30.06-03.07/19 ISLA DE ONS OG GENSYN MED COMBARRO

30.06-03.07/19 ISLA DE ONS OG GENSYN MED COMBARRO

Efter morgenmad, mens Roman og jeg var oppe og proviantere lidt, biksede Erik en del med at få en ankringstilladelse ud for øen ONS – dog uden held. Hans nye tyske venner fra Muros i båden Diva havde  planer om at sejle til ONS men opgav også ideen, da vinden var lige i overkanten til at ligge for anker. Vi endte med et kompromis  – at sejle tæt på øen, hvilket vi havde fået tilladelse til, og se om vi evt. ville vende tilbage senere.
Så kl. 12 forlod vi Pedras Negras og daskede over mod ONS, som ligger bare 4-5 sømil herfra som en stor, dyster klippeomkranset knold. Da vi havde passeret sydspidsen, kom vi ind i en lille bugt med en fin sandstrand, hvor et par både lå for anker, og lidt længere henne af kysten dukkede et lille bysamfund op. Her lagde de små færger, som fragter især endagsturister til øen, til og fra.


Vejret var noget dystert, på den galiciske måde med dis og mørke skyer hængende ind over land og vinden tiltagende, hvilket ikke fristede til et længere ophold, så vi ændrede kurs for at sejle ind i Ria de Pontevedra mod Combarro i bunden af riaen, hvor Andrea og Olaf fra Diva allerede lå. Undervejs så vi adskillige delfiner, som fulgte os på vej. 

Det var et rart gensyn med Combarro. Vi trak naturligvis Roman op gennem turist-mustgaden i fiskerlandsbyen med alle de små typiske forrådshuse, Horréos, og kors.



De små gader var stadig overstrøede med blomster, tujaafklip og farvede riskorn i forskellige kunstfærdige mønstre efter gårsdagens Kristi ligfærdsoptog.Tilbagevejen gik via små stier mellem byens talrige frodige køkkenhaver. 




Lidt senere fik jeg endelig hilst på Olaf, som kom om bord og hjalp Erik med at få styr på en evt. fremtidig ankringstilladelse ved Cies-øerne. Det hører ellers til sjældenhederne, at Erik får hjælp til noget! Bagefter var der pølse, ost og brød med efterfølgende unospil i lommelygtens skær.

01.07/19 COMBARRO


Vi vågnede ved at høre vindens hylen og faldenes klapren og glædede os over, at vi lå trygt og godt i havn. Der var lovet sol op af dagen, men endnu var var himmelen grå. Så vejret egnede sig til at få gang i bloggen. Det kan være ret så problematisk at opretholde en trådløs netforbindelse og få styr på fotos fra forskellige mobiltelefoner og fotografiapparater,  hvilket det meste af formiddagen da også gik med. Grrr. Så bl.a. derfor kommer indlæggene oftest med et par dages forsinkelse.

Efter at ha’ besøgt Andrea og Olaf i deres båd inden de sejlede videre og sagt farvel og måske på gensyn til dem, mente vi, at vi tiden var inde til en en bedre frokost. Så vi gik op til  restaurant Tintanegra, som vi også besøgte sidst, vi var her. Det ligner lidt et uhumsk cafeteria og ligger lige ud til en af byens mest trafikerede veje, men maden er rigtig god, og her er kun få turister. Vi bestilte lidt af hvert og smagte hos hinanden.

Senere på dagen hyggede vi os med hver vore interesser: Roman malede med sine nye vandfarver, Erik arbejdede med at få toiletpumpen tæt, og jeg gik over på byens lille strand og tog årets første havbad – koldt, 16˚, men dejligt! 


02.07.19 COMBARRO OG TUR TIL PONTEVEDRA


Da blæsevejret fortsatte, besluttede vi at blive en dag til i Combarro og lave en udflugt til riaens hovedby Pontevedra med ca. 70.000 indbyggere, en gang en vigtig havneby. Men pga tilsanding af floden har byen mistet denne betydning. Vi havde ikke besøgt byen sidste år men havde hørt og læst, at det skulle være en rar og seværdig by. Så vi tog bussen, en tur på bare 15 minutter, ind til Pontevedra og slentrede rundt i den gamle velbevarede bydel. 




Her var ikke mange turister og en meget afslappet atmosfære. Vi fandt et par sandaler til Roman. Så nu er han sommerekviperet med badebukser, endnu ikke brugt, korte bukser købt i Stanford  lufthavn – og nu også sandaler! De to fyre var også inde og tanke dampvæske op i en e-cigaretforretning. Jeg holdt mig klogeligt udenfor det meste af tiden, man kunne knap se en hånd fremfor sig derinde fordi de, især Roman, skulle prøve  så mange flaveurs som muligt. Så var det sjovere bagefter, da vi fik en lille frokost under søjlerne på et hyggeligt torv, Praza de Lena. 


Hjemturen med bussen var lidt besværlig. Hvor var stoppestedet egentlig? Og da den rigtige bus endelig kom, var den overfyldt af især unge mennesker, der skulle til stranden og vi kom ikke med.  Så vi stod og kogte i varmen i uvished om, hvornår den næste bus mon kom, men det varede heldigvis ikke så længe. 


Da vi kom hjem og efter at ha’ købt ind i Froiz, malede Roman videre, og Erik og jeg gik over og tjekkede badevandet, det var stadig isnende koldt men friskt. Sært nok var det kun piger og kvinder, som badede…

Nu siger vejrudsigten,  at vinden lægger sig, og Erik har søgt om tilladelse til ankring ved Cies-øerne de næste to dage, så må vi se, hvordan det går.Men først skal vi nyde den sidste aften i Combarro her i cock-pittet ( med teltet oppe så vi ikke blæser væk.)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.