3/7 Beni Carlo

Efter de seneste to meget nydelige mindre feriesteder, kom vi nu til Bení Carlo, også et feriested, men endnu mere bare en almindelig by, hvor der tilmed var en pænt stor fiskerihavn. Vi kom sidst på eftermiddagen, og sorte skyer trak sig sammen på himlen. Vi lå næsten alene på en grå mågeklattet betonmole, og alt virkede lidt miserabelt. For at muntre mig op foreslog Erik, at vi gik over til den nærliggende stenstrand lige nord for havnen. Den var stor og forladt og halvstore dønninger gik ind på den stejle kyst. Jeg kom dog i, men følte mig lidt alene i det store hav.

Erik måtte hive mig det sidste stykke op af rullestenene. Da det nu også begyndte at buldre i det fjerne, skyndte vi os tilbage. Undervejs susede en ung pige på løbehjul nok så flot tæt forbi os for i det næste øjeblik at støde sammen med en bil, der hurtigt kom fra venstre halvt skjult af en mur. Det lød og så grimt ud, men var heldigvis ikke værre end, at hun kunne skælde højlydt ud på den unge mand. Lidt svært at sige hvis fejl det mest var…

Tilbage i båden kom der både torden og regn, og bagefter blev det ligefremt koldt. Når man har hund, skal man jo ud at gå, så vi gik op i byen nu i modsat retning, hvor der var mindre forfaldent, men i betragtning af at det var søndag aften, var der ikke meget liv. Noget andet lidt anderledes var det større islæt af mennesker af arabisk herkomst, kvinder med tørklæder med større børneflokke og unge fyre med omvendte kasketter sad på muren langs promenaden. Vi var sultne, ville egentlig helst ha’ spist i båden, med det blæste stadig køligt, og båden lå uroligt i yderkanten af det store havnebassin. Så vi endte i Alibaba, et af havnens flere barakagtige quick/fast/junkfood? spisesteder, og som åbenbart var meget populært. Det opfyldte til fulde vores ønsker, vi blev mætte til næsten ingen penge, og vi sad lunt i læ. Men særlig godt smagte det ikke. Sådan en okseshawarma mindes vi i al fald at ha’ fået bedre både i Grækenland – og på Nørrebro.

Men Chico var begejstret både for hvad, der faldt af undervejs og for det, der fulgte med hjem i en hundepose. Vi sluttede dagen af med en kop te i cockpittet, i en nu stille aften.

4/7 Sceneskift. Solen skinnede mildt, og alt tog sig pludselig bedre ud. Noget der i går lignede et udrangeret minivandland, var i dag blevet forvandlet til et vandterapicenter for hele byen viste det sig, først for morgenfriske ældre, så for børn, så babysvømning og sidst, men ikke mindst for folk med særlige handicaps. 

En anden sjov detalje drejede sig om det, der dagen før havde lignet et synkefærdigt gammelt vrag af en sejlbåd. I dag så vi i stedet en gammel træsejlbåd med de smukkeste linjer, der var ved at blive gennemrestaureret af et absolut ældre fransk ægtepar. Begge med bøllehatte. De var virkelig rørende, magre, skrutryggede og med krogede stilkeben. Han mente tydeligt, at vide bedst. No, no come ca, regarde-moi, come ca. O.s.v. Hun mere skarp, men alligevel overbærende. Håber de får gennemført deres projekt, og at båden kommer ud at sejle igen – og helst med dem ombord.

Også i dag var vi udgåede for morgenmad, så vi havde en god undskyldning for at liste op med Chico til et sted, som vi havde set åbnede tidligt, og hvor de fleste var lokale. Sådan et sted, hvor man skulle passe på ikke at tage nogens stambord. Når vi sætter os sådan et sted, er det jo ikke bare for at få vores kaffe og croissant, det er også for at opleve folks gøren og laden. Man kan lære meget ved at gå på museum, men også restauranter og café’er giver i flere henseender et godt indblik i et lands kultur. Det der på det seneste er sprunget os i øjnene er, at ved 9-10 tiden om formiddagen er det helt almindeligt, at især modne mænd, høj som lav, sætter sig veltilfredse tilrette med en flaske rødvin – og som regel dansk vand og/eller isterninger. Hertil serveres en stor tallerken, det kan være noget med gris, æg og kartofler, men en omgang blæksprutte eller andet godt fra havet går også an. Dertil er vi ikke kommet endnu…

 Egentlig havde vi haft en tanke om at gense den smukke by Peniscola og ligge for anker i bugten, men det var vind og bølger ikke til.

Så vi sejlede 4 sømil længe nordpå til Benicarlo, og ville så i stedet cykle til Peniscola. Der var fin cykelsti meget af vejen, brede fortove og veje med god plads til cykler, så det gik fint.

Peniscola er virkelig noget for sig, sådan som den brat rejser sig på sin lille halvø med sine fine gamle hvide huse, sin imponerende kirke og sit slot. Fra starten af har byen vist været på mauriske hænder, men meget er sket gennem tiderne. Senere har Peniscula som den tredje by udover Rom og Avignon huset vist nok hele tre paver, hvoraf en dog formelt var afsat og de øvrige måske også lidt tvivlsomme. På et tidspunkt var pavedømmet tredelt og i 1394 blev spanske Pedro Martinez de Luna fra Aragonien udnævnt til pave Benedict XIII i Avignon. Men der var stor uenighed i de forskellige pavekredse, hvilket senere førte til “ det store skisma”. I 1413 blev Benedict således fordrevet fra Avignon, men lige som Boris Johnson (og andre) nægtede han at forlade sin post og flygtede til Peniscola, hvor han fortsatte som en slags pave ind til sin død i 1422 – 93 år gammel. Herefter tilkom vist yderligere et par “pseudopaver” i Peniscola.

Det var dejligt og flot bare at sidde og nyde udsigten der oppefra – på en høj stol og med en  fadøl og et glas perlende isvand med citron i foran sig. 

 Heldigvis var der ikke ligeså mange mennesker, som da vi var her sidste år på vej hjem i Folke til barnebarnets konfirmation. Men varmt var det også i år.

Vi holdt en pause undervejs tilbage til  badning – og til lidt frokost. Vi fik ikke en arroz, men en figuea, en art paella, hvor risen er skiftet ud med nogle tynde korte pastastykker. Det er en variant, vi første gang stødte på lidt længere sydpå i Gandía. Ikke dårligt – men ris er dog bedre, synes vi.

Tilbage i Benícarlo var Chico glad for at gense os og for at komme en tur med over til den store, også i dag ret øde stenstrand – og senere med på strandkaffebar.

3/7 Da vi endnu ikke havde været på indkøb, blev det til endnu et besøg på La Mar de Bo. Nu var vi lige ved at høre til stampublikummet. Og Chico er jo god at ha’ med. Er det ikke en vandhund spurgte en af gutterne. Jo da, svarede vi. Sådan en havde han også, og viste os det i Spanien påkrævede ejerbevis – ligesom et kørekort. Nåh, men vores var jo en portugiser og ikke en “spansker” sagde vi, som sandt er. Men sådan noget pjat med portugiske vandhunde, var han nu ikke helt sikker på, at han troede på. Meen, som en anden i slænget, mere mørk i det, sagde, så var hans hund jo mere krølhåret. Lidt lige som mig tilføjede han grinende og tog sig til sit krusede hår.

Efter snakken fik vi endelig købt lidt ind – og set noget mere af den indre by, inden vi klokken tolv dampede af, nu med fyldt dieseltank.

1/7 Farvel til Oropesa – endnu et sted, det var lidt svært at forlade, men forhåbentlig venter nye spændende steder forude. Vi havde egentlig troet, at dette ville blive en ren magssejlads. Men turens hidtil kraftigste dønninger lige i mod os ændrede billedet lidt. Op og lukke luger, vand på dækket, gråvejr, modvind og hold på hat og hund. Nå, men frem kom vi da frem, dønningerne mindskedes efterhånden lidt, og solen kom frem, da vi nærmede os havnen. Undervejs langs den kønne næsten ubebyggede kyststrækning, kunne vi se hvordan store bølger bare rullede ind mod kysten og endte i kaskader af skum.

Også i denne havn, blev vi vel modtaget, omend vi blev henvist til en finger, der var kortere end selv 1/2 delen af vores lille båd. Men en hyggelig lille havn, også fortrinsvis for lokale. I havneområdet var der dog masser af restauranter og café’er, men vi nøjedes nu bare med en kop café con leche, vores yndlingsdrik, lidt senere.

Vi havde læst at stranden Playa de las Fuentes, tæt på havnen var speciel pga lokale underjordiske kilder på selve stranden og længere ude i havet. (Fuente betyder kilde). Så vi gik straks ud på en luftetur med Chico til stranden. På strandbaren, der hører til enhver strand med respekt for sig selv, og hvor hunde som regel er velkomne, kunne vi sidde og se på de store og fascinerende brydende bølger. Der var gult flag, men alligevel en del, der badede.

Hvad er en dag uden badning, så vi gik hjem med Chico til båden og hentede badetøjet. Tilbage på stranden så vi de omtalte kilder. Nogle steder deciderede små vandløb med koldt klart vand.

Andre steder boblede det blot lidt i sandets overflade.

Det var her, det kunne blive lidt spændende. Hvis man gik i sine egne tanker og trådte ned et sådant sted, kunne man let forsvinde en halv meter eller mere ned i dybet. Det var ikke alle steder langs stranden, jeg havde mod på at bade, men der var dog et område for de mindre modige.

Erik lovede at holde godt øje med mig, men da jeg kom tilbage, var der drama på stranden. Tre mænd var kommet løbende med en livløs dreng hen mod livreddertårnet længere henne, og en ambulance kom efter imponerende kort tid efter til. Hvad der var sket, ved vi ikke, men de to ambulancereddere var der længe, men fik vist heldigvis styr på situationen. Uhyggeligt så hurtigt det sorgløse ferieliv kan ændre sig. Men ellers var det en ret underholdende strand med de store bølger, kilderne og folk der dumpede mere eller mindre frivilligt i hullerne. 

2/7 Som nævnt så kysten både syd og nord for havnen spændende ud, så cyklerne kom frem og vi tog ca. 10 km sydpå. Først igennem et pænt, men meget turistpræget område med fyldte sandstrande, hoteller og restauranter. Vi kom dog ret hurtigt nærmest ud på “landet”.

Vi kørte af en smal, bumpet, men ikke ret trafikeret vej. Snart var der klippekyst snart lange områder med stejle strande med rullesten med kun få mennesker.

Og så var der også her hundestrande som denne med tilhørende koldtvandsbassin til både dyr og mennesker.

Vi så, at en del autocampere havde fundet vej hertil. Skilte viste, at man ikke måtte campere, men parkere måtte man vel… 

Til slut endte vejen, men fortsatte dog i en vandresti. Lige her lå en meget iøjenfaldende bygning, nærmest en okkerfarvet borg, som vi faktisk havde bemærket da vi sejlede forbi.

Det viste sig at være en familiedrevet restaurant El Tunel, som vi endte med at spise frokost på. Der var både bedstemor, datter og barnebarn i gang. Men de talte dårligere engelsk, end vi taler spansk, så det gav lige lidt misforståelser. Normalt bruger vi de spanske menukort uden problemer, men her var vi af lutter velvilje blevet udstyret med et engelsk, som den ellers søde tjener, ikke havde så meget styr på. Så vores rejer fra Vinaros blev til “ortigasde mar”, som vi i al fald ikke havde bestilt eller anede hvad var. Men så fik vi da (endnu en gang) prøvet noget nyt. Det var friterede søanemoner, fandt vi efter lidt research ud af. De smagte udmærket og skulle tilmed være vældig sunde.

3/7 Inden vi sejlede videre havde vi lige tid til endnu en lille cykeludflugt nordpå til et nærliggende fyrtårn. Også en køn tur, her på cykelsti langs kysten ud til fyret.
Det særlige ved dette fyr er at det er det ene af to fyrtårne , som er tegnet af kvinder. Her endte stien, men man kunne af vandrestier fortsætte til fods ind i et stort naturområde. 

På hjemvejen fik jeg lige foreviget nogle små rækkehuse langs promenaden, som jeg/vi havde forelsket os lidt i. Vi morer os tit med at forestille os, hvor og hvordan vi evt. kunne tænke os at bo, de steder vi kommer frem.

29/6 2022 På turen ned til Cartagena holdt vi en kort pause i Oropesa og bemærkede da, at byen også havde en havn, der så rar ud. Så vi tænkte, at hertil ville vi gerne vende tilbage. Vi var heldige, at den ikke så store Club Nautico havn havde plads til os og tilmed tog vel i mod os. Endnu et superhyggeligt og tilmed grønt og smukt sted med en naturpark i “baghaven”.

Vi fik en plads på yderste bro med direkte udsyn ud gennem havnehullet. Hvis det havde stormet fra syd, havde det nok ikke været den bedste plads. 

Havnen lå et lille stykke udenfor den ikke specielt interessante nyere by, fortrinsvis baseret på turisme, delvis skjult bag et klippenæs. 

Vi tog straks cyklerne frem og cyklede et smut ind til byen for at genopfriske minderne.

På tilbagevejen fandt vi ned til en fin badebugt uden vildt mange mennesker og tæt på havnen, hvor vi var ude og bade.

Nede på havnen var der flere meget hyggelige og helt sikkert gode restauranter, men vi nøjedes med en kop kaffe, inden vi gik ned i båden til Chico. Han er rigtig dygtig til at være alene nede i kahytten, når bare han får sine mindst tre daglige lufteture.

Og så stod den ellers på lammekoteletter og små stegte pølser med græsk salat og flutes. Hvad mere kan man ønske sig

30/6 I dag var det som lovet en smule overskyet, noget man kommer til at sætte pris på, når solen som regel bager ubarmhjertigt. Lige bag havnen hævede et skovklædt mindre bjerg sig,  og man kunne se, at der gik forskellige stier i området, hvoraf nogle også var beregnet til cykler. Så vi fandt vej derop og så, at det var en såkaldt “grøn sti”, der gik fra Oropesa by og til den noget større by Castellon Plana, ca. 6km ialt langs kysten og stedvis hugget ud og ind i klippevæggen.

Det drejede sig faktisk om en gammel nedlagt jernbane, som nu virkelig blev udnyttet af såvel gående og løbende samt cyklister og så selvfølgelig dem på elløbehjul.

Undervejs var der afstikkere til flere små klippestrande, hvor også hunde var tilladte.

Vi havde set området,  da vi sejlede forbi dagen inden og tænkt, at det så spændende ud.

På tilbageturen var vi et smut inde i Oropesa og se lidt nærmere på den samt købe ind, inden vi vendte tilbage til vores badebugt og senere Skærsilden. 

Her blev vi vidner til noget af en havnekinoforestilling. En sejlbåd nærmede sig og havde undervejs en mærkværdig dialog med den meget hjælpsomme marinero. Havneindløbet var ret smalt og ikke ret dybt især til styrbords, hvorfor der var udlagt to ekstra grønne bøjer, som denne temmelig store sejlbåd totalt ignorerede trods marineroens vilde fagter. De slap dog igennem uden at gå på grund. Først var de blevet tiltænkt en plads lige ved siden af os, men i sidste øjeblik omdirigerede marinero’en dem til en plads langt fra andre både, af hensyn til vores båd, som han rent ud sagde. De to ombord, yngre delvist spansktalende kinesere?, kom svedige og nærmest paniske nærmere uden tegn på hverken at ha’ fendere eller fortøjninger parate. De stod bare helt stivnede og kikkede – og svedte. Heldigvis var det nærmest vindstille. Det endte med, at marinero’en hoppede ombord, og han og Erik fik fortøjet båden. Den ene af de to kinesere forsøgte endda forgæves at komme ud agtertil, men kunne end ikke åbne søgelænderet. Det var, så man ikke troede sine egne øjne – om det var en båd, de lige havde lejet eller hvad, fandt vi aldrig ud af.

26-28/6 2022 Borriana Nova

26/6 Lidt vemodige forlod vi dejlige Canet de Beringuer. Den urolige sø udløst af de seneste dages blæst havde delvist lagt sig, og vinden skulle gå i syd ved middagstid. Alligevel blev det en underlig gumpetung og modstræbende sejlads. Selv om halvvinden lå omkring 5-6m/s var det næsten umuligt at få fart i båden, så det blev til en del motorsejlads. Fordelen var, at vi da fik lidt “modvind” til at køle os.

Borriana har to havne, Club Nautico og Borriana Nova, den yderstliggende – og billigste, som vi tog. Her lå vi rigtig godt, rimeligt tæt på alle faciliteter og byen. Lige ved siden af os havde vi en underholdende  vandpolobane og til den anden side for første gang, mener vi, en gæstesejler med tysk flag, moin lød det, da vi kom. Syd for havnen var en lang og høj mole og langs kysten lav  bebyggelse med stenbefæstning. Nord for havnen var der et større industrielt område før byens lange, udmærkede strand, uden for umiddelbar gåafstand, åbenbarede sig.

Det var søndag sidst på eftermiddagen da vi kom, hvilket den livlige aktivitet i byen vidnede om. Egentlig er der ikke så meget by her – nærmest bare to-tre rækker højhuse, boligkomplekser fra 60’erne. Det egent lige Borriana ligger som Gandía et par km inde i landet. Nå, men der var i al fald gang i isspiseriet og øldrikningen, hvert et bord og bænk var optaget langs den snorlige hovedgade uden megen palme- eller blomsterpryd. Det lykkedes os dog at få en plads ved en isbar, hvor vi fik den stærkeste iskaffe ever, Erik fik nærmest klamsved. Klientellet hørte ikke til Fritz og Jørgen segmentet, men var langt mere folkeligt. Kort sagt så følte vi at være i Spanien og ikke i en smukkeseret kulisse. Og heldigvis lod vi, som ude fra kommende,  til at være velkomne. Ikke mindst Chico vakte, som altid, interesse og sympati. Men han er jo som portugiser også næsten indfødt… 

Byen havde en Sejlerskole, der holdt til huse i en kæmpestor bygning med fin have omkring. Det lod til at sommerens måske første hold var ved at ankomme, der var fuldt med unge mennesker/børn ledsagede af deres forældre samt rullekufferter og der herskede en særlig forventningsfuld stemning.

27/6 Vi var løbet tør for morgenmad, så vi kombinerede hundeluftning med et besøg på Claudias’ hyggelige morgenmadscafé (en moden kvinde, der egenhændigt og omsorgsfuldt drev sin forretning)på hjørnet af den snorlige hovedgade. 

Og nu kommer vi til miraklet. På vej tilbage til båden var vi på skift inde på toiletterne, og mens jeg var inde, kunne jeg gennem det åbne vindue høre Erik føre en samtale på engelsk. Da jeg kom ud til ham, smilede han over hele femøren – det  var Frank fra politiet i Valencia, der havde ringet og fortalt, at cyklen var blevet fundet – i uskadt stand, og at han bare kunne komme og afhente den. Stor glæde! Erik for ned i båden for at tjekke transportmulighederne de små 100 km tilbage til Valencia. Det var selvfølgelig ikke helt enkelt. Først måtte han, endnu en gang i regn og torden blaffe op til den indre del af Borriana, og derfra var der et tog ved middagstid, han kunne komme med.

Alt gik godt, og ved 18-tiden klemtede cykelklokken muntert, da Erik kom cyklende ud af broen.

I mellemtiden havde jeg talt lidt nærmere med vores midaldrende tysk/litauiske nabo, som skulle vise sig at være noget for sig og ganske interessant. Han kunne stort set alt undtagen noget med el og strøm, og han havde store problemer med at få lanterner og VHF’en til at fungere. Det kunne Erik da sagtens klare, når han en gang kom tilbage – kom jeg til at sige. Så stort set resten af aftenen og lidt af næste dag var Erik elektriker, han er jo ikke til at stoppe når han først går i gang. Men glad var Dino The pirat, som han kaldte sig. Han levede vist lidt fra hånden til munden og havde været dykkerinstruktør gennem flere år på bl.a Ibiza, som han var på vej til nu i en gammel båd han havde købt ubeset, men billigt i Sydfrankrig. Piratens nabo til den anden side, som han vist havde fulgtes lidt med var også ganske spøjs, en radmager krølhåret spanioler, ikke større end tobak for en skilling, iklædt forskellige mere eller mindre arabisk prægede klædningsstykker. De to fyre var meget forskellige, ikke mindst i højde og drøjde, men begge meget humoristiske, så det var alt sammen vældig hyggeligt. Men også lidt farligt – som da piraten, den ene gang, som en abe uden sele klatrede op i toppen af sin heldigvis ikke så høje mast for under Eriks vejledning at fikse sine lanterner. Men alt gik godt,  også VHF’en blev klaret, og piraten kunne nu med sin rungende tordenrøst kommunikere over det ganske Middelhav – endda på spansk.

Vi havde ikke nået at købe ind, inden den glædelige nyhed og Eriks hurtige afgang. Og det heftige vejr med både regn og torden samt kraftig blæst gjorde, at jeg holdt mig i båden – også for Chicos skyld. Han plejer nemlig at blive ret panisk ved mindste optræk til torden, ja selv bare kraftig regn. Nu hvor han er blevet næsten døv, bliver han heldigvis ikke helt så påvirket. Så da Erik holdt pause med sine elektriske sysler gik vi i den mørke, kølige, fugtige mandag aften, hvor næsten alt er lukket, ud langs molen, hvor en lille overdækket biks havde åbent. Et par andre gæster havde også søgt her ind. Det føltes ikke rigtig hyggeligt, snarere som et tilflugtssted for flygtninge eller andre husvilde. Men vi fik da lidt i spise.

28/6 Nu da vi atter havde to cykler, skulle de selvfølgelig bruges. Så vi cyklede ud til den store strand, var der lidt, cyklede videre til den næste lille kystby langs en strandvej med mange flotte gamle villaer.

Vi sluttede af med at cykle ind til den større del af Borriana, hvorfra Erik havde taget toget. Det var en by, der denne tirsdag eftermiddag på den mest udprægede måde evnede at overholde siestaen. Vi så nærmest ikke et menneske og alt var lukket. Det var så også det eneste, byen gjorde sig bemærket ved. Så vi cyklede hurtigt tilbage til vores havneby, hvor vi fandt en isbar, der havde åbent, en is kunne vi nemlig  godt trænge til efter denne udflugt.

Om aftenen var der “lysfest” i nabobåden, og vi spiste dejlig fisk i Skærsilden.

PS: Cykelmiraklet var ikke en gang det største under, vi oplevede i Borriana. Da vi var i Valencia, så Erik på nettet, at en anden dansk sejlerfamilie, vi har fulgt, på mystisk vis havde mistet deres dejlige hund om natten under ankerligning. De havde ledt og ledt, men forgæves. Også i Skærsilden blev der fældet en enkelt tåre. Efter nogle dage drog familien videre mod Ibiza, og undervejs blev de så kontaktet af myndighederne og fik at vide, at deres hund var blevet fundet i god behold. Og så blev skuden ellers vendt i en vis fart. Hunden havde angiveligt svømmet rundt i to dage, hvorefter en mand med stort besvær havde fået den ombord og indleveret den til politiet. Historien, med happy ending, kom sågar i de spanske medier. 😊🥲🦮😊😊