye vindpose, var jeg lige en tur ovre op den sydlige side af havnen.

Bagefter gik vi over til stranden på den nordlige side, hvor der var mere luft, med Yurny. La Sardina var nemlig også sejlet til Ginestra, men var kommet lidt før os og havde fået en mere normal plads i havnen. Vi havde jo rost stranden til skyerne, men intet paradis uden slanger, som i dette tilfælde manifesterede sig i form af “medusaer”. Vi troede først, at det var harmløse vandmænd, men det var det ikke. De var næsten gennemsigtige, nogle meget små, andre større,  med en lilla rand – og de brændte. Dette mærkede især Erik, men heldigvis ikke så meget. Men vi kunne se hvordan folk gik og pegede ned i vandet her og der, og at der ikke var nær så mange i vandet som dagen før. Det er faktisk meget sjældent, vi har været udsatte for brandmænd – og første gang i år.

Det er åbenbart sæson for “uønskede” havdyr. Den dag vi ankom til Sitges, var badegæsterne blevet beordret op af vandet, fordi der var blevet set en haj i området, hvilket er yderst sjældent forekommende. Det viste sig at være en 3-4 m Makohaj, (alias makrelhaj, bonitohaj) den hurtigste haj, der findes og en af de få hajarter, der kan finde på at angribe mennesker. Og de er udrydningstruede. Havnepersonalet sagde, at den type haj aldrig går efter mennesker, men det er vist ikke helt rigtigt, men tun og sværdfisk er dog deres basiskost…

Efter det delvist brændende havbad spiste La Sardina’s og Skærsilden’s besætninger frokost sammen langs havnekajen. Vi fik dagens menu til 9,90€, helt udmærket, med tre små retter samt brød og drikkelse. Det er nok den  billigste, men ikke ringeste frokost vi har fået.

Det har været rigtig hyggeligt at møde Yuinio og Jens. De har i en periode boet på Ærø, og vi har meget vi kan tale om sammen – også sejlmæssigt. Og Yurny, som oprindeligt kommer fra Colombia og har spansk som modersmål, har været til stor hjælp for os. Hun har ringet til forskellige havne for os og spurgt på priser for månedsophold for Skærsilden og sikker parkering af vores bil Folke. Det er virkelig en fordel, når man kan sproget, for de er ikke gode til engelsk her, og man får nok også lidt bedre service. Vi planlægger jo at tage til DK en månedstid sidst på ugen. 

Og så var der vist varmesiesta resten af dagen.

14/7 Også denne gang lykkedes det at sejle for sejl næsten hele vejen i en behagelig, let foran for tværs vind. Men inde i havnen lurede heden. Vi blev placeret op af en gammel stenmole lige ud for et ditto fyrtårn, hvorfra dagens opsamlede solvarme gavmildt strømmede ned i vores båd.

La Sardina var kommet en time tidligere, og vi kom til at ligge lige ved siden af den. Hyggeligt med danske naboer for en gangs skyld. Utroligt hvor forskelligt byer og havne kan falde ud. Her følte vi os nærmest hensatte til Grækenland med lave hvide huse og små restauranter langs kajkanten. Endnu en virkelig hyggelig havn med sin egen lille kringlede bydel.

Eneste minus var, at næsten alle restauranterne langs kajen var  urimeligt dyre, men vi fandt dog til sidst en, hvor der ikke var dækket op med to lag duge og tre fire krystalglas til hver kuvert. Den var både god og med næsten hjertelig betjening af en famile med sydamerikansk islæt. Den blev en slags stamrestaurant for os de næste dage.

Den lå også tæt på vores båd, hvilket var heldigt, da vi en gang midt i menu’en kunne høre og genkende Chico’s gø’en. Så vidt vi ved, plejer han at lægge sig til at sove, mens vi er væk et par timer – men altså ikke denne aften. Han blev så hentet op og kom “ med til bords”.

15/7 Vi fulgtes med Yuino og Jens, som La Sardinas besætning hedder, over til byen og daskede rundt på må og få i den kønne by.

Det ret store havneområde ligger et kvarters gang fra selve byen, som især er karakteriseret ved den store kirke, som knejser på en klippeknold lige ud til havet.

Der er mange smukke palæer, pladser, promenader, men også spændende små gyder. Ikke så underligt at byen er blevet en af de populæreste feriebyer for velhavende folk fra Barcelona. Vi så også mange spændende, flotte , fristende og søde specialbutikker under vor byvandring.

Mange fra Barcelona og omegn har en båd liggende i havnen eller har en ekstra bolig her. At der tilmed er flere større eller mindre badestrande gør vel også sit. Byen har gennem mere end 100 år også været hjemsted for flere kunstnere, f.eks de catalanske modernister, som med deres egne kunstværker og med det, de med tiden samlede til huse, ikke gør byen mindre spændende.

Om det er det kunstneriske miljø, der også har tiltrukket mange homoseksuelle til byen, skal jeg lade være usagt, men byen er kendt her for. Også strandlivet især på den ene af bystrandene lige neden for promenaden, bærer præg af frisind, idet mennesker af begge køn her bader og soler sig både med – men mest uden tøj.

Hjemme i båden var det så varmt, at vi flygtede op på vores stamsted og fik en en minimal sen frokost, og siden var vi ovre og køle os af på den nordlige byfjerne strand. Men det er næsten som at tisse i bukserne – bare omvendt, man er lige så varm to minutter efter. Vi satte skyggetelte op og lavede vindtunneler, men da der nærmest ingen vind var, hjalp det ikke meget.

Først da solen kl. 21.30, alt for sent, gik ned, begyndte temperaturen at blive tålelig. Klokken 11 om aftenen, var der en koncert med rumbarytmer lige på den anden side af vores fyrtårn. De spillede ret godt og det var sjovt at se folk danse mere eller mindre med. Og lidt senere var det ligefrem hyggeligt og dejligt at falde i søvn til.

16/7 I dag luftede det heldigvis betydeligt mere. Vi havde faktisk gruet for endnu en ligeså varm dag. I dag ville vi besøge et af byens museer, Cau Ferrat, indrettet i maleren ( over 1000 malerier), forfatteren, journalisten og ikke mindst samleren Santiago Rusiñol’s (1861-1931) tidligere bolig, et smukt og meget specielt lille palæ. Det var svært ikke at blive overvældet, da man trådte ind i disse fantastiske rum med alverdens ting og sager fra forskellige steder og tidsaldre.

Til dette museum var der knyttet et andet museum, Museu Maricel, med malerier af mange andre kunstnere. Blandt andet en særudstilling viste gouacheværker af magasinkunstneren Pepito Zamora (1889-1871). Han fremstod åbenlyst med sin homoseksualitet, hvilket ikke gik helt ustraffet hen på det tidspunkt, men han kom alligevel ud med sin kunst, hvor han ofte malede kvinder fra teatrets og cabaret’ens verden.

Men især en fast samling af skulpturer opstillet på smukkeste vis i en sal, hvor de nærmest svævede mellem himmel og hav, betog os.

Så her fik vi virkelig noget for vores to gange 5 €. Mætte af de mange indtryk og godt trætte i fødder og ryg af den langsomme måde, man bevæger sig rundt i et museum på, nærmest vaklede vi hjem til vores båd og Chico.

Men kulminationen på denne dag, den 16/7, var den årlige folkefest, en hyldest til La Virgen del Carmen, havets beskytter, men også sømændenes og fiskernes beskytter. Først på aftenen sejles en blomstersmykket båd med en figur af den hellige Carmen, og der er vist nok også en præst med ombord,  ud af havnen fulgt af en armada af havnens forskellige både, akkompagneret af gentagne kanonaffyringer.

Selv om vi jo er søfarende, fulgte vi dog ikke trop, så hvad der helt præcist skete derude, ved vi ikke, men en form for velsignelse af de deltagende, antager vi. En båd med et sangkor i traditionelle dragter deltog også i optoget, men deres røster nåede ikke ind til os på land.

Hele aftenen var havnen fuld af mennesker, unge som gamle, og der var udskænkning af vin og rom samt salg af stegte sardiner i papirskræmmerhuse. Og prikken over i’et var et sømandskor, der sang mangen en nostalgisk sang, der fik folkemængden ( og også os) til at duve henført med. 

12/7 Endnu en stilfærdig sejlads hvor vi lige akkurat kunne sejle for sejl, 4 m/s = 3,7 knob sådan circa. Da vinden døde til sidst, badede vi fra båden i det blå vand – dejligt. 

Havnen er ganske stor og relativ ny, meget lige og kantet, kort sagt L’Ametlla de Mar’s modsætning. Der er en del restauranter og café’er, alle ret strømlinede. Og så én butik, der skilte sig lidt ud, en lille men eksklusiv bilforhandler, hvor der stod tre Ferrarier på stribe, et par porscher og nogle BMW’er – hvis det ikke kunne blive til mere. Rart hvis man lige skulle få lyst til at købe en bil… Efter at være kommet på plads, øjnede Erik et sjældent syn – et dansk flag på en af de andre broer. Lidt senere gik vi over og sagde hej. Det viste sig at være et yngre( i al fald 20 år yngre end os) par i en lille båd ( tre fod mindre end vores) La Sardina, som Erik havde fulgt lidt på nettet. De var kommet ned gennem floderne,  men var så senere strandede i Spanien i Torre Viejo under Coronaen. Omkring  havnen ser man stort set kun ferieboliger af den pænere slags placeret ind mellem strande, den ene en kæmpestor sandstrand og så et par mindre hvor der også er høje klipper, Punta del Guineu, hvorfra især unge mennesker kappedes om de vildeste udspring.

Byens hovedattraktion var en byenklave, Roc de Sant Gaietà, anlagt netop i dette klippeområde. Her byggede man for ca. 50 år siden en lille by med huse i forskellige spanske bygge stilarter blandet med  smukke skyggegivende træer og eksotiske blomster.

Nu kunne man så købe eller leje sig ind ind i de smukke omgivelser, hvis man kunne affinde sig med at bo i en slags meget besøgt udstilling Men det var virkelig autentisk udført.

13/7 Mens vi spiste sen morgenmad, kom parret fra La Sardina på besøg, der var jo meget at tale om. Vi aftalte at følges videre til næste havn Sitges dagen efter. Senere var vi ( E+C) ovre på den store strand med perfekt skrå hældning ned til vandet, dejligt badevand og en let brise fra havet. Det vi ellers ville se eller købe var lukket, så det blev en rigtig dasedag med frokost (det billigste på kortet) på en ***restaurant  i den konstruerede by, men med prima udsigt ud over havet. Og bagefter en is med på vejen fra deres isbar. De hævdede at ha’ en ismester der var at nr to i verden til isfremstilling, tro det eller ej…

Aftenen tilbragte vi i båden.

14/7 Under morgenmaden dukkede endnu en dansker op, Thomas fra Thurø, som nu havde sin Bavaria liggende fast i havnen og følte sig godt tilpas i byen. Ham fik vi også sludret en del med, inden vi ved middagstid satte kursen mod Sitges, hvor vi havde bestilt havneplads.