Efter et par gode dage i Getxo og Bilbao og efter at såvel de fysiske som de mentale dønninger efter den første nats heftige stormvejr havde lagt sig, sejlede vi videre mod Laredo.

Jeg havde i øvrigt mit eget lille personlige drama i Bilbao. En blærebetændelse, noget jeg kun har døjet med to gange tidligere i mit liv, havde været under “opsejling” et par dage og kulminerede hin stormfulde nat hvilket satte lidt ekstra krydderi på nattens strabadser. Vi havde eftermiddagen inden opsøgt et af de utallige farmaciaer i den tro, at her nede sydpå strøede de nok om sig med antibiotika, men nej. De søde damer kunne kun give mig nogle naturpiller, som dog skulle være virkelig gode. Dem købte jeg så i dyre domme, græskarkerner m.m. var der i, erfarede jeg senere. Da der absolut ingen bedring var, vendte jeg tilbage dagen efter, og da de så mig hænge over disken i krydsspagat, henviste de mig til et ambulatorie i nærheden og ringede og advicerede dem om, at jeg var på vej. Nogle andre flinke damer fik udfyldt nogle formularer og bad om det blå sygesikringskort, og kort efter blev jeg modtaget af en mandlig sygeplejerske med lang hestehale og ring i næsen, som optog en form for anamnese ( mest fakter og gebærder + en urinprøve) og skrev en masse ned. Vale, vale du skal ha’ antibiotika, forstod jeg på ham, og NU fik jeg endelig foretræde for lægen, en moden lidt stram kvinde med kulsort hår i kridhvid blondeskjortebluse og brillerne nede på næsen siddende bag et skrammet skrivebord. Heller ikke hun talte engelsk, men urinprøven og min adfærd viste klart, at antibiotika skulle der til. Pillerne jeg havde fået, rystede hun på hovedet af og udskrev en recept på noget, jeg skulle indtage to gange med 24 timers mellemrum. Og hvad så hvis det ikke hjælper, fik jeg fremgooglet? Det GØR det, var det prompte svar, og så skulle jeg i øvrigt også drikke tranebærsaft (eller blåbærsaft som google fejlagtigt fik det til). Alt tog max. en halv time, så var jeg tilbage på apoteket og fik en pakke med to pulverbreve med et for mig ukendt indhold udleveret. Græskarkernepillerne tog de tilbage og refunderede uden videre, så jeg endte med at få penge tilbage til min store forundring. Jamen jeg var jo på ferie, så skulle jeg da ha’ det godt o.s.v. Og husk nu at se det og det i Bilbao… De to gange pulvere hjalp næsten straks og smagte endda godt. Se det var da en rigtig solskinshistorie uden bureaukrati og skrankepaveri!
Men nu videre til det væsentlige: Vindmønsteret var, som det stort set har været langs den spanske nordkyst: Vindstille fra tidlig morgen og til over middag, så tiltagende vind der kulminerer først på aften og så en dejlig stille aften. Vi har forsøgt at sejle de dage, der var østlige vinde og så med afgang sidst på formiddagen, og hvis der var lovet vestlige vinde så tidligere. At sejle langs denne kyst har været som at se en vedvarende naturfilm af højeste klasse.Vi tror hele tiden, at nu kan det da ikke blive flottere – men det kan det, lader det til.

Det undrer os en del, at vi møder så få sejlbåde eller i det hele taget både her i Spanien. Ofte tænker vi – eller jeg – om vi har misforstået vejrudsigten, og om der mon er uvejr på vej, men nej det er ikke årsagen. Omkring de forskellige små havne møder vi dog en del større eller mindre fiskebåde og deres fiskebøjer, ofte ikke større end en bordtennisbold, skal man holde godt øje med. Når vi har medvind, og vinden kommer op omkring og gerne over de 6-7 m/s, stryger vi af sted, og Erik er nærmest lykkelig.

Laredo lyder som noget fra en western, men det er en rigtig rar spansk by hvor der både er almindelige mennesker men også mange turister på grund af den store bugt med den dejlige strand, de smukke omgivelser og den hyggelige by. Den massive ferieboligbebyggelse i den nyere ende af byen er måske knap så smuk, men den virkede heldigvis ikke så dominerende i virkeligheden som på fotografiet. Og de smukke bjerge i baggrunden virkede afledende.

Lystbådehavnen er kæmpestor og indviet i 2011, og også fiskerihavnen og moleanlægget virker overvældende. Men det er en dejlig havn med supergode faciliteter, hvilket ikke er så normalt i de spanske havne, vi har besøgt. Selv havnekontoret, krystalhuset, som den racercykelkørende entusiastiske, unge havnefoged kaldte det, var imponerende.

På vores første dag ville vi spise frokost i byen og fandt et sted, der ikke lovede meget udefra, men hvorfra der lød en konstant palaver – på spansk forstås. Vi blev vist ovenpå af en sød ung pige, den eneste, der kunne lidt engelsk på stedet, (hun havde faktisk lige været i København i dejligt vejr). Der oppe var der endnu mere leben med store børnefamilier, der spiste lørdagsfrokost. Vi fik en menu på tre retter, med mange valgmuligheder inklusive brød og drikkevarer – og portionerne var pænt store – for 12 € .

Det smagte alt sammen godt, og vi var stopmætte flere dage efter, selv om vi havde taget en pæn del med hjem til hundene. Vi gik flere gange en sjov tur ud gennem en lang tunnel, hvor man kom ud på en lille udsigtsplatform og en klippestrand, hvorfra man kunne bade – ved lavvande. Der havde tidligere været en lille, men nu forladt naturhavn. Stedet blev nu brugt af hundeluftere, og andre der blot ville nyde udsigten og lade sig fotografere…

En af dagene hentede Erik bilen i Capbreton, en noget besværlig tur med tre busser og ventetider bl.a. I Bayonne, som Erik så fik lejlighed til at gense under mere normale forhold. Og jeg havde en stille og rolig dag, hvor jeg kunne gøre præcis, som jeg ville f.eks. skrive forsinket “dagbog”.

Især den gamle by var hyggelig, og en anden eftermiddag, efter byvandring og kirke/kirkegårdsbesøg, trængte vi til noget at styrke os på og fik derfor atter en frokost men denne gang klogeligt kun to små forretter, rabas – en slags friturestegte blækspruttestykker samt store muslinger i en slags lækker sauce, til deling på en fiskerestaurant med udsigt til den gamle kirke højt oppe i baggrunden.

Ja, det blev lidt “dramatisk” i Bilbao, eller rettere El Abra Getxo. Havnen dækker et stort område med mindst 3 lystbådehavne, men også mulighed for at ankre. Der er 4 m vand ved lavvande og derfor 8 ved højvande. Jeg plejer ikke at ankre på så dybt vand, men alt virkede på mig som stille og roligt. Christina tjekkede Windity som kan bruge europæiske vejrdata. Den viste at der kl. 6-8 nok ville komme vind på over 25 m/s (90 km/t), men mon dog det ville gå så galt når ingen andre viste over 6 m/s. Vi lavede lækker fisk og luftede hundene ved 23 tiden. Kl. 1 begyndte det at blæse op og det lynede vi stod op og ret hurtigt var der 25-28 m/s og højvande. I en kraftig vindbyge slap ankeret bunden og vi drev. Jeg fik startet motoren og bremset afdriften og skulle så have ankeret ombord. Christina fik lov til at styre men vi misforstod hinanden så hun kom tæt på ankerlinen så jeg råbte lidt. Herefter styrede hun rigtig fint, og da ankeret kom op viste det sig at vi havde fanget en plasticbøtte, så ankeret kunne ikke bide igen. Der skulle mere gas på motoren end vi plejer at have for overhovedet at styre op mod vinden og alligevel tog det en times tid at sejle en sømil op mod vind og krapsø på 1 m. Vi bandt os til en kajkant til det løjede noget af ved 4 tiden. Gummibåden var kæntret og lå med motoren under vand. Den fik jeg vendt og mærkede straks at der var vand i cylinderen og dermed sikkert også i resten af motoren. Vi sejlede derefter ind i den ene havn og sov lidt. Den så ikke rar ud så vi sejlede over i en anden ved 8 tiden, Real Club Maritime, og fik en fin plads. Jeg gik straks igang med påhængsmotoren og fik den startet op. Herefter 3 gange olieskift så den nu er OK igen tror jeg, selvom den røg lidt da den fik en tur med fuld gas. Det var efterhånden eftermiddag og vi var både lidt rystede og trætte, så vi tog en lille lur. Pasta Carbonara er godt når man er hylet lidt ud af den og gennemgår alle de fejlbedømmelser man laver sådan en nat. Det kunne være endt med en båd oppe på en stenmole, der lå en ubemandet båd deroppe om morgenen. Det var meget dramatisk pludselig at stå i op mod 100 km/t vind og hive et anker op med hånden og derefter mærke at de 20 HK næsten ikke kan skubbe båden frem mod vind og bølger. Samtidig lynede det kraftigt over bjergene.

Men vi ville jo se noget af Bilbao, så næste dag tog vi Metroen ind til Bilbao (1,80€ pp). Guggenheim museet var kæmpestort så vi valgte kun at se det udefra og så se mere af byen.

Og en gang tapas (pinxtos når de er små).

Ude ved havnen, Getxo, er der en masse store villaer som er bygget af meget rige baskere og tegnet af baskiske arkitekter. Disse familier ejede 75 % af jernindustrien, 50 % af stålindustrien, de store banker og elproduktionen i hele Spanien og var en politisk magtfaktor samt ufattelig rige.

Vi har kunnet mærke flere steder her i Baskerlandet at der er en overklasse stadigvæk, men også stadig en stor selvstændighedstrang. De flager med deres eget flag og der hænger bannere og skilte med slagord overalt. Deres sprog er meget anderledes, se blot dette skilt på Baskisk, Spansk samt Fransk og Engelsk.

Som I nok har bemærket går det ikke så godt med at få skrevet noget. Det er simpelthen svært at få tid og overskud til at gøre det. Jeg vil dog følge op på dette senere, men de umiddelbare indtryk fra havnene forsvinder når der hele tiden opleves så meget nyt og mange mennesker mødes. Men vi nyder det og falder hver aften om i køjen totalt mættede af oplevelser på alle fronter. Der er flinke og nysgerrige mennesker, kulinariske, musiske, arkitektoniske, kunstneriske samt syns og lugtmæssige indtryk overalt. Kun når vi sejler er der lidt fred og ro ?.

Husk dog at I altid kan se hvor langt vi er kommet samt vores seneste sejlads under menupunktet: Hvor er Skærsilden nu.  https://skaersilden.dk/?page_id=627

Efter at ha’ taget afsked med den charmerende men også noget overfyldte by og havn Getaria drog vi videre vestpå mod næste stop Bermeo, som var ganske anderledes. Sejladsen var meget fredelig i svag østlig vind langs den smukke kyst, men det var stegende hedt og svært at finde skygge nogen steder for både mennesker og hunde. Og langsomt gik det, fordi Erik er jo en rigtig sejler, der gerne pisker rundt på dækket i 40 graders varme med spilerstager, bovspryd og andet grej for at pine lidt fremdrift ud af de sølle 2 m/s. Endelig nåede vi dog frem og fik den sidste gæsteplads ud af en halv snes stykker i en ellers stor havn med mange fiskebåde og andre større erhvervsfartøjer – men også mange små lystbåde. Byen, der er omgivet at stejle klipper, har mange smalle, høje huse i forskellige sjove farver og klatrer nærmest op af det stejle landskab. Her er ingen strand, ikke mange hoteller eller prangende huse og ej heller mange turister men masser af almindelige mennesker. Byen bar tydeligt præg af havets og fiskeriets betydning især i tidligere tider men også nu. På det store havneområde og på små pladser rundt om i byen havde forskellige kunstnere på hver deres måde anskueliggjort havets enorme kræfter og betydning for befolkningen på godt og ondt. Især en gruppe bronzeskulpturer af en gammel mand, en gammel kone, en lille pige på tæer og en ung kvinde med et barn i favnen alle nervøst spejdende mod havet gjorde stærkt indtryk. Der har i gennem tiderne været mange storme i området men især to galerner ( nogle særligt kraftige og hurtigt opståede nordlige storme) er gået over i historien på grund af de mange tab af menneskeliv og fiskerbåde. Selv om byen på sin vis virkede lidt dyster, befandt vi os godt der, og havnemesteren alene gjorde næsten havnen et besøg værd. Har desvære ingen fotos af ham, men vi har sjældent set nogen med så ekspressiv mimik, vilde øjne og gestikulation – bare den måde han skridtede ud af broerne med armene svingende som trommestikker. Efter to nætter og en dag med blæsevejr og noget så usædvanligt (faktisk rart) som regnvejr kunne vi onsdag 8. august fortsætte mod Getxo en forstad til Bilbao.

(Stand in blogger Christina).

Efter endnu en fin sejlads kom vi til den meget velomtalte og beskyttede gamle, lille fiskerby Getaria. Det skal lige nævnes, at den i ordets bogstaveligste forstand, vildt flotte kyststrækning, har været brugt under optagelserne til “Game of thrones” – en af vores søns favorit serier. Nå, men vi fik anvist en fin plads med god udsigt til byens gamle huse og kirken og gik op for at betale. Vi var dog ikke rigtig kommet os over chokket efter de to gange 40 € for to nætter ved en bøje i San Sebastian, så da vi fandt ud af, at vi fint kunne ligge gratis lige uden for havnen, besluttede vi os for at spare de her 32 € til noget sjovere. Og det var en god beslutning, da der var mindre steghedt ude på vandet og lige så fin ud- eller rettere indsigt til byen. Og så kunne vi og hundene jo også nemt bade fra båden. (Hunde er forbudte på de fleste strande også her). Vi prøver, mest af hensyn til Chico, at undgå festivaler og alt med fyrværkeri, da han bliver nærmest panisk ved selv det mindste knald. Og selvfølgelig startede en hel uges byfest netop denne aften. Det var nu heldigvis uden fyrværkeri! Byen er kendt for sine gode fiskeretter, især fisk bagt eller stegt over stenkul. Så vi fandt den mest autentisk udseende restaurant under kampestensbuegange og bestilte “rodaballo”, pighvar, for to. Lidt senere kom en absolut ældre, myndig dame ind og præsenterede os stolt for to flotte pighvarrer, som vi kunne vælge i mellem. Det blev den mindste – mest af hensyn til økonomien. Pighvar er en af mine yndlingsfisk og den smagte rigtig godt og lidt specielt nok som følge at stenkullene. Som følge af byfesten var der ekstra gang i gadelivet, og på et tidspunkt lød der sang og musik lidt længere borte fra. Vi fandt frem til gerningsstedet, hvor nogle musikanter med violin, harmonika, slagtøj, guitar samt en forsanger i baskerhue optrådte med forskellige nok typisk baskiske sange. Det sjove og faktisk ret bevægende var, at næsten alle de mange tilskuere tydeligvis kendte sangene og sang og næsten dansede med af hjertens lyst. Og det lød betydeligt bedre, end når vi hjemme i Danmark synger midsommervisen …. Efter lidt aftente i båden troede vi, at nu skulle vi have en god og rolig nats søvn, men der tog vi helt fejl, for et diskotek, eller hvad det nu var, underholdt os til den årle morgen med vildt høj technomusik. Nå, men da solen atter stod højt på himlen og vi havde spist morgenmad, drog vi videre vestpå mod Bermeo.

Gæsteblogger Christina.

 

Så nærmede vi os endelig ud på eftermiddagen et nyt land – Spanien.

Efter lang tids “klitlandskabssejlads” havde kysten allerede så småt begyndt at ændre sig ved Saint Jean de Luz, men dette blev meget mere tydeligt med klipper ja nærmere bjerge, her hvor Pyrenæerne ramler ned i havet.

Jeg har altid syntes at alene navnet San Sebastian lød spændende, så jeg glædede mig til at opleve byen “live”. Og det var et flot syn, da den store bugt byen ligger i tonede frem. Mod øst afgrænset af Monte Urgull med en kæmpe statue af Jesus Kristus på toppen, mod vest af Monte Lgueldo og så med den høje lidt mystiske ubeboede ø Santa Clara midt i bugten. Og så den enorme sandstrand fyldt med mennesker. Wow – synet kunne snildt måle sig med Copacabana i Brasilien.

Så langt så godt. Der var ikke plads til flere både i den ret så lille havn, så vi blev med venlig men fast hånd eskorteret ud til en bøje ( for transitsejlere, som gæstesejlere kaldes her) i den anden ende af bugten længst væk fra den gamle by. Men så var der til gengæld GRATIS taxa sejlads til land hele døgnet af flinke ældre mænd. Nå, men Erik gik så op for at finde havnekontoret i en udpeget bygning, mens jeg ventede uden for med hundene. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville ligge her i to nætter, når vi nu endelig var kommet hertil. Efter laang tids venten kom Erik tilbage. Det havde været mere end svært at finde det omtalte kontor, hvor der viste sig at sidde to damer, der kun talte spansk. De administrerede den spanske snobbesejlklub, som tydeligt fortrinsvis frekventeres af det spanske aristokrati ( ingen fordomme her). Da jeg jo havde sagt to nætter, havde Erik betalt for to nætter for den sølle sum af 40 € per nat – og tilmed uden nævneværdige faciliteter. Jeg var ved at falde helt bagover, men vi må begge ha’ haft hedeslag, siden vi ikke straks fik ændret dette til en nat. Dagen efter, om lørdagen, da vi havde sundet os lidt, var det for sent, for da var kontoret week-endlukket! Så det var bare at nyde byen og livet – på lidt mere lowbudget. Og San Sebastian er virkelig en flot og også rig by med små 200.000 indbyggere og bestemt et besøg værd! Først så vi den gamle bydel, som er ret afgrænset og meget hyggelig at gå rundt i.

Sådan er små børn og deres nybagte mødre klædt i Spanien.

Aldrig har vi set så mange tapasbarer og med så stort et udvalg af pintxos, som de hedder her. Lowbudget eller ej så MÅTTE vi simpelthen straks smage på herlighederne. Efter mottoet lidt men godt udvalgte Erik fire styks, heraf en med søpindsvinemousse serveret i sin pigskal, samt et glas hvidvin til deling. Det blev indtaget udenfor, hængende over et højt bord med udsigt til den gamle flotte domkirke på byens garanteret dyreste hjørne. Men lækkert var det!

Tæt ved den gamle bydel var et lidt nyere mere storbyagtigt område med flotte huse, en palmepromenade og en boulevard med firedobbelte platanalleer, som førte op til en af de broer, der går over floden Urumea. At vi så næsten nåede at blive døve under vores byture fordi der var et cykelløb Baskerlandet rundt som blev mere end højlydt kommenteret måtte vi jo bare tage med.

Da vejret var varmt og stille var det fint at ligge ved bøjen i bugten og dejligt bare at kunne hoppe i vandet når man havde lyst. Her fik Erik endelig gjort alvor af sine meget omtalte morgenhovedudspring fra båd! Også om aftenen var bugten utrolig smuk med alle lysene, ikke mindst med den belyste Jesus, der beskyttende skuede ud over sin by. Det var vist faktisk forbudt at bruge sin egen gummibåd, men det gjorde vi nu alligevel når hundene skulle luftes sent eller tidligt på dagen. Så sejlede vi over til den “øde” ø, hvor hunde i øvrigt også var forment adgang og luftede dem. Om dagen var der nær en million mennesker på picnictur, men på vores lufteture havde vi/Erik den helt for os/sig selv og hundene.

Søndag formiddag efter morgenmad tog vi videre mod Getaria på anbefaling af vores favorit bådtaxichauffør.
Gæsteblogger Christina

Efter fire gode dage i Capbreton blev det endelig vores tur til at sejle ud af det spændende “havnehul”, hvor vi med en vis spænding havde fulgt, hvordan bådene slingrede ud og ind i de store af og til brækkende dønninger. Denne dag var havet dog roligt, og vi havde en fin tur, vist nok for sejl det meste af tiden, langs den sidste del af Frankrigs kæmpe klitområde og videre til Ciboure, hvor klipper og sand begynder at afløse hinanden.

Lystbådehavnen ligger i Ciboure en lidt mindre by end S. Jean de Luz men også mindre turistet og efter vores mening langt hyggeligere. Havnen var ret lille men velordnet, og vi fik en fin plads med udsigt til både vand og smukke huse – ikke altid en selvfølge i de store marinaer. Og ” les sanitaires” var så nye, fine og højglanspolerede, at man knap turde bruge dem, og så var her endda ikke dyrt at ligge.

Vi nød at gå ture langs kysten og i de smalle gader og beundrede alle de velholdte gamle huse. Et af dem skilte sig ud ved at være bygget i hollandsk stil og sandelig om ikke Maurice Ravel levede de tre første måneder af sit liv her! Byen Ciboure ligger langs den ene side af floden La Nivelles udløb, og kysten er her stejl og klippefyldt. For at komme over til bugtens store strand må man over broen, men så er der til gengæld en kæmpe sandstrand og faktisk også mulighed for ankring i begrænsede områder i den smukke bugt. Men med de to hunde er det dejligt at ligge i havn, og det er ikke heller så let at finde passende steder til gummibåden på en så (over)fyldt strand som denne.

 

Med to dage her blev der også tid til en storvask i vaskeriet lige ved siden af havnen.

I denne by kunne man godt være i tvivl om man var i Frankrig eller Spanien og forklaringen ligger lidt midt i mellem – vi var nået til Baskerland og vores sidste havn i det officielle Frankrig. Det høres på sproget, som er højst besynderligt, ses på bl.a. vejskiltene hvor x og z synes at være de to fremherskende bogstaver og på det baskiske flag, som er som et kvadratisk dannebrog med et gennemgående grønt X i. Den første aften kunne vi høre, at der var liveoptræden med baskisk musik på den anden side af floden, men da var vi så trætte, at vi ikke orkede at gå der over og troede også, at det ville have været forbi, inden vi nåede frem. Men en baskisk kage eller rettere sagt to blev det da til. Den ene med kirsebærfyld den anden med citroncreme – begge gode som det vist fremgår…

 

Den sidste aften i Ciboure spiste vi vores foreløbigt sidste aftensmad i Frankrig på en lille restaurant i havnen for at sige pænt tak og farvel.
Gæsteblogger Christina.

Lørdag formiddag ankom de dygtige hunde og jeg til Capbreton efter de sidste ca. 15 kilometers kørsel fra Hossegor, hvor jeg havde været på det, Erik kaldte luksus ophold på et feriecenter sammen med Amanda og Chico. Jo tættere på Capbreton jo flere biler, men som ved et lykketræf fandt jeg en betalingsfri parkeringsplads og vandrede derefter ud mod havnen, hvortil Erik skulle komme først på eftermiddagen. Det skulle helst falde lidt sammen med højvandet, da søen ved indsejlingen til den lange indsejlingskanal var ret så urolig og med brækkende bølger især ved lavvande og modstrøm. Jeg havde heldigvis kunnet kommunikere med Erik på mobilen og fortalt ham, hvornår havnekontoret tidligst tilrådede indsejling. Indtil da sad jeg ude ved molen og drak kaffe sammen med hundene og “beundrede” de store brækkende dønninger, de sorte regntunge skyer og den tiltagende vind. På et tidspunkt noget før det aftalte tidspunkt var jeg lige nede ved bilen, og i mens havde Erik selvfølgelig ikke kunnet “vente tiden af” og var kommet helskindet gennem hullet, men jeg nåede da at se ham stolt komme sejlende ind af kanalen efter sin lange singlesejlads fra Royan. Vi var begge glade for, at denne etape nu var vel overstået for os alle.

Havnen i Capbreton var stor men levende. Lige ud for os lå hele fiskeflåden med ca. 10 både på en lang række, og bagved på kajen havde hver båd sit lille fiskeudsalg med bådens navn på og gæve fiskerpiger bag disken. En dag købte vi nogle lækre doradolignende fisk fra ” l’Enfant terrible”.

 

 

Der var en konstant trafik frem og tilbage på den smalle vej fra havnen og ind til byen, og at vi ikke blev kørt ned af de hurtigtkørende cykler var mest af alt et held. På den anden side af vejen var et større område med gamle og mange af dem charmerende sommervillaer hvor det var fint at gå aftentur med hundene.

Ellers gik vi tit ud af den lange træbro og så bådene gå ud og ind af det omtalte havnehul. Lidt sjovt var det, at da Erik sejlede ind, var det ( fornuftigt )med vest og livline og hjertet oppe i halsen (har han selv sagt), men vi nu så folk slingre ind og ud uden skygge af redningsveste og børn og hunde siddende både på fordækket og badeplatformen.

Samme sted var der også en lille strand med som oftest store bølger og med overvågning af to livreddere i et tårn, hvor det var spændende men nogenlunde trygt at bade. På hver side af byen strakte enorme strande sig, hvor især brætsurfere kunne lade sig udfordre. Og langt ude på den nordlige side, fandt vi en lille strandbiks, hvor vi fik den lækreste tunsteak med interessant tilbehør til.

 

 

 

 

Skal ?

Da vi godt kunne li’ stedets atmosfære og også trængte til et par dage det samme sted, endte vi med fire overnatninger her. Og så var vi også tilrådet at vente med at sejle videre et par dage af den flinke havnemester, da det blæste en del. Den ene dag tog vi med bilen en tur til Bayonne, hvor vi var blevet fortalt, at der var byfest – og det var en en fest der ville noget… Et stort område af den gamle bydel var afspærret, og der blev opkrævet entre. Allerede på vejen hertil havde vi set en masse mennesker iført hvidt tøj og ofte med røde tørklæder og/eller skærf. Vi var næsten de eneste, der ikke fulgte denne dresscode og skilte os ret så meget ud. Så vidt vi kunne se for dette syngende, spillende, dansende og ikke mindst spisende menneskehav, var det en ret hyggelig by, og det var en sjov oplevelse for os men ikke for hundende. Amanda gik helt død i varmen,og vi måtte nærmest bære hende tilbage til bilen, og Chico synes, at det var for meget af det gode med al den ståhej.

 

Efter tre-fire dage med masser af kæmpebølger, gyngende både, surfere og lidt andet godt forlod vi Capbreton (og bilen som vi havde parkeret oppe i sommervillaområdet) en stille formiddag og sejlede mod Saint-Jean – de Luz/ Ciboure sidste stop i Frankrig.