02-4.07.19 FARVEL TIL COMBARRO OG VIDERE MOD CIES-ØERNE
Morgenen startede smukt med sol og let vind. Efter et sidste brusebad i de fine baderum med havudsigt og lidt blogskriveri gik vi op og provianterede til overlevelse på de “øde” øer.
Efter frokost i båden var det meningen,at vi ville tage afsted,men det blæste mere og mere stik i mod al forventning, så det blev til lidt yderligere kontorarbejde i venten på mildere vinde. Til slut, ved fire tiden, sejlede vi alligevel i modvind ud af riaen, og da vi kom ud på åbent vand havde vind og bølger lagt sig, og vi nærmede os snart de dramatiske klippeøer.
Kl.19.30 kunne vi lægge os for anker i bugten ud for den smukke Praia de Rodas midt mellem øerne Monteagudo og Montefaro.
Der lå også et par andre både for anker og vi blev nødt til at lægge os tættest på turistfærgernes anlægsmole. Folk stod som myrer i en lang kø og ventede på at komme med de sidste færger mod fastlandet.
Derefter sænkede roen sig og vi kunne indtage vores aftensmad, Berberechos, en slags store hjertemuslinger, med den bedst tænkelige udsigt og nu uden teltet oppe.
Natten blev dog noget urolig. Den lette, men ustandseligt skiftende vind fik båden til at drive hvilket aktiverede ankeralarmen, iv, iv, iv, og fiskerbåde på natarbejde drønede rundt om os og lavede dønninger så store, at bordet i cockpittet væltede, så vi næsten troede, at vi var blevet påsejlet.
“Søen” mellem dæmningen og sandtangen.
Endelig oprandt morgenen, og vi tog i land for at udforske øen.
Der er fine stier overalt, og skilte der markerer forskellige ruter. Vi ville op til fyrtårnet på toppen af Monte Faro. Det var en smuk, afvekslende og ikke særligt anstrengende tur. (Små 8 km tur retur.)
Langt ned.
Heldigvis forsvandt formiddagsdisen, så vi kunne nyde den formidable udsigt. Vi var dog langt fra de eneste, der havde fundet vej til toppen. På trods af de mange mennesker så vi, på nær et lille stykke tabt papir, ikke noget skrald overhovedet – dejligt.
Udsigt helt fra toppen.
Undervejs kunne man se, at der også på den sydligste ø, San Martino, var en lidt mindre men god bugt med sandstrand at ligge for anker i – og uden færger men nok heller ingen stier.
Om eftermiddagen, efter lidt frokost i båden og ha’ flyttet ankerplads til et lidt roligere sted, lagde Erik og jeg os ind på stranden og dasede i det dejlige hvide sand. Ikke i brændende sol, ikke for varmt, ikke for koldt men lige tilpas. Selv om vandet var køligt, eller rettere koldt, kunne jeg ikke modstå en badetur i det klareste klare vand.
Da vi så, at A&O fra Diva nu også var kommet, tog vi forbi dem i gummibåden og blev budt om bord til et glas Cava og lidt empanada. Og senere efter aftensmaden kom de til irish coffee hos os. Det er nogle hyggelige mennesker, som vi nok møder igen undervejs sydpå.