Hej evt. læsere
Jer som følger med i vores færden kan måske nok blive lidt desorienterede over hvornår vi er hvor. Desværre er vi ca. en måned bagud med indlæggene – men de kommer lige så stille. Det er faktisk ikke altid så let at nå eller at ha’ overskud til at få skrevet om et sted, inden man er videre ud over bølgen blå. Og så er der lige det med datamængder og netforbindelser eller rettere sagt mangel herpå. Nogle gange er indlæg til vores store frustration simpelthen forsvundet ud i skyen, eller Gud ved hvor. Og det på trods af den meget kompetente webmaster!
Nu ligger vi dog nogle dage i Muxia ( en hyggelig by og fin havn), en af de absolut vestligste og mest forblæste galiciske byer tæt på verdens ende, Cabo Finisterre og venter på lidt blidere vinde. Så håber vi at få gang i nogle flere indlæg….
Om morgenen var aftenens tåge forsvundet, der lå blot en let dis over A Coruña i gryningen.
Morgenmad i a Coruna.
Vi gav os god tid da vi jo ikke skulle så langt eftersom Malpica virkede OK, så Erik nåede op og tale med den flinke mobil data kortforhandler, vi havde handlet med tidligere, og vi nåede i Gadis, eller Godis (svensk for slik), som Erik kalder et af vores foretrukne supermarkeder.
Chico har vist lyst til at blive her.
Endelig sejlede vi dog ud i nu god sigtbarhed men svag vind så for motor mod Malpica. Lidt uden for havnen ligger en af byens maritime attraktioner det 57 meter høje fyrtårn Hercules, påbegyndt i det andet århundrede og hermed verdens ældste og højeste fungerende romanske fyrtårn.Jeg ville gerne fotografere denne seværdighed, men kunne ikke se tårnet derfra hvor jeg sad, så jeg sagde til Erik, at jeg ville vente, til vi (jeg) var lige ud for motivet. Hvortil Erik svarede, at det var nok ikke nogen god ide. Hvorfor mon ikke? Da jeg drejede hovedet lidt, forstod jeg hvorfor. Tågen havde endu en gang gjort sit indtog og denne gang ganske pludseligt og uventet. Nå, men jeg nåede lige at få lidt af Herculestårnet i søgeren, inden det forsvandt totalt i tågen ligesom alt andet de næste mange timer.
Hercules tårnet. (det øverste ;-))
Heldigvis var vejret stille og roligt eller måske alligevel ikke, for når man har motoren kørende, er det svært at høre andres motor eller lyde i det hele taget. Vi kan se både, der har AIS men sender ikke selv AIS data. Men selv det ville jo ikke være nogen garanti for, at noget uventet ikke kunne dukke op, da f.eks fiskebåde ofte ikke har AIS, eller undlader at have den tændt af forskellige grunde. Vi mødte dog, som sædvanlig, ingen både/skibe overhovedet undervejs, og da vi var en times tid fra Malpica, kunne vi pludselig ane nogle bjergtoppe inde på land, og efterhånden klarede det helt op, så vi kunne sejle ind i den lille fiskerihavn uden problemer.
Malpica dukker op.
Der lå en stor fransk sejlbåd for 2 ankre i havneindløbet, og der var ikke plads til flere. Ellers ingen gæstesejlere. Så vi sonderede området lidt længere inde i havnen og var endnu en gang heldige at finde en for- og bagbøje, vi kunne ligge ved. Vi kunne mærke, at der var mange øjne, der hvilede på os og båden, men ingen kom med indvendinger.
Erik roder med bøjetov.
Så vi drog i land med hundene i gummibåden og gik på opdagelse i den del af den lille by, som klatrede op af bjergvæggen. Spændende tur, nogle huse var velholdte andre meget miserable, katte var der mere end nok af, og flotte udsigter over vand og klipper var der også.
Find SkærSilden !
Nybyggeri med udsigt – og katte.
Senere på aftenen kom tågen igen, og næste morgen kom og gik den også i et væk.
På vores morgen hunderunde gik vi i den anden mere almindelige bydel med en kirke, lidt butikker og et par restauranter.
Hvalborg med krølle på halen.
Vi mødte på turen en ældre mand med en lille hund, som manende ( på spansk) advarede os om, at Malpica ikke var nogen sikker havn, at meter høje bølger let kom ind i havnen, og at vi nu sejlede på Costa da Morte. Kort sagt en rigtig hyggesnak. Vi prøvede at berolige ham – og os selv med, at vi skam havde i sinde hurtigst muligt at sejle videre til en mere sikker havn.
Som sagt så gjort, vi sejlede ud med kurs mod Muxia i håb om, at den aktuelle opklaring ville være vedvarende.
Efter en rolig nat i Ferrol stod vi op til endnu en solskinsdag, og op af formiddagen kunne vi for sejl tage ud af riaen mod A Coruna, som vi nåede frem til efter et par timers sejlads på glitrende vand.
Anduvning A Coruna.
Erik kunne ikke rigtig komme i tanke om, hvor det var, han lå med Essex Girl for fem år siden, men vi lagde os i den havn, der ligger mest centralt for bymidten, og hvor de fleste gæstesejlere nok ligger. For Erik var det nok turen fra A Coruña til Gran Canaria den gang, som satte gang i tankerne om selv at besejle disse farvande, så lidt stort var det jo nu så endelig at komme sejlende hertil i sin egen lille båd.
Sejlklub med byen bagved
Vi havde knapt nok lagt til, før norske Malaika kom susende ind i havnen, og blev vores nabo de næste dage. I denne havn mødte vi i øvrigt for første gang mange andre udenlandske gæstesejlere. Vi havde hørt noget om, at det skulle være et dyrt sted at ligge, men det var nu ikke så galt, 24 € / nat, var det vist.
A Coruna er en stor og virkelig flot by med ca. 240.000 indbyggere. Havnen ligger lige op af en stor plads og promenader med grønne områder, hvor der i den grad promeneres fra morgen til aften. Fint til hundeluftning. Byen kaldes også glasbyen på grund af de mange glasdækkede og her oftest hvide balkoner på de fleste huse.
Endnu en statue med Den Hellige Moder.
Vi fejrede ankomsten med hver vores 1906 øl og lidt tapas.
Motorcykeltræf på pladsen foran havnen.
Endnu et bud på en spejdende mor med børn.
Lige bag ved føromtalte plads og den første række huse er endnu en kæmpeplads,
Plaza de Maria Pita, hvor det største og mest imposante rådhus, vi mindes at have set, ligger.
Rådhuset.
Maria Pita pladsen.
Humor pladsen (og det hedder den).
På den ene side af rådhuspladsen mod øst ud mod havet, ligger den gamle bydel, som er ret så lille. Her er fred og ro, smalle gader, få (eller i al fald færre) mennesker, enkelte specialbutikker og små restauranter til gengæld en del kirker og klostre tilhørende forskellige ordener.
På de øvrige sider ligger så resten af den for turister mest interessante del af byen på en lille halvø. Stik modsat den gamle by ligger der et overvældende restaurationskvarter med ikke mindst fiske- og skaldyrsrestauranter.
På vej mod den ældste bydel.
Hvis man går gennem byen på dens smalleste sted, kommer man hurtigt ud til vestkysten, hvor der er en stor bugt med en fin strand. En dag gik vi herover, og jeg badede i det iskolde vand, hvor det af en eller anden grund var svært at holde balancen i den stejle brænding, så jeg trillede rundt som en anden søko, selv om bølgerne ikke var særlig store, men åbenbart alligevel kraftfulde.
A Corunas strand.
Strandløven holder øje med “søkoen”.
En af dagene var Erik atter på buslangtur for at hente bilen i Gijon. Han havde nær glemt, hvor han havde sat den, men fandt den dog til slut. Og at finde tilbage i A Corunas ret så komplicerede vejnet var heller ikke helt let.
UDFLUGT:
Dagen efter tog vi som planlagt på tur med bilen ( og hundene) først til Santiago de Compostela og siden videre til Fines Terre. Hundene var henrykte over endelig at være i deres bil igen, og mens vi gik på opdagelse i Santiago, sov de sødeligt i bilen i en kølig parkeringskælder.
Santiago, som er hovedstaden i Galicien selv om den “kun” har ca. 95.000 indbyggere, er en fin gammel by med mange smukke huse, pladser og kirker. Selvfølgelig var Santiago de Compostela katedralen dagens højdepunkt, flot både ude- og indefra. Og sjovt at se de mange pilgrimme eller i al fald vandrende mennesker med rygsække, stave og den symbolske kammuslingeskal hængende et eller andet sted.
Basilikaen med stolte pilgrimme i forgrunden.
Pladsen foran basilikaen.
Vi kunne faktisk være blevet anerkendt som bådpilgrimme i kraft af vores sejlads langs den spanske kyst, men det havde krævet nogle stempler i et særligt pas undervejs, OG at vi havde orket at stå i en lang kø sammen med de øvrige (rigtige) pilgrimme, der fik udfærdiget deres pilgrimscertifikat i pilgrimskontoret. Vi var i øvrigt nær blevet slået i hovedet med en knippel af en emsig vagt, der vogtede indgangen til kontoret og ikke mente, at vi lignede pilgrimme…
I gården ved pilgrimskontoret.
Ellers var der mange unge studerende i byen tilknyttet forskellige universitetsafdelinger i smukke, gamle bygninger.
En (vistnok juridisk) fakultetshave.
Zoom.
Når man løfter blikket er der mange fine detaljer.
Efter en beskeden frokost i en cafe under de skyggefulde buegange karakteristiske for mange af husene i de snævre gader, kørte vi videre op mod Finis Terre, Spaniens efter sigende vestligste punkt, ( hvilket så ikke er helt korrekt, men pyt nu med det). Det var sjovt at se dette sted ovenfra, inden vi om ikke så lang tid skulle sejle forbi selv samme sted. Der var en virkelig flot udsigt men også lidt skræmmende, dybet drager, som man vist siger. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det var som om der lå en dis i det fjerne, som gav det hele et drømmeagtigt skær.
Nu med støvle.
Godt ønske.
Fyrbygningen.
Nede igen fra højderne kiggede vi lidt på den lille havn Fisterra lige rundt om hjørnet. Den var nu ikke værd at ligge i for os, men der var masser af gode ankringsmuligheder i bugten længere inde, hvilket nok kunne blive aktuelt senere. Efter en lille pause med en kold Cola og lidt badning fortsatte vi hjemad mod A Coruña.
Men vi lavede først en afstikker til byen og fiskerihavnen Malpica midt mellem A Coruña og Muxia, hvor vi kunne tænke os at tage en overnatning med båden, hvis det var muligt undervejs. Det så heldigvis ud til at være en god ide. Efter dette vellykkede recognoceringstogt kørte vi af indtil nu smukke veje videre hjemad.
Forrådshus.
Den dis, vi havde anet i det fjerne, manifesterede sig nu som en tyk tåge, der i løbet af ingen tid lagde sig som en dyne over landskabet. Og sådan fortsatte det med tåge, der kom og gik resten af turen. Vi kom dog helskindede hjem, selv om det ikke var blevet lettere at finde rundt i storbyens trafik i både mørke og tåge på trods af en god GPS. Det var så første, men absolut ikke sidste gang vi stødte på den berygtede galiciske tåge…
Dagen efter skulle vejret blive fint til at sejle mod vores næste udsete mål Malpica, så efter at have fundet et forhåbentlig godt sted at langtidsparkere bilen og lidt sen aftensmad i båden, gik vi trætte til køjs.
Selv om vejret var lidt dystert, ville vi gerne videre. Så da det havde set rimeligt ud oppe fra højderne, og der var lidt mere vind at sejle på denne dag, tog vi ud af bugten. Dønningerne havde dog aldeles ikke lagt sig, hvilket den eneste båd, en fiskekutter, vi kom til at se de næste mange timer, med al ønskelig tydelighed viste. Den slingrede kort og godt op og ned og hid og did. Nå men det hjalp da på sejladsen, at vi kunne sejle for sejl, men jeg tror aldrig, jeg rigtig vænner mig til de enorme bjerge af vand, der tårner sig op – nogle gange endda fra flere sider. Det hjælper lidt, hvis solen skinner, men denne dag var vandet stålgråt, ja næsten sort. Sjovt nok skinnede solen foran os, men det var ligesom, at vi trak en en stor sort sky efter os under næsten hele turen. På et tidspunkt øgede vinden, og selv om vi da kun sejlede med et rebet storsejl og en snip af fokken ude, strøg vi med Skærsildens maximale fart gennem vandet, og da skinnede solen tilmed også over vores hoveder. Erik var vældig fornøjet, men jeg var nok endnu mere tilfreds, da vi sejlede ind i bugten/floden Ria de Ferrol, som byen Ferrol ligger ved en times tids sejlads oppe af. Vi kunne godt ha’ fortsat direkte til A Coruna, et af vores lidt særlige delmål, men dertil ville vi hellere komme friske og veloplagte efter en lille smuttur over bugten dagen efter. Det var nu en fin tur op gennem riaen. Lidt før selve byen ligger et stort gammelt slot/fort, San Felipe, påbegyndt i slutningen af femtenhundredetallet, placeret på hver side af bugten, hvor den er smallest. Det har ikke været nemt for uvelkomne at passere her.
Selve byen, med sine nu omkring 80.000 indbyggere, har en glorværdig historie både hvad det maritime, militære og arkitektoniske angår og har også i dag meget at byde på, men forekommer at være en lidt hengemt og overset perle. Og nogle af kvartererne var direkte fattige men ikke uden charme ( set med turistens øjne).
Selve lystbådehavnen var overraskende lille, og vi fandt ikke noget havnekontor, så det blev en billig omgang.
Efter at have trasket rundt i byen, ikke mindst i det gamle, smukke Magdalena kvarter med sine snorlige gader, et par timer syntes vi, at vi ( for en gangs skyld ) fortjente lidt godt at spise – og det fik vi sandelig også på restaurant Frank, en helt moderne og anderledes spansk restaurant med et ret så hipt klientel af yngre mennesker. Og rent kulinarisk var det helt i top, enkelt, smukt og raffineret, uden at være krukket og tilmed rørende billigt ( skulle måske ha’ været madskribent).
Dagen efter var himmelen blå og vinden perfekt til at indtage A Coruna.
Lidt usikre på vindstyrke/retning tog vi en diset og fugtig formiddag afsked med Ortigueira og sejlede mod den berygtede flodudmunding.
Man kunne nu med rette spørge: Hvor længe var Adam i Paradis? Da vi nærmede os, passerede vi en ældre fisker, der sad og hyggede sig med sine garn. Han pegede fremad og gjorde forskellige fagter med armene. Længere fremme kunne vi se, hvordan bølgerne udefra bugtede sig hen over det lave vand som en slange, der til slut hvislende rejste sig for til at frigive sit skummende sekret. Det så faktisk lidt uhyggeligt ud, og jeg spurgte da også Erik, om han mente, at dette var klogt…. Der kom en hollandsk båd i mod os, og de så noget våde og forkomne ud og råbte til os, at der var “overfalls” forude. Det kunne dog ha’ været meget værre – vi slap med to. Den første brækkende bølge kom ind fra siden, inden vi havde kurs udad, Erik nåede lige at vende stævnen, men vand på dækket kom der. Den næste var vi lidt bedre forberedte på, men man kunne tydeligt mærke, hvor tungt båden faldt ned gennem den skumfyldte bølge. Heldigvis var det højvande, og vi havde vand nok under kølen. Så var vi ude, men der var ikke slut med trængslerne.
“De syv onde søstre”
Det blæste ikke særlig meget, men der var nogle ret så store dønninger ude i bugten, og de kom fra flere retninger. Vi skulle uden om en punta med nogle brutale, takkede klippeformationer, som jeg døbte ” de syv onde søstre” og håbede, at det så herefter ville blive bedre. Men det gjorde det ikke! Så vi sejlede i timevis for motor med et storsejl og en bom, som svingede hid og did. Erik prøvede heroisk at holde bommen lidt i ro med den ene arm, mens han styrede med den anden hånd. Selvstyreren er desværre ikke så god i sådanne uregerlige dønninger. Jeg koncentrerede mig mest om hundene, men de tog det nu pænt. Netop denne del af kysten er faktisk berygtet for sine hulter til bulter dønninger, fordi vejrsystemer fra vest, nord og øst og heraf følgende dønninger mødes her og giver den urolige sø. Endelig kunne vi runde den store klippe, som danner indgangen til Cedeirabugten, hvor vi havde tænkt os at ankre for natten. Heldigvis var bugten godt beskyttet, og de fæle dønninger nåede ikke herind. Vi var endnu en gang heldige at finde en god bøje (gratis) tæt på land, og sørme om ikke solen tilmed kom frem bag de mørke skyer. Så var det tid til et glas hvidvin på terrassen og til at nyde livet og den smukke bugt omkranset at sandstrande og bagvedliggende høje bjerge.
Bagefter sejlede vi og hundene i land i gummibåden for at se nærmere på fiskerihavnen og byen lidt længere inde. Også her var der tale om en todelt by, der lå på hver side af floden forbundet af en bro. Byen var ganske køn med nydelige beplantninger, et område hvor Spanien ellers halter langt efter Frankrig, men den virkede lidt stillestående nu uden for højsæsonen.
Udover turismen er fiskeriet byens absolutte hovedindtægtskilde. Der var bygget flere ret nye pavilloner, som fiskerne kunne bo i og opbevare deres grej i.
Misser.
Amande fra Cedeira.
Dagen efter gik vi en fin tur op på bjerget bag byen og så det hele lidt ovenfra og vurderede ( eller prøvede herpå) dønningernes dagsform. Da det ikke så så værst ud, besluttede vi os til at sejle videre mod den noget større by Ferrol.
Landlige omgivelser med køkkenhaver.Og nede i byen igen.
Nu da der denne dag ikke var stærke nordlige vinde, kun en middel nordøstlig, tænkte vi, at hvis vi sørgede for at passere den lumske, foranderlige sandbarre ved nogenlunde højvande, kunne det vel ikke gå helt galt, og slet ikke når vi kan hejse kølen op. Vi nåede frem til bugten, hvor indsejlingen ligger for tidligt, det var kun lidt efter lavvande. Derfor vi tilbragte et par timer med badning og frokostspisning ved en bøje i den østlige del af bugten ud for Espasante , en hyggelig lille by/havn med en fin strand.
Derefter sejlede vi lidt spændte over mod flodudmundingen. Der var ingen tegn på brækkende bølger, men at der var lavt sine steder, var der ingen tvivl om. Erik fik dog listet Skærsilden fint igennem indløbet, og derefter var det næsten som at komme til paradisets have. Så smukt, så grønt og frodigt og så roligt ah… hvilken lise for sjælen.
Efter en halv times snoet sejlads gennem disse herligheder nåede vi frem til den lille, men ret nyanlagte havn, hvor vi lagde os langskibs yderst på den midterste af de tre broer. Der var ikke mange gæstesejlere, kun et par stykker på broen over for. Men der var mange lokale, som sejlede ud og ind i deres små fiskemotorbåde, men næsten ingen sejlbåde. Vi så ikke noget havnepersonale, og havnekontoret virkede lukket, hvilket det også var p.g.a. uenigheder mellem forskellige instanser, men det var jo vores held. Vi kom til at ligge gratis her i fem dage med vand og el og endda med gode toilet- og bademuligheder i nærheden.
Vores udsigt.
Toilet bygninger, offentlige men meget pæne og rene.
Byen var harmonisk, velfungerende, velplejet med kun få faldefærdige huse og usædvanlig behagelig at opholde sig i. Der var enkelte turister i autocampere eller andre på gennemrejse, men ellers var det lokalbefolkningen iblandet en del tilflyttere som nød en stille pensionisttilværelse her. Lige noget for os – vi var nær aldrig kommet herfra, lullet ind i en form for tornerosedøs, som vi blev. En af årsagerne hertil var dog også, at der var lovet rigtig meget vind, men inde i bugten, hvor vi var, rørte der sig knapt den svageste vind, lidt frustrerende. Havet var jo langt uden for vores synsvidde så det var svært at vurdere hvor svært/ ubehageligt det ville være at komme ud af det berygtede flodudløb, så vi besluttede os bare til at føle os hjemme her i småbysidyllen, indtil vejrudsigten virkede tilforladelig.
Floden ved lavvande.
Kirkegård med udsigt.
Køkkenhaver ved siden af kirkegården.
Gadebillede, bemærk damerne.
Byens kirke.
Santa Marta, som byen er opkaldt efter.
Der var også lavet en rigtig god legeplads med alle mulige klatrestativer, men især et lille vandland med forskellige Storm P. lignende anordninger som pøsede vand ned i hovedet på forbipasserende var populær. Man kunne også bade i floden fra en lille strand, især omkring højvande var det OK og varmere end ude i havet. De lidt større børn og unge badede fra stenmolerne, som man så ofte ser det i havnene.
Populær vandlegeplads.
Ikke blot var det rent fysiske tempo meget roligt her, det slog også i gennem i talen. Her som de fleste andre steder i Galicien tales der nemlig galicisk, som er meget blødere og melodisk, end det man normalt forstår ved spansk. Klassisk spansk kan lyde hårdt, harkende, eksplosivt og og tales ofte meget højlydt. I modsætning til baskisk, som er et sprog helt for sig selv og ganske uforståeligt, minder galicisk meget om portugisisk, som jo tales i nabolandet. Næsten alle galicere plus nogle få andre, i alt ca. tre millioner mennesker, taler i dag galicisk og undervises i det i skolen. I en lang periode under Francoregimet var det dog som baskisk og catalonsk forbudt.
Flot platantræs alle’.
Også her spilles der på sækkepibe.
En af byens utrolig mange skulpturer.
En af dagene tog vi på en udflugt med den lokale lille togbane som gik fra Ferrol til Ribadeo. Vi kørte østpå for at se nogle af de steder, vi havde sejlet forbi fra landsiden. Først steg vi af toget på herrens mark ved kysten lige før Foz. Vi gik en tur ned mod stranden forbi marker og små huse. Her kunne vi besigtige havet, og det så da ikke så slemt ud, så det trak i os for at komme videre.
Lokalbanetog.
Hvor mågerne vender.
Her er takker / spidser på mange huse.
Udsigt fra stationen.
Lidt efter tog vi det modkørende tog tilbage vestpå men stod af allerede i Burela en lidt større by med en stor fiskerihavn. Her var sandelig heller ikke mange turister, det var en by, som så ud til at klare sig udmærket uden. Her er jeg nødt til at fortælle om den fantastiske dagens ret menu, vi fik nede ved strandpromenaden. For 11 euro for os hver fik vi tre gode retter ( også her megaportioner), en flaske vin til deling + brød og kaffe. Folk kom langvejsfra, men også håndværkere og andre tilbragte frokostpausen her. Godt vi ikke spiste der hver dag…
Endelig bønnesuppe til Erik.
Og dejlig fisk til hovedret.
Bagefter var Erik nødt til at få en cigarillos.
Fiskerboliger ?
Gavl maleri.
Alt til skolestarten, inkl. uniform.
Spansk togmand.
Det var åbenbart en international station. Her fra baren / cafeen.
Hjemme i “vores” by igen besluttede vi, at nu måtte vi se at komme videre så efter et par sidste kopper cafe con leche på den lokale bar under kronerne på den dejlige platantræsalle og nogle mere eller mindre vellykkede forsøg på at få udgivet et par af de ophobede færdige indlæg til bloggen, lod vi fortøjningerne gå den følgende morgen.
