Forfatter: admin

21/8 – 2017 Lesconil.

21/8 – 2017 Lesconil.

Endnu en flot havn og strande. Der var tåge og dis på vejen derned.

Tåge og dis.
Vild sejlads.

Vi havde vores vildeste sejlads her. Vi skulle runde Pointe Du Raz. Jeg mente at der var mindst strøm inde ved kysten, og vi havde kigget på strøm og tidevandstabeller og prøvet at beregne et godt tidspunkt at ankomme på. Vi kom dog for tidligt så der var modstrøm som voksede til mellem 6 og 7 knob. Vandet går fra 30 m til kun 5 meter. Heldigvis var solen kommet frem, men det kogte og snurrede rundt omkring os, og bølgerne sprøjtede lige op i luften. Jeg havde lagt en rute mellem 2 klipper og havde måske zoomet for meget ind, for der var kun 25 m i mellem dem. Der stod nogle 3-4 m høje bølger helt på samme sted, og da vi ikke kom fremad længere måtte jeg give fuld gas så kan vi sejle lidt over 7 knob. Det gik langsomt op af den første bølge, men pludselig surfede vi ned af bagsiden, vandet stod ud til begge sider og jeg havde rigeligt at gøre med at styre. Dette gentog sig 4 – 5 gange, og de sidste gange var det sjovt. Jeg havde ellers tænkt at jeg bare kunne tage gassen lidt af så vi langsomt gik baglæns hvis det blev for vildt, men efter første surftur var der ingen vej tilbage. Den ene klippe mente Christina var fyldt med nogle gribbelignende fugle, og oppe på toppen af den høje klippe var der en masse mennesker der stod og fotograferede. Kaptajnen sad helt musestille og sagde intet, og jeg indrømmer at jeg blev klam i hænderne og havde en ret høj puls. Billedet ovenover viser vores rute mellem de to skumstriber. Det er så taget i det der ville have været medstrøm for os, det havde nok været endnu værre. Det gør jeg ikke igen, næste gang venter jeg, båden var væltet hvis vi havde mistet motorkraft eller styring. PUHA. Bagefter blev det tåget igen, og vi måtte kalde en fiskebåd for at fortælle at vi lå her. Lidt senere hørte vi en anden båd kalde ham og skælde ham ud for at sejle uforsvarligt i den tætte tåge. Så det var en spændende tur 😉

Pointe Du Raz.

 

18-21/8 – 2017 Camaret sur Mer.

18-21/8 – 2017 Camaret sur Mer.

Sejladsen hertil var på 9 sømil, men vi sejlede ikke på det bedste tidspunkt strømmæssigt. Det gav nogle ret dårlige krydsben på et tidspunkt. Gennem vandet sejlede vi over 20 sømil og over grunden godt 15 sømil.

Dårligt kryds.

Her er lidt flere billeder fra denne herlige lille havn.

16-18/8 – 2017 Brest Marine du Chateau.

16-18/8 – 2017 Brest Marine du Chateau.

Brest har været en af de havne jeg virkelig havde glædet mig til at besøge. Den har haft en plads, på samme måde som Marstal har det, i mit hjerte.

 

 

Måske det ældste hus i Brest 😉
Alt er bygget efter krigen.
Gammelt og nyt ved indsejlingen til Brest.
En af de lækre både.
Søfartsmuseet med over 8 m tykke mure. De holdt under krigen.
Det der står øverst er fransk og det nedenunder er keltisk (breitzisk).
Alle der har sat rekorder her fra Brest har sat håndaftryk i kajen.

 

L’Aberwrac’h 14/8 – 17.

L’Aberwrac’h 14/8 – 17.

Her var en lille havn mere hvor det skulle være muligt at ankre uden for havnen. Men da søen så lidt urolig ud og vi blev venligt modtaget af havnefogeden i gummibåd, valgte vi havnen. Det har sine fordele at ligge i havnen men da havnepengene efterhånden mange steder er steget fra 12 € til +25 € pr nat, er de rare at spare så der er til rigtig god mad. Men her kostede havnen 23 euro og bøjerne 19 euro så der var ikke meget sparet. Her er lidt billeder fra turen derud.

Vi havde ikke rigtig noget mad og lavede noget fiskesuppe vi havde købt i Normandiet samt flute og lidt ost. Der var en masse der stod og fiskede, men kun 1 der fangede noget. Christina så ham sætte fiskene ud igen og spurgte hvorfor han gjorde det. Jo han fiskede kun for fornøjelsens skyld, men hun måtte da gerne få den næste fisk han fangede. Vi havde lige fået den første skefuld suppe da hans kone spurgte om det var os der gerne ville have en fisk. Christina var hurtig og sagde jotak, men det var mig der kom til at rense den. I mens så alle de andre fiskere der ikke havde fanget noget lidt misundeligt til!

De fortalte os at det var en Vieille, og mente den kunne holde til næste dag, når vi nu havde lavet mad. Han havde også en lille pige med som fik en plade chokolade for at ha’ hjulpet sin far med at fange en fisk til os. Det blev hun vældig begejstret over.

Næste dag var vi en tur rundt og se lidt på omgivelserne og her er rigtig flot. Der er et sportscollege eller noget lignende samt mange andre aktiviteter. Det vrimler med Hobbie cats og andre catamaraner, optimistjoller, surfboards (wind), kajakker, SUP boards, cykler og løbere. Her er lidt billede taget oppe fra fyrtårnet mm.

Masser af aktivitet.
Trebeurden 13/8 – 17.

Trebeurden 13/8 – 17.

Trebeurden er en mindre havn med søl og hvor det ville koste 30 euro at ligge for vores lille båd men det var muligt at ligge ved nogen bøjer uden for havnen i naturskønne omgivelser. Og så endte vi med at ligge helt gratis. Det kan jeg rigtig godt lide. Det er svært at ankre, da der ligger mange faste både ved bøjer også, så man kan ikke få svajeplads nok. Der er pænt store sømærker og et dejligt landskab at kigge på.

Jeg lægger ruten inde i skærgården da det er næsten vindstille og vi sejler når strømmen er svagest. I blæsevejr og kraftig strøm er der meget store og skæve strømsøer og så er det ikke særlig rart at være her. Søkortene ser ud til at passe vældig godt. Da vi lå ved bøjen så vi en masse mennesker der var kravlet op på noget, vi tror er gamle stendysser, som vi også har i DK.

Stendysser ?
Lezardrieux 12/8 -17.

Lezardrieux 12/8 -17.

Vi ville tilbage til Frankrig og gerne snart have lidt varmere vejr. Det har ”kun” været som en rigtig god dansk sommer indtil nu. Vinden var lovet i NV og under 8 m/s, men selvom vi ville få modstrøm så vi mente nok at vi ville klare de 50 sømil til Lezardrieux som ligger langt inde af en fjord. Det startede i tåge, men efterhånden som vinden blev kraftigere, forsvandt den. Vi kunne dog høre tågehornet på SØ spidsen i lang tid.

 Midt på vejen (ca.) ligger der 2 klippeformationer som danner en lille skærgård, Roche Gauties og Roches Douvres, hvor vandet går fra 50 – 60 m til land. Det giver kraftige strømme, hvirvler og bølger, og det fik vi også lidt at mærke. Turen tog 10 timer og vi sejlede 62 sømil, men kom kun 48 sømil frem over land. Det ville vi dog hellere end at sejle i mørke. Til gengæld for strabadserne mødte vi vores første delfinflok som lavede krumspring rundt om båden i et kvarters tid. Det er dejligt at se disse dyr lege omkring båden. Der var også en anden hval, den var hvidplettet og havde en høj rygfinne, men svømmede sammen med delfinerne. Der var en del vind og bølger, og vi havde livliner på så ikke nogen billeder af dem. Bretagnes kyst er fyldt med klipper og skær og vist ret så barsk, for os var det dejligt omsider at se den.

Bretagnes klippekyst.

Kort tid efter nærmede vi os fjorden efter at have sejlet gennem skærgården. Den var smuk og det var blevet dejligt solskin igen.

Lezardrieux Fjord.

Vi skulle dog lige se byen og der havde været noget at kigge på. Her et billede fra torvet med blomster, butikker og cafeer. Vi ville dog gerne rundt om vestkysten inden der igen kommer meget vind, så vi tager videre når vi ved at strømmen er ved at vende i fjorden.

Lezardrieux torv.
Guernsey 8-12/8 – 17.

Guernsey 8-12/8 – 17.

Vi tog af sted ca. 11:30 og kom ganske fint gennem The Swinge og havde fin vind foran for tværs. På et tidspunkt rebede vi storsejlet, men rebede ud da vi nærmede os Guernsey. Her fik vi en god medstrøm på et par knob og det gav bølger så vi fik lidt vand på dækket. Da vi nåede ind i havnen var der 2 m op til barren ind til havnen og der lå en del og ventede på at komme ind. Vi kom til at ligge i 3 lag, men der kom væltende ind med både så vi endte med 11 lag, det giver træk i fortøjninger og tryk på fenderne, så vores største fender på 30 cm var kun 10 cm tyk. I alt vil jeg tro der var 50 både der skulle ind. Det tog sin tid da havnen blev pakket med både efter dybgang så der var 3-4 både der ledte bådene hen til de respektive pladser, så først efter 4 timer fik vi anvist en plads, da mange af dem der var kommet efter os kom ind først. Dem der havde ventet længst udenfor var også dem der ventede længst på at komme ind. Det gav lidt dårlig stemning når der så kom en nyankommen stor motorbåd, som så lige blev puttet ind. Så det blev til en fuld sejldag. Jeg mistede en spand da pælestikket gik op, og spanden sank hurtigere end jeg fik fat med en bådshage. Fin aften med stille vejr og sol i cockpittet.

Sølen ind til havnen.
Fin aften i havnen.

Onsdag 9/8 havde de lovet regnvejr, og det startede allerede om natten, hvor der også kom et par mægtige tordenbrag. Vi havde sat teltet op før solen gik ned, så det gjorde ikke så meget. Sådan her så det ud da vi spiste morgenmad.

Mørke skyer.

Der var blevet lidt tørvejr ved 12 tiden, så vi gik en tur rundt i byen og når det regnede for meget gik vi ind i en kirke, en butik og bl.a også i ”The Cornish Bakery” hvor vi havde læst de havde nogle maddimser der stammer fra Cornwall. Det er en mellemting mellem butter- og mørdej med fyld af kød, kartofler og forskelligt andet, og så lavet nærmest som en Calzone pizza. Hertil ”a nice cup of tea” og det smagte ret godt.

Lidt billeder:

Derefter noget mere byvandring, og samtale med endnu en flink indbygger i en døråbning hvor vi havde søgt ly. Da regnen tog til gik vi ind i en forretning og købte noget te, kager og chokolade, og gik så ned i båden og fik te og kage. Der var så tid til at skrive en masse til bloggen som bliver udgivet når vi får nogenlunde  wifi et sted. I aften bliver det nok spisning ude. Det blev på Petit Bistro / Cafe som kan anbefales.

10/8. Damen i døråbningen blev grundigt udspurgt af Christina om hvor der var gode og seværdige steder at besøge på øen. En af anbefalingerne var en vandretur ned til Fermain Bay, så den gik vi i gang med. Der var en sti langs kysten hvor det gik op og ned af den stejle klippekyst, mange steder heldigvis med trapper. Bugten var den første rigtig flotte ankerbugt vi har set. Det skyldtes nok også vejret som var solskin og næsten ingen vind. Kort efter starten var der lavet nogle svømmepøle som var oversvømmet ved højvande og så hav friskt havvand når det dalede igen, her fik vi en Guernsey is.

Vi var nogle timer i bugten hvor Christina fik badet og vi fik en overraskende god og stor hjemmelavet krabbe sandwich.

Vi var lidt trætte efter turen så vi stoppede lige ved busstationen og undersøgte hvordan busserne gik.

11/8. Vi havde også (af damen) fået anbefalet en tur til Bazon Bay og så at gå til Cobo bay. Alle busser kostede et kanalpund (8,25 kr.) pr tur. Det kunne være hele øen rundt eller blot en tur på tværs af øen som vi tog. Der var knapt så godt vejr, men en rigtig flot og barsk natur. Alligevel var der så meget skærgård at der lå joller og mindre både for svaj selvom der var frit vand helt til Florida.

Nærmeste land Florida.
Cobo Bay

Vi fandt Cobo Tea Room som var en rigtig gammeldags biks. Sådan en hvor stuerne blev ryddet for møbler og indrettet som cafe til sommergæster. En masse forskellige borde og stole, diverse service og bestik og hjemmelavet mad. Jeg måtte smage deres hjemmelavede bønneret, og Christina tog en lasagne hvor ideen nok var importeret men begge smagte rigtig godt. Hertil fik vi naturligvis te, da det jo var et Tea Room, her var også helt fuldt af gæster hvoaf flere havde reserveret bord, det forstår vi godt. Oven i købet var det billigt, godt 20  kanal£.

Min mad.
Christinas lasagne.
Strand

Vi havde lyst til at se noget mere så vandrede videre af kyststien nordpå og kunne så tage en anden bus hjem. Da vi kom tilbage til landevejen var bussen lige kørt og der var en time til næste bus, så vi vandrede videre nordpå og det passede lige så der var 10 minutter til næste bus. Vi gik dog et par stoppesteder videre og så lidt af byerne også. Også på denne tur mødte vi mange gamle fæstninger og tyske bunkere, nogle gange bygget sammen.

Bunker som er åben.

Tilbage igen kunne vi se at der var ved at komme gang i havnefesten. De var godt i gang med at stille boder og øltelte op da vi tog af sted. På programmet stod at der var duck race klokken 18 og womens sailing race kl. 18:30. Der var tovtrækning på tværs af havneindløbet via en trisse så det tabende hold blev trukket i vandet og en del andre dyster på SUP boards, svømning osv. De 3 førstnævnte foregik lige ud for ”vores” bro, og alment publikum havde ikke adgang, kun os sejlere. Vi var lidt i tvivl om hvad duck race var, og endnu mere da de sagde at det var udsat indtil vandet var højt nok da det var forsinket PGA af at der var højtryk. Det er rigtigt at højvandet bliver lavere når der er højtryk, og vi fandt så ud af at racet gik ud på at når vandet strømmede rigtigt ind over ”sølen” til havnen slap de nogle store plastic ”ducks” ænder løs som så havde race ind til an målstreg i havnen. Nu var vinden så på tværs af strømretningen så de endte inde ved alle bådene i år. Bagefter blev der hejst en pose op med hundredevis af små ænder, sådan nogen som man har fundet helt oppe i Norge, som så også faldt ned i strømmen. Det var børn fra byen som havde en konkurrence om at komme først over havnen. Det gik bedre bortset fra at den første havde mistet navnet på ejeren i den frådende strøm. Womans race havde deltagelse af 22 hold hver på 6 personer. Fra den ene side startede 4 stks i en lille gummibåd som så skulle ”padles” med hænder og fødder over og hente de sidste 2 og så tilbage igen. Herunder lidt billeder af løjerne.

IMG_7140

 

Alderney 6-7/8 – 17.

Alderney 6-7/8 – 17.

Vi havde regnet en del frem og tilbage om hvornår vi skulle sejle fra Cherbourg for at undgå de kraftige strømsøer ved Cap de la Hauge. Vi kom dog lidt senere af sted end planlagt og strømmen begyndte at vende lidt tidligere end beregnet så der var 3-4 knobs medstrøm da vi kom til Cap de la Hauge så der var noget strømsø, men ikke voldsomt, og efter en lille times tid var søen rolig igen og vi ankom ca. 13:30 til Braye som er den nordvestlige havn på kanaløen. Her er ingen broer og kun en lille kaj til store både. Alle både ligger ved bøjer eller for eget anker, og der er plads til ca. 250 både, heraf 70 gæstebøjer. Der var dog kun 2 bøjer ledige da vi ankom, men det var jo fint nok når vi kun skulle bruge en 😉 Vi havde lavet et fint gult Q signalflag af en karklud som vi hejste samt skiftede gæsteflaget til det engelske. Q flaget betyder at vi er smittefrie og kort efter kom en gummibåd og afleverede en indklareringsseddel vi skulle udfylde. De skulle vide hvad vi havde af øl, vin, spiritus, fødevarer og planter. Vi havde fået anbefalet at skrive noget på da de så var ligeglade, hvis man intet skrev kom de og kontrollerede det. Efter en god frokost kom gummibåden i brug for første gang på denne tur.

Qurantæne flag = gul karklud 😉

Så er vi endnu engang overraskede over den store forskel der er mellem de forskellige havne og mennesker. Her taler de britisk, og er meget høflige. Det er vildt besynderligt at se dem køre i den ”forkerte” side af vejen, og at man selv skal gå i højre side hvor bilerne så kommer mod en. Blomster og beplantninger er de derimod ikke så gode til som franskmændene, siger Christina. Derimod er der en fin strand lige ved siden af havnen.

Stranden ved Braye, Alderney.

Det var en stille søndag, så nede ved havnen var der ikke meget liv. Det var der derimod oppe i byen. Vi har åbenbart en tilbøjelighed til at komme til steder hvor der er havnefest, tivoli, musikarrangementer og her var det så ”Alderney Week”.

Derefter gik vi en tur rundt i byen og kiggede på huse og mennesker. Der var også nogen der kiggede på os.

Allo, hvem er du ?

Det blev til en pæn rundtur på den NV-lige del af øen og sluttede med en badetur for ca. halvdelen af os.

Mandag 7/8, tog vi så den sydlige del af øen. Der ligger en masse borge hele vejen rundt om øen, vi så mindst 7. Nogle af dem var bygget om / udvidet under WW2, andre lavet om til hoteller / feriecentre. Så forgår de ikke helt så let.

Mig og en borg.

Da vi kom tilbage til byen var hovedgaden igen spærret af for biler og vi havde på vejen mødt nogle interessante biler, samt udklædte mennesker. På hovedgaden var der fyldt med mennesker som bare sad og drak lidt øl mm, Vi ville have noget at drikke og måske lidt frokost, og fandt en åben pub med gårdhave. Servitricen spurgte om vi da ikke skulle se paraden der startede om ca. 10 minutter, og jo det skulle vi da. Vi fik lige en Guiness og en cider, begge fra fad, med ud på gaden, og jeg skal da love for der blev sat gang i den da paraden startede med nogle rockere på motorcykler, og så en stak gamle biler, derefter udklædte mennesker. Bagefter kom der udsmykkede biler og lastvogne i bedste karnevalsstil. Herunder et lille udvalg af billeder.

Bagefter gik vi tilbage til pubben, da maden så interessant ud, og de havde mere øl også.

Min søde kone.

 Der er en blanding af fransk og engelsk her som viser at der har været skiftende tilhørsforhold. De hører godt nok under England, men er dog ikke medlem af EU. Det gør at telefoni måske koster 8 kr. pr minut, data 75 kr. pr MB, dvs. at et billede her på bloggen ville koste over 300 kr. at sende. Grunden til at jeg siger måske er at jeg har tjekket mit forbrug og her kan jeg se at jeg ikke er blevet bonnet for tale herfra, men 59 kr. for de data vores tracker, Keep Sailing, har sendt ind de sidste 10 sømil af turen. Jeg har så forespurgt Telenor som ikke kunne give et fornuftigt svar på dette. Havnen er ret urolig at ligge i, da der ruller store dønninger ind i bugten. Første nat var det fint da vinden var i SV så bølgerne kom bagfra. Anden nat var vinden i vest og drejede til NV så dønningerne kom ind fra siden, så det gav noget rul og klirren ag glas og service som rutchede lidt frem og tilbage.

Tirsdag 8/8 skulle vi sejle ved 12 tiden havde vi regnet ud, men spurgte i ASC’s klubhus, (ikke Aabenraa Sejl Club, men Alderney Sailing Club), hvor vi havde fået en internetforbindelse. De sagde at man skulle være ude i ”The Swinge” NV for øen ca. 2,5 time før eller efter højvande, vi havde regnet med 3. Så vi sejlede lidt før og ganske rigtigt var der ikke meget strømsø. Strømmen løber op til 10 knob og laver store strømhvirvler og stejle bølger på 5 – 7 m. (har jeg hørt / læst), så det ville vi gerne undgå.