Alderney 6-7/8 – 17.

Alderney 6-7/8 – 17.

Vi havde regnet en del frem og tilbage om hvornår vi skulle sejle fra Cherbourg for at undgå de kraftige strømsøer ved Cap de la Hauge. Vi kom dog lidt senere af sted end planlagt og strømmen begyndte at vende lidt tidligere end beregnet så der var 3-4 knobs medstrøm da vi kom til Cap de la Hauge så der var noget strømsø, men ikke voldsomt, og efter en lille times tid var søen rolig igen og vi ankom ca. 13:30 til Braye som er den nordvestlige havn på kanaløen. Her er ingen broer og kun en lille kaj til store både. Alle både ligger ved bøjer eller for eget anker, og der er plads til ca. 250 både, heraf 70 gæstebøjer. Der var dog kun 2 bøjer ledige da vi ankom, men det var jo fint nok når vi kun skulle bruge en 😉 Vi havde lavet et fint gult Q signalflag af en karklud som vi hejste samt skiftede gæsteflaget til det engelske. Q flaget betyder at vi er smittefrie og kort efter kom en gummibåd og afleverede en indklareringsseddel vi skulle udfylde. De skulle vide hvad vi havde af øl, vin, spiritus, fødevarer og planter. Vi havde fået anbefalet at skrive noget på da de så var ligeglade, hvis man intet skrev kom de og kontrollerede det. Efter en god frokost kom gummibåden i brug for første gang på denne tur.

Qurantæne flag = gul karklud 😉

Så er vi endnu engang overraskede over den store forskel der er mellem de forskellige havne og mennesker. Her taler de britisk, og er meget høflige. Det er vildt besynderligt at se dem køre i den ”forkerte” side af vejen, og at man selv skal gå i højre side hvor bilerne så kommer mod en. Blomster og beplantninger er de derimod ikke så gode til som franskmændene, siger Christina. Derimod er der en fin strand lige ved siden af havnen.

Stranden ved Braye, Alderney.

Det var en stille søndag, så nede ved havnen var der ikke meget liv. Det var der derimod oppe i byen. Vi har åbenbart en tilbøjelighed til at komme til steder hvor der er havnefest, tivoli, musikarrangementer og her var det så ”Alderney Week”.

Derefter gik vi en tur rundt i byen og kiggede på huse og mennesker. Der var også nogen der kiggede på os.

Allo, hvem er du ?

Det blev til en pæn rundtur på den NV-lige del af øen og sluttede med en badetur for ca. halvdelen af os.

Mandag 7/8, tog vi så den sydlige del af øen. Der ligger en masse borge hele vejen rundt om øen, vi så mindst 7. Nogle af dem var bygget om / udvidet under WW2, andre lavet om til hoteller / feriecentre. Så forgår de ikke helt så let.

Mig og en borg.

Da vi kom tilbage til byen var hovedgaden igen spærret af for biler og vi havde på vejen mødt nogle interessante biler, samt udklædte mennesker. På hovedgaden var der fyldt med mennesker som bare sad og drak lidt øl mm, Vi ville have noget at drikke og måske lidt frokost, og fandt en åben pub med gårdhave. Servitricen spurgte om vi da ikke skulle se paraden der startede om ca. 10 minutter, og jo det skulle vi da. Vi fik lige en Guiness og en cider, begge fra fad, med ud på gaden, og jeg skal da love for der blev sat gang i den da paraden startede med nogle rockere på motorcykler, og så en stak gamle biler, derefter udklædte mennesker. Bagefter kom der udsmykkede biler og lastvogne i bedste karnevalsstil. Herunder et lille udvalg af billeder.

Bagefter gik vi tilbage til pubben, da maden så interessant ud, og de havde mere øl også.

Min søde kone.

 Der er en blanding af fransk og engelsk her som viser at der har været skiftende tilhørsforhold. De hører godt nok under England, men er dog ikke medlem af EU. Det gør at telefoni måske koster 8 kr. pr minut, data 75 kr. pr MB, dvs. at et billede her på bloggen ville koste over 300 kr. at sende. Grunden til at jeg siger måske er at jeg har tjekket mit forbrug og her kan jeg se at jeg ikke er blevet bonnet for tale herfra, men 59 kr. for de data vores tracker, Keep Sailing, har sendt ind de sidste 10 sømil af turen. Jeg har så forespurgt Telenor som ikke kunne give et fornuftigt svar på dette. Havnen er ret urolig at ligge i, da der ruller store dønninger ind i bugten. Første nat var det fint da vinden var i SV så bølgerne kom bagfra. Anden nat var vinden i vest og drejede til NV så dønningerne kom ind fra siden, så det gav noget rul og klirren ag glas og service som rutchede lidt frem og tilbage.

Tirsdag 8/8 skulle vi sejle ved 12 tiden havde vi regnet ud, men spurgte i ASC’s klubhus, (ikke Aabenraa Sejl Club, men Alderney Sailing Club), hvor vi havde fået en internetforbindelse. De sagde at man skulle være ude i ”The Swinge” NV for øen ca. 2,5 time før eller efter højvande, vi havde regnet med 3. Så vi sejlede lidt før og ganske rigtigt var der ikke meget strømsø. Strømmen løber op til 10 knob og laver store strømhvirvler og stejle bølger på 5 – 7 m. (har jeg hørt / læst), så det ville vi gerne undgå.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.