Guernsey 8-12/8 – 17.

Guernsey 8-12/8 – 17.

Vi tog af sted ca. 11:30 og kom ganske fint gennem The Swinge og havde fin vind foran for tværs. På et tidspunkt rebede vi storsejlet, men rebede ud da vi nærmede os Guernsey. Her fik vi en god medstrøm på et par knob og det gav bølger så vi fik lidt vand på dækket. Da vi nåede ind i havnen var der 2 m op til barren ind til havnen og der lå en del og ventede på at komme ind. Vi kom til at ligge i 3 lag, men der kom væltende ind med både så vi endte med 11 lag, det giver træk i fortøjninger og tryk på fenderne, så vores største fender på 30 cm var kun 10 cm tyk. I alt vil jeg tro der var 50 både der skulle ind. Det tog sin tid da havnen blev pakket med både efter dybgang så der var 3-4 både der ledte bådene hen til de respektive pladser, så først efter 4 timer fik vi anvist en plads, da mange af dem der var kommet efter os kom ind først. Dem der havde ventet længst udenfor var også dem der ventede længst på at komme ind. Det gav lidt dårlig stemning når der så kom en nyankommen stor motorbåd, som så lige blev puttet ind. Så det blev til en fuld sejldag. Jeg mistede en spand da pælestikket gik op, og spanden sank hurtigere end jeg fik fat med en bådshage. Fin aften med stille vejr og sol i cockpittet.

Sølen ind til havnen.
Fin aften i havnen.

Onsdag 9/8 havde de lovet regnvejr, og det startede allerede om natten, hvor der også kom et par mægtige tordenbrag. Vi havde sat teltet op før solen gik ned, så det gjorde ikke så meget. Sådan her så det ud da vi spiste morgenmad.

Mørke skyer.

Der var blevet lidt tørvejr ved 12 tiden, så vi gik en tur rundt i byen og når det regnede for meget gik vi ind i en kirke, en butik og bl.a også i ”The Cornish Bakery” hvor vi havde læst de havde nogle maddimser der stammer fra Cornwall. Det er en mellemting mellem butter- og mørdej med fyld af kød, kartofler og forskelligt andet, og så lavet nærmest som en Calzone pizza. Hertil ”a nice cup of tea” og det smagte ret godt.

Lidt billeder:

Derefter noget mere byvandring, og samtale med endnu en flink indbygger i en døråbning hvor vi havde søgt ly. Da regnen tog til gik vi ind i en forretning og købte noget te, kager og chokolade, og gik så ned i båden og fik te og kage. Der var så tid til at skrive en masse til bloggen som bliver udgivet når vi får nogenlunde  wifi et sted. I aften bliver det nok spisning ude. Det blev på Petit Bistro / Cafe som kan anbefales.

10/8. Damen i døråbningen blev grundigt udspurgt af Christina om hvor der var gode og seværdige steder at besøge på øen. En af anbefalingerne var en vandretur ned til Fermain Bay, så den gik vi i gang med. Der var en sti langs kysten hvor det gik op og ned af den stejle klippekyst, mange steder heldigvis med trapper. Bugten var den første rigtig flotte ankerbugt vi har set. Det skyldtes nok også vejret som var solskin og næsten ingen vind. Kort efter starten var der lavet nogle svømmepøle som var oversvømmet ved højvande og så hav friskt havvand når det dalede igen, her fik vi en Guernsey is.

Vi var nogle timer i bugten hvor Christina fik badet og vi fik en overraskende god og stor hjemmelavet krabbe sandwich.

Vi var lidt trætte efter turen så vi stoppede lige ved busstationen og undersøgte hvordan busserne gik.

11/8. Vi havde også (af damen) fået anbefalet en tur til Bazon Bay og så at gå til Cobo bay. Alle busser kostede et kanalpund (8,25 kr.) pr tur. Det kunne være hele øen rundt eller blot en tur på tværs af øen som vi tog. Der var knapt så godt vejr, men en rigtig flot og barsk natur. Alligevel var der så meget skærgård at der lå joller og mindre både for svaj selvom der var frit vand helt til Florida.

Nærmeste land Florida.
Cobo Bay

Vi fandt Cobo Tea Room som var en rigtig gammeldags biks. Sådan en hvor stuerne blev ryddet for møbler og indrettet som cafe til sommergæster. En masse forskellige borde og stole, diverse service og bestik og hjemmelavet mad. Jeg måtte smage deres hjemmelavede bønneret, og Christina tog en lasagne hvor ideen nok var importeret men begge smagte rigtig godt. Hertil fik vi naturligvis te, da det jo var et Tea Room, her var også helt fuldt af gæster hvoaf flere havde reserveret bord, det forstår vi godt. Oven i købet var det billigt, godt 20  kanal£.

Min mad.
Christinas lasagne.
Strand

Vi havde lyst til at se noget mere så vandrede videre af kyststien nordpå og kunne så tage en anden bus hjem. Da vi kom tilbage til landevejen var bussen lige kørt og der var en time til næste bus, så vi vandrede videre nordpå og det passede lige så der var 10 minutter til næste bus. Vi gik dog et par stoppesteder videre og så lidt af byerne også. Også på denne tur mødte vi mange gamle fæstninger og tyske bunkere, nogle gange bygget sammen.

Bunker som er åben.

Tilbage igen kunne vi se at der var ved at komme gang i havnefesten. De var godt i gang med at stille boder og øltelte op da vi tog af sted. På programmet stod at der var duck race klokken 18 og womens sailing race kl. 18:30. Der var tovtrækning på tværs af havneindløbet via en trisse så det tabende hold blev trukket i vandet og en del andre dyster på SUP boards, svømning osv. De 3 førstnævnte foregik lige ud for ”vores” bro, og alment publikum havde ikke adgang, kun os sejlere. Vi var lidt i tvivl om hvad duck race var, og endnu mere da de sagde at det var udsat indtil vandet var højt nok da det var forsinket PGA af at der var højtryk. Det er rigtigt at højvandet bliver lavere når der er højtryk, og vi fandt så ud af at racet gik ud på at når vandet strømmede rigtigt ind over ”sølen” til havnen slap de nogle store plastic ”ducks” ænder løs som så havde race ind til an målstreg i havnen. Nu var vinden så på tværs af strømretningen så de endte inde ved alle bådene i år. Bagefter blev der hejst en pose op med hundredevis af små ænder, sådan nogen som man har fundet helt oppe i Norge, som så også faldt ned i strømmen. Det var børn fra byen som havde en konkurrence om at komme først over havnen. Det gik bedre bortset fra at den første havde mistet navnet på ejeren i den frådende strøm. Womans race havde deltagelse af 22 hold hver på 6 personer. Fra den ene side startede 4 stks i en lille gummibåd som så skulle ”padles” med hænder og fødder over og hente de sidste 2 og så tilbage igen. Herunder lidt billeder af løjerne.

IMG_7140

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.