06-07.07/19 VIANA DE CASTELO – NU I PORTUGAL!
Da vejrudsigten trods sydlige vinde så rimelig tilforladelig ud, tog vi efter morgenmad videre 33 sømil sydpå fra Baiona mod Viana de CASTELO. Vi ville gerne være sikre på at nå tættere på Porto, som vi gerne vil vise Roman, inden han tager hjem. Udover den moderate modvind (4-8 m/s), skulle det vise sig, at modstrøm ikke var et overstået kapitel. Den sidste halvdel af turen havde vi mellem 1og 2 knobs modstøm, ikke noget i mod hvad vi tidligere har været ude for længere nordpå – men alligevel… Og efter at ha’ været næsten fri for fiskebøjer i år dukkede de nu op som perler på en snor.
Efter at ha’ passeret byen A Guarda var det tid til at sætte det portugisiske gæsteflag op, men vi ventede dog, til vi kom ind i roligere vande.
Langt om længe nåede vi Limaflodens udmunding og lidt oppe af floden ligger byen og lystbådehavnen godt beskyttet.
Der går en drejebro over havneindløbet, men fem minutter efter at vi havde kaldt havnen, blev der åbnet af en flink ung fyr, der talte udmærket engelsk.
Det var en af de dyrere havne, 24 €, men så var faciliteterne også i orden!
Alt byggeriet langs havnen er moderne ret flot betonbyggeri i stil med Københavns nye havnefront.
Lidt længere oppe af floden bag havnen går en dobbelt bro til tog, biler og fodgængere over floden. Den ligner lidt et vandret Eiffeltårn og ER også udformet af samme firma som Eiffeltårnet i Paris ( ligesom den endnu flottere berømte bro over Dourofloden i Porto er).
Der var ikke mange gæstepladser, og vi fik den sidste. Vi var omgivet af både med fulde franskmænd i deres bedste alder, og da vi så, at de slingrede op i byen, var vi oprigtigt bekymrede for, at især den ene af dem skulle falde i havnen… Vi hørte dog ikke noget plask, men om morgenen hang selvsamme fyrs tøj hen over søgegelænderet, og han havde garanteret ikke lavet storvask midt om natten. De havde dog heldigvis fået hevet ham op på broen men hans briller, mobil måtte de have hjælp af nogle dykkere til at få fisket op. Men resten af tiden var der helt ro på de to både.
Selve byen med sine nu omkring 40.000 indbyggere har gennem lange tider været en driftig, velhavende handelsby med især torskefiskeri og eksport af vin og frugt.
Ikke alle lider nød i Portugal!Den gamle by er meget velbevaret med mange smukke huse, kirker og pladser.
San Bartholomeus ydmygt til æsel med tilhørende kirke nedenfor.
Men der er også mange mindre huse.
På toppen af et nærliggende bjerg troner kirken Santa Lucia, byens hovedattraktion, som kan nås til fods eller med en kabelbane – Portugals længste og stejleste og med garanti mest bumlende. Vi er nu så tilpas gamle eller dovne, at det endte med en returbillet til kabelbanen. Især opturen virkede lidt faretruende, og manden ved kontrolposten lod nærmest til at sove det meste af tiden. Kirken stod færdig omkring 1920 og er mere imponerende end smuk, efter min mening, men dog besøget værd.
Betyder lidt frit oversat vist noget i stil med,at når man sejler på havet forsvinder rastløsheden – eller måske kun en tåbe frygter ikke havet!
Og udsigten var flot!
Inden kirkebesøget havde vi vi været en tur ude og rundt om et gammelt fort i den havnære del af byen. Lige i nærheden i en lille gade, faldt vi over en restaurant, som efter den summende lyd af snakken og klirren af glas og bestik lod til at være et godt valg til en søndagsfrokost – og mest for lokale. Der var en venlig chef og to svedende, hvidklædte damer i fuld gang over gryderne i det lille køkken.
Nu skulle vi ha’ noget rigtig portugisisk, så det blev bacalhau a la chef ( sprødstegt klipfisk med bløde løg og tyndtskårne stegte kartofler).
Cabrito ( gedekid) med helstegte kartofler og så en flaske af husets vino verde. Alt sammen godt – og billigt.
Efter alle disse strabadser ( 12 km i følge Romans triptæller), lidt indkøb og en kop kaffe med mælk, nærmest kun varm mælk, på en cafe og tog vi hjem og slappede af i båden.