Klokken halv tolv trillede Roman sin kuffert ud af havneområdet, og herefter overtog farmand og trak den lidt videre op mod metroen til lufthavnen.
Vi fik kufferten afleveret og vinkede farvel til ham ved sikkerhedskontrollen. Han kom godt hjem, blev hentet af sin flinke storesøster Camilla i Kastrup og overnattede i Hillerød, inden han kørte hjem til Vornæs med Chico. Han havde også nydt ferien i sofaer og senge sammen med William og sin hundeveninde Ida.
Vi trøstede os med en billig, men god og rigelig gang dagens menu på Povoa Varzims torv.
God nærende grøntsagssuppe.Og sværdfisk.
Vi købte atter lidt ind.
Den fingernemme slagter med glimt i øjet.På vej hjem mod båden (P.S. det er ikke Erik på springvandet)
Efter en stund på “blog-kontoret” besluttede vi os lidt hastigt ved halv ottetiden at sejle de 14 sømil mod Leixoes. Der var nu lovet tordenvejr næste dag, hvor vi ellers havde tænkt os at tage af sted. Der ville i følge vejrudsigten kun være let modvind. Skyerne trak sig godt nok allerede sammen og så ubehageligt gustent brungule ud. Og undervejs havde vi som lovet modvind, men den svingede mellem ingenting og godt 10 m/s det meste af turen, som heldigvis var kort, og vi kom trygt i havn, inden de første fede lyn begyndte at gnistre hen over himmelen.
Vi lå en dag over i Lexheios og ventede på mere nordligevinde, da næste etape ned til Figueira de Foz ville være på ca. 65 sømil. Vi fik ryddet lidt op og fik indrettet båden til nu to personer istedet for tre. Vi snakkede også lidt med A og O fra Diva. De overvejede at ankre midt vejs ved Aveiro, hvilket vi også havde tænkt på. Havnen i Lexheios var OK, vi lå i den ydre ende, hvor man nok kunne ligge lidt ubeskyttet og uroligt ved kraftige sydlige vinde. Havnedamen, en rap ung kvinde, var flink og lod os slippe med en nats betaling, 17€, da vi ankom så sent om aftenen. Billigt, men toilet/badefaciliteter var da også minimale. God strand og rart lokalområde at færdes i og også let at komme til Porto herfra.
Næsten eneste strandgæst på den fine strand.
Men med ret store bølger. Bemærk drengen i den røde cirkel!Der var heldigvis livreddere tæt på m/k. (Der blev dog ikke brug herfor.)
Så hurtigt som muligt efter morgenmaden tog vi videre mod Povoa de Varzím 22 sømil længere sydpå. Vejret var gråt og diset men ikke tåget og vinden let men atter i syd og med 1/2-1 knobs modstrøm. Hvad blev der af Portugiser Norden? En lidt kedelig men fredelig sejlads. Delfiner har vi ikke set en eneste af siden vi sejlede ud af Ria De Pontevedra. Landskabet er i forhold til mange af de tidligere kyster vi har passeret ikke særligt interessant, strande, spredte små bebyggelser og et ret fladt bagland.
Da vi nærmede os Povoa De Varzím skete der dog noget- en lang stribe af højhuse, hoteller rejste sig nu bag den brede strand og fremkaldte en skyline i bedste storbystil! Hmm.
Heldigvis lå havnen et stykke sydligere end dette turistmekka med casino og andet gejl, og vi blev vel modtaget af havnemesteren i den rummelige og fredelige havn. Måske ikke så idyllisk med et stort pågående boligbyggeri lige bag havnen og en masse mere eller mindre ramponerede oplagte både.
Vi havde egentlig tænkt os kun at ligge her en nat og så sejle tættere på Porto, men den gode mand forstod at sælge sin havn. Vi kunne gå op til metroen på et kvarter og så komme videre til Porto på 45 minutter og havnepengene her, 14 € var under det halve af Douroflodens. Og så lå der en udmærket strand næsten lige syd for havnen hvor overvejende lokale lod til at holde til.
Eneste ulempe var at der var lidt langt til større indkøb. Det endte med at vi lå her, de sidste fire nætter Roman var med på turen. Byen var ikke specielt smuk, men nogle gange har man brug for noget, der bare er almindeligt og måske tilmed lidt grimt!
Der var dog også pænere huse som dette havfruehus.Heldigvis kom vi EFTER en overstået byfest og festbelysningen fjernes!
09.07/19 1. PORTOTUR
Den første hele dag tog vi så metroen, nemt og billigt, ind til Porto. Erik og jeg besøgte byen i tre dage i starten af november for tre år siden og vi havde glædet os til at gense denne dejlige by. Også Roman, som ellers ikke er let at imponere var ret begejstret!
Vi stod af i midtbyen ved Trindad og gik så nedad først mod Clericotårnet, som vi dog ikke var oppe i ( igen), men vi var inde i den fine kirke, hvor der tilmed var orgelkoncert.
Clerikotårnet ses i baggrunden.
Derefter videre ned af boulevarden og forbi rådhuset og de mange imponerende statuer. En enkelt kirke mere blev det også til, inden vi havnede nede i det pulserende Ribeiraområde ved floden.
Det var en herlig dag med sol og glitrende vand, og de mange farverige “portvinsbåde” tog sig godt ud i strømbølgerne. Et mindre kor af 5-6 unge mænd i lange, sorte jakkesæt sang og spillede. Det var musikglade studerende fra et biokemisk fakultet i Porto. På et tidspunkt sang de serenader til lovprisning af kvinderne, hvor flere af de kvindelige publikummer, deriblandt jeg, blev iklædt tækkelige sorte kapper, mens vi andægtigt modtog mændenes hyldest.
Herefter fandt vi et bord ved en af de mest prunkløse restauranter ( hvide plastikborde uden duge) men med bedste udsigt og forbavsende god og billig mad. Roman og Erik fik de “berømte” francesinhas, rigtig Romanmad med smeltet ost, kød og pølse, lagt mellem hvidt sandwichbrød og overpøset med en art stærk øl/brandytomatsovs.
Jeg fik friturestegte klipfiskekartoffelmosboller, men smagte også på Eriks mad.
Alt sammen udmærket. Der var lang ventetid, hvilket ikke gjorde noget, da der skete så meget på kajen foran os.
Det viste sig at en af grundene hertil var, at det meget lille køkken lå et stykke væk. Kokkepigerne var i øvrigt to kønne , nougatfarvede piger med flot bundne hovedtørklæder, som var gode til at lave mad.
Bagefter tog vi funicularen, atter en gang sejrede dovenskaben, op af bjerget for at spadsere over Luiz 1. broen på øverste “dæk”, hvor også metroen kører over floden. Der er godt nok langt ned der oppe fra.
Og der danses tango på sporene!
Vi skulle over og se lidt på portvinshusene
Vi endte på Porto Cruz-husets tagterrasse, hvor man udover udsigten kunne nyde forskellige drinks baseret på husets portvine. Så vi, der ellers aldrig køber drinks, valgte tre forskellige, der lød spændende. De så fantastiske ud og smagte også godt, så hvad kunne man andet end at nyde livet, mens DJ’ens velvalgte musik flød ind i øregangene.
Uhmm..
Herefter blev de sidste kræfter brugt på at komme over floden igen, nu på nederste dæk sammen med bilerne. Der er stadig ret så lagt ned, og der stod nogle unge fyre og balancerede på rækværket. Vi nåede aldrig at se, om de virkelig sprang, eller om de klogeligt afholdt sig herfra.
Oppe på Sao Bento pladsen stod vi på den gule metro til Trindad og derfra videre hjem med den røde linje, hvorefter vi trætte, men tilfredse havnede i båden en times tid senere.
10.07/19 HVILEDAG
Denne dag blev vi i Povoa de Varzím. Vi fik vasket tøj og fyldt madlageret op.
Roman fik tegnet og malet, og om eftermiddagen gik Erik og jeg til stranden, som i dag var godt fyldt op af sol- og badeglade portugisere i alle aldre. Det blæste godt og var tilmed lavvande, så det var lidt svært at bade, men det lykkedes dog ( for mig). Erik og Roman har indtil videre kun soppet!
På tilbagevejen spottede vi en lille cafe/bar, som så hyggelig ud, og da vi kom tilbage til båden, var det ikke svært at lokke Roman med, når der var udsigt til endnu en festlig drink. Og det blev virkelig festligt. Det ene af de fire borde var fyldt op af tavse,ældre, garvede portugiske mænd. Ved bord nr. 2 sad to højst aparte roadie-typer der lignede nogle, der i sin tid havde assisteret et 80’er rockband. Nu var den ene halvt tandløs, men han smilede dog lystigt, den anden var klædt i neongrøn t-shirt og ligeså grøn bandana over sit halvlange grånende hårmanke, og han smilede næsten konstant megabredt med sine blændende hvide proteser/implantater. De delte først en flaske rosevin og siden en til, alt i mens den grønne mand sørgede for musikken med en stor medbragt aktiv højtaler og vippede med de bare tæer under de blomstrede bukser i takt til musikken. De var vist nok oprindeligt tyskere men talte nu portugisisk efter sikkert mange års liv på barer rundt omkring i landet. Ved det tredje bord sad et triveligt pensionist ægtepar og rokkede blufærdigt med til musikken. Det fjerde og sidste bord sad vi ved med vores store kande af “husets” specielle champagnesangria og skålede under sydens sol og med vind i håret med vores nye venner.
Roman havde længe talt om at han ville klippes hernede men kunne ikke rigtig tage sig sammen. Men efter sangriaen tog han mod til sig og gik ind på barbersalonen lige over for havnen.
FØR. Dyb koncentration.Næsten færdig
Om aftenen stod den på fisk, tre store doradoer købt i byens markedshal.
Havnen udmærkede sig udover sin fredelighed på andre måder. Man var tilsyneladende god ved dyr. I al fald husede den to velnærede gamle hunde. Den ene så tyk at den knap kunne gå på sine korte ben.
Den anden kneb det for, fordi den manglede det ene bagben.
De lå tit uden for havnehuset og om natten af og til på et tæppe inden for. Og søde og rare var de begge.
Og så var der så mange forskellige fisk i alle størrelser i havnen, som vi ikke mener at have set før.
Her små fisk
11.07.19 2. PORTOTUR
Selv Roman var tidligt på færde for at komme af sted til Porto igen i dag. Vi startede med at se den flotte banegård med de fine azulejos billedfriser. Bagefter var vi et smut forbi “verdens flotteste” MC Donald restaurant (uden at købe noget), indrettet i en berømt tidligere cafe i bedste art deco-stil.
Der sendes postkort til far
Bagefter rundt om den imponerende SÉ domkirke og videre ned mod floden med kurs mod Infante stoppestedet for sporvognen ud langs Dourofloden og Atlanterhavet.
De gamle sporvogne er en attraktion i sig selv, hvilket også sås af den lange kø af ventende passagerer. Ind og af sted kom vi dog langt om længe, og det var herligt at skrumple af sted langs floden for åbne vinduer.
Tæt ved endestationen fandt vi den lille restaurant, vi spiste på, sidst vi var her, og hvor maden var helt specielt god på en sjov måde. (Den hed noget med Palmeiras). Vi slog vi os ned i skyggen under en baldakin og fik endnu en god frokost og i dag med dessert ( tre slags og alle lækrest tænkelige), da det jo også var afskedsdag for Roman.
Venusmuslingesuppe med mynteIndbagte chorizo pølser i chilisauce
Godt mætte gik vi videre ud mod og langs Atlanterhavet og betragtede strandlivet og sejlbådene, som kom forbi i den friske vind.
Efter tilbageturen med sporvognen krydsede vi endnu engang floden over til portvinshusene, hvor vi efter Romans ønske foretog en prøvesmagning, dog kun af tre forskellige vine. Han ville nemlig gerne ha’ et par flasker med hjem i kufferten!
Og så tog vi ellers hjem, pakkede Romans kuffert, drak en kop te og gik til køjs efter endnu en herlig dag.
Da vejrudsigten trods sydlige vinde så rimelig tilforladelig ud, tog vi efter morgenmad videre 33 sømil sydpå fra Baiona mod Viana de CASTELO. Vi ville gerne være sikre på at nå tættere på Porto, som vi gerne vil vise Roman, inden han tager hjem. Udover den moderate modvind (4-8 m/s), skulle det vise sig, at modstrøm ikke var et overstået kapitel. Den sidste halvdel af turen havde vi mellem 1og 2 knobs modstøm, ikke noget i mod hvad vi tidligere har været ude for længere nordpå – men alligevel… Og efter at ha’ været næsten fri for fiskebøjer i år dukkede de nu op som perler på en snor.
Efter at ha’ passeret byen A Guarda var det tid til at sætte det portugisiske gæsteflag op, men vi ventede dog, til vi kom ind i roligere vande.
Langt om længe nåede vi Limaflodens udmunding og lidt oppe af floden ligger byen og lystbådehavnen godt beskyttet.
Byen med kirken Santa Luzia på toppen
Der går en drejebro over havneindløbet, men fem minutter efter at vi havde kaldt havnen, blev der åbnet af en flink ung fyr, der talte udmærket engelsk.
Det var en af de dyrere havne, 24 €, men så var faciliteterne også i orden!
Alt byggeriet langs havnen er moderne ret flot betonbyggeri i stil med Københavns nye havnefront.
Vindgudinde
Lidt længere oppe af floden bag havnen går en dobbelt bro til tog, biler og fodgængere over floden. Den ligner lidt et vandret Eiffeltårn og ER også udformet af samme firma som Eiffeltårnet i Paris ( ligesom den endnu flottere berømte bro over Dourofloden i Porto er).
Der var ikke mange gæstepladser, og vi fik den sidste. Vi var omgivet af både med fulde franskmænd i deres bedste alder, og da vi så, at de slingrede op i byen, var vi oprigtigt bekymrede for, at især den ene af dem skulle falde i havnen… Vi hørte dog ikke noget plask, men om morgenen hang selvsamme fyrs tøj hen over søgegelænderet, og han havde garanteret ikke lavet storvask midt om natten. De havde dog heldigvis fået hevet ham op på broen men hans briller, mobil måtte de have hjælp af nogle dykkere til at få fisket op. Men resten af tiden var der helt ro på de to både.
Selve byen med sine nu omkring 40.000 indbyggere har gennem lange tider været en driftig, velhavende handelsby med især torskefiskeri og eksport af vin og frugt.
Ikke alle lider nød i Portugal!Den gamle by er meget velbevaret med mange smukke huse, kirker og pladser.
San Bartholomeus ydmygt til æsel med tilhørende kirke nedenfor.
En af mange sære detaljer.
Men der er også mange mindre huse.
På toppen af et nærliggende bjerg troner kirken Santa Lucia, byens hovedattraktion, som kan nås til fods eller med en kabelbane – Portugals længste og stejleste og med garanti mest bumlende. Vi er nu så tilpas gamle eller dovne, at det endte med en returbillet til kabelbanen. Især opturen virkede lidt faretruende, og manden ved kontrolposten lod nærmest til at sove det meste af tiden. Kirken stod færdig omkring 1920 og er mere imponerende end smuk, efter min mening, men dog besøget værd.
Betyder lidt frit oversat vist noget i stil med,at når man sejler på havet forsvinder rastløsheden – eller måske kun en tåbe frygter ikke havet!
Og udsigten var flot!
Inden kirkebesøget havde vi vi været en tur ude og rundt om et gammelt fort i den havnære del af byen. Lige i nærheden i en lille gade, faldt vi over en restaurant, som efter den summende lyd af snakken og klirren af glas og bestik lod til at være et godt valg til en søndagsfrokost – og mest for lokale. Der var en venlig chef og to svedende, hvidklædte damer i fuld gang over gryderne i det lille køkken.
Nu skulle vi ha’ noget rigtig portugisisk, så det blev bacalhau a la chef ( sprødstegt klipfisk med bløde løg og tyndtskårne stegte kartofler).
Cabrito ( gedekid) med helstegte kartofler og så en flaske af husets vino verde. Alt sammen godt – og billigt.
Efter alle disse strabadser ( 12 km i følge Romans triptæller), lidt indkøb og en kop kaffe med mælk, nærmest kun varm mælk, på en cafe og tog vi hjem og slappede af i båden.
Der skrives mange postkort til far undervejs.Andre tog kager med hjem til kaffen fra byens bedste konditor!
Efter en meget mere behagelig nat og og morgenmad en dejlig, stille morgen ved Cies-øerne sejlede vi om formiddagen de sølle 7 sømil mod Baiona, som ligger smukt i en stor bugt ( eller lille Ria) med fine, beskyttede sandstrande og en imponerende LEGO-lignende borg højt oppe over byen som vartegn.
Byen er vokset pga turismen og huser i sommerperioden omkring 40.000, mens der kun er ca. 11.000 faste indbyggere. Bag den lange havnepromenade ligger den lille gamle bydel. En rar by at være i for såvel turister som fastboere. Og Erik fandt en ny yokerventil plus lidt andet godt til toilettet, som ikke rigtig ville makke ret trods de tidligere anstrengelser, men nu blev problemet løst! Et portugisisk gæsteflag fik vi også. De 19 euro i havnepenge var overkommelige, så bagefter tog vi os en frokost, med bl.a. lækre sprødstegte sardiner, på et hyggeligt torv med mange motorcykelgæster.
Der var flere sjove statuer undervejs.
Prins Hovski-Snovski
Holger Spanske
Erik har for nogle år siden ligget i Baiona med Essex Girl, og var da meget begejstret for borgen, som vi gik op og rundt om sidst på eftermiddagen. Først var vi dog lige nede og soppe lidt på nærmeste strand.
Hvem mon fotografen har haft i søgeren?
Der var meget flot på borgen og gode udsigter undervejs.
Udsigt
Nærudsigt
Dagen sluttede med lidt proviantering, og senere spiste vi, hvad køleskabet kunne byde på i båden.
Morgenen startede smukt med sol og let vind. Efter et sidste brusebad i de fine baderum med havudsigt og lidt blogskriveri gik vi op og provianterede til overlevelse på de “øde” øer.
Efter frokost i båden var det meningen,at vi ville tage afsted,men det blæste mere og mere stik i mod al forventning, så det blev til lidt yderligere kontorarbejde i venten på mildere vinde. Til slut, ved fire tiden, sejlede vi alligevel i modvind ud af riaen, og da vi kom ud på åbent vand havde vind og bølger lagt sig, og vi nærmede os snart de dramatiske klippeøer.
I røg og damp!
Kl.19.30 kunne vi lægge os for anker i bugten ud for den smukke Praia de Rodas midt mellem øerne Monteagudo og Montefaro.
Der lå også et par andre både for anker og vi blev nødt til at lægge os tættest på turistfærgernes anlægsmole. Folk stod som myrer i en lang kø og ventede på at komme med de sidste færger mod fastlandet.
Derefter sænkede roen sig og vi kunne indtage vores aftensmad, Berberechos, en slags store hjertemuslinger, med den bedst tænkelige udsigt og nu uden teltet oppe.
Se de små “fugle” nederst til venstre!
Natten blev dog noget urolig. Den lette, men ustandseligt skiftende vind fik båden til at drive hvilket aktiverede ankeralarmen, iv, iv, iv, og fiskerbåde på natarbejde drønede rundt om os og lavede dønninger så store, at bordet i cockpittet væltede, så vi næsten troede, at vi var blevet påsejlet.
Dæmningen mellem de to øer.
“Søen” mellem dæmningen og sandtangen.
Endelig oprandt morgenen, og vi tog i land for at udforske øen.
Der er fine stier overalt, og skilte der markerer forskellige ruter. Vi ville op til fyrtårnet på toppen af Monte Faro. Det var en smuk, afvekslende og ikke særligt anstrengende tur. (Små 8 km tur retur.)
Et yndet motiv.
Langt ned.
Heldigvis forsvandt formiddagsdisen, så vi kunne nyde den formidable udsigt. Vi var dog langt fra de eneste, der havde fundet vej til toppen. På trods af de mange mennesker så vi, på nær et lille stykke tabt papir, ikke noget skrald overhovedet – dejligt.
På vej op til kransekagetoppen.
Udsigt helt fra toppen.
Undervejs kunne man se, at der også på den sydligste ø, San Martino, var en lidt mindre men god bugt med sandstrand at ligge for anker i – og uden færger men nok heller ingen stier.
En lidt anderledes gul blomst
Om eftermiddagen, efter lidt frokost i båden og ha’ flyttet ankerplads til et lidt roligere sted, lagde Erik og jeg os ind på stranden og dasede i det dejlige hvide sand. Ikke i brændende sol, ikke for varmt, ikke for koldt men lige tilpas. Selv om vandet var køligt, eller rettere koldt, kunne jeg ikke modstå en badetur i det klareste klare vand.
Og ikke kun fodbad
Bountyland
Da vi så, at A&O fra Diva nu også var kommet, tog vi forbi dem i gummibåden og blev budt om bord til et glas Cava og lidt empanada. Og senere efter aftensmaden kom de til irish coffee hos os. Det er nogle hyggelige mennesker, som vi nok møder igen undervejs sydpå.
Efter morgenmad, mens Roman og jeg var oppe og proviantere lidt, biksede Erik en del med at få en ankringstilladelse ud for øen ONS – dog uden held. Hans nye tyske venner fra Muros i båden Diva havde planer om at sejle til ONS men opgav også ideen, da vinden var lige i overkanten til at ligge for anker. Vi endte med et kompromis – at sejle tæt på øen, hvilket vi havde fået tilladelse til, og se om vi evt. ville vende tilbage senere. Så kl. 12 forlod vi Pedras Negras og daskede over mod ONS, som ligger bare 4-5 sømil herfra som en stor, dyster klippeomkranset knold. Da vi havde passeret sydspidsen, kom vi ind i en lille bugt med en fin sandstrand, hvor et par både lå for anker, og lidt længere henne af kysten dukkede et lille bysamfund op. Her lagde de små færger, som fragter især endagsturister til øen, til og fra.
Vejret var noget dystert, på den galiciske måde med dis og mørke skyer hængende ind over land og vinden tiltagende, hvilket ikke fristede til et længere ophold, så vi ændrede kurs for at sejle ind i Ria de Pontevedra mod Combarro i bunden af riaen, hvor Andrea og Olaf fra Diva allerede lå. Undervejs så vi adskillige delfiner, som fulgte os på vej.
Det var et rart gensyn med Combarro. Vi trak naturligvis Roman op gennem turist-mustgaden i fiskerlandsbyen med alle de små typiske forrådshuse, Horréos, og kors.
De små gader var stadig overstrøede med blomster, tujaafklip og farvede riskorn i forskellige kunstfærdige mønstre efter gårsdagens Kristi ligfærdsoptog.Tilbagevejen gik via små stier mellem byens talrige frodige køkkenhaver.
Lidt senere fik jeg endelig hilst på Olaf, som kom om bord og hjalp Erik med at få styr på en evt. fremtidig ankringstilladelse ved Cies-øerne. Det hører ellers til sjældenhederne, at Erik får hjælp til noget! Bagefter var der pølse, ost og brød med efterfølgende unospil i lommelygtens skær.
01.07/19 COMBARRO
Vi vågnede ved at høre vindens hylen og faldenes klapren og glædede os over, at vi lå trygt og godt i havn. Der var lovet sol op af dagen, men endnu var var himmelen grå. Så vejret egnede sig til at få gang i bloggen. Det kan være ret så problematisk at opretholde en trådløs netforbindelse og få styr på fotos fra forskellige mobiltelefoner og fotografiapparater, hvilket det meste af formiddagen da også gik med. Grrr. Så bl.a. derfor kommer indlæggene oftest med et par dages forsinkelse.
Efter at ha’ besøgt Andrea og Olaf i deres båd inden de sejlede videre og sagt farvel og måske på gensyn til dem, mente vi, at vi tiden var inde til en en bedre frokost. Så vi gik op til restaurant Tintanegra, som vi også besøgte sidst, vi var her. Det ligner lidt et uhumsk cafeteria og ligger lige ud til en af byens mest trafikerede veje, men maden er rigtig god, og her er kun få turister. Vi bestilte lidt af hvert og smagte hos hinanden.
Senere på dagen hyggede vi os med hver vore interesser: Roman malede med sine nye vandfarver, Erik arbejdede med at få toiletpumpen tæt, og jeg gik over på byens lille strand og tog årets første havbad – koldt, 16˚, men dejligt!
02.07.19 COMBARRO OG TUR TIL PONTEVEDRA
Da blæsevejret fortsatte, besluttede vi at blive en dag til i Combarro og lave en udflugt til riaens hovedby Pontevedra med ca. 70.000 indbyggere, en gang en vigtig havneby. Men pga tilsanding af floden har byen mistet denne betydning. Vi havde ikke besøgt byen sidste år men havde hørt og læst, at det skulle være en rar og seværdig by. Så vi tog bussen, en tur på bare 15 minutter, ind til Pontevedra og slentrede rundt i den gamle velbevarede bydel.
Her var ikke mange turister og en meget afslappet atmosfære. Vi fandt et par sandaler til Roman. Så nu er han sommerekviperet med badebukser, endnu ikke brugt, korte bukser købt i Stanford lufthavn – og nu også sandaler! De to fyre var også inde og tanke dampvæske op i en e-cigaretforretning. Jeg holdt mig klogeligt udenfor det meste af tiden, man kunne knap se en hånd fremfor sig derinde fordi de, især Roman, skulle prøve så mange flaveurs som muligt. Så var det sjovere bagefter, da vi fik en lille frokost under søjlerne på et hyggeligt torv, Praza de Lena.
Hjemturen med bussen var lidt besværlig. Hvor var stoppestedet egentlig? Og da den rigtige bus endelig kom, var den overfyldt af især unge mennesker, der skulle til stranden og vi kom ikke med. Så vi stod og kogte i varmen i uvished om, hvornår den næste bus mon kom, men det varede heldigvis ikke så længe.
Da vi kom hjem og efter at ha’ købt ind i Froiz, malede Roman videre, og Erik og jeg gik over og tjekkede badevandet, det var stadig isnende koldt men friskt. Sært nok var det kun piger og kvinder, som badede…
Nu siger vejrudsigten, at vinden lægger sig, og Erik har søgt om tilladelse til ankring ved Cies-øerne de næste to dage, så må vi se, hvordan det går.Men først skal vi nyde den sidste aften i Combarro her i cock-pittet ( med teltet oppe så vi ikke blæser væk.)
