I tørvejr og frisk vind forlod vi Emmerich for at suse videre ned af Rhinen, som vi efterhånden glædede os til at komme væk fra, ligesom vi også glædede os til et gensyn med Holland.

Vores plan var at tage mod Tiel i Holland og derfra af Amsterdam Rhin kanalen direkte op mod Amsterdam. MEN så fik Erik en interesant kommentar/mail fra en meget erfaren Hollandssejler, som vi to gange i løbet af to år tilfældigvis var kommet til at ligge ved siden af – først i Groningen og siden i Leiden i 2016-17. Han havde et forslag til en alternativ og smukkere rute gennem Holland mod Amsterdam. Så vi drejede fluks op af Nieder Rijn mod Arnhem i stedet for at fortsætte mod Tiel. Det var så skønt at slippe væk fra den befærdede Rhin, så vi var helt salige.

Vi fortsatte forbi Arnhem mod Wageningen, og planen for næste dag var at fortsætte mod Utrecht og videre nordpå op til Amsterdam.

Kort efter Arnhem  skulle vi igennem en lang sluse for at blive sluset sølle 2-3 m ned. Det var den første sluse siden Mosel/Koblenz.

Efter godt seks timers sejlads i strid modvind, men i tørvejr kom vi  ind i Vada havn, som lå kønt og godt i læ for vinden. Men der gik kun de sædvanlige fem minutter, før det øsede ned.

Det var helt sjovt at høre hollandsk igen. Her var meget hyggeligt men også lidt gammeldags. Der var en lille café, hvor man højthævet kunne sidde og se ud over Niederrijn – og en enlig mand som var ude og svømme en tur med sin hund. Her fandt vi ud af, at vi måske var kommet lidt på afveje, for da vi fik gransket mailen lidt nøjere, var der yderligere en rute, som blev fremhævet. Nemlig en, hvor vi tæt ved Arnhem sejlede nordøst på af floden Ijessel og så via diverse kanaler videre ind i Tyskland. Det tyggede vi lidt på, mens vi gik en tur i området under store sorte skyer, som fik os til at vende tilbage lidt hurtigere , end vi havde tænkt os. Så vi fik desværre ikke set selve byen, som lå et pænt stykke væk.

Men regnen kom, og det øsede ned resten af aftenen og det meste af natten med. Enden blev, at vi, efter at have forhørt os lidt mere hos vor sejlerven, besluttede at vælge det sidst læste forslag og derfor sejle tilbage mod Arnhem næste dag, og senere ned af Ijessel.

SØNDAG 

Vi sejlede ret tidligt fra Weseler for at nå frem inden dagens regn startede, og måske især inden blæsten blev for kraftig.

Og det blev på flere måder nok den mindst behagelige sejlads ind til nu. Der var rigtig mange store både, og det var som om, de sejlede mere hensynsløst end ellers, over halede hinanden på smalle steder og klemte os helt ud i “rabatten”, hvor man skal passe på de delvist skjulte stenhøfder.

Ydermere havde vi ret kraftig modvind, som op mod vores tre knobs medstrøm gav en lav, men ubehagelig huggende sø.

Men frem kom vi, i tørvejr, til en lille sø lige nord for den mindre by Emmerich ret tæt på Holland. Da vi drejede af, var vinden kommet over de 12 m/s i stødene, og så var det ekstra dejligt at komme i læ inde på søen, hvor store høje træer skærmede helt for vinden. Der var to muligheder en lille Yacht Club og en større Marina i den fjernere ende af søen. Vi valgte førstnævnte, der så hyggeligst ud, og som lå tættest på byen. Og så var der lige manden, der var dukket op på broen, helt parat til at tage i mod vores fortøjninger.

Han, formand Rolf viste det sig, var vældig snakkesalig og fortalte om klubben, som lige havde haft 100 års jubilæum. Det kneb dog med rekruttering af nye medlemmer, de fleste var over 80 år, og mange af bådene lige så. Da vejrudsigten for den følgende dag så endnu mere våd og blæsende ud, lod det til at blive et to dages ophold i Emmerich.

Efter at den byge, der plejer at komme, så snart vi har fortøjet, var ovre, tog Erik cyklerne på land, og vi begav ind til Emmerich, en by med omkring 30.000 indbyggere og beliggende kun få km fra Holland. Først kørte vi af en smal snoet vej, så forbi en Lidl, og derefter nærmede vi os byen og en af byens hovedattraktioner, Rhinpromenaden. I starten af denne lå en meget stor kirke flot placeret helt ud til Rhinen.

Lidt længere nede af Rhinen, lige før man drejer af til havnen står, eller hænger Tysklands flot rødmalede længste hængebro fra 1965 med et spænd på 803 m.

Lige før vi kom ind i den egentlige by, stødte vi på nedenstående charmerende fyr.

Det blæste som sagt ret kraftigt, så vi søgte i læ inde mellem husene og kørte gennem en ikke alt for spændende, vist nok gågade, inden vi søgte ud på promenaden igen. Der var sket det fantastiske, at solen var brudt i gennem, og vi tænkte, at vi måske kunne finde en kaffe/kage-café, hvor der var læ. Og det var lige, hvad vi kunne og gjorde.

Nu er vi begyndt at sætte pris på solen igen, efter faktisk at ha’ gjort hvad vi kunne for at undgå den en god del af sommeren. Bagefter cyklede vi lidt mere rundt i byen, inden det blev “kirketid”. Vi var inde i to katolske kirker på vejen tilbage. Det er, må vi erkende, kirkerne der ofte er de interessanteste bygninger, mange byer har at byde på. St. Martini, kirken helt ud til floden var nok den mest spændende.

Også denne kirke var blevet genopbygget efter krigen, og fremstod nu delvis gammel og delvis nyere og var opdelt i flere meget forskellige rum eller afdelinger. Efter at ha’ fået vores kirkebehov opfyldt cyklede vi hjem, og vi var dårligt nået ned i båden, før det begyndte at øse ned igen, hvilket det fortsatte med til ud på næste dags formiddag. Lidt surt, men heldigvis er vores cockpittelt så godt som tæt, så vi kan sagtens sidde oppe og spise m.m. Denne aften små lamme steaks med tagliatelle og tomatsalat.

MANDAG

Vådt og helt gråt, men efterhånden kun stille regn, der gik over i støvregn. Erik cyklede op efter friskt morgenbrød i Lidl, dejligt. Efter en formiddag på havnens net, som i øvrigt fungerede upåklageligt, cyklede vi atter en tur ind til byen. Om ikke andet, så for at få bevæget os lidt. Også her var mange butikker og restauranter lukkede om mandagen, og en del også om tirsdagen.

Det blæste som ventet endnu mere i dag, og da der ikke var noget, der fristede i byen, nøjedes vi med at tage to stykker lagkage fra byens bedste bager med hjem og i Lidl fik vi købt lidt mere ind. Og atter en gang begyndte det at regne heftigt og længe, lige så snart Erik havde fået sat cyklerne op på dækket igen. Så man kan sige, at vi trods alt har været ret heldige. Og lagkagestykkerne, en abrikossnitte og en æblekage var begge rigtig gode. 🍰☕️🍰☕️.

Da vi gik til køjs var det i håb om, at morgendagen ville være os mildere og tørrere stemt.

Efter et dejligt varmt brusebad i en meget rummelig brusekabine kunne vi renvaskede drage videre fra Duisburg. I dag var vejrudsigten lidt mere lusket med udsigt til flere tordenbyger ud på dagen, og så vi ville gerne være i havn inden.

Det blev på flere måder endnu en noget sort dag. Den ene pram efter den anden højt belæssede med kul passerede os mest i nordgående retning.

Flere steder så vi store bjerge af kul langs flodbredden blive læsset på  lange rækker af godstogvogne, eller på/fra prammene. Lidt svært at forstå logistikken, men sort så det ud ikke mindst i kombination med de mange osende/dampende høje skorstene som næsten næsten gik i et med de truende uvejrsskyer.

Vi nåede dog frem i tørvejr til den lille vig,  hvor der lå ikke mindre end tre gæstfrie bådklubber på stribe. Vi valgte den første, og vist også den bedste, hvor en venlig mand straks sprang frem og tog i mod os. Vi kunne selv vælge vores plads og snart var ikke færre end fire modne herrer i gang med at servicere os og sørge for at strømmen virkede.

De sorte skyer lod til at være drevet forbi, så vi gik på land for at se os lidt omkring.

Selve byen Wesel lå et godt stykke fra havnen, kun kirketårnet kunne anes. Hele området var meget fladt, og en stor eng var da også udlagt til flyveplads. Vi nåede ud til Rhinen hvor en biergarten fristede. Vi satte os i læ bag store glasruder med en flot udsigt til Rhinen og dens uafladelige trafik.

Her var dog ingen flammkuchen, så vi måtte nøjes med wurst, brat, curry mit pommes…

Skyerne trak efterhånden op igen, og vi tænkte, at det nok var klogest at vende snuderne hjemad igen. Ikke længe efter stod himmel og jord i et, og det buldrede og bragede en times tid.

Så forsvandt skyerne igen, og solen skinnede mildt fra en blå næsten skyfri himmel.

Det var herligt for en stund, at kunne ligge i cockpittet og mærke solens lige tilpas varme stråler. Vi havde set, at der skulle være grillaften i klubrestauranten, så der troppede vi op. Det foregik pga af det ustabile vejr indendørs i et nydeligt, men noget altmodigt lokale.

Men maden var overraskende god – og rigelig med mange slags kød, men også masser af grønt. Og det var heldigt, at vi sad inde, for endnu engang, midt i det hele,  væltede regnen ned. Da vi var færdige, var regnen ophørt, og der var endda en lav sol, som kastede et smukt lys over det våde, grønne landskab. Så vi gik en tur, nu i modsat retning af eftermiddagens og kom ud til en badesø.

Desværre var vandstanden så lav, at det måske var så som så med bademulighedene. Der var rigtig kønt, men alt for mange skilte om. hvad man ikke måtte – og hvad der var strengt forbudt! Tilbage i båden kunne vi konstatere,  at vi havde gjort klogt i at vælge den første bådklub, idet der længere henne blev afholdt polterabend, gætter vi på. Og det gik ikke stille for sig, og de holdt ud til efter midnat – og sikkert længere. 

Vi forlod Düsseldorf i en grå, men tør og lun formiddag.

Som forventet var der efter byen rimelig megen industri til alle sider. Og sorte kulbjerge tårnede sig op her og der. Nok flere end hvis det ikke var for den såkaldte militære operation i Ukraine. Vores næste stop var Duisburg, endnu en storby, med omkring 500.000 indbyggere, som vi nok ikke ville ha’ valgt som rejsemål, hvis den ikke lige havde ligget på ruten. Indsejlingen var ikke lovende, en lang smal kanal med mere eller mindre nedlagte industribygninger til begge sider.

Den største bygning havde været kornlager for et stort opland og blev  da kaldt egnens brødkurv. Aktiviteten ophørte i 1980’erne, og nu er der et museum. Længst inde åbnede kanalen sig til et pænt stort havnebassin med høje nybygninger i en light udgave af, hvad vi  nylig havde set i Köln og Düsseldorf.

Havnen var fin, og vi blev vel modtaget af havnemesteren, der dog næsten så lidt forbavset ud over at ha’ fået besøg. Der var sanitære faciliteter til en hel feriekoloni i denne ellers ret lille havn. Og mange nyttige anvisninger af hygiejnisk karakter.

For ikke at tale om slisken op til land, der så ud til at være bygget på Burmeister og Wain eller et lignende sted.

Lystbådehavnen må ikke forveksles med den industrielle havn, som ligger lidt nordligere og er Europas største indlandshavn. Tæt på vores havn og langs med kanalen lå Alt Stadt Park, hvor der stod nogle halvt nedrevne bygninger eller ruiner med et ret monumentalt udtryk. Et godt sted at lufte hunde.

Selve Altstadt bestod af en eller to gader,  hvor højst 10% af husene var over 100 år. Så kan man tænke sig til resten. Herefter kom vi til “City”, som der stod på skiltene. Det er længe siden, at vi har været i en så grim by – synes især jeg.

Men så kom vi til et bredt strøg med mange store træer, det trak noget op i bedømmelsen. Her holdt vi kaffepause på et travlt hjørne, og der var nok at se på. Masser af mennesker, at Tyskland i større grad end Danmark har udviklet sig til et multietnisk samfund, så man i høj grad her. Og i rimelig fred og fordragelighed, lod det til.

Om aftenen gik vi ud mod en anden del af Altstadt, hvor den store Salvatore Kirke og det flotte halvgamle rådhus, fra ca. 1900 lå. I tidligere tider lå der vist et slot/borg her. (Heraf navnet Duisburg?).

I maj 1943 blev dette område af Duisburg ramt af de allieredes hidtil kraftigste luftangreb af en tysk by og ud over kirken og rådhuset, som delvist kunne genopbygges, var der ikke meget tilbage af området. Det har ikke været sjovt den gang… Klemt inde mellem disse to bygninger lå nu Betty’s weinhock, som så hyggelig ud. Og det var den virkelig også. Vi kunne sidde ude under parasollerne uden at fryse og delte et lækkert pølse/fad, og for en gangs skyld delte vi en hel flaske rødvin.

Vinen var lavet/blandet af fru Betty selv, fortalte den joviale vært iført stråhat, shorts og klipklappere. “So schmeckt Duisburg” kaldte de den. Så alt i alt endte Duisburg, trods de ringe forventninger og blandede visuelle  indtryk med at blive en god oplevelse med rare mennesker. Tilbage i havnen var de nye kontorlignende bygninger også illuminerede, effektfuldt, men måske knap så stemningsfuldt.